Knock Knock

[Zerachiel de Noir]

Tilegnet: Priscilla Rigel Cooper
Januar 2058 omkring kl. 19 - Hogsmeade

Som sagt, så gjort. Zera havde fået en ordre, og den havde han i sinde at følge, hvor meget det end bød ham imod. Faktisk var han gået i gang. Havde fundet et sted i Hogsmeade, så han kunne være i nærheden. Holde øje på afstand, men uden, det blev bemærket. Han var ikke totalt uden føling, så han havde selvfølgelig ikke maset sig på med det samme. Nej, hun havde fået tid. Lidt over en måned, faktisk. Nu var de gået ind i et nyt år, og det var på høje tid at tage sin pligt skridtet videre. Så vidt han vidste, så havde hun i det mindste ikke kontakt med Zain Rigel, men meget kunne stadig foregå uden Zeras vidende. Han var for langt væk.
Det var hele grunden til, at Zera nu stod på Cillas dørtrin i sit sædvanlige outfit med den sorte læderjakke på plads og en tændt smøg imellem fingrene. Han var ikke ligefrem ellevild med situationen. Der var trods alt gået noget tid siden det fatale møde i skoven, men hun havde bestemt formået at gøre det klart - klokkeklart! - hvad hun mente om ham, Carmine Rigel og hele fadæsen. Med et tungt suk skoddede han cigaretten, kørte hånden igennem det uregerlige hår og bankede på døren i et par faste slag, inden han lænede sig afslappet mod dørkarmen og ventede på, at hun ville åbne. Han vidste, hun var hjemme på dette tidspunkt.

[Priscilla Rigel Cooper]

Outfit

Cilla sad og hyggede sig i stuen med en god bog og en kop te, hun havde haft et par fridage og hun havde haft brug for bare at være sig selv efter alt det der var sket i familien. Forholdet til sin far havde hun mere eller mindre selv ødelagt, og hendes storebror Zain Rigel skræmte hende mere end nogensinde. Derfor sørgede hun også for at holde øje med Edward 'Eddie' Rigel så godt hun kunne på Hogwarts.

Hun havde netop lige bladret i bogen, da nogen bankede på døren, og først så hun bare i retningen af den, som kunne hun se igennem, og gennemskue hvem det var. Selvfølgelig blev hun dog nødt til at rejse sig og gå derud.
Synet der mødte hende som hun åbnede døren fik hende til at ryste på hovedet og smække den hårdt i igen. Hvad fanden lavede han her?
Hun trak vejret nogle gange, og åbnede så døren på ny og klarede lige at mønstre et smil. ”Kan jeg hjælpe dig med noget? Eller du er måske bare skuffet over, at du blev afbrudt i at brække nakken på mig sidst vi så hinanden?” Det var måske ikke særlig pænt sagt, men synet af ham, fik vreden til at stige op i hende på ny. Han havde været så modbydelig og led. Han havde virket komplet ligeglad med hende. Så hvad ville han nu? Her?

[Zerachiel de Noir]

Zera nåede hverken fra eller til første gang, Cilla åbnede døren. Og smækkede den i hovedet på ham igen. Det var et ganske kort glimt, han havde fået af hende, men det ville række for nu - han var vedholdende og kunne komme tilbage den efterfølgende dag.
Knap havde han dog tænkt tanken til ende eller beredt sig på at gå, før døren atter gik op. Den spidse kommentar, der kom fra hende, beroligede ham: det var tydeligvis stadig Cilla, der var derinde. Kommentaren fremprovokerede dog også et skævt og lettere opgivende smil, som han placerede en flad han på døren for at forhindre, at hun smækkede den i hovedet på ham endnu engang. ”Hvis jeg virkelig ville brække nakken på dig, havde jeg gjort det for længe siden, Cilla.” hævdede han lavmælt og sendte hende et langt blik. Det var første gang, han tog hendes navn i munden, og han skulle lige vænne sig til det. Under deres første møder var han blevet så vant til at omtale hende som ’prinsesse’, ene og alene fordi, de havde bestemt, at de ikke skulle kende hinandens navne. Det var fortid. De kendte hinanden alt for godt nu.
Zeras mørke blik hvilede eftertænksomt på hende nogle sekunder. Det var dejligt at se hende igen, men helt ærligt kunne han ikke rigtigt redegøre for sine følelser omkring det hele. Den heftige ordlyd, der havde hersket i skoven, gav genlyd i hans sind. ”Lukker du mig ind?” Chancen for at blive inviteret indenfor var måske lige så stor som chancen for at finde en nål i en høstak - men han kunne lige så godt prøve!

[Priscilla Rigel Cooper]

Cilla gav et fnys fra sig og virkede ikke specielt glad for at se Zera. Hvordan kunne han overhovedet have den frækhed at dukke op hjemme hos hende? Hans ord var dog hvad der i første omgang fik hende i tale. ”Undskyld mig! Hvis du virkelig ville?! Så den dag i skoven var bare unødvendig smerte og tomme trusler? Eller den dag ville du måske gerne brække min nakke?” Jo hun vidste da godt meget af skylden der lå hos hende, eller det var gået op for hende efterfølgende, men derfor mente hun stadig at han havde en stor del af skylden. ”Du holdt mig fast! Du… hvis ikke min… hvis ikke Carmine Rigel var kommet da han gjorde, havde du flænset mig op nu! Det ved du. Han sagde det endda!” Netop disse ord havde rumsteret i hendes tanker lige siden deres møde i skoven, og eftersom hun ikke kunne tale med nogen om det, havde hun ikke kunne bearbejde det.

Derefter slap hun bare døren og vendte omkring for at gå tilbage ind i stuen. Zera måtte jo følge med hvis han ville. Hun selv var lidt for forvirret til helt at tage stilling. Både ønskede hun at han forsvandt, men samtidig ville hun også gerne finde ud af mere om hvem han var, skønt han havde brudt deres aftale.
Netop den tanke fik hende til at stoppe op og se undrende på ham. ”Hvordan ved du overhovedet, hvor jeg bor?” Se netop den del undrede hende. Holdt han øje med hende eller hvad foregik der? ”Desuden er det Priscilla, hvis du endelig skal bruge mit navn.”

[Zerachiel de Noir]

Irritationen rørte på sig ved hendes ord. Zera var ikke ligefrem en mand, der var kendt for at være tålmodig, men han bed tænderne sammen og tilbageholdt et suk over hendes naive uvidenhed. ”Du burde have vidst bedre end at vandre ind i ukendt varulveterritorium på den måde.” kommenterede han, som om det derved kunne retfærdiggøre alle handlinger, der var fulgt efter, og han havde bestemt ikke tænkt sig at tage hele skylden på sine skuldre. Men han vidste godt, de begge bar en del af skylden. ”Jeg genkendte dig ikke først.” Dér. Det var nok det tætteste, hun skulle forvente at komme på en undskyldning i aften.

Han så overrasket efter hende, da hun lod døren stå og gik tilbage mod stuen. Med et skuldertræk trådte han igennem døren og lukkede den efter sig. Overvejede, om han skulle tage skoene af - besluttede sig for at være ligeglad - og fulgte efter hende, til hun pludselig stoppede op og så på ham.
Han hævede det ene bryn i en lettere ironisk grimasse. ”Carmine.” lød det simple svar, som om han var overrasket over, at hun overhovedet fandt det nødvendigt at spørge. Efter hændelsen i skoven havde Carmine Rigel alligevel set sig nødsaget til at indvi Zera i visse ting. Denne var én af dem. I øvrigt en opgave, som Zera virkelig havde gjort sit ypperste for at prøve at undgå ved at argumentere for, hvor kedeligt og stillestående, det var. At argumenterne nok nærmere havde dækket over nogle andre motiver, det var der ikke nogen, der behøvede at vide.
Et charmerende smil bredte sig på hans læber, da hun protesterede mod hans brug af hendes navn. Han kunne ikke lade være med at more sig lidt over, at hun blev provokeret af det. ”Jeg kan bedre lide Cilla. Eller vi kan gå tilbage til prinsesse, hvis du foretrækker det?” foreslog han og lod blikket hvile i hendes som dengang, han sidst havde kaldt hende dét - da han bar hende ned til taxaen.

[Priscilla Rigel Cooper]

Det var svært ikke at blive irriteret over hans ord, men jo hun vidste da godt han havde fat i noget, med de ord han sagde. ”Jeg ledte efter min far. Det var vigtigt. Havde jeg sagt jeg kom, så havde han bedt mig blive væk” Det var ikke rart at indrømme. Hun havde altid været mindre værd end sine brødre, bare fordi hun ikke var født varulv. Sådan føltes det hvert fald og det gjorde ondt. ”Desuden så rager det ikke dig. Det er en ting mellem min bror og min far og mig.” egentlig ønskede hun bare ikke, at han skulle snakke mere om episoden. Han skulle ikke blande sig og slet ikke belære hende om noget han ikke forstod.

Hans næste ord fik hende til at rynke brynene lidt. ”Først? Så du genkendte mig efter Carmine havde fået dig til at slippe?” det måtte være sådan det hang sammen. Han kunne umuligt have genkendt hende før det, for så havde han vel sluppet?

Cilla havde sat sig i sofaen men bød ikke ham en plads. I stedet satte hun sig bare godt til rette. Og så på ham. ”Så Carmine har givet dig min adresse og du vader ind, fordi du kan? Fordi jeg ikke er som jer? Fordi jeg Bare  er pelsløs? Hvad vil du mig overhovedet?” Hun prøvede at være cool og lade som om hun ikke lod sig påvirke. Sandheden var dog at hun ikke kunne lide situationen, hun følte sig undermineret og snydt og så stak tanken, om at Carmine var ligeglad med hende, ret hårdt.
”Lad være med at smile sådan der. Men ih ja kald mig da endelig prinsesse nu du ved jeg er datter af din leder.” hun rystede på hovedet og så væk. Det var tydeligt at hun var påvirket af det hele. Så fnøs hun. ”Du smutter vel alligevel også nu, nu du ved hvem jeg er.” særligt med hvem han selv var. Det kunne umuligt være Carmines ønske at hun mængede sig med manden her. Så kiggede hun alligevel mere direkte på ham. ”men dit navn er altså.. Zera…chiel?” konkluderede hun før hun så væk igen, mens hun mumlede for sig selv ”Jeg vidste du var for god til at være sand”