Do not throw away your shot

[Matthew J. Darklighter]

Lucilla Locket

Tid: Sen fredag eftermiddag

Sted: Rummet for enetimer

Vejr: Tunge, mørke skyer og masser af regn

Efter en god måneds sessioner under hans kyndige overvågning var de begyndt at lære hinanden bedre at kende. Hans notesbog, der var dedikeret til hende bugnede af hendes dybeste hemmeligheder, alle hendes svagheder, og hendes drømme og ambitioner. Hvert et ord hun gav ham var mere krudt i kanonen til hans mission om at modellere og forme og strukturere hende. Allerede kunne han se en god forskel fra da de var begyndt. Hun var begyndt at smile mere til ham, lidt mere selvsikker i sin sag, som om hun var begyndt at lytte til sig selv, og hans ord forhåbentlig havde virket.

Nu sad de så igen i værelset. Hun var netop kommet ind og han havde sat sig for at notere datoen i toppen af notesbogen inden han faktisk klappede den sammen igen og så smilende på hende.

"Du er kommet så langt siden vi sås første gang, min pige," sagde han. "Jeg ved jeg før har startet med at snakke og vi har udvekslet tanker og filosoferet mellem sjælen og sindet inden vi tog kroppen i betragtning, men nu," han rejste sig langsomt, graciøst, velovervejet, "kunne jeg godt tænke mig at starte omvendt." Han smilede smalt til hende. "Så hvis du ligger dig som du plejer, så jeg kan røre ved dig," forklarede han hende med en lille håndbevægelse fra hånden for at vise at hun skulle lægge sig på chaiselongen.

[Lucilla Locket]

Det var efterhånden en måned siden at Lucilla var startet på kurset og hun havde haft nogle grænseoverskridende, men yderst interessante samtaler og prøvelser sammen med Matthew. Til først havde hun været skeptisk over hvad end han måtte introducere hende for, men han havde været så blid ved hende og han havde vist hende at hun ikke skulle være bange for at bede om kontrol.
Lucillas far havde ikke accepteret hendes ønske til først, men efter endnu en samtale med Matthew, en masse tårer og trøstende ord, samt hans evigt varme og blide hænder, havde hun fundet modet til en aften at skrive en ugle til sin far igen. De var ikke nået til en direkte enighed, men de var alligevel nået til den konklusion at han ikke ville stå i vejen for hende, så længe hun stadigvæk lovede ham at han ville have en svigersøn og et barnebarn før hun blev tyve. Det gav hende nogle år at arbejde med.
Derudover malede hun hver eneste dag. Der var ikke den person hun ikke hev fat i for at få dem til at sidde model for hende, så hun kunne øve sig på at udtrykke sig for Matthew.

Nu sad hun igen i chaiselongen over for Matthew. Hun smilede til ham, som han roste hende og hun begyndte så at lytte opmærksomt. Han ville ændre deres rutine, hvilket føltes en smule underligt, men hun havde ingen indvendinger imod det - måske kunne det hjælpe hende til at være endnu mere afslappet, når de først begyndte at tale. Derfor vendte hun sig stille om på chaiselongen og lagde sig ned på ryggen, klar til at mærke hans hænder på hende, “Bare sådan her? Som vi plejer?” spurgte hun og skævede over mod ham, mens hun lå ned. Hendes kinder rødmede let, men det var ikke nær så galt som hun plejede - hun vidste hvad der skulle ske, og det var aldrig slemt… Faktisk så hun frem til det. Det var trygt.

[Matthew J. Darklighter]

Den sammenklappede notesbog lod han ligge fra sig på gulvet ved stolens fod inden han bevægede sig over til hende og stod ved siden af chaiselongen mens hun lagde sig til rette.
"Det er så fint, min pige," sagde han stilfærdigt inden han lod sig glide ned ved siden af hende så han sad ud for hendes liv, lidt drejet og med en hånd støttende på hovedgærdet af chaiselongen, en form for barriere fra rummet imod hende, så hun ikke bare lige ville kunne løbe væk hvis hun følte sig for fanget. "Da du først kom til mig, snakkede vi om at flytte grænser og effektivisere dig, kan du mærke om du har opnået noget af det?" spurgte han og lod den anden hånd lande tungt på hendes mave mens hans blik ikke veg fra hende, undersøgende, opmærksomt.

[Lucilla Locket]

Lucilla trak vejret ind, da hun mærkede hans hånd mod stoffet på hendes kjole. Hendes øjne faldt kort på hans hånd, men derefter fandt hun igen hans øjne med hendes. Han sad tæt på, så tæt på.
Hun nikkede langsomt til det han spurgte hende om, “Jeg kan mærke at jeg føler mig mere tryg, når vi har vores… sessioner. Jeg tør at dele med dig, og når jeg er alene tør jeg at tænke på mig selv og hvad jeg ønsker for mig selv. Det er blevet mere klart for mig, hvad jeg vil have.” Hun fugtede sine læber en anelse nervøst. Lucilla ville nok altid være en smule nervøs i Matthews nærvær, men det betød ikke at hun ikke havde rykket sig.

[Matthew J. Darklighter]

Hans smil trak sig en smule mere i begge sider så tænderne blev blottet, og øjnene fik et frydefuldt glimt.
"Og nu hvor du ved mere om dig selv og hvor du vil hen i verden, hvor ser du dig så om fem år?" spurgte han. "Er du stadig en del af mit liv - mit firma - og står du stadig til rådighed for mig som min loyale, hengivne distributør?" hans blik gled ned til hendes læber som hun fugtede og indvendig var han opfyldt af en grådig tanke, men han ville lade det vente på sig, mens hans hånd hvilede mod hendes mave lidt endnu. Han kunne næsten føle hendes puls gennem stoffet, gennem maveskindet. Sart, inviterende, lydig.
"Eller er du et andet sted, væk fra mig og det her sted, hvor du har udfoldet dig så godt?" afsluttede han og hans blik hvilede fortsat indgående på hende.

[Lucilla Locket]

Lucillas fredfyldte blik blev på Matthew, indtil han spurgte ind til hvor hun så sig selv om fem år. Hun ville gerne sige hos ham, men hvad hvis hendes far forlangte noget andet af hende? Hun havde lovet ham at hun ville lade sig ægte og få børn. Selvom hun vidste det var forkert over for hendes far, så kunne hun mærke sine læber skille sig let, og hendes stemme tog over, inden hun kunne nå at tænke sig om.
“Jeg ville ikke være lykkelig, hvis ikke jeg var en del af Deres liv... hos firmaet.” hendes hjerte bankede hurtigere ved tanken og hun blev nødt til at rive sit blik væk fra hans. “Min far og jeg nåede en enighed om at jeg skulle være ægtet og have mit første barn inden jeg blev tyve - men det er ikke et løfte jeg kan holde længere. Ikke hvis det kommer til at gå ud over mit liv her hos… hos firmaet,” hendes blik var ganske kort usikkert, trods hun var sikker i sin beslutning. Men frygten for at miste hendes forældres respekt var ægte.

[Matthew J. Darklighter]

Hans læber skiltes yderligere da han mærkede hvordan hendes loyalitet langsomt var båret hele vejen over til hans banehalvdel. Han slog bilkket lidt ned og lod sin hånd fjernes fra hendes mave og op til hendes brystkasse hvor han lod den hvile som han havde gjort tusind gange før. Han kunne næsten mærke hendes hjerte slå igennem hendes ribben og ud i hans fingerspidser, og hun var varm. Han sad bøjet ind over hende men med blikket nede på sin hånd der fandt sig tilpas støttende uden at være for invaderende over hendes kavalergang.
"Du ved, jeg plejer at beskrive mine ansatte i mit firma som en forlængelse af min familie," sagde han en smule eftertænksomt, "eller ihvertfald lige så nære som det. De kan være venner, veninder, elskere og elskerinder. Jeg ser os som en enhed der flyder sammen i en strøm, nogle gange med strømmen når tingene går godt, men også mod strømmen når vi skal modstå modgang," forklarede han inden han langsomt gled sit blik op til hendes ansigt. "Den konstellation ser jeg dig som en del af, uforbeholdent, uden tvivl. Din loyalitet, dine ambitioner og dit talent, og bare den korte tid vi har tilbragt sammen," han fjernede istedet hånden fra hendes bryst til hendes kind, "om du bliver hos os for altid og gør en karriere ud af dit arbejde her, eller om du glider videre ud, så er du velkommen tilbage hvornår end du har brug for det. Vi tager os af hinanden her, vi er åbne og inkluderende overfor enhver der har lyst til at give dem selv til arbejdet - og til mig for evigt." Hans blik holdt hendes nu mens han fordybede sig i dem, rakte ud med strøtanker igen, små billeder der viste glæde og sammenhold, fællesskab og latter, festligheder og ikke mindst ham.

[Lucilla Locket]

Lucilla kunne mærke en varm fornemmelse skylle ind over hendes krop, da han nævnte at hans firma var en forlængelse af hans familie - og at der heriblandt også var elskere og elskerinder. Hun nikkede opslugt til hans ord, som om hun sad og lyttede til et eventyr blive læst højt for hende som barn. Hun ønskede intet mere end at være en del af hans konstellation. Hånden der lagde sig mod hendes kind lænede hun sig kort imod den med halvlukkede øjne - duften af ham så tæt på hende var intoksikerende.
Hun smilede og smilet blev bredt nok til at man kunne se hendes hvide tænder, hun var så glad for at have en følelse af at høre til. Det var terapeutisk og beroligende at vide at nogen var der til at samle hende op, skulle hun falde. “Jeg kan ikke se hvad der venter mig derude… Der er ikke noget derude jeg kan opleve på egen hånd, som jeg ikke kunne opleve med jer.” Hun kunne mærke sommerfuglene i maven. Det var trods alt ikke fordi hun kom til at arbejde hele døgnet rundt, når først hun blev ansat. Der ville være kollegaer og andre kursister, som hun kunne tilbringe tid med. Der ville være Matthew og der ville være Thereza! Åh, Thereza… Hun ville have sin veninde tæt på sig hele tiden, når først de begge var ude af Hogwarts. Det gik hun i hvert fald ud fra!

[Matthew J. Darklighter]

"Og jeg er stensikker på at vi bliver rigtig glade for dine evner og kompetencer her hos os," sagde han smilende uden at flytte hånden fra hendes kind og han holdt sit blik på hende stadigvæk. "Din lærevillighed, din kamp at komme hertil, den har simpelthen været magisk at følge. Hvordan du er kommet fra det ene sted til nu at stå her ved egen hjælp, ved at insistere på at du vil og du kan noget, og du har noget at have det i. Du er dygtig udfra hvad jeg har kunnet se på dine tidligere eksamenspapirer fra Hogwarts, du er ambitiøs og drevet af en ild," hans hånd gled forsigtigt ned ad hendes kind for at lægge sig bag hendes nakke hvor hans fingerspidser med små roterende bevægelser masserede nogle punkter langs hendes nakkehvirvler - for at løsne og mærke hendes spændinger, selvfølgelig. Hans blik havde fulgt hånden ned for at vise hende at han var optaget af sin opgave med hendes krop.
"En ild som jeg finder utrolig interessant." Han lod nogle sekunders stilhed sprede sig imellem dem og han fugtede ligeledes læberne lidt indtil han gjorde mine til at trække hånden til sig men ville se om hun nu protesterede imod den manglende intimitet modsat den første gang hvor han havde lagt en hånd på hende. Det virkede som så længe siden, og han håbede at han havde formet hende godt efterhånden til at hun hellere ville mærke ham end ikke.

[Lucilla Locket]

Lucilla lyttede opmærksomt til de rosende ord, der hele tiden faldt ud af munden på Matthew. Hvordan kunne han se så meget potentiale i hende, når ingen andre havde kunne se det? Thereza havde selv nævnt at han måtte se noget i det… Selvom hun dengang havde fået følelsen af at Thereza bare havde stukket lidt til hende. “Tak… Jeg er selv stolt over mine resultater på Hogwarts. Hårdt arbejde gavner sig…” hendes vejrtrækning blev en smule dybere, som han begyndte at massere hendes nakkehvirvler. Hun havde brug for det, her på chaiselongen, mens hun lå og så ham i øjnene med et afslappet og kærligt blik.
Syv ord fik hende til at vågne op på ny og hendes øjne blev en anelse større, som han fortalte hende at han fandt ilden i hende interessant. Luften omkring dem virkede stille, så stille. Hun kunne høre sit eget åndedrag og mærke hendes hjerte der fik varmen til at stige. Varmen startede fra hendes mave og arbejdede sig langsomt, men sikkert ned. Det var ikke sommerfugle. Kort flakkede hendes blik fra hans øjne og til hans læber, som han fugtede. Som han skulle til at fjerne sin hånd fra hende, greb hun let og blidt ud efter den, “Ikke… stop,” lød det først tøvende fra hende, indtil hun huskede at hun måtte vise lidt mere selvsikkerhed for forhåbentligt at gøre ham stolt, “Ikke stop” sagde hun mere stålfast, men med en blid stemme. Hendes hånd holdte fortsat blidt om hans håndled.

[Matthew J. Darklighter]

Hendes slanke fingre om hans håndled var som små, bittersøde stik i hans hud. Alle hans muskler i armen var klar til at trække hånden helt til sig fra hende, men hendes handling var forventet. Andre havde gjort det før hende, hun var blot én ud af en million, og han havde fanget hende i sit spind nu, spundet sine tråde i en måneds tid og var klar til måltidet.
Han holdt vejret en smule tilbage for at vise en form for forbavselse over hendes handling. Som om den kom bag på ham, men alligevel ikke.
"Skal jeg... blive ved... med at røre dig?" spurgte han med et let hævet øjenbryn og rykkede en centimeter i sædet ved siden af hende for at nærme sig hende mere. Han var stadig bøjet lidt ind over hende, og hans blik flugtede fra hendes øjne og ned til hendes læber.

[Lucilla Locket]

Hjertet hamrede. Lucilla svarede ham ikke, hun vidste ikke hvordan hun kunne. Hun kunne ikke fatte at hun bad en mand, der aldersmæssigt kunne være hendes far, om at røre hende. Hvad havde han, som teenagerne på Hogwarts ikke havde, ud over skægstubbe? Måske var det hans magt hun var så tiltrukket af, og samtidigt hans vilje til at lade sig være så meget i hendes kontrol.
”Jeg har drømt om dig....” lød det fra hende, før hun rømmede sig let. ”Og jeg... jeg har tænkt på det lige siden. Undskyld, er det uprofessionelt?” til forskel fra deres første møde, var hendes blik ikke nervøst lige nu, men nysgerrigt. Hendes øjne så ind i hans og hun lænede sig tættere på ham, ”Jeg stoler på dig, Matthew..”

[Matthew J. Darklighter]

Han tog en dyb indånding og lod istedet sine fingre snige sig tilbage om hendes nakke mens hun snakkede. Han lyttede, holdt hendes blik med et empatisk smil og hånden som han før havde støttet imod nakkestøtten på chaiselongen var gledet ned til hendes skulder hvor fingrene gled forsigtigt over stoffet og skabte mild friktion så det foldede imellem dem.
"Drømme fortæller os de bedste og værste ting om os selv, og alle drømme har plads i vores opfattelse af vores omverden, om det er med dem vi kender eller dem vi lige er begyndt at lære at kende," sagde han og smilet skiftede over til at være mere mildt, inderligt og forstående, næsten overbærende. "Var det en god drøm?" spurgte han lavmælt med hovedet lidt på skrå og mærkede hende tættere på sig da hun lænede sig tættere på, deres ansigter så nær at han næsten kunne smage hendes ånde. Hans fingre gled fra hendes nakke og op i hendes silkebløde hår så han kunne støtte hendes hoved en smule bedre.

[Lucilla Locket]

Lucilla kunne mærke hvordan kuldegysningerne fulgte følelsen af hans fingre mod hendes skuldre. Hun fjernede ikke øjenkontakten, ud over når hun kiggede på hans læber, når han talte. Var det sådan her det føltes at vokse op? Lige nu var der kun ham og hende, og der var ingen anden hun ønskede at dele sin chaiselong med.
“Så det De siger er… at det bedste ved mig selv er dig?” hendes mundvigen trak op i et smil, der kunne beskrives som både kærligt og en anelse kækt. Hun ønskede at skrue op for sin charme i et forsøg på at holde hans opmærksomhed, så længe hun nu kunne, “Eller bare at det er godt at vi har lært hinanden at kende? For jo, det var en god drøm,” lød det roligt fra hende. Hun kunne mærke hans ånde mod hendes ansigt,og hun lukkede sine øjne for at svømme i det intime øjeblik, hvor hun kunne føle hans fingre blidt grave sig ind i hendes blonde hår.

[Matthew J. Darklighter]

“Jeg tror det bedste ved dig selv lige nu er at forfølge den drøm,” svarede han efter at have hørt hendes ord. “Hvad står i vejen for at forfølge den? Hvad har jeg lært dig den sidste måned, min pige? Lad aldrig noget stå i vejen for dine drømme, uanset hvad de måtte være,” han betragtede hendes øjenlåg sitre og lukke sig i og istedet for at give hende et kys med det samme placerede han først et blidt kys på det ene øjenlåg og derefter det andet. Dernæst lod han sine læber ramme hendes pande, som et Judas kys, inden han trak sig en lille smule bort for at se på hendes fredfyldte ansigt.
“Tillid og ærlighed er essentielt for vores forhold, men kærlighed, tiltrækning og hengivenhed er bestemt også ting vi kan give os i kast med. Grækerne og romerne opildnede soldater til romantiske forhold for at kæmpe bedre og mere passioneret, og det er bestemt en ting vi kan genkende her hos os. Man arbejder bedre med hjertet i det,” forklarede han mens hans ene hånd masserede hendes hovedbund blidt og den anden havde fundet vej til hendes kind som hans fingre strøg over.