Quarter Past Midnight

[Vladimir K. Darklighter]

Han sukkede og strøg hende over panden kort inden han rejste sig for at gå igang med hendes soveeliksir. Månelyset kastede sig ind over hans kantede ansigt og tegnede konturerne op mens han begyndte at forberede ingredienserne og tændte for ilden under den lille kobberkedel.
"Det kan det, ja, men du må også huske på din plads. Din far vil dig det bedste," brummede han mens hans hænder kværnede baldrianbladende i stenmorteren. Han standsede og sendte hende et blik der kunne betyde at han både var stolt af at hun sagde fra, men at han også samtidig advarede hende imod for meget modstand imod sine overordnede.
"Når du har fået dine fødder ordnet kan vi se på din nye finte-taktik," kommenterede han for at skifte emne. "Godt du ikke spiller fodbold," bemærkede han lidt tørt til sig selv inden han fortsatte sit forehavende.

[Angelique Darklighter]

Angelique modtog blikket prompte, men besvarede det med rullende øjne og lagde armene over kors. Der var noget elegant ved den måde den store mand bevægede sig på og mimikken ibland ansigt. Hun havde lyst til st fortælle ham at hun nok skulle overgå sin fader en dag, men forholdt sig tyst da selv hun, vidste at væggene havde ører. “Hvad er fodbold?”, spurgte hun som hun betragtede ham gå igang med eliksiren. Hun så sit snit og satte sig ret op for at hive foden til sig på ny. For hun vidste at hun ikke vil få lov når hun vågnede, da Matthew helt sikkert vil stå ved hendes side for at fikse dem. Hun ville se såret, der hvor det gjorde ondt inden hun faldt ned i drømmens mættende sfære. Hun pillede - lidt lusket- ved bandagerne, selvom hun hele tiden holdt øje med sin onkel så han ikke skulle se hendes forhænhavende. “Har du spillet fodbold?”, spurgte hun for st holde samtalen kørende imens hun flyttede på bandagerne.

[Vladimir K. Darklighter]

Vladimir rettede sig lidt op og så ud af vinduet med et smalt smil. "Nej, jeg deltog ikke i sport på Oxford," svarede han inden han fortsatte med at lave eliksiren uden at skæve til hende. Han forventede hun forholdt sig i ro, hun var jo en god, ung dame der kendte sin plads. Han fik hældt ingredienserne over i kedlen og lod det simre.
"Fodbold er-" han vendte sig om og standsede ved synet af at hun sad og pillede i sine bandager. "UNGE DAME!" hans stemme rungede som et uvejr i rummet, uden at tage hensyn til om Matthew holdt øje med dem på afstand. Han langede hendes hænder et ordentligt dask for at få dem væk fra foden. "DU MÅ IKKE RØRE VED BANDAGERNE!" det var tydeligt at høre at han havde råbt af rekrutter en stor del af sin tid. Han havde været en af de yngste til at modtage titlen som general trods alt.

[Angelique Darklighter]

''Hvordan blev du så god til sport?'', hun elskede at være i samme rum som Vladimir, ikke bare fordi at han kunne fortælle lange gode historier - men specielt fordi at han svarede på hvert eneste af hendes spørgsmål indtil at han blev træt af hende. Men da han kaldte hende ved 'unge dame', gik der et sæt gennem hende og hun trak næsten fingrene hurtigere til sig end at han kunne nå at daske dem. Alligevel nåede klasket at lyde hårdt og ubarmhjertigt gennem det stare ovale værelse, og et lettere betuttet udtryk erstattede det før nysgerrige, som havde han straffet hende på værst tænkelige sæt, og hun var den sødeste engel der fandtes. ''Jamen jeg vil seee'', udbrød hun utålmodigt. ''Tror du at jeg nogensinde har fået lov til at kigge på et sådant et før?!'', det havde hun ikke, foruden det flækkede øjenbryn som hun kort havde fået lov til at skimte i et spejl på vej mod hospitalsfløjen. Ellers havde familien altid reddet hende, på den ene eller den anden måde. ''Lad mig nu bare, der gør vel ikke noget at jeg kigger?'', hun skulede til ham, for hun kunne ikke dy sig. Han morede hende. 

[Vladimir K. Darklighter]

Han stillede hårdt den lille, nu fyldte, flaske med eliksir fra sig på hendes natbord så det gav et stød i hele bordet og sengen ved siden af.
"Nej! Hvis du rør ved det mister forbindingerne deres pres og du mister blod og kan dø!" sagde han bestemt og himlede med øjnene. "Man kan virkelig godt mærke at I ikke får basal anatomisk og biologisk viden på jeres skole," mumlede han irriteret mens han skænkede et lille glas af eliksiren op og rakte til hende med en fast hånd. "Her. Drik," næsten befalede han hende, og hans tonefald viste at han ikke ville godtage flere måder hun forsøgte at komme udenom sagens kerne med ham.

[Angelique Darklighter]

Langsomt blinkede hun med sine lange hvide vipper imens hun tog ham i åsyn. Det var sjældent, at hun fik et 'nej', specielt et så rungende over noget så småt som et sår. Langsomt gav hun ham elevatorblikket, fnøs højlydt og lænede sig demonstrativt tilbage ned i puderne med armene over kors. ''Hvad skulle jeg også bruge dét til? Normalt kan man jo bare trylle det bort'', hendes blik faldt nu på glasset og hun rynkede på næsten for at vise sin utilfredshed, men hørte hans toneleje og bestemte sig for at det var bedst at tage imod eliksiren. Hun hævede den til ham og hviskede ''Nostrovia'', på russisk inden hun bundede glasset i et og stillede det så hårdt på bordet at det klirrede lige så højt som da Vladimir havde smækket eliksiren ned tidligere.  ''Fortæl mig så hvad fodbold er, og hvorfor du ikke har spillet det'', hun lagde sig mere til rette og rakte hånden ud for at pille ved ringene på Vladimirs hånd. Hun kunne ikke dy sig, hun var alt for vågen til at sove. 

[Vladimir K. Darklighter]

Han gav hendes fingre et hårdt knips med sine inden han trak sin hånd til sig og så ned på hende med et træt blik. Hendes spørgsmål var bare brænde på bålet der viste at han ikke kunne sove lige med det samme igen. Istedet tog han hendes hænder og samlede dem som var hun en nonne der skulle bede inden han trak dynen hen over dem.
"Fodbold svarer til Quidditch," svarede han. "Man løber bare på græsset og så er man to hold om én bold, der skal ind i hinandens mål i hver ende af banen," han syntes selv det var en god måde at beskrive den dumme sport på. "Jeg har ikke spillet for jeg havde bedre ting at se til," afsluttede han med en myndig stemme og så ned på hende som for at sige at han var færdig for i aften og rejste sig langsomt fra sengekanten.

[Angelique Darklighter]

''Auch'', udbrød hendes søde mussestemme idet hun trak hænderne til sig fra hans smølfespark. Han måtte være træt siden han var så sur, tænkte hun og lod ham -selvom hun stadig skulede olmt efter ham - tage sine hænder og putte dem under dynen. Hans forklaring af fodbold fik hendes øjenbryn til at hæve sig gradvist. ''Så det er en mugglersport'', erklærede hun. ''Er det ikke forvirrende at én bold giver point? Hvordan ved man hvem som vinder så?''. Angelique havde endeløse spørgsmål, specielt om mugglernes verden som hun aldrig rigtigt havde hørt om før Vladimir var kommet hjem. Og så var der krig, uanset hvor meget hendes far ønskede at beskytte hendes sind mod disse ting, så elskede hun at høre om militæret. Måske var det også dét, som fik hende til at gribe ud efter Vladimir da han rejste sig. ''Kan du ikke fortælle en historie? Måske den med sniperen?'', spurgte hun imens hun forsøgte at trække ham ned ved sin side igen. Eliksiren havde begyndt at tage sin virkning og som hun spurgte kunne hun ikke lade være med at gabe.