You know nothing, Moiran Snow

[Moiran Snow]

Danielle Avery

Tid: Ud på eftermiddagen en lørdag
Sted: Krostuen
Vejr: kold forårsdag

Der var snak og munterhed at finde denne lørdag eftermiddag i De Tre Koste. Der var en god mængde Hogwartselever at finde, og Moiran selv havde fundet vej herned for at få lidt luft til hjernen og tankerne. Han havde forsøgt at få Felix med men bogormen ville absolut æde sine lektier, og Moiran havde efterladt ham i biblioteket som den kedelige Slytherin han var.
Han havde trasket sig vej gennem Hogsmeade for sig selv mens han nød stemningen og livet. Alligevel var han ikke i selskab med nogen, han nød sig selv og sit eget selskab, det var nogle gange lige præcis det han havde brug for. Hans øjne spejdede altid efter de ensomme, de lidt mere forladte og isolerede tilfælde han kunne få lidt magt over, men idag var der ingen han kunne lokke med sig ind i en blindgyde og tilfredsstille sine bizarre lyster på mere end én måde.
Han havde derfor overgivet sig til De Tre Koste og dets varme for at få lidt ro fra forårets lidt ubarmhjertige klima for tiden. En ingefærøl bugnende af frisk, kridhvidt skum blev langet over disken og han stod og tog de mange grupperinger i agt mens han drak stille og roligt fra det store krus inden hans blik faldt på en kvinde for enden af baren. Hun var nok nogle år ældre end ham men hun virkede alligevel relatérbar, på en måde, der gjorde at han tog en slurk mere og diskret fandt vej hen til den barstol der stod nærmest hendes plads og han gled op på den nonchalant inden han vendte blikket til hende.
"Skål!" sagde han med et bredt, charmerende smil og klinkede sit krus imod hendes inden han drak, for at se om hun reagerede.

[Danielle Avery]

Danielle var ikke mødt ind på arbejde i dag. Hun havde sendt dem en ugle og meldt sig syg, men nu sad hun så i stedet for her i Hogsmeade. Det var ikke så ofte at hun befandt sig i Skotland længere, efter hun nu var gået ud af Hogwarts. Men hendes sidste nat på arbejde med Gabriel havde efterladt hende med mange spørgsmål og en følelse af - eller faktisk, rettere manglen på følelsen af noget. Nu sad hun på en kro, hvor hun ikke kunne kende andre ansigter end de par professorer hun havde spottet. Hun havde drukket en del, og hun havde ikke gjort sig mange tanker om at stoppe, før hun havde drukket sig mod til at troppe op på Hoghaven børnehjem for at fortælle forstanderen Donner at hun kendte til sandheden. Hun kunne ikke beslutte sig for om hun blot ville true ham eller om hun ville udfordre ham til en duel. En undskyldning ville ikke være nok. Som hun sad i sine mørke tanker, blev hun distraheret af en dyb stemme. Hun turde næsten ikke at se hans vej, da hun ikke havde brug for en mands opmærksomhed lige nu, men da han klinkede sit krus imod hendes kunne hun ikke dy sig fra at vende sit blik mod ham. Det var tydeligt at hun ikke havde sovet godt de sidste par nætter - der var mørke render under øjnene, det eneste blod hun havde i kinderne kom fra den alkohol der havde varmet hendes blod, og så var hendes hår også ganske uredt at se på i dag. “Skål” hun prøvede at svare ham med sin normale festlige tone.

[Moiran Snow]

Det var måske ikke ligefrem en festglad kvinde hans blik mødte, og da han så hendes ansigt var det svært først at bedømme om hun var under en eller anden forbandelse eller om hun bare virkelig var sølle og så præcis ud som han kunne forestille sig man gjorde hvor man var spærret inde uden mad og drikke i en uges tid. Halvdød og uden livsglød i øjnene.
"Åh, sorry, jeg skal nok-" og så stoppede hans ord da hans øjne langsomt begyndte at binde hendes udseende sammen. Han havde set hende før. Han kendte hende, men det virkede som oceaner af tid siden han havde set hende sidst, og det var endda kun flygtige glimt i ærtesuppen der var hans normale tankestrøm af minder. En rynke dukkede op på hans pande.
"Danielle?" spurgte han lidt tøvende og rakte en hånd ud for at lægge den på hendes hånd. "Danielle Avery, fra Hoghaven?" uddybede han som for at forstærke hans forsøg på at genopfriske hendes minder, om den svundne tid.

[Danielle Avery]

Danielle havde ikke engang prøvet at afvise manden, og det fik hende til at overveje om hun burde prøve at kaste et blik i et spejl, for at se hvor galt det stod til lige nu. Men han nåede at fortryde sit valg om at forlade hende, da han tilsyneladende kendte hendes navn, "Hm?". Det fik hende til at rynke brynene forvirret over, hvor han skulle kende det fra? Han virkede en del yngre end hende, og hun havde ikke gået på kollegie med ham. Hun søgte sin hjerne og frygtede at hun måske bare havde haft et engangsknald med en fyr, der huskede hende og som hun for længst havde glemt. Det var indtil hun pludslig huskede drengen Moiran. Det var det samme bølgede hår og de samme djævelsk charmerende øjne, men et ansigt der nu havde fået mere voksne og kantede træk end den dreng hun havde kendt for mange år siden. Hun håbede det var ham, “Moiran? Er det dig?” hun strøg en hånd gennem sit hår i et håb om at få det sat lidt på plads.

[Moiran Snow]

"Ja sgu da!" udbrød Moiran i det øjeblik det lod til at slå klik i Danielles trætte hjerne. "Hvad satan altså!" han lænede sig ind og gav hende et kram. Selvom hun var fem år ældre end ham lignede de næsten jævnaldrende med hans højde og bygning. "Hvad pokker laver du her? Er du blevet ansat på Hogwarts eller sådan noget? Du ligner en af de trætte lærere jeg ser af og til herinde, sidde og brokke sig over deres elever mens de spytter i deres," han nikkede til hvad end hun havde stående på bardisken foran sig, "hvad end du drikker," afsluttede han med et grin til hende men smilet falmede en smule. Der var en samhørighed mellem Hoghaven børn som ikke kunne beskrives. Måske var Hogwarts et sted for fællesskab og sammenhold men når det kom til Hoghaven var børnene derfra nærmest som krigsveteraner når de trådte ud af hoveddøren og var frie for de snærende bånd der var indenfor hjemmets fire mure. Når man så et Hoghaven barn var man som gamle venner igen, og kunne bonde over de rædselsfulde forhold som forstander Lockwood lagde for dagen. Danielle var sluppet ud da hun var 12, Moiran sad stadig fast og ville nok aldrig forlade stedet før han var myndig.

[Danielle Avery]

I det øjeblik han rørte hende og krammede hende begyndte hun at mærke følelserne komme tilbage. Hun grinte af hvad han havde at fortælle om lærerne og deres drinks… og spyttet. Hun skar en grimasse og grinte, “Ad, hvor ulækkert. Gør de virkelig?” hun kiggede ned i sin drink, “Jeg er heldigvis ikke ansat på Hogwarts. Jeg… Jeg var bare i området,” hun tog sig en tår af drinken, der smagte af alkoholiseret hyldebær. Hun blev stille og trommede sine fingre mod bordet, mens hun med et stramt smil overvejede om hun skulle sige mere. Hun vendte blikket mod ham igen, og glæden var forsvundet fra hendes øjne igen, “Jeg er kommet hertil for at tale med Donner. Han skal høre at han ikke kan slippe af sted med…” hun stoppede sig selv og tog sig en dyb og frustreret vejrtrækning før hun bundede sin drink og rejste sig fra sin plads. “Han er en forfærdelig mand, Moiran. Nogen bliver nødt til at få ham ned med nakken og passe på børnene,” hun kunne ikke få sig selv til at fortælle hvad Donner havde gjort. Vreden begyndte at melde sig i hendes indre.

[Moiran Snow]

Et slankt øjenbryn skød i vejret mens han lyttede til Danielle. Til at starte med virkede hun lidt lattermild men det blev langsomt vasket af hendes ansigt og han studerede hende nærmere mens panderynken blev dybere.
"Jamen alle ved sgu da han slår os når vi ikke makker ret," sagde han lidt himlende med øjnene som om det ikke betød alverden. Sandheden var at han ikke kunne mærke det længere. Han distancerede sig så meget fra smerten når den skar igennem ved bæltets smæld, at det var en fjern, monoton støj i hans ører, en summen der aktiverede nerver i hans hjerne som han havde lært at lukke ude. Sindet var i sandhed en forundlig størrelse. Han slugte lidt mere af sin øl og sendte hende et opmuntrende smil.
"F*ck it, skal jeg følge med dig derhen? Jeg skal alligevel tilbage selv om ikke så længe og," han smilede skævt og skævede til hendes glas, "måske er det også på tide du spytter sidste gang i din drink?" foreslog han. Ikke at han ville tage det fra hende hvis hun var alkoholiseret og hjemløs, for hans skyld kunne hun rende og hoppe med sit privatliv, men hvis hun ville snakke med Donner blev det nok lidt vigtigt at kunne stå ret op og ned og ikke ligne en halvdruknet hval i brunst.

[Danielle Avery]

Danielle var tæt på at udbryde at det ikke var dét hun talte om. Hun havde også før fået med bæltet af Donner, men som hun huskede det var han altid ekstra hård ved drengene. Hendes mund var ved at åbne sig for at tale, men hun kunne ikke få sagt sandheden. I stedet overvejede hun nu om det virkelig var en god idé?
damn det, selvfølgelig var det en god idé. Hun kunne ikke lade ham fortsætte, og hun kunne sagtens få ham til at krybe, hvis hun først hævede stemmen over for ham.
“Donner skylder mig en forklaring, og han burde ikke være rundt om børn længere. Tak, Moiran… Jeg tror godt jeg kunne bruge støtten,” hun vidste ikke hvorfor hun stolede på ham. Hun havde kun gået ganske kort på børnehjemmet, men hun havde aldrig glemt ansigterne på de børn hun havde boet med den gang. Der var ikke mange børn på børnehjemmet den gang, men det var som om antallet af forældreløse magiske børn var steget gevaldigt siden hun var stoppet.
Hun følte sig en smule svimmel af promillen, men hun mente nu nok at hun stadigvæk kunne gå og også at hun kunne føre en fornuftig samtale med Donner, når tiden blev inde. Hun spyttede demonstrativt i sit glas og skubbede det til side. “Skal vi ikke få det overstået så? Undskyld, det er bare noget der skal overståes,” hun fik kvalme, hvis hun blev ved med at tænke på hvad det hele betød, hvis det var sandt hvad der var blevet sagt.

[Moiran Snow]

Han smilede kækt ved hendes ord og hvordan hun spyttede i glasset meget bogstaveligt talt. Han klappede hende på skulderen med et glimt i øjet.
"Sådan, min tøs, sådan skal det være!" sagde han glædesstrålende. Han elskede at der skulle ske ting og sager, og det virkede som om Danielle var på en form for spirituel mission, og han kunne ikke vente med at se hvad det ville ende med af kaos. Hun snakkede som om børnehjemmet var et sygt sted, men Moiran havde nu ikke så mange andre dårlige minder ud over de triste omgivelser og den fysiske afstraffelse. Han rakte hende sin arm for at være både galant men også for at støtte hende lidt som de gik igennem krostuen og ud i den kolde eftermiddagsluft denne forårsdag lagde for dagen. Der var ikke specielt langt til Hoghaven. Man skulle igennem Hogsmeade og lidt ud af vejen og så dreje ned ad en lille grusvej så var man der praktisk talt. Dog var det længere end hvis man brugte den hemmelige tunnel fra Hogsmeade til Hogwarts, så i den forstand var Hogwarts altid tættere på Hogsmeade i og for sig.
"Er det her hævntogt noget du har gået og brygget på længe?" spurgte han lidt nysgerrigt mens de gik og vinden trak igennem deres hår, to Hoghaven børn arm i arm som om de mindedes de muntre tider, men det var alt andet end muntre tider de havde til fælles.

[Danielle Avery]

Dani smilede ganske kort over at få et klap af ham. De sidste mange dage havde avlet en masse negative følelser indeni hende, alt imens hun havde vandret hvileløst rundt og følt absolut intet, selv når hun var til undervisning og selv når hun arbejdede og spildte næsten kogende kaffe ned ad sig selv.
De gik sammen og hun følte sig mere og mere klar på at tage kampen op imod manden, der havde solgt hende som barn. De mørkegrå skyer malede en stemning, som de trådte ud af kroen og var på vej mod Hoghaven. De nærmede sig næsten for hastigt, og hun kunne se børnehaven i horisonten. Hans spørgsmål fik hende til at ryste på hovedet, “En uges tid… Det er ikke hævn, det er retfærdighed… Jeg skal kun snakkede med ham, intet andet.” Måske også duellere, men det nævnte hun ikke lige nu. Gruset knasede under deres sko, som de hastigt kom tættere og tættere på. Hun trykkede sig tættere ind til ham for at finde støtte. “Vi bliver nødt til at lade ham vide at han ikke kan skade små børn længere. Synes du ikke?” lød det frustreret fra hende. Hun sank en klump og mærkede hvordan hun klemte sin ene næve sammen.

[Moiran Snow]

“Tjoh, det er vel lidt gammeldags,” sagde han lidt tøvende mens de gik. Vejen blev skiftet ud med den slyngede grusvej. I det fjerne kunne man se børnehjemmets tag komme til syne, den gamle bygning med skurene og gården. “Men altså, hvad har gjort at det skal være nu?” Spurgte han og skævede til hende stadig med rynket pande. “Hvordan kan det være det er nu og ikke for, ja år tilbage?”tilføjede han lidt mere uddybende mens de nærmede sig hjemmet der for mange var associeret med den sidste holdeplads inden man ramte rock bottom. Han kunne mærke på hende at hun var stålsat. “Tror du at den gamle gris bare vil lytte og føje sig hvis du tropper op og siger han behandler os som skidt?” 

[Danielle Avery]

Tempoet blev hastigere, som de nærmede sig den røde gamle bygning. Aldrig havde hun set en grimmere bygning end Lockwood hjemmet. Måtte det brænde en dag. “Det skal være nu, fordi… fordi jeg havde glemt alt det slemme, men nu kan jeg huske det,” svarede hun sammenbidt. “Jeg skal nok få ham til at lytte!” hun løb næsten nu, og hun var næsten nået den store hoveddør. Et barn sad på trappen og plukkede kronbladene af en rose, og det fik det til at vende sig i maven på hende, som hun overvejede om barnet, der ikke så meget ældre ud end hun selv havde været dengang på Hoghaven, også havde lidt samme skæbne som Danielle. Hun skulle nok sørge for at denne pige ikke led længere. Hun løb op ad trappen og skubbede døren op til børnehjemmet.
“Donner!” hun gik instinktivt og hastigt mod hans kontor, som hun havde besøgt så mange gange før i hendes barndom. Hun huskede hans trusler om at fjerne hendes minder om hendes forældre, fordi hun ikke kunne stoppe med at græde over at de havde mistet deres forstand.
Inden hun kunne nå at brase gennem døren, havde Donner selv åbnet den.

[Donner Lockwood]

Donner havde ikke forventet at se en hysterisk kvinde i aften. Denne havde ikke et barn med sig, og hun så heller ikke gravid ud. Han klemte øjnene sammen og kunne pludselig genkende hende, “Avery?” det var Avery pigen, som han engang havde haft boende her. Han kløede sig i skægget, men fik ikke muligheden for at reagere yderligere, før hun trak sin stav frem og tvang ham til at træde tilbage, dybere ind på hans kontor. Han holdte sine hænder oppe foran sig, for han havde ikke sin stav på sig.
“Hvad vil du mig?” spurgte han og prøvede at forblive høflig overfor pigen, der måtte have mistet besindelsen. Han havde en fornemmelse af hvad det kunne dreje sig om.

[Danielle Avery]

Som hun stod med staven strakt ud mod ham med en rystende hånd, prøvede hun at finde ord, men hun mærkede i stedet hvordan alt hun fandt var tårerne, der begyndte at trille ned ad hendes kind. Hans blik lammede hende, selvom Donner ikke var andet end en ynkelig mand i hendes øjne. Hun blottede sine sammenbidte tænder for ham, mens han afventede en forklaring fra hende. Hun følte sig ydmyget af hans mangel på frygt for at hun kunne finde på at gøre ham fortræd, “Jeg ved hvad du har gjort… Jeg ved det hele.” Hun nærmede sig ham, så de stod ansigt mod ansigt, men hans ansigt viste ingen tegn på frygt eller fortrydelse.
Hun så ham smile og grine, “Jeg forstår ikke hvad du mener, Avery? Jeg…”
“Jeg ved at du har lejet børn ud… Så mange børn… Du lejede mig ud - jeg kan huske det hele nu,” råbte hun af ham, mens hun pegede mod sin tinding med sin finger. Billederne var begyndt at komme frem igen i hendes hoved, og hun blev næsten grå af kvalmen hun følte over dem.

[Donner Lockwood]

Donner grinte over hvad hun påstod. Det var hans forsvar. Benægtelse.
“Danielle, er du fuld? Du må have tabt din forstand, akkurat som dine forældre… Hvorfor skulle jeg leje børn ud? Jeg sørger for at de får et tag over hovedet, varm mad, undervisning og forhåbentligt et godt hjem. Fik du ikke selv et godt hjem?” selvfølgelig havde det været hendes held at et familiemedlem var trådt frem for at tage hende ind, ellers kunne han ikke svare på om Matthew havde brugt hende i længere tid, og hvor hun så var endt. Det havde sjældent en god ende for børnene der blev her for længe.