You're coming with me

[Matthew J. Darklighter]

Angelique Darklighter

Hans sko slog mod fliserne i storsalen. Der var stilhed blandt de få elever der sad og lavede deres lektier, og Matthew stod som en fremmed midt i storsalen. Han kiggede rundt og så hvordan hans minder blandede sig med omgivelserne. Han slap sit sind løs en kort stund for at mindes hvordan det havde set ud dengang han og Quintin havde slået deres folder i Hogwarts. Deres storhedstid, deres vildskab og deres løgne der havde spundet spind i salene og gangene. Han lænede sig mod døråbningen, armene over kors og så længselsfuldt igennem rummet op til professorernes bord hvor en enlig mand sad og spiste en lille snack.

Han måtte hive sig tilbage til virkeligheden og så rundt til Slytherinbordet, hvor der var enkelte elever der sad og læste sammen. Han satte langsomt i trav derover da han så toppen af den blonde pige. Hans elskede, hans engel, hans lille rebel. Han var oprørt og sammenbidt på samme tid, ønskede at holde alle følelserne indenbords men havde samtidig lyst til at lade dem folde sig ud i fuldt flor, en sort, knækket rose der levede gennem nekromancy.

Han standsede for enden af bordet, ligeglad med de elever der havde vendt blikket imod ham og så undrende til. Han var kendt i magikerkredse, og Angelique var trods alt hans datter, så det gav mening at han var her, men hans udtryk, hans måde at larme på uden at give en lyd fra sig var enorm, som om han fyldte hele rummet med sin tilstedeværelse.

"Angelique Morrigan Darklighter," hans mørke stemme rungede ud i stilheden som en pisk der svirpede hen over de mange elevers hoveder. Han havde ofte fået at vide at han skulle have været professor med både den stemme og den fremtoning, men her var han, en mand af kød og blod med sin egen succes der skinnede foran ham, mens han kaldte sin datters navn ud i storsalen i midten af en af de største magiske institutioner i Storbritannien. Det var dagen efter hendes sidste ugle, en mandag, sørgelig, grå og trist og kedelig, men han var taget afsted ikke desto mindre for at finde hende, for at sætte hende på plads. Han havde ikke engang vekslet et ord med Isobel eller Quintin om sagen. Han var bare taget afsted efter festens efterladenskaber havde forføjet sig fra palæet og han var målrettet draget mod Hogwarts for at få sin elskede datter at se.

[Angelique Darklighter]

Angelique havde fordybet sig i sine lektier. Det var det eneste hun kunne holde ud alt imens hendes sind var i et oprørt flammehav. Hvad bildte han sig ind? At sige han var skuffet over hende, når hun brugte hans egne taktikker imod ham? Den eneste måde hvorpå frustrationen kunne tydes var sådan som hun holdt stramt om den hvide fjerpen. Hun havde lavet lektier i alle sine pauser og selv nu i eftermiddagen, alt for at tænke på noget andet. Men ej længere gik det, da hun hørte lyden af sit navn som skyllede som et mørkt hav henover Slytherins kollegiebord. Hun så op, iført sin skoleuniform og med hætten trukket nedover hendes blonde hovede. Hvad fanden lavede han her? Hun sendte ham et olmt blik og rejste sig med et ufrivilligt ryk - for selv hun, vidste at hun ikke kunne lade ham vente. Han kunne finde på meget værre ting end at troppe op. Med tunge klodsede skridt, gik hun mod ham, med tryk på de skridt han hadede. Hun stillede sig foran ham med sin skolebog og pergament under armen. ''Matthew James Darklighter?'', hvislede hendes tanker så giftigt som hun overhovedet kunne gøre dem. Hun var trods alt kujon nok til ikke at lade dem tale foran sine kammerater.

[Matthew J. Darklighter]

Han så hende da hun rejste sig, så hendes krop under tøjet, så hendes klodsede gang, den demonstrativt irriterede teenager og han vendte det indvendigt som både smukt og fuldendt men samtidig også uacceptabelt og provokerende. Han havde ingen grund til at sige ordene, men han ville ikke skænke hende tilliden og den åbenhed der var ved at lade sindet tale. Hun var under det niveau og havde været det siden hun var taget afsted til Hogwarts og Gabriel havde taget afsked og ikke ham. Efter den skæbnessvangre aften og nat. Den pinefulde handling der havde kostet ham tårer efterfølgende da hun var ude af rummet og ringene der var endt på natbordet mens han havde tvunget hende til underkastelse. En ting han nu vidste kom med en konsekvens og som han måtte lære at kontrollere på andre måder end han før havde.
Netop derforså han ned på hende med et bestemt blik, så bestemt han kunne mens han mærkede sig selv stå i salen med alles blikke på sig. Hans arm rakte ud men uden at gribe hende lavede den en krog om hendes skuldre og førte hende med sig bort mod den dobbeltfløjede dør.
"Jeg tror vi skal snakke," hans sind ramte endelig hendes for at vise hende hans villighed. Han var klar til at forhandle.

[Angelique Darklighter]

Angeliques første indskydelse var at ryste hans arm bort fra hendes skuldre. Men hun vidste bedre. Sekunderne hvor deres isblå blikke havde studeret hinanden havde føltes som minutter, selvom de i virkeligheden nok havde stirret på hinanden i sekunder. Hun undlod at svare ham, hun vidste at hendes kropssprog talte for hende og at det irriterede ham. Arthur Moore, tænkte hun et kort sekund, som overvejede hun at gøre alvor af sin trussel. Men hun vidste bedre. Siden natten hvor han havde mærket hende værre end nogensinde før, havde hendes hjerte forladt ham. Det var ikke samme rene kærlighed som forbandt sig med ham, men nærmere en forurenet masse som truede med at destruere dem begge. Alligevel, midt i i kaskaden af følelser kunne hun ikke lade være med at tænke på Warren. Hun savnede ham, og hun følte sig tryg ved ham. Da de var kommet udenfor salen og bort fra de fleste elever stoppede hun i sine skridt og vendte sig for at lade sine mælkehvide øjne med det lille snert af himmelblå møde hans, afventende og følelseskoldt. Ligeså forsøgte hun at holde sit sind som en iskold bjergtop. 

[Matthew J. Darklighter]

Da hun standsede standsede han også. Det var som to dansere i en parallel synkrondans, tunet til den fineste musik og de mindste bevægelser. Hun var som spyttet ud af hans billede på nær det blonde hår. Hun var hans lilje, den hvide rose i frosten foran hans sorte tårn af sten og jern der stod pulserende af indebrændt, indestængt vrede og modbydelighed. Det kunne have ætset ud af hans porer og drevet ned over gulvet for at fjerne det fundament de stod på mens deres øjne var låst i en kamp der ikke var set mage til. De få elever der var i salen havde rejst sig for at se hvad der foregik og stod nu på behørig afstand indenfor dørtærsklen til storsalen, mens de så på de to skabninger af hvert deres sind kæmpe en nådesløs kamp.

"Det går ud over dig selv," hans stemme skar ind i hendes hoved og han sørgede for at den var så skarp og kraftfuld at han kunne have flækket hendes lille, søde kranie i to med den hvis han ville. Hun skulle vide at hun var underkastet ham og hun var hans. Hans pige, hans datter, hans trofæ. "Jeg vil ikke høre tale om det," tilføjede han mens de stod dér, øjnene låst, blikket fast og deres væsner i en indre krig som fik rummet udenfor storsalen til at pulsere af en sær energi.

[Angelique Darklighter]

Han var styg, som en stor grum ulv, et groteskt monster, et forbandet bæst og Angelique lod ham vide alt dette imens deres blikke udfoldede sig foran den lille skare. Det var mere opmærksomhed end hun var vant til, og hun hadede det. Hun hadede at han tillod at komme hér, når han ikke længere var elev og hun hadede at han nu truede hende. Derfor vendte hun blikket bort, for første gang var hun den som brød deres forbindelse og gav sig til at gå videre. Hun nægtede at lade sig fremstå som et spektakel. Det lange lyse hår dansede om hendes ansigt og skuldre imens hun strøg mod udendørs arealerne. ''Du har aldrig ladet mig vide, at det var mærkværdigt at kommunikere i tankerne'', hendes stemme var kold og kynisk, præcis som hans når han var vred. Dog havde hun aldrig prøvet, just før den aften, at han havde været så vred på hende. Normalt var det Gabriel. Hun tænkte endnu engang på Warren, som havde fortalt hende at deres datter-fader forhold var mærkeligt. ''Hvad vil du mig?'', hun standsede nu igen og vendte sig mod ham, hendes kinder havde antaget en sær rosa farve selvom hendes øjne lynede med en sær ild. 

[Matthew J. Darklighter]

Det var sært at se hende gå bort, sært at se hende vende sig væk og afvise ham. Men samtidig var det sket den skæbnessvangre nat hvor hele verden nærmest var brudt sammen og han havde taget hende på den værste måde for at vise hende hvordan man fik hans kvælende kærlighed at føle. Nu gik hun væk, som var hun allerede et spøgelse i en bog som han ikke længere kunne tage stilling til, og så hende forsvinde mens eleverne der var i gangen trak sig til side, som det røde hav spredte sig for hendes fødder. Da hun standsede og vendte sig rundt på god afstand af ham valgte han at sætte i bevægelse.

"Måske er det mærkværdigt, men vi er Darklightere, og vi er ikke som resten af verden. Du ved selv hvad vi står for. Vi er dødeligere end livet med en loyalitet stærkere end kærlighed og en styrke større end dødens. Vi er Darklightere, og du kan ikke slippe udenom det. Din krop er måske ikke af vores blod, men du, min elskede, er mit afkom, og du kan ikke spilde det på tomme trusler. Jeg vil ikke finde mig i det!" hans ord gjaldede i hendes sind gradvist som han nærmede sig hende men stoppede alligevel et par skridt fra hende så den sorte kappe bølgede om hans ankler. "Hører du mig eller er du døv af dumdristighed?" spurgte han bistert.

[Angelique Darklighter]

''Men jeg ved hvad du gjorde'', hendes øjne var smalle og hendes læber var formet i en lang tynd streg imens hun veg fra ham da han gik hende i møde. Hans store sorte kappe truede med at opsluge hende som den kom bølgende imod hende som sort tidevand. ''Og at du kommer her, og forsøger at charmere mig ved at kalde mig din, viser mig at det bunder i noget ægte'', hun rettede på nyt blikket mod ham. Hun havde aldrig talt sådan til ham, som var han blot en mand og hun en kvinde, ikke hans teenager datter. Samtidig havde hun hørt hans bistre tone, og følte hans kolde sind lange ud efter hendes. Derfor tog hun nu et par faste - elegante skridt og nærmede sig ham. Hun lænede hovedet tilbage, så hætten faldt sammen med hendes lange hvidlige hår i lange tråde nedad hendes ryg. Det lille Mona Lisa smil krøb frem på hendes læber og hun lagde blidt hovedet på skrå. ''Er du bange?'', hvislede hendes kølige men alligevel ufattlig søde stemme. 

[Matthew J. Darklighter]

Alt i ham ønskede at række ud, omfavne, famle, befølge, mærke, lade vreden slippe, den grusomme vrede der bare havde lyst til at banke ind i hende, ubarmhjertig, uimodståelig, uafhængig. Han ville have grebet hende om halsen, presset til om de to store pulsårer på hver side af halsen indtil hun mistede bevidstheden for derefter at slæbe hende ind i en seng. Men her var der ingen udvej, ingen filter og ingen måde at skjule sig på. Måske var det også fordi at den handling hun truede med at eksponere var mindre rædselsfuld end alle de rædsler han havde bragt til live i verden, men alligeve tænkte han på Quintin. De havde været sammen om det.
"Nej, jeg er ikke bange, mit barn, jeg er skuffet, og jeg håber du ved det," sagde han stilfærdigt i hendes sind, hans tonefald var ikke længere vredt men mere sorgmodigt, sagtmodigt og med en ladet impuls af opgivenhed. Var hun virkelig det værd? Skulle hun virkelig forblive en Darklighter hvis hun var så kontrær? Ikke engang Gabriel havde haft sådan et oprør, og her var hun, hans strålende lille elskede månestråle, og hun kæmpede med næb og kløer.
"Hvis det bunder i noget ægte, hvad får dig så til at tro at jeg ikke kan gøre det igen?" spurgte han med et slankt øjenbryn og et enkelt billede, et af hans små strøtankefrø lod han placere for hende nethinde, et billede af Warren, død og med tomme øjne på sin seng på universitetets kollegieværelse.

[Angelique Darklighter]

Hans ord sendte kuldegysninger ned af hendes ryg, og hun gjorde i øjeblikket alt for at holde billederne borte. De var skrækkelige, og med ét vidste hun at alle sandheder som hun havde hørt i krogene var sande. Hendes fader havde dræbt, hvordan ellers kunne han skabe sådanne billeder? Billeder han endda vovede at dele med hende. Hans scent omfavnede hende næsten kvalmende, bergamot og sandeltræ, den hjemmevante duft som normalt fik hende til at tigge om at blive båret med hjem. Men denne gang afviste hun enhver tanke om hjem, for der var ingenting mere frygteligt end ham i øjeblikket. Måske var det netop den tanke som fik hende til at træde nærmere. Læne sin pande mod hans brystkasse imens hendes arme fandt vej om hans talje. Hendes tidligere growth spurt vise sig for første gang, idet hun indså at hun nu næsten kunne nå omkring ham. Det var da et stort og tungt hulk lød fra hende. Ulykkeligt, skræmt og på ny var hun en lille pige i sin faders arme. 

[Matthew J. Darklighter]

Komplet tom og rå stod han som et egetræ uden bark, omfavnet af vinterens frost der borede sig ind i hans hjerte, pakket fuldstændig ud og blottet mens hun stod, ubeskyttet, angst og rystende foran ham med sine arme om hans liv. Han ønskede næsten hellere at hun havde slået og sparket ham, bidt ham og skreget af vanvid end denne ubarmhjertige fremstilling af hendes inderste følelser. Eleverne omkring dem begyndet at bevæge sig bort i den tro at de havde fundet hinanden igen, selvom den ordløse kamp der var foregået imellem dem var et mysterium for dem.
Han stod nogle åndeløse sekunder med hendes arme om sit liv og debatterede sig selv. Han kunne gengælde omfavnelsen og tage hende helt ind, uden forbehold eller han kunne lade hende gøre som hun ville, og ikke røre hende eller gøre tegn til hans kærlighed til hende. Der var noget det havde rykket sig i ham overfor hende. Hun var ikke længere hans lille pige, og han måtte acceptere det. Men at det skulle komme så langt ud som til mordtrusler var han ret træt af.
Han startede med en hånd på toppen af hendes hoved hen over de lyse lokker, inden hans anden hånd fandt vej over hendes ryg, beroligende strøg som i tidernes morgen når hun havde gået i søvne og var endt tilbage i sengen og han havde måttet ligge og holde hende i sengen. Han sænkede sit ansigt imod hende, øjnene lukkede og presset nok i til at tilkendegive en vis ydmyghed over hendes overgivelse til ham. Han var stadig forberedt på om hun lige om lidt ville slå og bide og kradse, men lige nu holdt han hende imod sig uden et ord og bare var der for hende, som en far skulle være, uden at true med at slå forlovede ihjel eller gamble om hendes fremtid med hans barndomsvenner.

[Angelique Darklighter]

De tunge hulk veg ikke, men fulgte hinanden i en kaskade af ulykkelige toner. Hendes hænder havde grebet desperat om hans blazer, og hendes krop rystede ængsteligt ved tanken om hans umiddelbare ligegyldighed. Det var en ur-ægte og primitiv angst som havde ramt hende og truede med at vaske hende bort og nedover de stejle klipper der omgav Hogwarts. Ydmygelsen var kold og ubarmhjertig men vejede intet mod den frygt som konsumerede hendes indre. Det var først da han overgav sig og holdt hende som han havde gjort så mange gange før, at hendes rysten lod til at gå bort selvom hulkende blot blev højere og grimmere. Men hun overgav sit sind, og lod ham se Thereza's angreb, lod ham fyldes af samme chok fra de tæsk der havde fulgt, lod ham se sig i spejlet som var han hende med et forslået og sønderkradset dukkeansigt, som var porcelænet krakelleret. Angelique lod ham føle rædslen som nær havde druknet hende i sin egen despair og hvor meget hun ønskede at Thereza blot skulle forsvinde. 

[Matthew J. Darklighter]

Han stod med hende og lod hendes sind ramme hans. Billederne flakkede for hans nethinde mens han stod med lukkede øjne og tog hende ind, helt ind til knoglerne. Hendes følelser bemærkede han men de vaskede af ham igen som vand over sten på stranden. Han sukkede stille mens de fortog sig og han lod hænderne hvile tungt på hendes skuldre som han tog hende lidt ud fra sig og så ned på hendes tårevædede ansigt før han gled hende rundt og med kappen omkring hendes skuldre førte hende med over til udgangen mod gården i midten af Hogwarts. Den kolde vind slog imod dem som de trådte ud i det blege, diffuse sollys.
“Jeg lover dig at gøre hvad jeg kan, men pigebarnet har allerede fået en straf og Desmond og Isobel ser ud til at have planer for hendes videre fremtid, så det er ude af mine hænder hvad der sker med Thereza. Hun er stadig en del af familien og kan derfor også stadig komme til festerne i palæet, det kan jeg ikke afholde hende fra, men jeg kan bede Isobel om at frasige sig ansvaret for hende så hun ikke har bopæl i palæet i fremtiden,” forklarede han mens de gik ud for at trække vejret. “Desuden er dine trusler noget du skal have arbejdet på. Du ved jo godt at det ikke virker når du stadig er umyndig og begynde at forhandle med din frihed. Du skal have noget der rent faktisk er reelt for dig at kunne spille med.”

[Angelique Darklighter]

Hun brød sig ikke om at græde, og specielt ikke i hans nærvær eller på skolens præmisser hvor hun kunne blive set. Hun slog derfor blikket ned da han holdt hende ude, og greb tættere om ham da han førte hende u di gården. Det føltes som at de stod i midten af Colleseum og at de let kunne skues af de dovne studenter som sad omkring. Derfor strøg hun også på ny helt ind i hans favn for at forsvinde i de mange sorte lag fra hans klæder. Alligevel havde hulkene forstummet og hendes sind havde som lyn fra klar himmel visket de ulksaglige minder om Thereza bort, når hun vidste at det ikke virkede at få tøsen helt ud af sit liv. ''Du giver mig heller ikke noget at forhandle med'', svarede hun en anelse tvært og betuttet, som var det Matthews skyld at truslerne ikke virkede. Det var det i og for sig også, for han havde alt foruden hendes vilje i sine hænder. 

[Matthew J. Darklighter]

Han så ned på hende med et smil der kunne minde om bedrøvet og en kende skuffet stadig over at hun kunne finde på at afprøve hans tålmodighed på den måde så han måtte komme hele vejen fra London for at sætte hende på plads igen. Det var ikke ligefrem fordi turen var sjov jo.
Han sukkede, en lille strøm af luft der blev presset ud af næseborene inden han tog hende med sig over til siden af gården og satte sig på en bænk med hende ind til sig. Han rokkede hende en smule frem og tilbage med armen om hendes skuldre mens han så rundt. Eleverne gled forbi uden ord men alle vidste hvad der var hændt i storsalen nu og bag ruderne kunne han se flere nysgerrige ansigter dukke op imellem blyrammerne.
"Du må vænne dig til at du ikke altid har noget at forhandle med," svarede han hende. "Når du står overfor en modstander som du ikke kan vinde over er det bedre at bakke ud og vende tilbage med et modangreb senere, end at prøve at forsøge på at kæmpe og istedet blive ydmyget og hånet. Der er mod og der er hovmod, og mens det ene giver respekt, så er det andet farligt og kan gøre dig mindre i andres øjne," forklarede han stille inden han så ned på hende igen med et sigende blik og smilet var ændret til at være ømt, måske endda medfølende. "Lad være med at true mig igen, min pige. Mange ting vil jeg gå med til, slække på forlovelseskontrakter og købe dig dyrt Quidditch-udstyr selvom jeg frygter for dig hver dag du er på den kost, men at true mig når jeg giver dig alt du allerede beder om, bare over en tøs der giver bidemærker..." han strøg en lok af hendes blonde hår bort fra hendes ansigt og bag hendes øre med en kærlig, faderlig bevægelse, "du er bedre end det."