Appropriation

[Desmond Beaumont]

Blanche Elaine Beaumont

Der var knapt gået ti minutter fra at Desmond havde modtaget brevet til at han havde smidt den mørkebrune kappe over skuldrene. Han havde læst det flere gange, og selv på vej ned af trappen måtte han passe på ikke at falde ovre sine egne ben fordi han greb sig selv i at læse det igen. Han skubbede brillerne tilbage på den krogede næste alt imens han styrtede afsted i den travle gade og ind på kroen hvor han halv forventede at finde sin storsmilende nevø, men han havde slet ikke tid til at tænke på ham. Kort efter, med brevet knuget i hånden hamrede han på en af de mange gamle trædører. ''Blanche!'', kaldte han, måske en anelse for oprevet over ingenting. Hun var jo voksen, havde været gift og havde en datter selv? Han forsøgte at rationalisere frygten for at hun sad mutters alene i det lille værelse. Alverdens utøj kunne jo finde hende her. Desmonds hår som før havde været så pænt tilbageredt hang nu pjusket om hans ansigt og hans statslige jakkesæt var krøllet af den hurtige tur, hasen og masen i Diagonalstræde. Han bankede utålmodigt med foden i gulvet inden han med autoritet tog i dørhåndtaget. 

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche havde haft meget at se til siden Delphines mors død. Det var svært at finde ud af om forældresituationen ville komme til at ændre sig og det føltes som om at det ville blive for stor en afstand for Blanche, hvis hun skulle være mor for lille Elise, boende helt nede i Frankrig. Situationen havde på det sidste været at hun rejste mellem de to lande, som der var brug for hende.
Men hendes tanker var begyndt at ændre sig… Hun var begyndt at føle at hun nok skulle til at slå rødder her i England, hvis hun ville forsøge at være en god mor for Elise.

Hun sad endnu i sin natkjole, samt håret var uredt, da nogen hamrede på døren. Blanches første indskydelse var korret, det lød til at være hendes bror, der nok havde modtaget hendes ugle. Det var ikke fordi hun så sin bror ofte, men han virkede ikke til at have ændret sig meget. Hun havde haft svært ved at beslutte om hun skulle fortælle ham om situationen eller ej, og lige nu vidste hun ikke om hun kom til at fortryde sin ugle til ham.

Hun rejste sig op og åbnede døren til sit værelse på Den Utætte Kedel.
Han så mildest talt forfærdelig ud i forhold til hvordan han så ud under normale omstændigheder. Havde han haft så travlt? “Desmond, kom ind… Er der noget galt?” spurgte hun ham på fransk, undrende. Man skulle tro at nogen var omkommet, så oprevet han lød.

[Desmond Beaumont]

Lige nu, vidste Desmond ikke hvad som gjorde ham mest oprevet. At Blanche var kommet til England på grund af sin ekskones kvaler og dermed lod sig styre af det idiotiske kvindemenneske, eller de factum at hun ikke havde skrevet ham inden hun havde tjekket ind. Da hun åbnede døren, nåede han knapt at hilse inden han lukkede døren bag dem. Han var rimelig ligeglad over sin egen tilstand lige nu, istedet betragtede han hende med noget der lignede en blanding af chok og afsky. ''Klokken er 8, Blanche. Hvorfor sidder du stadig i nattøj?'', ordene galoperede derudaf imens hans arme viftede omkring sig i en gestik som kun en ægte franskmand kunne. Desmond's hårdhed mod sin lillesøster afspejlede dog blot den overbeskyttende ånd som rodfæstede sig dybt inde i ham. ''Hvad har du fået at spise?'', han tog hende i øjemål, ifølge ham var Englændernes mad gift i årene, det var altid kartofler, fløde og bacon. ''Jeg er kommet for at hente dig, du kan ikke bo her. Du skal hjem til mig-'', længere nåede han ikke inden hans grå blik faldt på vinglasset på bordet. Med et hævet øjenbryn så han på sin søster inden han gik hen og nænsomt tog om stilken for at hæve det til sin næse. Hun kunne vel ikke drikke allerede nu? 

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche burde ikke lade sig overraske, da hendes bror bare “brød ind” på hendes værelse her på Den Utætte Kedel. Han pointerede allerede nu hendes tilstand og spurgte ind til hvad hun havde fået at spise. Med en forvirret grimasse gestikulerede hun med sine hænder hen imod det glas vin på sit natbord, som hun ikke havde nået at færdiggøre aftenen før, før hun var faldet i søvn. Det havde hun da nippet lidt til her til morges da hun vågnede.

Og så fandt hans blik også vinen, efter han havde annonceret at hun skulle bo ved ham. På den ene side havde hun lyst til at protestere, men på den anden side føltes det næsten lettende for hende at nogen var her til at tage valget for hende, trods denne person var hendes overbeskyttende og lige nu lettere passionerede bror.
“Og godmorgen til dig, Desmond,” sukkede hun og korsede armene under sit bryst, en anelse utålmodig over at blive kostet rundt med og kritiseret lige fra morgenstunden, “Jeg nød et glas.. en flaske.. vin i går og det skulle ikke gå til spilde her til morges…” prøvede hun kort at forsvare sig selv, før hun rystede på hovedet af det, “Hjem til dig?” lo hun kort, “Desmond, er du sikker på at du vil have din søster rendende hjemme ved dig? Jeg kan sagtens bo her. Her er plads nok…” der var ikke meget plads, især ikke når Elise også til tider overnattede her.

[Desmond Beaumont]

''Bonjour, mener du Blanche, klokken er 8'', svarede han blot tørt som han med et enkelt snus til den søde vin afgjorde at den absolut var for gammel. Selvom at hun blot gestikulerede til vinen som sin mad, fandt han det bedre end det gemene pubmad som normalt udgjorde et måltid ved disse overnatninger. ''Hvorfor skrev du ikke til mig da du ankom? I det mindste kunne du havde fået en ordentlig flaske hos mig...'', han rynkede på næsen over flasken der stod på sengebordet. Den var nok ikke billig i forhold til Den Utætte Kedel's standart, men for en franskmand og connaisseur var den langt fra 'god nok'. Det var ikke fordi Desmond nød at koste med sin lillesøster, at han satte så hårdt ind overfor hende. Tværtimod var han bekymret for at hun skulle komme i unoder, hun havde altid været så godtroende. ''Nonsens. Thereza er på Hogwarts og jeg er på arbejde hele dagen. Lejligheden er rigelig stor og du kan få dit eget værelse. Jeg går ud fra at Elise også behøver et sted at sove? Hun og Thereza kan dele værelse'', ordene var hårde og kølige imens han i bedste storebrorstil gav sig til at undersøge hendes værelse. Han brød sig ikke om bakterier, og værelser som disse var fyldt med dem. De gjorde ham ubehagelig til mode. ''Pak dine ting, vi går nu. Jeg bor derovre'', han pegede ud af vinduet på en gul bygning længere nede af gaden. Hun havde sågar fået et gadeværelse, kunne hun overhovedet ikke finde ud af at kæmpe for sig selv? 

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche måtte bide sig i kinden for ikke at blive irriteret på Desmond. Hun kunne godt forstå at han følte sig en smule… hvad end han følte lige nu… fordi Blanche ikke havde givet ham besked i forvejen om at hun kom. Det var, når hun tænkte dybere over det, faktisk en rigtig sød gestus at komme her om morgenen og nærmest hive hende med sig, for at tilbyde hende noget mere hjemligt i stedet for et kroværelse.
Hun lo, da han nævnte at hun kunne have fået en ordentlig flaske af ham. “Nogen gange skal man prøve det værste, for at kunne nyde det bedste. Jeg pakker mine ting med det samme… Elises situation kan vi finde ud af en anden dag… Jeg skal have talt med Delphine om det hele, og Delphine virker…” hun overvejede hvad hun kunne sige om Delphine, “...Jeg håber bare Delphine snart får det bedre.” hun begyndte at hive ting ud fra sit skab og smed de uorganiseret ned i hendes åbne kuffert.
“Tak, Desmond… Jeg skulle have skrevet tidligere,” hendes skuldre faldt en smule mere afslappet, nu hvor det var på plads, hvad hendes brors intentioner var med mødet - og at det faktisk kun ville være en hjælp for Blanche.

[Desmond Beaumont]

''Merde!'', gispede han da han så hvordan hun bare kastede sine ting ned i kufferten. Dog skød han skylden på sig selv, for han vidste at han burde ikke havde foldet hendes tøj og pakket hendes kuffert som barn. Det havde gjort hende doven. Alligevel havde hendes ord om flasken fået ham til at bløde op og han gik hen for at hjælpe hende. Med et sving fra tryllestaven gav hendes ejendele sig til at folde sig og ligge sig pænt i kufferten og han sendte hende et overbærende blik. ''Jeg forstår godt hvorfor du ønsker din datter dit bedste, men du kender min holdning til Delphine Modeste St. Martin'', faktisk kunne han heller ikke helt forstå hvorfor at hun gad at lade sig slæbe med en halvblodsdatter, men han vidste bedre end at pointere dette. Så snart kufferten havde lukket sig, tog han den med et fast greb og gik hen til hende. Med et smil, trykkede han et blidt kys mod hendes pande som en venlig hilsen og nikkede. ''Pyt, hovedsagen er jo at du kommer hjem til mig nu'', i sikkerhed, havde han lyst til at sige. Han stolede ikke på Den Utætte Kedel og deres luskede værelser. ''Tag noget tøj på, så ses vi udenfor'', med disse ord, forlod han værelset for at vente på hende.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche måtte tilbageholde et fnis, da hendes bror begyndte at hjælpe hende med at pakke. Det var måske derfor hun sjældent gjorde sig umage med noget, omkring hendes bror. Hendes bror var perfektionistisk nok for to.
Alligevel måtte hun bide tænderne sammen, da han nævnte Delphines navn. Hun havde selv bragt hende på banen, men hun følte altid et behov for at stå klar til at forsvare sin eks, når andre begyndte at tale om hende - og ja, hun kendte godt Desmonds holdning til Delphine. “Åh ja, det gør jeg…” lo hun kort. Desmond havde samlet kufferten op for hende, og han plantede et kys i hendes pande, der fik hende til at smile bredt. Med et par fingre rettede hun sine mørke lokker, som hun endnu ikke havde fået redt. Det måtte hun gøre hjemme hos Desmond. “Vi ses udenfor, Desmond… Jeg er nede om fem minutter.”
Først da han havde forladt lokalet begyndte hun at rode sit tøj frem fra under dynen - det var der hun havde formået at skubbe det hen, da hun tog det af, da hun skulle sove. Trøjen blev rystet og hun begyndte at klæde sig af og på. For at gemme den lettere krøllede t-shirt tog hun sin frakke på udenover og knappede den godt til, så Desmond forhåbentligt ikke kritiserede hende for hårdt… Hun kastede et sidste blik rundt i lokalet og forlod så sit værelse, for at gå udenfor for at mødes med Desmond.

[Desmond Beaumont]

Imens at Blanche gjorde sig nogenlunde istand, betalte han for hendes overnatning samt avec. Det var kutyme at han forsørgede hende, fordi han ikke regnede med at pengene var store som forfatter - selvom at han vidste at hun havde noget succes. Dog havde Desmond en snigende fornemmelse af at hun stadigvæk var noget af et rodehovede og romantiserede det umulige, hvilket ledte ham til altid at være ekstra nogre med specielt denne lillesøster. Hans fornemmelser blev straks bekræftet da han så hendes morgenhår som hun kom anstigende. Med et hævet øjenbryn og et elevatorblik som sagde mere end tusind ord, holdt han armen ud for at følge hende ud af kroen og ned af den travle gade. Godt at de bare skulle direkte hjem, måske han kunne tvinge hende i bad? ''Jeg tror aldrig at du har været hjemme hos mig her, vel? Sidst du var på besøg var vel da jeg stadig var gift med Isobel?'', spurgte han, det var selvfølgelig også let for hende ikke at være på besøg, når han var i Frankrig så ofte som muligt. Han låste porten op og viste hende op af en lang snoet jernstøbt trappe. For enden af trappen, højst oppe fandtes en dør malet lilla med et guldbelagt dørhåndtag. 

Med den store jernnøgle låste han døren op til den store lejlighed. Selvom at værelserne i sig var små, var lejligheden stor og tydeligvis ejet af en troldmand. Husalften stod klar ved indgangen til at tage diverse kapper, paraplyer og kufferter, Desmond smed udenvidere sin mørkebrune kappe i hovedet på den lille alf, imens han så afventende på Blanche. ''Måske du ønsker at tage et bad og gøre dig ordentligt i stand? Jeg kan vise dig dit værelse''. I baggrunden kunne man høre hvordan porcelæn vaskede sig selv, og de lavmeldte stemmer fra de mange sort/hvid fotografier på væggene. På gulvet lå store mørkerøde orientalske tæpper hvor tigere jagede elefanter og menneskelignende figurer erklærede krig. I loftet, hang en svejende lysekrone ned mellem hans phobos som efterhånden havde taget over hele loftet så det lignede en skov. Rundt om på alle møbler, lå bøger, magiske genstande og ministerielle papirer. 

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche kunne sagtens se hvad Desmond tænkte, da han så hende komme ned, uden at udspørge ham om hvad han havde i tankerne. Det lyste ud af ham. Hun tog imod hans arm og antog at han nok allerede havde betalt for hendes ophold - og ellers, ja, så hørte hun vel fra Kroen, hvis de kunne finde frem til hende.
“Det må næsten være rigtigt,” det var bestemt noget tid siden hun sidst havde besøgt sin bror, og det fik hende da også til at føle sig en lille smule skyldig. Da hun kom til hans hjem, kunne hun bestemt se at hun i hvert fald ikke havde besøgt ham her før, “Nej, her har jeg ikke været før,” svarede hun ham og gik ind gennem porten og fortsatte op ad drappen.

Allerede på vej op ad trappen var hun begyndt at åbne op for sin frakke igen, og da hun kom indenfor var hun klar til at række sin frakke til husalfen, der stod og ventede. Hun havde ikke regnet med andet. Hun tog et par skridt væk fra døren og kiggede opmærksomt på Desmond, “Et bad ville være skønt,” hun havde ikke nået at komme i bad i går, så det trængte hun virkelig til, “Har du andre planer for i dag, kære bror?”

[Desmond Beaumont]

Desmond betragtede hende lydløst som de krøllede klæder kom til syne. Han mindede sig selv på, at han burde få husalfen sat i sving med det samme for at vaske hendes klæder og skaffe hende en ny tandbørste. Det overraskede ham hvordan hun stadigvæk kunne være så dårlig til at tage vare på sig selv. ''Hera, sæt et bad over til Miss Beaumont, og gerne med roseolie. Nu'', sagde han til husalfen som han havde taget med sig fra gården. De havde allerede tre der, så at tage den ene med sig havde ikke været noget problem. ''Vi er igang med at regulere suseskakterne, du ved så ingen uheldigvis havner i Tusmørkegyden. Helvedes papirarbejde.'', med disse ord ledte han hende ind i den grønne stue, hvor utallige ruller af pergament svæveede i luften imens fjerpenne skriblede derudaf. Han sukkede og rystede på hovedet. ''Hvad med dig? Du arbejder vel hjemmefra? Vil du have kontorplads? Du kan få mit skrivebord'', han nikkede mod det belastede skrivebord hvor mapper og ruller lå i store men velorganiserede bunker. 

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche ænsede ikke engang husalfen, før den var løbet afsted for at sætte et bad over til hende. Hun havde ikke selv levet med husalfer i mange år, men inden da havde hun haft en hel barndom, hvor husalferne altid var der til at tage sig af de detaljer i livet, som Blanche ikke selv orkede at tage sig af.
Til først var Blanche forvirret over hvilket papirarbejde han snakkede om, indtil hun havnede i den grønne stue og i sit hoved omdøbte den til pergament-stuen. Det var nu hun blev mindet om at hendes bror var Minister for afdelingen for Magisk Transport. “Har i haft mange… uheld… for nyligt?” spurgte hun ham, mens hun nysgerrigt lod sit blik følge de svævende pergamenter. “Og er der noget jeg kan hjælpe dig med?” hun ønskede ikke at hendes bror skulle finde sig selv alt for stresset og presset, nu hvor Blanche og muligvis Elise (til tider) også ville befinde sig hjemme hos ham.

[Desmond Beaumont]

Et kærligt og tildels overbærende smil omfavnede hans ansigt og fik ham næsten til at se afslappet ud i øjeblikket som Blanche tilbød sin hjælp. Langsomt, rystede han på hovedet. Hun kunne være så uendelig godmodig og det glædede ham at hun ikke havde arvet faderens bitre afstamning som han selv. ’’Nej tak… Men jeg skal fortælle dig et mærkværdigt rygte som har fulgt mig på det seneste. Det er næsten værre end papirarbejdet’’, begyndte han, som han skubbede en bunke bøger til siden for at sætte sig i en stor grøn lænestol imens han gjorde en velkommende gestik mod den tilhørende sofa. ’’Der går åbenbart rygter om at jeg er en gemen månekøter. Kan du tænke dig? Mig? Varulv?! Hvor fanden har de det fra?’’, han himlede med øjnene og slog ud med armene på en så fransk manér at han næsten formåede at slå den stakkels husalf i hovedet da den kom løbende med den stærke espresso for at servicere dem begge. ’’Det er åbenbart hele ministeriet der tror på det, og sågar nogle af Darklighterne. Synes du jeg ligner en varulv?’’, ordene var hurtige men ligeså var det forvirrede blik som han lænede sig tilbage og næsten med et råvildt udtryk betragtede sin søster med de grå øjne.

[Blanche Elaine Beaumont]

Blanche slog sig omgående ned på en sofa, da han ytrede sig om et rygte. “Et mærkværdigt rygte?” gentog hun roligt efter ham og kiggede over på ham, siddende på den grønne lænestol. Hendes blik var opmærksomt og vågent. Hun var klar til at bide hovederne af hvem end der måtte sprede falske rygter om hendes storebror.
Og så kom det… nogen havde ment at Desmond var en varulv! Noget så beskidt havde hun aldrig troet hun skulle høre om sin bror. Jo, hun havde selvfølgelig skrevet erotiske fortællinger om varulve, fordi det var noget der dragede kvinderne i dag - det tabulagte og mørke. Men at hendes bror skulle være en varulv? Aldrig havde hun hørt en større løgn.

“Hele ministeriet? Desmond, er det noget der kan få konsekvenser for din karriere?” hendes bryn blev presset bekymret sammen. “Hvad bilder de sig ind,” ligesom ham gjorde hun også et kast med armene. En vrede og passion fyldtes i Blanches krop, “Hvem går rundt og spreder sådanne rygter?” hun havde i sinde at tale med dem - skælde dem ud og sætte dem på plads, trods hun ikke havde nogen højere status i det magiske samfund. Midt i hendes passionerede følelser havde hun helt glemt at svare på hans bemærkning om hvorvidt han lignede en varulv eller ej, og da hun kom i tanke om det måtte hun kigge en enkelt gang op og ned ad ham, “Jeg mener, nej! Du ligner ikke en varulv. Varulve ser ikke ud som dig.” Hun havde aldrig mødt en varulv før, men hun var ret sikker på at Desmond ikke lignede en.

[Desmond Beaumont]

''Absurd! Jeg ved det!'', han rullede med øjnene for at overdrive sin pointe. Han forstod ikke hvorfor at nogen kunne finde på at anklage ham for noget så beskidt. Desmond spyttede endda på gulvet for at vise sit foragt. Husalfen måtte hoppe for at undgå den lille spytklat som manifesterede sig i gulvtæppet. Hjemmefra, var de begge vokset op med varulvehad og foragt, nogle gange overvejede han om det var dér hans bakteriefobi stammede fra. ''Jeg aner ikke hvem som startede det, men det skulle ikke undre mig hvis Quinten og Matthew har et finde med i spillet'', de to var de eneste som vidste hvor meget foragt han havde for varulvene. Desuden så følte han altid at hans barndomsvenner havde noget imod ham. Men på den anden side så stolede han på at de ikke kunne finde på sådan noget trams. ''Det værste som kan ske, er at de tvinger mig ind i en af de der ulveburer ved midnat. Det ville dog gøre mig tosset, jeg hader at misse en fisketur''.