Er det slut?

[Ethel Emsworth]

Tråd tilegnet Noah Lynch

Marts

Outfit

---

Det var med uvidenheden selv at Ethel med et stort smil på læben havde sagt ja til at ses med Noah efter dagens sidste forelæsning. Mest af alt var hun begejstret fordi kæresten selv havde henvendt sig og sagt at han gerne ville ses - eller snakke, det var hvis nok mere sådan at han havde lagt det ud. De havde knap nok ses, selv ikke efter at de havde snakket hele Luke-episoden igennem. Måske var det fordi Ethel gik og troede at det hele var på vej til det bedre og at grunden til at de ikke havde ses så meget var fordi de begge havde travlt med universitet, venner og det de derudover brugte tiden på. Selvfølgelig havde hun spurgt ham i ny og næ, om at de var okay, om han var okay, og selvom Noah ikke altid havde givet et helt tydeligt svar, så havde Ethel godtaget det samtidigt som hun havde tænkt at hun ikke ville presse på og samtidigt sagt den typiske; ellers siger du det, ikke?
Ventende på hendes værelse og med døren på vid gab, som en åben invitation så snart kæresten ville dukke op, tullerede den blonde heks utålmodigt rundt. I forhold til Noahs værelse var der pænt; sengen redt, alt på skrivebordet lå snorlige og tøjet sejlede ikke på gulvet.

[Noah Lynch]

Modsat Ethel var Noah i forfærdeligt humør som han nærmede sig hendes værelse. Det var som om at tingene imellem dem havde ændret sig efter hele Luke-episoden. Han havde sagt til sig selv at han bare lige skulle over det, han havde bare brig for tid. Men jo mere han tænkte over det, jo svære blev det at accepterer. Han var ikke sur på Ethel over det var sket, for igen, de havde jo ikke været sammen dengang, det var bare svært for ham at finde sin plads i det hele.
Han vidste godt at det var åndsvagt, for han elskede hende virkelig, men tanken om at gå i seng med hende gav ham en underlig uro i maven. Følelsen af at han skulle leve op til sin bror, "gøre det bedre" om man så kunne sige, lå i ham hvilket bare gjorde det super bizart, og ikke noget han havde lyst til skulle fylde hans hoved når han var sammen med hende.
Det var bare som om at den slags tanker fyldte mere og mere hos ham. Hvad til jul og fødselsdage, hvad nu hvis hun fandt ud af at hun hellere ville Luke? Logisk set vidste han godt at det alt sammen foregik i hans hoved, men han kunne ikke slippe det, og derfor vidste han hvad han blev nødt til at gøre, skønt det ville være den sværeste beslutning han nogensinde havde taget.
Skønt døren stod på hvid gab som han nåede døråbningen, bankede han alligevel på og kiggede ind i rummet som knuden i maven voksede.

[Ethel Emsworth]

Den milde men genkendelige banken på døren satte følelser i gang på et split sekund; som en nyforelsket mærkede den unge heks hvordan varmen bredte sig samt følelsen af sommerfugle overtage maven. Ethel blev aldrig træt af Noah, aldrig træt af hvor opdraget, høflig og sød han var. Der gik ikke én dag hvor hun ikke fortrød deres pludselig møde, samtidigt som hun grinte af sig selv og hvordan hun i lidt for mange år var faldet for de ''forkerte'' typer. Det var vel en kliché, at skolens dengse og nørd søgte mod det farlige. Men ikke længere.
,,Noah!", lød det glad, som hun vendte sig mod ham. At se ham gjorde alle følelserne ti gange stærkere. Smilet var stort og i to hastige skridt stod hun ovre ved ham. Smilet var dog ligeså hurtigt til at forsvinde, hvortil et mere bekymret udtryk tog over . ,,Hvad er der galt?"

[Noah Lynch]

Så mange tanker havde rumsteret rundt i hans hoved på det sidste. Han var ved at komme bagud i sine studier på grund af at han ikke kunne koncentrer sig i timerne. Det fyldte mere end hvad godt var og han vidst, at for nu, ville dette være den rette beslutning. Eller det håbede han. Han var ikke sikker, hvilket kun gjorde hele situationen endnu værre. Han holdt virkelig af Ethel...nej, han elskede hende, og derfor var dette her så meget svære.
Tydeligvis havde hun opfanget af der var noget galt, skønt han forsøgte at skjule det bag et forsigtigt smil. "Hej," hilste han lidt forsigtigt og gik ind på værelset. Døren blev skubbet i efter ham. De brune øjne løb let hen over hendes værelse, som var en del mere rydeligt end hans eget.
Han var ikke sikker på om hun også havde kunne mærke at deres forhold havde ændret sig, eller om det udelukkende lå i ham. Han forsøgte sig med et nyt smil. "Har du haft en god dag?" Det var et fladt spørgsmål og udelukkende for at undgå at svare på hendes.

[Ethel Emsworth]

Noahs forsigtighed var første indikator til, at Ethel mistænke at der var noget galt. Som glæden forsvandt fra hendes ansigt og usikkerheden overtog, fulgte hendes spørgsmål trop op om der var noget galt. Det blev ikke bedre da Noah ''let'' sprang spørgsmålet over og han i stedet ''besvarede'' det med et andet spørgsmål - et tydeligt tegn på at han undgik et eller andet, og ergo indirekte besvarede på hendes spørgsmål; der var noget galt. Det fik Ethel til at blinke en smule uforstående. Havde hun glemt noget, måske overset noget? Måske havde det ikke været en dans på roser, eller lyserøde skyer på det seneste, men de arbejdede på - gjorde de ikke?
,,Emh.." Mumlede hun dæmpet som hun forsøgte at finde hoved og hale i det hele. ,, - Jeg emh… stille og rolig. Hvad med din?" Hun fangede sig selv i at kikke ned i gulvet som hun langsomt og forsigtigt besvarede spørgsmålet. I et forsøg på at komme væk fra usikkerheden drejede hun en halv runde og bevægede sig hen til skrivebordet og begynde at flytte på nogle papirer som allerede lå det rigtige sted.

[Noah Lynch]

Noah hadede iderligt hvad han var nødt til at gøre. For han var vel nødt til det, var han ikke? Det var vel ikke fair at holde hende hen, når nu han var så usikker på hele situationen. Hvorfor kunne han ikke bare glemme det? Han havde jo ikke lyst til at slutte det med Ethel, men han følte heller ikke at han bare kunne lade som ingenting.
Hendes halvhjertede svar gjorde ham opmærksom på at hun havde lugtet lunten. Hun kendte ham godt nok til at vide at der var noget han forsøgte at snige sig udenom. Han bed hårdt ned i sin underlæbe og mærkede hvordan den dårlige samvittighed skyllede ind over ham på ny.
Han havde lyst til at sige at hans dag havde været fin, men det ville være løgn. Dette her havde fyldt hos ham lige siden de havde besøgt Luke. Han var bare ikke længere i stand til at tro på at det ville forsvinde.
Han fulgte hende med blikket som hun gav sig til at flytte rundt på papirerne på skrivebordet. ”Jo altså...” Begyndte han, men ombestemte sig så. Der var ingen grund til at trække det ud. Det var ikke fedt for nogen af dem. ”Faktisk så har min dag ikke været så god..” Indrømmede han så, og lod dernæst sit blik falde til gulvet som hun havde gjort kort forinden. Hvordan i alverden skulle han få det sagt? Han ønskede ikke at såre hende, ønskede ikke at lade hende gå, men han følte sig låst fast i et underligt limbo hvor han ikke kunne se andre muligheder. Ikke for nu i hvert fald.