Just my opinion

[Arthur Q. Andromedius]

Elizabeth McNamara

Det første trappetrin knirkede behageligt under hans fod, da han begav sig op af den gamle vindeltrappe. De lange fingre var påpasseligt klædt i tætsiddende sorte handsker som de smøg sig op af støbejernsgelænderet. Selvom det blot var tidligt på aftenen, virkede det gamle stråtækte hus ufatteligt stille. Arthurs tunge strøg forsigtigt over hans fyldige læber for at vædde dem, den lange lyseblå uldkappe hang som stod den stille i tiden og kun verden bevægede sig omkring den. Det næste trin knirkede ligeså, og så gjorde det tredje. En herlig familiaritet, som han under almindelige forhold, nok havde standset for at nyde. Lyden mindede ham om tiden i det underjordiske bibliotek, et sted hans forældre havde forladt med sorg efter @freyaa 's skade. Da han stod foran den lille nydeligt håndskårede dør, hævede han hånden og bankede med en autoritær bevægelse. 

[Elizabeth McNamara]

Elizabeth boede på Hogwarts alle ugens dage, men i weekenderne, når turen gik til Hogsmeade, besøgte hun stadigvæk sin families hus, hvor de boede, når de ikke kunne være på Hogwarts, såsom i ferierne.
Fordi de lige nu normalt befandt sig på Hogwarts, skete det sjældent at nogen kom på besøg i weekenderne, når Libby tilfældigvis lige var der. Derfor havde hun ikke forventet at nogen ville komme og banke på døren, da hun var på besøg i huset for at finde nogle Quidditch-handsker hun ikke kunne finde i hendes kuffert, som hun mente måtte ligge her.
Hun blev en smule usikker på om hun skulle åbne døren eller ej, men hun kvindede sig op og marcherede over til døren for at åbne den med et mistænksomt blik, og derefter et forvirret blik, da hun genkendte Arthur, foran hende. "Mr. Andromedius?" hun kiggede op og ned ad ham, uden at lukke døren op nok til at invitere ham indenfor.

[Arthur Q. Andromedius]

En kaskade af varmt orange lys kastede sit skær over hans skosnuder da døren blev åbnet pænt på klem. Arthur foldede nænsomt sine hænder bag ryggen og lod næsten mekanisk sit hovede gå på sned imens han betragtede den lille fugleunge foran sig. Det var en vis fryd i ham, at blive kaldt 'Mr. Andromedius' foran en elev, som tidligere havde været bekendt med fornavne. ''Ministerielt besøg, frøken McNamara, hvis du ville være så venlig'', sagde hans milde honningdryppende stemme, imens han gjorde et nik mod rummet bag hende. Arthur gjorde sit bedste, for at fremstå ærlig, rar og imødekommende, kvaliteter som han havde anskaffet sig under sine år på Hogwarts og som havde landet ham i rollen som præfekt i tidernes morgen. ''Vi skal se til at der ikke bliver anvendt magi i deres hjem, når de stadig er under den magiske lavalder - må de vel forstå'', forklarede han yderligere, imens det venlige smil dækkede over den virkelige intention, og et lille blink med øjet forsikrede hende om situationens ufarlighed. 

[Elizabeth McNamara]

Elizabeth var normalt kendt som værende skolens slagsbror og ikke bange for at sige sin mening. Men lige nu synes hun lille og anspændt, også selvom manden foran hende havde været en tidligere elev på Hogwarts, mens hun havde gået der. Libby stolede ikke på ministerie folk - de kom ofte med dårlige nyheder, eller også kom de for at finde grunde til at skille hende fra hendes søskende. Det var også nu hun kom i tanke om at hun havde glemt alt om den flaske rødvin hun havde stående på køkkenbordet. Hun var ikke vant til at der kom folk uden for ferien, så hun havde ikke tænkt yderligere over det. Hendes hjerte bankede hurtigt og farven var forsvundet fra hendes kinder, mens hun nikkede.
”Vi bor her knapt nok uden for ferierne, jeg var her bare for at hente et par handsker.” hun lod ham komme indenfor, mens hun overvejede hvordan hun skulle komme hen til vinen før ham. Huset var lille, det var en stue og køkken i et, samt to værelser til de fem børn. ”Undskyld rodet...” det var hende selv der havde rodet, fordi handskerne havde gemt sig.

[Arthur Q. Andromedius]

Varmen fra det lille hus slog ham i møde idet han trådte indenfor. Gulvbræderne knirkede under hans fødder og hans sylespidse blik observerede enhver faktor so m gjorde hjemmet rodet eller beskidt. Det var udemærket, lidt rodet men handskerne kunne forklare det. I sin stille observation, smældede han sin tunge fra ganen og drejede med ét blikket mod Elizabeth. ''Er huset ikke lidt småt for 5 børn?'', spurgte han, med tryk på 'børn' da trods han på trods af Libbys alder stadig anså hende for at være et barn. Specielt efter at han havde hørt hvordan tøsen havde ført sig frem overfor hans lillebror der måtte kæmpe med et par forvoksede fortænder. Da døren lukkede bag dem, hævede han sin tryllestav så at låsen drejede om bag dem. Et lille smil bredte sig i hans mundvig som han spurgte: ''Fortæl så McNamara, om du udfører samme besværgelser på dine søskende som du gør på min?'', han foldede langsomt sine arme over kors alt imens han lænede sig mod dørkarmen til køkkenet - han havde endnu ikke bemærket vinflasken.

[Elizabeth McNamara]

Elizabeth ville gerne give ham ret i at huset var for småt - man havde i hvert fald intet privatliv i ferierne, når de var så mange. Hun havde næsten ikke hørt hvad han sagde, fordi hendes blik distraheret søgte over mod vinflasken bag ham. Hendes blik fandt dog hans igen, “Vi klarer os. Det er hvad ministeriet kunne tilbyde os, og så længe vi alle har en seng og mad på bordet, så overlever vi, indtil jeg er færdig på Hogwarts og kan skaffe mig et arbejde,” Hun ville gerne videre på DMU og spille Quidditch på et højere niveau, men hun kunne næsten ikke overskue tanken, for til den tid ville ministeriet ikke længere støtte dem finansielt.
Hun sank en klump, trods hendes mund var tør og hendes tunge næsten føltes som sandpapir i hendes mund. Hun rynkede sine bryn og hun kunne mærke at hun trods sin frygt for at han opdagede vinflasken, begyndte at blive vred. Det her var ikke okay! Ministeriet ville ikke have sendt ham, hvis de vidste at han ville tage personligt familie drama med sig. “Mine søskende og jeg har respekt og tillid til hinanden. Vi kunne ikke finde på at kalde hinanden for halvaber og mudderblod, som din bror gør… Så nej, jeg udfører ikke de samme besværgelser på mine søskende,” hendes tone var allerede mere vred. Hun var træt af at føle hvordan hun ikke kunne få lov til at beskytte sin egen person, uden det ville give bagslag her i den magiske verden. Hun gik ind i køkkenet og stillede sig foran vinflasken i et håb om at kunne dække for den. Libby prøvede dog at se ud som om hun bare gerne ville stå op ad bordkanten, som hun nu stod og lænede sig op ad den og krydsede armene under sit bryst.

[Arthur Q. Andromedius]

Arthur lyttede intenst og fulgte hende med blikket som hun strøg forbi ham i den smalle døråbning. Hendes duft slog imod ham som lavendelmarker og frodige floder. ''Nu ville jeg så heller ikke påstå at min bror nævner sådanne ord i husholdningen'', svarede han mildt samtidig som han dovent rettede sig op fra dørkarmen og gik mod hende med langsomme skridt. ''Men ord er anderledes end handling, McNamara, og vi har fået en højerestående klage på dig'', han standsede tæt foran hende så suset af hendes duft nåede ham på ny. Han satte nu en hånd på bordpladsen på hver side af hendes krop, imens han lænede sig ind for at sige ved hendes ører: ''Så fortæl mig endelig, Elizabeth om du er ked af det du gjorde''. Arthur så frem for sig imens et lille smil dannede sig på hans læber, indtil hans blik fik fat i noget, som kunne bringe hele familien ned. Med et hurtigt greb snuppede han flasken bag hende og tog et skridt tilbage som han holdt den triumferende foran hende. ''Åh, tsk, tsk'', startede han samtidig med at han vippede flasken foran hende. ''Har du drukket? Åben munden''. 

[Elizabeth McNamara]

Libby prøvede tappert at bide arrigheden i sig. Hun var en fornærmelse fra at gå sin vej - for hvad kunne hun ellers gøre? Det eneste hun kunne gøre for at holde hende og hendes søstre samlede, hvis ikke hun kunne være deres værge, ville være at stikke af sammen med dem og stoppe med at gå på Hogwarts.
“En højrestående klage” fnøs hun, før hun i en bitter tone tilføjede “Du mener fra hans mor?” Det lyste ud af Felix og Arthur at de altid havde kendt en mors kærlighed og at de havde fået den foræret i overflod. Deres mor var nok en fanatisk åndsbolle, som resten af familien hun havde haft æren af at møde.
På et øjeblik, formåede han at få hende til at se mindre modig og arrogant ud, som hun før havde set ud, da hun snakkede om Felix. Hun veg blikket væk fra ham i afsky over hvor utilregnelig han var. Et skræk jog gennem kroppen på hende, som han fik fat i vinflasken bag hende. “Ar… Mr. Andromedius, det er en flaske jeg brugtet til sovs…” undskyldningen røg ud af munden på hende, før hun kunne tænke sig om. “...Jeg er virkelig ked af hvad jeg gjorde ved din bror. Det var dumt og kan ikke retfærdiggøres,” hun kiggede underkastet ned. Hun følte sig så ydmyget af at det var Felix bror, der var kommet her. Havde ministeriet ikke tænkt sig om, før det sendte ham? Det slog knuder i maven på hende. Felix ville få så mange tæv for det her.