Post by Deleted on Oct 9, 2015 22:31:53 GMT
@lora - En park ikke langt fra Hogwarts - Omkring kl 15.
Aiden følte sig virkelig forvirret disse dage. Han havde set en del til Lora, og han måtte nok indrømme, at han var gået hen og blevet ret glad for hende, men hans sygdom havde hele tiden holdt ham tilbage, fra at gøre mere ud af det, end det uskyldige flirteri de havde gang i. Problemet ved det var bare, at det fra hans side ikke var så uskyldigt mere som det havde været dengang han havde mødt hende.
Han stod lige nu i sin vinter jakke og ventede på, om hun mon kunne slippe fra Hogwarts uden at blive opdaget, eller om han mon pludselig ville se en ugle komme flyvende med et brev om, at han lige havde kostet hende 4 ugers eftersidning, for forsøg på, at snige sig væk fra skolen.
Han var kommet til, at holde lidt for meget af hende, men han kunne slet ikke finde ud af, om det mon var for stort et ansvar at smide over på en teenagespige, og om han bare burde holde sig langt væk fra hende. Det kunne godt være, at hans sygdom ikke havde taget overhånd endnu, men det vidste han jo godt, at den ville gøre, det var jo kun et spørgsmål om tid, før han ikke ville kunne huske noget som helst overhovedet.
Han havde aldrig haft nogen med hjem, ikke efter det var begyndt at gå mere ned af bakke for ham. Han prøvede at skjule sin glemsomhed så meget som det overhovedet var ham muligt. Han havde en buket røderoser i hænderne som han havde tænkt sig, at give hende. Men som han kiggede ned på den, glemte han pludselig hvorfor han overhovedet var der? Hvad i al verden lavede han midt i en park kl 15 og eftermiddag? Og så med en buket roser? Han vendte blikket lidt op igen, og så lidt rundt i parken.
Aiden følte sig virkelig forvirret disse dage. Han havde set en del til Lora, og han måtte nok indrømme, at han var gået hen og blevet ret glad for hende, men hans sygdom havde hele tiden holdt ham tilbage, fra at gøre mere ud af det, end det uskyldige flirteri de havde gang i. Problemet ved det var bare, at det fra hans side ikke var så uskyldigt mere som det havde været dengang han havde mødt hende.
Han stod lige nu i sin vinter jakke og ventede på, om hun mon kunne slippe fra Hogwarts uden at blive opdaget, eller om han mon pludselig ville se en ugle komme flyvende med et brev om, at han lige havde kostet hende 4 ugers eftersidning, for forsøg på, at snige sig væk fra skolen.
Han var kommet til, at holde lidt for meget af hende, men han kunne slet ikke finde ud af, om det mon var for stort et ansvar at smide over på en teenagespige, og om han bare burde holde sig langt væk fra hende. Det kunne godt være, at hans sygdom ikke havde taget overhånd endnu, men det vidste han jo godt, at den ville gøre, det var jo kun et spørgsmål om tid, før han ikke ville kunne huske noget som helst overhovedet.
Han havde aldrig haft nogen med hjem, ikke efter det var begyndt at gå mere ned af bakke for ham. Han prøvede at skjule sin glemsomhed så meget som det overhovedet var ham muligt. Han havde en buket røderoser i hænderne som han havde tænkt sig, at give hende. Men som han kiggede ned på den, glemte han pludselig hvorfor han overhovedet var der? Hvad i al verden lavede han midt i en park kl 15 og eftermiddag? Og så med en buket roser? Han vendte blikket lidt op igen, og så lidt rundt i parken.