Quarter Past Midnight

[Angelique Darklighter]

De var lige ved at vinde. Angelique følte suset fra den nærmeste smasher som hun kastede sig ned for ikke at blive ramt. Hun hang i luften, og dinglede. Et hult bump lød, idet det fine olierede bat slog ind i bogreolen, med en styrke der fik et af de gamle læderbind's ryg til at dale mod jorden. Angelique var iført sin lange hvide natkjole som var knappet så yndigt i ryggen. Hendes lange hvide hår var opsat i en knold men flere tjavser havde faldet ned og indrammede nu hendes ansigt på ny. Hun så hvordan smasheren susede afsted og gennem målet. Publikum hujede, men hun var ligeglad, for de skulle videre. Kampen var ikke vundet endnu. Hun dykkede mod jorden, og undveg præcis en anden spiller fra Gryffindor. Ubarmhjertigt, hamrede hun sin albue ind i pigens side. Lyden af den knuste antikke vase strøg igennem det gamle bibliotek og ekkoede ude i hallen. Adræt, kastede hun sig over gulvtæppet i et rullefald og frem mod skrivebordet, håret faldt nu omkring hendes ansigt som elastikken faldt til jorden. Det var nu eller aldrig, det var jo lynet! Og hun var Søger! Angelique rakte hånden ud og greb om den første og bedste genstand på bordet. Men det var da at smasherne gik amok og susede imod hende. Hun hævede battet, og gjorde klar til at slå det ned foran sig. 

[Vladimir K. Darklighter]

Larmen havde vækket Vladimir hvis værelse lo klods op ad biblioteket. Han var trods alt den der satte mest pris på bøger i hele palæet. På nær når Thereza havde været på besøg. Hun var trods alt en Ravenclaw og han havde nydt at vise hende rundt imellem bogreolerne. Det samme med Angelique når hun havde været hjemme fra Hogwarts i ferierne og skulle have hjælp til sine eliksir-lektier. Det var den eneste form for magi han havde en chance for at give sig i kast med, da det ikke altid krævede en tryllestav men bare perfekt metode og teknisk snilde.
Det var derfor den larm der kom fra biblioteket kom bag på ham og ruskede ham ud af søvnens blide favntag inden han greb en olielampe og gled fødderne ned i de slidte hjemmesko, trak en varm slåbrok omkring sig og begav sig ud af sit værelse og ind ved siden af hvor han så et syndigt rod for øjnene af sig og i centrum af det hele Angelique der var ved at slå løs på et kranie fra et murmeldyr. Han vidste det var farligt at vække en søvngænger, de kunne kollapse med det samme, men han måtte gøre et eller andet. Han skyndte sig så stilfærdigt som han kunne med et spring i de gamle ben hen til hende og greb om battet som for at simulere modstand i hendes drøm men uden at røre hende.
"Angieee!" hans stemme var anspændt men hviskende, som for at få hendes opmærksomhed men uden at være for højlydt. "Angie, nej!" han stod spændt som en flitsbue men uden mulighed for at ville røre direkte ved hende af frygt for repressalierne fra hende og til dels også Matthew.

[Angelique Darklighter]

Det var som at battet var fanget af magi, for pludselig tabte hun det som smasheren fóg i vej. Hun stirrede fortabt efter det og vendte sig straks for at dukke sig. Angelique kastede sig mod gulvet, og rullede bort fra Vladimir, inden hun rejste sig og adræt hoppede op i i den nærmeste mørkegrønne lænestol. Hvad lavede en dødsgardist her?! Hun gav sig til at klappe på sine klæder, desperat og kun for at opdage at hun var foruden tryllestaven. ''Vig bort! Du har ingen plads i det magiske samfund!'', udbød hun mod dødsgardisten, da hun i baggrunden skimtede sin stav, hængende i luften og ventende på hende. Hun hoppede fra lænestolen og styrtede mod bogreolen hvor hun trak en gammel tværfløjte som var skåret i Willieben. Hun vendte den mod Vladimir imens hun langsomt bakkede mod bogreolen. Men det var da, at hun følte en skarp smerte gå op gennem hendes ben. Glasskårene var den smadrede vaske skar op i hendes hvide fødder.

[Vladimir K. Darklighter]

Han kunne tage hendes stunts, han kunne forholde sig til hendes faren hid og did, men da hun trak tværfløjten og begyndte at bakke så han en smule bekymret på hende.
"Angiieeee! Angiiieee??!" hans stemme var begyndt at hæve sig for at få hendes sind rokket ud. Han overvejede kort at prøve at få Matthews opmærksomhed. Han sad nok stadig vågen på kontoret og arbejdede, men han besluttede også at prøve at tage sagen i egen hånd. Det var i det øjeblik han hørte en knasen og så ned til hendes fod hvor blodet begyndte at strømme ud. Han vidste smerten ville vække hende og istedet for at gå lidt mere listigt til værks endte han med at kaste sig frem til hende og tage hende om livet for at løfte hende op fra glasskårene.
"Kom her!" brummede han træt og løftede hende op i armene, ligeglad med tværfløjten og alt andet omkring dem. I det mindste havde han sutsko på!

[Angelique Darklighter]

Hendes fødder dunkede, og smerten blev værre og værre. Hun var ramt, dødsgardisten havde kastet en forbandelse. Hun smed tværfløjten på gulvet og gav sig instinktivt til at slå med små knyttede næver mod Vladimirs ryg, lige indtil at hun slog øjnene op. Foran hende, forsvandt Quidditchbanen og blev snart erstattet af det mørke bibliotek. Hendes før anspændte krop, blev afslappet igen og hendes hænder trykkede søgende på kroppen som bar hende. ''Far?'', spurgte hun en anelse rundtosset fra den bratte opvågning, men noterede så det lange hvide hår som var så lig hendes eget. Hun hævede en hånd og strøg den forsigtigt gennem de lange sølvtråde. ''Gik jeg i søvne?'', spurgte hun med et gab. Hendes fødder dunkede stadig, selvom hun ikke var helt sikker på hvorfor. Dog havde hun aldrig været pivet med smerte, hvorfor at hun brugte sin styrke fra overkroppen til at vippe sig op så hun kunne kigge ned på Vladimir. Hun havde endnu ikke set hvordan blodet havde skabt et batikmønster på hendes kjole og Vladimirs tøj.  

[Vladimir K. Darklighter]

"Ja," svarede Vladimir en smule bidende mens han bar hende forsigtigt igennem ødelæggelserne. Han havde sagt til Matthew at tingene i biblioteket skulle være bag plexiglas eller lignende, fordi de fine, skrøbelige glas netop kunne gå så nemt i stykker, men forfængeligheden overvandt det praktiske når det kom til indretningen af palæet.
"Du har lige smadret for £200.000, men det siger vi ikke til nogen," mumlede han en smule irritabelt mens han puffede døren op ud til gangen og gik med hende ubesværet hen til det nærmeste badeværelse hvor blodet stod endnu tydeligere frem. Han var ikke magiker og i dette øjeblik ønskede han at Gabriels ubrugelige ven Elliott måske havde været der til at lave en healende besværgelse. Eller Desmond selvom han efterhånden var blevet banlyst fra palæet ligesom hans datter. Han satte Angelique blidt ned på en skammel og fandt noget forbinding og en klud og fjernede glasskåret fra hendes fod så han kunne lægge pres mod såret.
"Det ser ikke ud til at det har ramt nogle nerver," bemærkede han og så op på hende med et øjenbryn let hævet af hende.

[Angelique Darklighter]

Vladimirs tone fik noget til at krympe sig i hende. Havde hun ikke taget eliksiren inden sengetid som altid? Hun gned sit ene øje og gabte langtrukkent. “Hvad er det i galleoner?”, spurgte hun forvirret, hun vidste hvad mugglerpenge var, men havde aldrig haft dem mellem hænderne, for der havde aldrig været grund til at befinde sig i mugglernes verden. Men hun måtte indrømme at det alligevel lød som mange penge.
Angelique lod sig sætte på den lille træskammel. Det havde været hendes indtil for nyligt hvor hun havde skudt i vejret med sådan en fart at det blot kunne være magi. Et utilfreds udtryk kom til syne imens han pillede glasskårerne ud af hendes fødder og hun måtte bide sammen flere gange. “Det ved jeg nu ikke, det gør virkelig ondt”, kommenterede hun, hendes fingre havde grebet om skamlens kant imens hun bed smerten i sig. Hun betragtede hvordan håndklædet efterhånden antog en mere og mere blodrød farve. “Det ligner Bosch”, kommenterede hun på det russiske han havde lært hende som barn.

[Vladimir K. Darklighter]

"Omtrent 40.500 galleoner," bemærkede han tørt mens han gik i krig med at forbinde hendes fod. Han havde været i militæret for år tilbage, udstationeret i Rusland som hemmelig agent, og havde lært hvordan man tog sig af den her slags skader indtil der kunne blive tilkaldt en ordentlig læge. I dette tilfælde ville det være en af de praktiserende healere fra Skt. Mungos som de kunne tage kontakt til. Elliott var trods alt stadig under uddannelse.
Han smilede smalt af hendes kommentar. "Og du ligner én der har glemt sin sovedrik," kommenterede han mens han lagde den bedste forbinding han formåede at lave. "Skal jeg lave én til dig?" spurgte han. Han kendte de basale ingredienser i eliksiren og havde stået for den før mens hun stadig boede hjemme i palæet, før hendes skolegang var startet.

[Angelique Darklighter]

Måske var det summen som gjorde hende en anelse betuttet, ellers var det tanken at hun havde glemt noget så vigtigt som medicinen. Hun hævede begge sine hænder til sine letblussende kinder som skammede hun sig imens hun nikkede mildt mod manden. I det mindste havde hendes russiske kommentar fået ham til at smile. “Kan du ikke også lave en til fødderne så de healer?”, spurgte hun som hun sænkede blikket til det fjollede knudebrændet han havde forsøgt at binde hendes fødder ind i. Hun vidste at han var en fuser, men hvor meget eller hvor lidt han kunne var hun usikker på da hun ikke altid kom så langt ved at spørge. Hun var derfor sikker på at det også var en form for usikkerhed i ham. Angelique hævede armene og sendte ham et blegt smil, havde det været muligt havde hun set endnu hvidere ud nu.

[Vladimir K. Darklighter]

"Nej, det kan jeg ikke," svarede Vladimir med et enkelt blik op på hende fra sit forehavende inden han fortsatte og strammede forbindingen godt til. Den eliksir der skulle til for at heale den skade hun havde fået var udenfor hans evner. De simple eliksirer var han trænet i så han kunne dem i blinde, men alt der involverede magi af en højere art var ikke muligt. Han rejste sig fra sin knælende position foran hende og rakte hende en hånd for at hjælpe hende op.
"Lad os få dig ind i seng så kan jeg finde din far og han kan kontakte Skt. Mungos," sagde han en smule kort for hovedet. Hans status som fuser var ikke noget der ofte blev diskuteret. Ikke fordi han skammede sig, han var dygtig til de ting han kunne, magi var bare ikke en del af hans liv, og han havde lært at acceptere det i en ret ung alder. Han havde udemærket sig på Oxford med sine sprogstudier og var gået militærkarrierens gang derefter.

[Angelique Darklighter]

Angelique kiggede på ham med en undren. “Jeg tror ikke at Skt. Mungos er et behov... Episkey burde være nok... Far bliver bare vred når han ser jeg ikke tog min eliksir... Kan du ikke bare ligge mig i seng? Så Beder jeg Gabriel om at fikse det i morgen tidlig?”, resonerede hun, der var vel ingen grund til at belemre et magisk hospital men sådan lille skade? Samtidig vidste hun at Matthew ville blive syg af bekymring hvis han så hende - noget hun ikke havde behov for ligenu. Hendes arme gled om hans hals idet han løftede hende og hun lænede sit hovede mod hans brystkasse imens hun lod sig bære gennem palæet. “Jeg er altså ked af st jeg ødelagde dine ting.... måske husalfen kan hjælpe dig med at reparere nogle af dem?”, foreslog hun med et snert af medlidenhed i stemmen.

[Vladimir K. Darklighter]

Han bar hende med sig i stilhed gennem det tyste palæ. Han havde ikke engang set hvad klokken var da han var sprunget ud af sengen men et sted midt om natten var et godt gæt. Han havde før hørt Angeliques søvngængeri i palæet da hun var yngre. Det var en sær vane hun havde fået da hun blev omkring de 5-6 år gammel, som om det var kommet med et trylleslag, men samtidig var det også i den alder hjernen begyndte at fungere lidt mere, så for ham havde det givet mening. Selv havde han foreslået Matthew at få hende i en CT-scanner eller lignende på et mugglerhospital, men Matthew insisterede på at der ikke var noget mugglerne kunne gøre, der kunne hjælpe Angelique. Kun en eliksir om natten kunne give hende den fornødne søvn.
"Det går nok, Angie," svarede han til hendes forslag om at husalferne kunne hjælpe med at samle tingene igen. Det ville tage ingen tid for Matthew at slå et par trylleslag over ødelæggelserne i biblioteket og alting ville være tilbage på plads. I værste fald ville Vladimir blive beskyldt for Angeliques fødders tilstand.
Han kom til hendes soveværelse og skubbede døren op. Han blev altid overvældet over alt det lyse og hvide der var derinde. Som trådte man ind i himlen.
"Jeg vidste ikke engang du var hjemme, har din far hentet dig idag?" spurgte han som han gik hen til sengen og lagde hende blidt fra sig som en porcelænsdukke.

[Angelique Darklighter]

Angeliques fingre havde allerede snoet sig om Vladimirs lange hvide lokker, præcis som da hun var barn. Kort overvejede hun endda at flette sit eget hår med hans, men var rimelig sikker på at det ikke vil falde i god jord. “Undskyld at jeg vækkede dig”, sagde hun, det var virkelig en mærkværdig og træls vane hun havde påtaget sig. Kun baldrian eliksiren kunne lulle hende hen i den dybe og tunge søvn som grådigt slugte hende hver nat. Hun lod sig placere i den store himmelseng og greb lydigt om det egyptiske bomuld og trak det over sin krop, hun ville jo heller ikke holde ham oppe for længe. Lyset i hendes egen olielampe gav et gammelt gult skær over værelset og fik hendes hår til at skinne som guld i mørket. “Mmhm. Jeg kom til at gøre ham vred på mig”, trodsigt rullede hun med øjnene og lod sig dumpe ned mellem de store puder. “Han synes jeg er forkælet. Det er jeg måske også, men jeg burde vel have lov til at sige fra, bare engang imellem?”, ordene var bramfrie, for hun vidste at der ikke var mere end en ørefigne at frygte fra sin onkel. Derfor havde hun også løftet sine fødder mod sit ansigt som en ballerina, hvor de små fingre gav sig til at prikke og lege med bandagen for at teste dets spænstighed.

[Vladimir K. Darklighter]

Med en blid men uimodståelig hånd om hendes ankler greb Vladimir om hendes ben og sænkede dem igen så hun ikke skulle pille for meget ved forbindingerne. Han sendte hende et advarende blik med de stålgrå øjne, der uden et ord fortalte at hun skulle lade dem være. Han sukkede lidt og klappede hende en smule akavet på kinden uden helt at skjule et smil.
"Du er også møgforkælet," istemte han med en lille latter skjult i stemmen. "Men han er din far, så du skal respektere ham, uanset hvor gammel du er og hvor træt du er af ham. Ligesom vi skulle med vores forældre," forklarede han. Voltradere og Pandora, forsvundet fra familien, og de tre Darklightere, treenigheden, som de kaldte sig selv, havde måttet stå på egne ben siden Vladimir var 15, Matthew 12 og Isobel 10 år. De havde gode advokater til at varetage det meste for dem, og Vladimir havde stået for en god del af ejerskabsmyndighedernes bureaukrati da han var blevet myndig. Han mistænkte stadig Matthew for at have medført deres forældres endeligt, ligesom han var sikker på at han havde tilintetgjort Gabriels mor af en eller anden årsag, men sagerne var uvisse og ville derfor nok aldrig blive undersøgt yderligere.

[Angelique Darklighter]

Angelique skulede olmt efter sin onkel idet han tvang hendes fod ned. Hun ville jo ikke ødelægge det, bare se hvor godt det holdt når han ikke kunne magi. “Hov hov, herhjemme bruger vi ikke ordet ‘møg’!”, hun stak en vigtig finger i vejret og så på ham som advarede hun ham. Men et smil spredte sig nu alligevel på hendes læber som hun undertrykte en muntre klukken, hun havde altid elsket nattetimen og specielt når månelyset slog ind af de store vinduer. Hun tog fat i dynen og trak den op over sine ben og lagde sig mere tilrette imens hun lod sig belære. “Men er det ikke også at respektere ham, ved at sætte spørgsmål til hans ord? Det visee jo at jeg er interesseret og vil vide mere”, hun pillede ved sit lange hvidlige hår, flettede det, og åbnede det igen imens hun ventede på qt han skulle forberede eliksiren ved den lille eliksirpult ved vinduet. Ved siden af sengen lå hendes skolebøger, nogle var opslåede på sider med småtegninger i kanten imens andre var lukkede og uden brækket ryg.