Hun er ikke skuffet, hun er vred

[Blanche Elaine Beaumont]

Matthew J. Darklighter
Overskyet, kølig luft.
Sen eftermiddag.

Blanche havde aldrig haft æren af at besøge Darklighter palæet før, trods hun havde mødt Matthew et par enkelte gange gennem hendes kære bror Desmond. Hun havde aldrig dannet sig et fuldkomment billede af manden: han var charmerende, veltalende og lignede i hendes øjne en typisk forretningsmand. Hun havde aldrig troet at hun skulle komme til at snakke med manden på tomandshånd, men her var hun. Hun var nået forbi den store marmorstatue i indkørslen og stod nu ved hoveddøren og bankede hårdt på. Det føltes mærkeligt at banke på døren til et palæ, men hun nægtede også at sætte foden indenfor, før hun havde fået en invitation.

Desmond var ikke en varulv. Matthew - Lord Darklighter - havde muligvis i samarbejde med nogle andre spredt disse forfærdelige rygter, og hun agtede at komme til bunds i sagen. Ingen skulle sprede sådan nogle rygter om hendes bror!

[Matthew J. Darklighter]

En træt og tør kiks af en butler ved navn Rex, med rindende øjne og hår tyndere end luften på Mount Everest, åbnede døren med et ærbødigt buk for at lade hende komme indenfor. Matthew var tilfældigvis i nærheden af entrésalen og trådte ind for at se hvad der foregik. Et lidt overrasket smil faldt over hans læber og han så forundret på kvinden der trådte ind i hans palæ.
"Miss Beaumont," sagde han med så neutralt et tonefald han kunne for at skjule sin overraskelse. "Hvilken glædelig overraskelse," tilføjede han og gik hende i møde igennem entrésalen.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche blev modtaget af hvad hun gik ud fra, måtte være Matthews butler, før hun blev modtaget af Matthew selv. Hun havde netop været i gang med at hilse høfligt på den bukkende butler, da hun hørte en henvende sig til Miss Beaumont , hvilket fik hende til at søge stemmen. Hun fik øje på Matthew, og selvom de begge var blevet et par år ældre siden deres sidste møde, var han stort set forblevet den samme, som hun huskede.

Selvom Blanche ville direkte til sagen, så vidste hun også godt at hendes passionerede personlighed ikke hørte nogen steder hjemme her i Darklighter palæet - hendes galskab ville ikke være velkommen. Hun gik ham i møde og smilte et bredt, men lukket smil “Lord Darklighter - ja, jeg forestiller mig at det må være lidt af en overraskelse.” Hendes engelske bar stor præg af hendes franske accent.
Det måtte være ham en overraskelse især fordi hun normalt havde bopæl i Frankrig - men det var jo åbenbart blevet en fortid for hende. Derudover havde hun ingen grund til at opsøge ham, ud over for at snakke om hendes bror. “Er alt vel med Dem?” spurgte hun og stoppede op foran ham. Hun ville have nejet, men hun havde lidt ondt i knæene i dag… eller også havde hun bare ikke lyst til at være mere høflig end at kalde ham ved hans titel og smile for ham.

[Matthew J. Darklighter]

Hans blik skød over hende som en pil fra en flitsbue mens han undersøgte hver en trækning, hvert en given mulighed for at læse hvad der lå bag hendes intentioner om at besøge palæet. Det var uden tvivl noget der handlede om Desmond, det kunne næsten ikke være andet, når deres tidligere møder havde været i hans selskab. Det var på sin vis interessant at stå her med hende alene. Et smil som en trækning i hans mundvig skød lidt op og han rakte hende høfligt hånden til hilsen.
"Alt vel, alt vel," svarede han ganske afslappet. "Og Dem?" spurgte han tilbage, en krog til at hive den fisk i land som ville fortælle hvad hendes ærinde helt præcist var i palæet. Hvis sagen kunne afgøres hurtigt ville han undlade at invitere hende længere ind. Han havde godt nok ikke flere møder på programmet, men han var alligevel en mand der også krævede sine pauser, og hun var trådt direkte ind i en af dem.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche havde fortsat sit smil på læberne, da han rakte sin hånd ud for at hilse på hende. Hun så ham i øjnene og valgte i stedet for at give ham sin hånd, at lægge hovedet let på skrå og klemme øjnene undrende sammen, og hun ignorerede hans hånd og lod som om hun ikke havde set den, “Jeg ville ønske jeg kunne sige det samme, Lord Darklighter…” hun bed sig i læben og trak på sine skuldre. “Men… Man ved snart ikke hvem man kan stole på i dette.. Meget overskyede land. Det er som om at vejret skyer ens sind langsomt.” Dramatisk pause. “Min bror har fortalt mig om et skrækkeligt rygte, der florerer om ham. Har De hørt om det, lord Darklighter? At nogen kunne finde på det.” Hun rystede på hovedet, som om hun var chokeret over at folk kunne finde på at sprede falske rygter.

[Matthew J. Darklighter]

Uden at lade sig bemærke af hendes afvisning trak han hånden til sig og foldede dem pænt bag ryggen inden han tog et par skridt rundt om hende, en smule bort for ikke at være for tæt i hendes intimsfære. Der var ingen grund til at virke provokerende hvis hun var oprevet, og et rovdyr kunne altid tage sig tid til at slå ned på sit bytte når det rette øjeblik bød sig.
"Man hører da dette og hint, men jeg vil tro det er lige til når manden forsvinder hver fuldmåne, har sår som et udyr på kroppen og hans diæt hovedsageligt består af råt kød," bemærkede han tørt mens han cirkulerede lidt bort fra hende, rolig, afventende men også opmærksom på enhver bevægelse hun gjorde. Han standsede og vendte sig mod hende som hun stod der i entrésalen omgivet af de høje søjler og i skæret fra de store lysekroner hvis glans kastede sig ned over dem. Rex stod som en skygge ved hoveddøren, ubemærket og sælsom, præcis som han skulle, og fulgte optrinnet tavst som den grav han måske burde ligge i.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche kunne mærke hun blev anspændt af mandens ord, fordi det stak på den helt rigtige måde. Hun ville ikke lade sig falde for mandens provokationer - det var ikke noget hun ikke havde hørt fra Desmond selv.
“Aha, så er De også af den overbevisning at han måtte være en varulv? Jeg går ud fra at det er disse rygter, De har hørt.” hun holdte sin maske og sin tone. Hendes holdning var selvsikker og hun var inderst inde klar til at trække sin stav over for Matthew… inderst inde. Men Blanche havde aldrig været god til at duellere og hun vidste inderst inde også godt at noget så drastisk nok ikke kom til at ske. De skulle bare have en samtale og hun skulle sørge for at hvis Matthew gik og hjalp med at sprede dette rygte, så måtte det stoppe.

[Matthew J. Darklighter]

"Absolut, det er jo i alle kredse efterhånden," sagde han med et mildt bekymret ansigtsudtryk og en panderynke der næsten udstrålede medlidenhed hvis ikke det var for den lille krølle på læberne der viste at han fandt det ustyrligt morsomt at Desmonds søster var troppet op i hans hjem for at diskutere de indlysende rygter der gik om hendes bror. Han sukkede tungt og rystede på hovedet af hende. "Er der andet De vil spørge om mens De er her? Jeg har også hørt at han har en sølv-aversion og den slags, jeg kunne blive ved, men ja, han trak henkastet på skuldrene, "man ved aldrig jo..." han lod de sidste ord rinde ud som korn i et timeglas mens han smilede overbærende til hende og de isblå øjne glimtede i skæret fra lysekronerne. Han regnede ikke med at skulle til at duellere eller noget lignende, selvom tryllestaven var klar i lommen. Han foretrak ord og tanker. Han overvejede kort hvad han kunne bruge af muligheder i den retning imod Blanche men lod være. Det var få der kendte hans gave, hans talent, og det ville være for afslørende hvis han plantede tanker hos hende for at manipulere hende. Ikke endnu ihvertfald.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche lyttede til hans bekymrede stemme, men fordi hun kendte sin bror og vidste at han absolut ikke kunne være en varulv, så føltes det som et spil for galleriet. Men hvad havde Matthew at vinde ved at lade folk tro at Desmond var en varulv? Hvad var meningen med det hele? Ren og skær mobberi?
Hun trådte et par hastige skridt imod Matthew, “De skal bare vide, Matthew... “ slut med titler, og en pegefinger blev løftet op “...Hvis jeg finder ud af at DE har haft en finger med i spildet, for at ødelægge min brors omdømme, baseret på omstændighedsbevisér” accenten var tyk, “så kan jeg love for at jeg nok skal gøre livet surt for Dem.” Igen stod hun foran ham. Hun brød sig ikke om at have manden på afstand, og med et palæ som dette, var der mange steder han kunne gemme sig. Selv butleren føltes nær fortabt i sit skjul i det store palæ. Nej, Blanche ville se hans blik, hans reaktioner - lige meget hvilken trækning hans ansigt måtte gøre, så ville hun have det med. “Jeg siger det klart og tydeligt nu, hvis ikke De har forstået det - min bror er ikke nogen varulv, jeg som hans søster ville vide det. Trods det rå kød, midnatsture og grimme sår, så er min bror ikke noget monster,” det var tydeligt at høre at hun var oprevet, men hun var også langt fra gråd.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew så høfligt undrende på hende mens hun snakkede og nikkede. Han gav en lille, let latter fra sig da hun var færdig og smilede undskyldende til hende.
"Undskyld, jeg bliver lige nød til at have Dem til at gentage det igen, jeg tror mit fransk er lidt rustent," sagde han med et så venligt tonefald som man kunne, men det var tydeligt det var spot imod hendes afstamning fra fastlandet i Europa. "De mener at alle beviser der er for at han er varulv er usande?" afsluttede han til sidst som for at gøre det sikkert at han havde hørt rigtigt inden han nikkede til sig selv og vendte skulderen til hende mens han så ud i rummet eftertænksomt "Ja, det kan jo være de er usande, men alt taler imod det, og hvordan kan De, hans søster, vide at han ikke er blevet bidt på et tidspunkt i hans liv hvor De ikke har været til stede?" spurgte han og drejede hovedet lidt for at se på hende, dog uden at have hele fronten imod hende. "Der er langt mellem Frankrig og England, trods alt," bemærkede han tørt.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche vidste udmærket godt at hendes engelske ikke var perfekt, og det var også noget der generede hende i denne sammenhæng, fordi hendes ord nok ikke slog så hårdt, som havde hun råbt af ham på passioneret fransk. “Hvis De ikke havde så travlt med at lægge afstand til mig, når vi taler, så ville De måske bedre kunne høre mig” foreslog hun tørt og irriteret.
Hvor var han dog arrogant! Og nu påstod han endda at hun ikke kendte sin egen bror, bare på grund af noget afstand! “Min bror og jeg har måske levet på afstand, men jeg stoler på at min bror ville fortælle mig det, hvis han gik rundt med en forbandelse. Jeg har selv været ude med ham om natten, og han er lige så normal, som altid.” Påstod hun. Åh, hvor havde hun lyst til at svinge sin håndflade mod mandens kind lige nu, for at få banket lidt forståelse ind i hovedet på ham! “Hvor er det småt af jer, at beskylde en uskyldig mand for at være noget i endnu ikke har bevist. De kender vel konsekvenserne, hvis ministeriet bliver overbevist om at han er en varulv? Han ville blive ydmyget… Skammer De Dem ikke for at hoppe med på nogle usande rygter?” hun rystede på hovedet. Hun var nu sikker på at han var en del af problemet - en del af hvorfor hendes bror gik og frygtede at blive spærret inde i et bur under fuldmånen.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew fnøs og vendte sig demonstrativt imod hende og trådte et skridt nærmere hende. Hun havde provokeret ham for meget til at han gad at holde en pæn facade overfor hende. Hun var gæst i hans hjem og hun skulle aldeles ikke begynde at komme her og fortælle ham hvad han skulle gøre og ikke gøre. Hans øjne var skiftet fra venlige og sarkastisk medfølende, til at indeholde en ulmende glød, en skjult trussel om konsekvenserne hendes ord ville have på Desmond hvis hun fortsatte. Han tårnede sig op over hende så lyset fra lysekronerne næsten dæmpedes.
"Min egen søster har været gift med manden, og hun har om nogen været tættere på ham end jeg formoder De kan være med Deres egen bror, og hendes ord er mere værd for mig," svarede han skarpt. Isobel havde aldrig påstået at Desmond var en varulv, men hun ignorerede mest af alt rygterne og skiftede emne når de blev bragt op. "Min barndomsven Quintin, Deres fætter, har også fortalt mig ting, jeg bliver nød til at forholde mig til," påpegede han og hans øjne var smalle som sprækker mens de lynede imod hende. "Jeg vil foreslå Dem at tænke Dem godt om inden De siger mere," hans blik gled forbi hende til døren. Hun var meget tæt på at blive smidt på porten.

[Blanche Elaine Beaumont]

Som han demonstrativt tog hende et skridt nærmere, gik hun ufrivilligt et halvt skridt tilbage, mens Blanche fortsatte med at se på manden, som langsomt begyndte at vise sig fra en mere dominerende og truende side. Selvfølgelig havde Blanche selv haft en attitude, men hun ville ikke putte sin egen opførsel i samme kategori som Matthews.

”Nej, jeg tror De skal passe på... Det her kommer ikke til at gå ubemærket, at De har taget del i sådan et forfærdeligt rygte.” så længe han ikke benægtede rygtet, var han en del af problemet.
”Nuvel. Jeg kan se at vi ikke har mere at diskutere... jeg kan mærke at din holdning om min bror er afgjort.” tanker om dueller og lussinger forsvandt, som han tårnede over hende. Han var en høj mand og selvom hun ikke decideret var bange for at han ville gøre hende noget, så ville hun alligevel ikke stå for hans opførsel. ”Jeg lader min bror vide hvad din holdning er om ham... De behøver ikke at kontakte ham yderligere. Jeg kan selv finde døren.” lød det bestemt fra hende. Hun vidste godt at hun i teorien ikke kunne bestemme over hendes bror, men hun ønskede ikke fuldkomment at tabe ansigt.

[Matthew J. Darklighter]

"Vil De bede resten af det magiske samfund om det samme og isolere Deres bror komplet?" spørgsmålet var stillet ud i luften efter hun havde sagt sine sidste ord. "Alle rygter spredes, alle er medvirkende, alle er implicerede, og De vælger at tro at alle andre tager fejl end Dem? Jeg vil kalde det kognitiv dissonans, hvis jeg skulle kalde det noget, miss, og tro mig, det er det sidste De har lyst til at begrave Dem i," hans første spørgsmål havde været med en hvis hård tone men den skiftede nu over til en mere medfølende, blød karakter mens han så på hende og rystede langsomt på hovedet. "Der er ingen der har startet noget andet end Deres bror og alle de tegn han udstråler, det må De også selv efterhånden have set," han forholdt sig på afstand af hende for ikke at virke endnu mere invaderende, stadig kold, stadig som en statue af marmor, men hans ansigt var langt mere neutralt end det var før. Hun havde intet at have sine trusler i.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche havde haft det rette sind til at forlade bygningen, men da han nævnte resten af det magiske samfund pressede hun sine læber sammen og foldede armene under sit bryst. Hendes bror havde altid været en mærkværdig type! Men han havde alligevel været hendes bror og hun elskede ham højt. “Lord Darklighter, De handler måske af god mening, men jeg er ikke en kvinde, der lader sig styre af andre folks rygter - hvor mange der så end måtte gå og tro at min bror er en varulv. Enten har De ret og min bror er en varulv, hvilket jeg finder højst usandsynligt, og ellers er der nogen der prøver at drive gæk med eller sabotere min bror, hvilket jeg finder mere sandsynligt. Jeg er ikke så fraværende, at jeg ikke selv kan se at han gør sig selv meget mistænksom, men jeg kan og vil ikke tro på at han er en varulv, før folk kan komme med konkrete beviser for det,” lød det skarpt fra den franske kvinde.