Backfired

[Angelique Darklighter]

Den lange hvide blonde kjole smøg sig om hendes ben og dansede for hendes strømpeklædte fødder. Hendes blege skikkelse svævede som et spøgelse gennem palæets lange mørke gange, og det lange hvide stearinlys i hendes hånd dryppede blidt ned på den guldbelagte holder som hun balancerede mellem sin pege og langfinger. Det var første gang i lang tid, at hun selv havde opsøgt sin fader ved aftentid. Måske det var kedsomhed, måske ensomhed som havde drevet hende til at tage det nydeligt sammenfoldede skakspil under armen og finde vej til sin faders private værelser. Angelique lagde hovedet mod døren og lyttede, der var stille, han læste nok. Med en dyb indånding hævede hun hånden og bankede fint på døren, som den lille frøken hun vidste at han satte pris på. Men så gik den ikke længere, som hun selv tog i dørhåndtaget og kiggede ind med et lille underfundigt smil på sine blege læber som de blege øjne ledte efter ham.

[Matthew J. Darklighter]

Den milde, let genkendelige banken gav et lille sæt i Matthew. Han havde ikke forventet gæster, ihvertfald ikke vedkommende som han vidste den lille ikoniske rytme tilhørte og han vendte sig som han stod ved fodenden af sengen, klædt i den sorte fløjlsrobe med de gyldne snore der bandt den sammen om livet og den gyldne brokade langs kanten.
“Angie?” Spurgte han med en lille panderynke. I og for sig var han glad ved at se hende, glad ved endelig at opleve hende i sit værelse igen efter der var gået uanede mængder af tid, syntes han næsten, siden hun sidst havde været der. Et hurtigt sideblik til badeværelsesdøren sikrede ham at den var lukket, en behændig fod skubbede diskret en bunke tøj ind under sengen, og han så derefter på Angelique igen og gik et par skridt imod hende. “Burde du ikke ligge i din seng, min kære?” Spurgte han med et mildt tonefald.

[Angelique Darklighter]

Synet at Matthew fik hende blot til at smile en anelse bredere. ’’Så sent er det vel ikke?’’, spurgte hun imens hun gled indenfor døren og lukkede den bag sig imens hun betragtede ham. Det underfundige smil forlod knapt hendes lyserøde læber som hun elegant gik hen til et rundt marmorbord ved et af de store vinduer. Hun havde aldrig forstået hvorfor, at han havde fået lavet så store vinduer når han havde problemer med det skarpe dagslys. Hun stillede sin stearinlysholder og spillet på bordet, og trak den beige og nydeligt hæklede cardigan om sig imens hun gav sig til at stille brikkerne op på skakbrættet. ’’Du plejer at være vågen hele natten alligevel, lad mig underholde dig’’, sagde hun idet hun satte sig i den mørkerøde fløjlsbetrukne lænestol og så afventende på ham.

[Matthew J. Darklighter]

Et lille suk undslap hans læber og han fulgte hende med blikket mens hans hjerte smeltede en kende. Hun var så bedårende og her stod han og var ikke i stand til... eller han kunne vel godt, men fornemmelsen af hvor passende det ville være at tage sin datter i armene efter aftenens handlinger var lidt tvivlsom. Han nærmede sig dog med et ydmygt smil til hende som han så hende stille brikkerne op og istedet for at sætte sig ned foran hende som han havde utallige gange, standsede han ved siden af bordet og greb let om hendes hånd da hun var ved at sætte den sidste brik på plads, på skakbrættet.
“Jeg ville elske at spille med dig, min engel,” sagde han med et bedrøvet ansigtsudtryk, “men i aften er ikke det rette tidspunkt.”

[Angelique Darklighter]

Angelique kiggede overrasket på ham, da han greb hendes håndled. De lyseblå øjne mødte hans og langsomt forsvandt smilet og blev erstattet af et vældig skuffet udtryk. ''Hvorfor det?'', spurgte hun ærgerligt, imens hendes blik gled ud i rummet. Det irriterede hende et sted, at han havde ladt hende sætte brikkerne op, hvis han ikke havde nogen intention om at sætte sig ned med hende. ''Du behøver vel ikke arbejde nu? Vil du ikke hellere være sammen med mig?'', det var en sødlig tone men et par hvalpe øjne som hun sjældent stak ham nu for tiden. 

[Matthew J. Darklighter]

Det stak i ham at skulle afvise hende, men noget i ham følte det nemmere end før. Måske fordi den frihed hun havde bedt om var kommet og havde gravet en kløft imellem dem, måske ikke afgrundsdyb, men der var bestemt sket en adskillelse. Han ville ønske at det ikke var sådan, men han kunne ikke gøre det om, og svaret på hans fremtidige forløsninger lå bag den lukkede badeværelsesdør nu, og ikke i hendes store hvalpeøjne. Isobel havde selv sagt at det var en god ting at Angelique fik lidt frihed, og han havde givet hende den. 
“Angie, jeg,” han startede på sætningen men lyden af noget der faldt på flisegulvet i badeværelset tog hans fatning og han sukkede og forbandede situationen lidt. Det var ikke unormalt at hun havde befundet sig i samme sted men hvor gæsten på badeværelset var en beboer i palæet som hun kendte og dermed vidste ville kunne være at finde i hans gemakker fra tid til anden, om det var Gabriel eller Isobel, men i dette tilfælde var det en helt anden person. Han så sigende på hende med et lille smil. 
“Far har besøg i aften,” forklarede han uden nødvendigvis at ville uddybe.

[Lucilla Locket]

Lucilla havde været øm og træt efter at have brugt en aften sammen med Matthew. Hun havde haft brug for at se ham, efter hendes mund var vokset tilbage igen, og aftenen havde ikke været en skuffelse. Men hun var blevet sendt i bad, da de var færdige. Det var ikke nemt at forlade Matthew for at komme ud i det ensomme badeværelse, men så snart hun havde fået et øjeblik for sig selv under bruseren, var hun begyndt at føle kvalmen. Havde hun overhovedet spist i dag? Hvad havde hun spist?
Følelsen eskalerede og hun trampede ud af bruseren og gik hen til det nærmeste badeværelseskab, for at gennemrode det for et eller andet der kunne tage kvalmen. Hendes mor havde altid de her små eliksirer på badeværelset, med blandt andet kamille i. Der var intet at finde i skabet, men hun kom ved et uheld til at hive en børste ud af skabet, som først ramte bordkanten og derefter hoppede videre til de hårde fliser. Hun håbede ikke Matthew havde hørt det. I et øjeblik stod hun og overvejede om hun skulle bide kvalmen i sig, eller om hun skulle spørge Matthew om han havde noget der kunne hjælpe. Hun kiggede på sit blege spejlbillede og tog sig en dyb indånding gennem næsen. Hvis ikke hun havde haft kvalme, var hun gået nøgen ud til ham, men hun ønskede ikke at virke alt for sårbar, nu hvor hun også kæmpede med kvalmen. Hun åbnede døren, “Matthew, har du en eliksir mod kvalme?” spørgsmålet var stillet omgående, før hun lagde mærke til at de ikke kun var hende og Matthew længere. De var nu også Angelique. De stod tæt på hinanden og hun følte næsten at hun havde afbrudt et intimt øjeblik mellem far og datter. Hun tog et skridt tilbage, fordi hun udmærket huskede hende og Angeliques sidste møde. “Åh, hej Angelique,” hun kiggede kun på Angelique, fordi hun ville virke selvsikker i Matthews nærvær.

[Angelique Darklighter]

“Men, kan de ikke bare være me-“, men længere kom Angelique ikke da en sødlig stemme afbrød hende. Hendes hvidblå blik faldt straks på pigen der ligeså vel kunne være hendes spejlbillede, og verden stoppede. Langsomt sænkede hendes skuldre sig, og pupillerne udvidede sig som en kat der fokusere på sit bytte. Blidt trak hun den strikkede cardigan tættere om sig inden hun i alt stilhed vendte sit blik mod Matthews blå blik. Blå mødte blå i øjeblikket hvor stilhed sagde mere end tusind ord. Angelique rettede sig op, og vendte så ryggen til dem begge for at pakke skakspillet sammen. Men istedet for at pakke det nydeligt sammen, lagde hun brikkerne hulter til bulter inden hun lukkede låget med en lyd der trods sin forsigtighed skar gennem den akavede atmosfære i værelset. Angelique vendte sig mod Matthew og sendte ham et mildt og varmt smil, selvom kærligheden var borte og varmen var ikke at skue i hendes blik. “Du er vederstyggelig, skrækkelig, egoistisk og pervers”, sagde hendes stemme med den styrke som hun kunne fremmane selvom der var en undertone af sorg, skuffelse og vrede som udtrykte sig i en let rystelse i stemmen. Hun nikkede til sin fader, udemærket klar over hvilken grænse hun havde overtrådt, men usikker på om han vidste hvilken han selv havde bestrædet. Hun gik forbi ham, imens hun fortsat ignorerede Lucilla og forsvandt ud af værelse med spillet i favnen, ligeså elegant som hun først var kommet ind.

//out

[Matthew J. Darklighter]

Måske var det fordi han aldrig havde regnet med at der ville være en situation der kunne opstå hvor de to piger ville stå ansigt til ansigt på denne måde, i dette rum, med den kontekst der netop havde været, men det var en af de få gange der tog mælet fra ham i en kort stund. Kun hans søns fødsel og få andre hændelser i hans liv havde efterladt ham på samme måde, men i dette øjeblik faldt flere brikker på plads mens han så sin datters bitre reaktion over hans valg af partner denne aften. Han lyttede til hendes ord, det var ikke ofte han hørte hendes bebrejdelse, men han vidste ikke desto mindre at der var lang vej til at få hendes hjerte tilbage. Alligevel var det hendes valg at gå og ikke ville søge forsoning eller forsøg på forståelse. Hans hænder var foldet foran imens han så hende forsvinde ud af soveværelsesdøren. Med et tungt suk satte han sig langsomt ned i sengen så den gav sig ganske let under hans vægt og han samlede hænderne foran læberne, som bad han en stille bøn inden han skævede til Lucilla der stod som en lille nymfe i badeværelsesdøren.
“Under vasken, den blå flaske,” sagde han stilfærdigt igennem sine fingre mens han slog blikket ned og trak vejret dybt. Noget i ham gjorde ondt, som om der var stukket en kniv i mellemgulvet på ham, og han kunne ikke trække den ud eller fjerne den igen. “Kom og læg dig igen når du har fundet den,” afsluttede han med et tonefald, der for andre måske ville lyde roligt men for dem der kendte ham var mere faretruende.

[Lucilla Locket]

Lucilla vidste ikke hvad hun havde forventet af Angelique foran hendes far. Måske havde hun forventet at miste sine øjne denne gang, men alligevel, så skete der ingenting. Intet ud over at hun kastede en fornærmelse efter Matthew. Konflikten gav hende lyst til at stikke af ud på badeværelset igen, for akavetheden hang tykt i luften. Lucilla stod rimelig anspændt, indtil Matthew fortalte hende hvor hun kunne finde eliksiren mod kvalme. Hun havde næsten glemt alt om den.
Lucilla var lige ved et gå ind på toilettet igen, før Matthew mindede hende om at komme ind til ham igen bagefter for at ligge sig. Hun nikkede lydigt og skyndte sig ud på badeværelset for at finde den lille eliksir. Som om den havde siddet og ventet på hende, fandt hun den, drak hun den og hun følte sig med det samme en smule bedre tilpas. Nu ville hun bare ønske hun kunne slette sine seneste ubehagelige minder om Angelique.
Lucilla gik ud til Matthew igen, stadigvæk med en kåbe omkring hende, og hun kravlede op i sengen til ham. Hun førte en hånd op til hans nakke og begyndte at kærtegne ham i et forsløg på at gøre ham mere afslappet.

[Matthew J. Darklighter]

//blackout