Moon mad

[Ezekiel Amardeus]

Som hun trak blusen lidt til side så han kunne komme til smilede han bare roligt til hende, det var ikke så vandt en grimasse for ham, han var som regel ret alvorlig. "Nu kommer det nok til at svide lidt," advarede han inden han forsigtigt placerede den rensende klud over hendes sår. Det kunne umuligt måle sig med den smerte man gennemgik under en forvandling, men derfor var det nok langt fra behageligt.
Han hadede også selv de få gange han havde været nødt til at rense sine egne sår, det føltes jo nærmest som om at bittesmå nåle blev stukket ind i uden på en. Han gøs ubevidst en smule ved tanken.

"Det er da også et godt stykke tid," besvarede han og skiftede side på kluden hvilket måtte forårsage den samme svien som før, "er du sluppet ud? Eller plejer du ikke at lukke dig selv inde?" Udspurge han videre som var det en helt naturlig snak og vejret. Personligt syntes han at det var en hver varulvs ansvar at sørgede for at man var forsvarligt låst inde når fuldmånen hævede sig på nattehimmelen. Man kunne jo skade folk, "smitte" dem eller tilmed slå dem ihjel hvis ikke man gjorde.
Alvoren af den sag havde han lært som ganske ung da han og hans mor var blevet angrebet, det havde ændret hele hans liv, og ikke ligefrem på den fede måde. Eller, han havde lært at leve med forbandelsen og så den nu lidt som en gave, men han havde nok været en helt anden person i dag, sandsynligvis mere smilende oh udadvendt fordi han så ikke hele tiden skulle frygte at skade folk omkring sig. Derudover ville hans mor nok også stadigvæk være i live og hans far ville ikke være endt i Azkaban.
Han slog tankerne lidt ud af hovedet, der var alligevel ingen grund til at dvæle ved hvordan livet kunne have været nu var det som det var.


// Iih jeg har så dårlig samvittighed over at være så længe om at svare, har haft en del arbejde den sidste måneds tid, men skal nok prøve at blive lidt hurtigere

[Deleted]

Cassandra tog en dyb indånding og var afventende på at det skulle begynde at svig. Hun havde med stor sandsynlighed prøvet værre, men det forhindrede hende ikke i at komme med en let utilfreds grimasse som den rensende lud ramte såret og begyndte at arbejde. Grimassen var hurtigt væk og afløst af hendes neutrale og anelse trætte udseende.

Et godt stykke tid var en underdrivelse i Cassandras verden. For hende føltes det som langt længere tid end blot et par år. Hvor hun dog ville ønske at det aldrig var sket. Hendes blik strejfede lidt væk som hun tog endnu en dyb indånding med den nye svigen. "Jeg har ikke ligefrem nogen steder jeg kan lukke mig selv inde. Jeg rejser som regel ud til skoven og håber på det bedste. Jeg har ikke så mange andre valg" Cassandra forsøgte at være så påpasselig som overhovedet muligt. Hun ville aldrig kunne tilgive sig selv for at forvandle en anden person om til et blodigt monster som hende selv. Men det var svært når man ikke havde mange muligheder at gøre godt med, ej heller lyst til at afsløre sin egen identitet for folk. Tænk hvis hun blev fyret.

Efter et stykke tid hvor hun havde forholdt sig tavlt kiggede hun op på ham igen. "Hvor længe har du været det" spurgte hun, faktisk en smule nysgerrigt. Det var ikke ligefrem ofte hun talte med andre med sammen forbandelse som hende selv. De voksede heldigvis ikke på træerne kunne man sige.

//jeg havde et projekt der kom i vejen xD

[Ezekiel Amardeus]

Zeke lod sin opmærksomhed hvile på hendes sår som han gik i gang med at rense det. Nu rensede han ikke selv sine sår særlig ofte, der gik som regel ikke betændelse i, som varulv havde man åbenbart bare et stærkere immunforsvar end almindelige mennesker.
Blikket blev først vendt mod hende da hun snakkede om steder at forvandle sig. Han havde selv haft samme problem i starten, det var jo derfor han var flyttet tilbage til sit barndomshjem der lå så langt fra lands lov og ret at ingen kom herind – ikke medmindre de vidste at han boede her naturligvis. "Det problem havde jeg også i starten," sagde han stille og lod koncentreret den fugtede klud duppe hendes sår på ny.

Zeke var ikke bange for at fortælle folk at han var ulv. Mange så ned på ham når han sagde det, men så var de vel alligevel ikke hans bekendtskab værd. Ikke at han havde mange venner anyway, men han havde da fået et par stykker her indenfor de sidste par år.
Azkaban var en glimrende løsning for ham, men nu var det jo ikke ligefrem fordi det var en turistattraktion, de lukkede kun folk ind der havde et bestemt ærinde, det blev de nødt til for at undgå fangeflugter og den slags. Det sidste de havde lyst til var nok også at have en hel ettage fyldt med arrige varulve under hver fuldmåne. Zeke var bare så heldig at han havde fået lov til at være der under fuldmånen, men det var jo nok også kun fordi han arbejdede der til dagligt. "Det er heller ikke let at finde et sted hvor man ikke risikerer at sætte nogen i fare." Svarede han i enighed.
Spørgsmålet fik ham til at sonderer lidt, så hun havde luret den nu, "jeg blev bidt da jeg var 13," fortalte han roligt. Det var en del år siden, men en sådan oplevelse ville nok sidde i en for evigt, især med alt det der var sket den aften.
"Hvordan slap du væk?" Spurgte han ind, og med en smule at den nysgerrighed hun også havde haft i stemmen. For det meste slap man jo kun med livet i behold hvis man blev reddet eller var virkelig heldig.

[Deleted]

Cassandra lod en let grimasse glide over sit ansigt. Hun vidste ikke rigtig om hun skulle grine eller græde over at hun ikke var den eneste der havde stået i det problem. Hun havde vitterligt ikke andre muligheder! Det var ikke ligefrem fordi troldmandssamfundet havde arrangeret områder hvor de kunne blive sat fast og ikke være til fare for nogen. Det føltes ærligt som om, at var man varulv, så var man på egen fod. Cassandra tog en dyb indånding og omformulerede sin tanke lidt mere. Som varulv var man på egen fod. i hvert fald så længe man ikke indgik i en flok eller ikke havde venner som kunne hjælpe en med problemet.

"Det virker bare så uoverskueligt hvad fanden man så skal gøre" Cassandra lod sin frustration komme til kende. Det virkede så nemt endelig at få afløb fra det, nu hun vidste at han var ligesom hende, hvad varulvebidet angik. Cassandra havde tidspunkter hvor hun vitterligt ikke anede hvad hun skulle gøre! og hvad vis hun havde taget fejl af datoerne?
Cassandra løftede blikket og så på ham mere direkte. 13 år. Hun blinkede et par gange inden hun lod blikket glide ned på morgenbordet igen. Han havde kun været et barn.
Cassandra førte sin arm en smule beskyttende over sig, forsøgt skjult med at hun blot skulle klø sin anden overarm. Det var altid et følsomt emne og det løb koldt ned af ryggen bare ved tanken. "Jeg slap ikke rigtig væk, men mere at den blev jaget på flugt.. To auror fandt mig under angrebet. Jeg ved ikke... hvad det gjorde.. det hele er meget sort, men de fik jaget den på flugt og skrabet mig op af astfalten. Jeg fik dem derefter overtalt til at tage mig på et mugglerhospital..." på den måde undgik hun at blive indregistreret. Cassandra var faktisk forundret over at hun havde haft hjerne til at tænke det, midt i alt tomulten. Hun havde været så bange og skrækslagende, at det måtte havde sat videre tanker i gang.

//Undskyld det har taget så lang tid!! Eksamenerne og reeksamen tog pusten fra mig..

[Ezekiel Amardeus]

Han kunne godt sætte sig ind i hvor svært det måtte være for hende. De første gange han skulle gennemleve forvandlingen alene havde han jo søgt herud, renoveret huset og låst sig selv fast i kælderen. Matthew var kommet og havde sluppet ham fri den følgende dag hvilket var den eneste for for menneskelig kontakt han havde haft de første mange år.
Han havde været alt for bange for at skade folk omkring sig, men på en eller anden måde havde han alligevel fundet ud af hvordan han skulle komme igennem det. Han havde fået sit job i Azkaban og var begyndt at låse sig inde der. Intet sted var vel bedre at have en varulv end end i en celle omgivet af dementore der tog en del af styrken fra en. Fængslet var jo nærmest umuligt at slippe ud fra så på den måde følte han sig langt mere sikker ved at lade sig forvandle der.

Flere og flere varulve var kommet til, Ministeriet lod til at se den anden vej, for så vidste de i det mindste hvor de havde varulvene, Zeke fattede bare ikke hvorfor der ikke var nogen der byggede en eller anden form for facilitetscenter til varulvene hvor de kunne blive låst inde, især nu hvor "epidemien" spredte sig så hastigt som den gjorde grundet klanerne.
"Det kan jeg godt forstå at du synes." Svarede han afslappet og så tilbage på hende. "Jeg ved at nogle varulve lader sig forvandle i Azkaban, mig selv inklusiv, det er ret hårdt at være der psykisk, men i det mindste ved man at man ikke skader nogen." Forklarede han roligt. "Måske du skulle overveje det? Jeg arbejder der til dagligt så jeg ville sikkert kunne få dig ind." Hovedet gled let på skrå som han kiggede på hende. Han ville jo gerne hjælpe, han vidste hvor håbløst det kunne se ud.
Hele hans forhistorie med hans mor der blev dræbt af ulven foran ham og hans far der røg i Azkaban for at dræbe ulven hvorefter Zeke og hans søster endte ved deres onkel der brugte resten af Zekes teenageår til at overbevise ham om at han var et monster, var faktisk virkelig tragisk og ikke noget som Zeke ønskede at dvæle ved for længe af gangen. I stedet lyttede han til hvad hun havde at fortælle.
Han nikkede forstående, "så du er ikke registreret?" Det var halvvejs et spørgsmål og halvvejs en konstatering. På en måde forstod han godt at hun ikke ville registreres, men havde jo altid Ministeriets øjne i nakken, dog udelukkede det nok desværre også muligheden med Azkaban.