Tea time

[Matthew J. Darklighter]

Lucilla Locket

Tid: eftermiddag, 15-tiden

Sted: Darklighterpalæet

Vejr: sjap og slud og lige omkring frysepunktet

Vejret var omtrent ligeså trist og sørgmodigt som en begravelsesprocession. Himlens stormfulde, grå skyer hang lavt ind over palæet og skærmede de øverste tagspir og tårnet fra syne. Skoven der omkransede palæet var indhyllet i den tætte dis og slud krydrede luften som blev verden saltet for at skulle smages til som en trist ærtesuppe.

Matthew havde ladt Rex gå denne eftermiddag, så han selv kunne modtage dagens gæst. Eller rettere en af dem, han havde allerede haft møder hele formiddagen, men havde nu ryddet sin kalender for resten af dagen for at tage sig tid til sit livsværk: en potentiel kommende deltager i hans kursus. Han havde valgt et passende jakkesæt til lejligheden, ikke for prangende, men simpelt og enkelt. Nogle gange var mindre bare mere. Han opholdt sig i en stue tilstødende den store entrésal mens han ventede på hendes ankomst. Hans isblå øjne spejdede ud over den lange indkørsel der gik ud fra under træerne og rundede den store, cirkel af græs hvor den smukke, hvide marmorstatue af englen med en globe hævet i hånden og et flammende sværd sænket ved siden, stod og var det første indtryk gæsterne fik inden de så palæet. Et lille smil lå som altid i hans mundvig, en trækning der var så naturlig som at trække vejret. Han havde hænderne foldet bag ryggen, tavs og afventende, lige dér hvor hans lange, ravnsorte hår stoppede.

[Lucilla Locket]

Det havde været svært at få lov til at forlade Hogwarts på en hverdag - men med en underskrift fra hendes forældre, og en begrundelse der hed “fremtidsmuligheder”, havde hun med et stramt blik fra hendes kollegie overhoved, Adeline Marche fået lov til at forlade skolen, så hun kunne besøge Darklighterpalæet.

Da hun havde forladt sin skole havde hun været klædt på i en hvid let t-shirt, samt en sort nederdel. Ud over hende havde hun selvfølgelig sin sorte frakke, der grundet stoffet ikke var et særlig godt skjold mod regnen.
Men da hun endelig var nået til palæet havde regnen allerede været rimelig nådesløs over for hende - og fordi dette var et nabolag, hvor både magikere og mugglere mængede sig, havde hun ikke turde at tage sin stav i brug som paraply. Fordi hun var så vant til at bruge sin stav til dette behov havde hun selvfølgelig ikke fået sin egen paraply med.

Det var først da hun var nået palæets lange indkørsel at hun tog staven i brug, så regnen nu ikke længere kunne røre hende. I et par sekunder stod hun og prøvede at børste regnen af sin krop og ae den væk fra hendes våde kinder, og så begyndte hun at gå mod hovedindgangen. Den hvide marmorstatue af englen med en globe og et sværd var meget iøjnefaldende, og det tog en del beslutsomhed bare at gå forbi det, fordi hun vidste at hendes aftale med Hr. Darklighter var vigtigere end kunst.

Da hun kom til døren bankede hun på og ventede tålmodigt. Hun rettede sig op og håbede på at hun fortsat så præsentabel ud.

[Matthew J. Darklighter]

Den lave banken nåede hans ører i rummet ved siden af entrésalen og han forlod det for at gå ud mellem søjlerne der holdt det hvælvede loft oppe, og hen imod den store hoveddør, som han åbnede. Udenfor stod en ung pige. Han var ikke sikker på hvad han havde forventet efter hendes ugle, men hun havde virket interesseret i hans kursus, og han antog at det kunne være hans nieces fortjeneste at hun havde fået kontakt til ham.
”Miss Locket, formoder jeg?” Sagde han med et smalt smil og rakte hende en hånd for at hilse pænt på hende. “Kom, kom indenfor inden regnen drukner Dem helt,” bød han og åbnede døren på hvid gab så hun kunne komme ind i varmen. Hun var væsentligt yngre end han havde forventet, men det gjorde blot fryden i ham endnu større.

[Lucilla Locket]

En mand åbnede døren, selvom hun måske nærmere havde forventet at blive hentet af en husalf. Manden var… Høj og havde isblå øjne, der virkelig kunne formå at holde en fastholdt. Lucilla genfandt sin forstand og hun nikkede, mens hun rakte ham høfligt sin hånd. Hun anede ikke om det var… var det? Var det Matthew Darklighter?
“Miss Locket, korrekt, eller Lucilla hvis De ønsker. Og er De… Hr. Darklighter?” hun vidste ikke hvad hans officielle titel var. Hun burde have undersøgt det.

“Tak, jeg går ud fra at regnen allerede har fået mig til at ligne en druknet mus.” Hun prøvede at virke selvsikker, men nervøsiteten var stærk i hende, nu hvor hun ikke havde folk omkring hende til at bakke hende op. Hun trådte indenfor, da han åbnede døren op til palæet. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, så hun begyndte at knappe sin frakke op og håbede på at hendes tøj indenunder bare havde holdt sig nogenlunde tørt. Til hendes held var det ikke nær så vådt, som overtøjet.

[Matthew J. Darklighter]

“Lord Darklighter,” rettede han hende uden at smilet fortog sig og han lukkede døren bag hende med et tungt klik da låsen gik i. Det næstene rungede ud i den store entrésal og han trådte hen for næsten at overtage hendes handling med at fjerne overtøjet. Hans lange, slanke fingre greb jakkens krave og trak den gallant af hende for at hænge den på den nærmeste knage. Hun havde virket så bestemt i sit brev men han mærkede en svag tøven ved hende. Det skete ofte når folk endelig dukkede op og stod ansigt til ansigt med ham.
”Det er ikke slemt,” bemærkede han mens han studerede hende lidt efter at have hængt hendes jakke på plads. “Jeg tænkte jeg ville modtage dig, Lucilla, så alting er lidt mindre,” han foretog en kunstpause, “formelt,” forklarede han inden han med en hånd gestikulerede til hende at følge med gennem den store entrésal hvor lysekronernes skær kastede sig ned på de hvide og sorte fliser, der næsten strakte sig i det uendelige hen til den brede trappe belagt med et tykt rødt tæppe. Trinene forsvandt op til de øvre etager hvor de skulle hen. Han gik et par skridt foran hende i et langsomt, velovervejet tempo så hun kunne tage alle indtryk med sig i det pompøse palæ. 
“Jeg antager at min niece fik forklaret en smule om mit kursus?” Spurgte han mens de gik imod trappen.

[Lucilla Locket]

“Undskyld. Lord Darklighter.” Rettede hun sig selv, som han havde rettet på hende. Lucilla havde ikke regnet med hans hjælp til at tage frakken af hende, men hun var faktisk lettet over det. På den her måde fjernede han hendes usikkerhed om hvad hun skulle gøre af frakken, når hun endelig var kommet ud af den.
Da han nævnte at det ikke var slemt, gled der et tilfreds smil op over hendes læber. “Tak, jeg havde ikke regnet med at De ville være det første ansigt jeg kom til at træffe.”

Lord Darklighter gav hende tegn til at følge med ham og hun fulgte ham derfor straks i det tempo han satte for dem. Hendes blik faldt på alt hans hjem det rummede og hun fornemmede at han følte en vis stolthed for dette palæ.
Det fik hende dog til at smile, da han nævnte sin niece. Jo, hun havde snakket om kurset, men mest af alt om festen, faktisk. “Jo, jeg havde både en god lang snak med Deres niece og Deres søn, Gabriel.” hun fortsatte op ad trapperne sammen med ham, mens hendes blik søgte kunsten på væggene, og hun blev igen mindet om den smukke marmorstatue hun havde set uden for palæet.
“Lord Darklighter, jeg er snart færdig på Hogwarts og… jeg har aldrig følt mig draget til noget, før jeg hørte om Deres kursus - og Deres firma. Jeg er en smule nervøs, så jeg er ked af hvis De havde forventet en med mere selvsikkerhed end mig, men jeg ønsker virkelig at komme i betragtning.” At gå op ad trapper, samt at åbne sig op på denne måde gjorde hende en anelse forpustet, midt i alt passionen. Hun var så bange for at han pludselig ville vende sig om og sige at deres samtale var færdig.

[Matthew J. Darklighter]

Han fortsatte uden at afbryde hende mens han lyttede til hendes ord. Han nikkede sigende for at vise at han tog hendes ord til sig.
“Og det er netop det vi skal finde ud af idag, Lucilla,” svarede han da de nåede toppen af trappen og så smilende på hende inden han lagde en arm jovialt omkring hendes skuldre som et akavet kram fra en onkel, men han slap hende ikke igen mens de satte kursen ned ad en lang korridor i retning af hans kontor. Der var alligevel en god højdeforskel på dem siden hun trods alt var en 16-årig studerende på Hogwarts.
“Du virker engageret i din fremtid, det kan jeg godt lide, men for at finde ud af om du kan komme i betragtning skal vi have lidt ting på plads,” forklarede han inden de kom til den store, dobbeltfløjede dør som nærmest åbnede automatisk for at afsløre hans store kontor med panoramavinduerne for enden der viste udsyn over ringen af træer der stod rundt om palæet. Til venstre i rumme var en pejs med knitrende flammer foran hvilken to høje lænestole stod med et lille bord imellem sig. Til højre var væggen næsten gemt bag høje reoler fyldt med bøger om magi, muggler jura og andre emner. Foran panoramavinduerne stod hans mahogni skrivebord med de gyldne dekorationer indlagt i træet. Han gestikulerede med hånden til den ene af de to stole foran pejsen for at hun kunne sætte sig og han tog den lille tekedel som stod på bordet mellem dem sammen med to kopper.
“Te?” Spurgte han høfligt mens han skænkede op i koppen nærmest stolen han selv ville sidde i.

[Lucilla Locket]

Lucilla mærkede hans arm om hendes skuldre og hun mærkede hvordan hjertet hamrede, mens hun prøvede at minde sig selv om at tage en dyb indånding og holde nervøsiteten på et minimum. “Tak, min Lord,” nikkede hun høfligt, da han fortalte hende at de skulle finde ud af det i dag. Hun følte sig optimistisk nu.

“Der er måske en grund til at jeg kom på Slytherin - jeg har altid kun ønsket at være en husmor… Men hvorfor nøjes med kun at være en husmor, når man kan være det, samt ambitiøs og drevet, og få alt det smukke livet har at byde på?” lød det en anelse mere poetisk fra hende, som hun satte sig ned på den ene høje lænestol. Hendes blik florerede rundt i lokalet, hvor hendes blik især faldt og kort hvilede på det smukke mahogni skrivebord med gyldne detaljer gemt i sit træ.
Derefter kiggede hun igen på ham, fordi han tilbød hende te, “Jo - tak…” lød det venligt fra Lucilla, “Og jeg vil meget gerne vide hvilke ting du vil havde på plads…” hun rettede sig op i stolen og observerede den ældre mand med dyb interresse.

[Matthew J. Darklighter]

Han smilede smalt mens han skænkede teen op til hende, satte kanden fra med en mild klirren mod bordpladen og selv tog plads ved siden af hende, tavs som graven indtil han selv havde taget tekoppen og ladt en slurk glide ind mellem læberne og sat den fra sig igen i den fine porcelænsunderskål. Han lagde fingerspidserne mod hinanden foran sig og tog hende i betragtning i den dirrende stilhed mellem dem.
"De ting vi skal have på plads, Lucilla, er hvad du først og fremmest gerne vil have fra mig," forklarede han med myndig, mørk stemme, der svang sig ud i rummet og fortonede sig mellem bogreolerne og portrætterne der hang på væggene, der alle lod til at se væk, som for ikke at ville kunne stilles til ansvar for hvad der foregik i lokalet. En enkelt udvandrede. "Og derefter kan jeg uddybe hvad mit kursus kan gøre for dig og hvad jeg vil have fra dig - hvis du altså vælger at blive skrevet op som deltager." En slank hånd strakte sig over til siden og gestikulerede mod bordet hvor papirerne lå klar og en sort fjerpen med gylden spids stod klar til at sætte en underskrift.

[Lucilla Locket]

Lucilla tog imod tekoppen og holdte tog sig en enkelt tår, før hun placerede den nær sit skød, med et par fingre, der fortsat holdte om koppen. Hendes blik var rettet mod Lord Darklighter, mens hun sad op rankt og opmærksomt, og hendes blik flakkede kort over mod papiret og fjerpennen, før hendes blik igen fandt ham. “Hvad jeg vil have fra dig?” gentog hun og rømmede sig en enkelt gang, i et forsøg på at lyde mere klar, “Jeg forestiller mig et kursus, der kan… lære mig noget om mig selv, som jeg måske ikke selv var klar over? Jeg føler ofte en ligegyldighed indeni. På den ene side vil jeg utroligt gerne falde i med tapetet og passe ind i samfundet, men en anden del af mig føler også at jeg aldrig vil føle mig tilfreds og som om jeg kommer til at passe helt ind. Men at høre om at blive et bedre jeg gennem dit kursus og at træne sin hjerne… Jeg tror jeg har brug for det.” hun kiggede fra ham og ned i sin te, en smule nervøs over at åbne sig sådan op for ham. “Det er samtidigt også et fællesskab, og jeg tror et fællesskab er vigtigt for mig.” Ikke tale om, om hun bare ville sidde ensomt på et kontor, som en eller anden sekretær.

[Matthew J. Darklighter]

Han nikkede for at vise at han lyttede, uden at afbryde, og lod en lille rum tid efterfølge hendes ord for at vise at han smagte på dem, som et bolsche han vendte og drejede i munden.
"Det lyder til at vi kan hjælpe," sagde han og lænede sig lidt til siden i lænestolen, en albue i armlænet og et par fingre der støttede sig mod hans hage og kind mens han betragtede hende. "Hvad er dine mål efter mit kursus?" spurgte han. "Vil du ud i verden på egen hånd eller blive ansat i mit firma?" det var vigtigt for ham at have tingene på det rene. Han ville kende hendes mål og ambitioner. Hendes ønske om ikke at sygne hen som husmor var ikke fremmed for ham. Mange karrierekvinder var gået igennem hans mølle og var kommet ud på den anden side med ben i næsen og begge fødder plantet godt i jorden.

[Lucilla Locket]

For hver gang Lucilla fik lov til at åbne sig op og Lord Darklighter villigt lyttede til hendes ord, følte hun sig anerkendt og en smule mere afslappet i hans nærvær, selvom det stadigvæk var et nervepirrende møde for hende. “Mine intentioner er at blive ansat i dit firma, som distributør, hvis det bliver muligt. Jeg skal selvfølgelig også prøve det, før jeg kan sige at det med sikkerhed er noget jeg kan lide, men jeg sidder med et håb om at blive integreret i dit firma på den ene eller anden måde.” Nej, hun havde bestemt ikke lyst til at stå på egne ben, alene og forladt i verden. Hun ville hurtigst muligt finde den plads, hun følte sig tilfreds med. Hun ønskede at være en plads i et puslespil, hvor hun kunne føle hun kunne give mening og være en lille detalje i et større perspektiv og mønster.
Lucilla tog sig endnu en tår af sin te og mærkede hvordan den afslappede hende.

[Matthew J. Darklighter]

Smilet blev bredere mens han betragtede hende drikke mere af teen. De isblå øjne funklede i stærk kontrast til det orange skær fra de flakkende flammer i pejsen foran dem. Han lagde det ene ben over det andet mens han lyttede.
"Det glæder mig at høre at du har ambitioner for firmaet," sagde han med myndig stemme og vidste også med det samme at han måtte være varsom ikke at gå for langt over hendes grænser til at starte med. Hvis hun viste sig at være et talent måtte han groome hende så godt han kunne. "Hvordan har du fået lyst til at blive distributør? Har din tid på Hogwarts givet dig smag for magiske genstande og artefakter?" spurgte han. "Jeg kan selvfølgelig ikke ansætte dig før jeg også har et afgangsbevis," tilføjede han med et lidt sørgmodigt blik til hende, som om han ville have hende til at begynde med det samme men de bureaukratiske formaliteter stod i vejen for hans anerkendelse af hendes succes og viljestyrke.

[Lucilla Locket]

Et par fingre gled gennem hendes hår for at sørge for at det blev rettet lidt til, nu hvor det var ved at tørre igen her foran pejsen. Hun så tilbage på ham, så de havde øjenkontakt og hun aede kort sin lille tekop med sin pegefinger, mens hun overvejede hvor præcis hendes ambitioner for firmaet havde startet. “Jeg tror først jeg havde hørt nogle rygter om firmaet… Og dernæst fandt jeg en brochure, og brochuren var kort, men fængende. Jeg har altid været god til Magiens Historie - især når vi taler om historiske objekter eller artefakter, men jeg har aldrig troet at det ville være en viden jeg kunne få brug for. Det virkede som en ligegyldig viden at kunne skelne mellem en vase kreeret af en heks fra 1750 og en magisk urne fra 1450, men da jeg hørte at i både skaffer og sælge magiske artefakter, følte jeg mig pludselig mere passioneret end jeg har følt mig selv være længe.”
Det fik hende til at smile, når hun snakkede om det og en let rødmen bredte sig over hendes kinder, da han nævnte at han ikke kunne ansætte hende før hun havde et afgangsbevis han kunne se, “Jeg forstår. Jeg ønskede bare at få et ben indenfor - jeg var usikker på om der var ventetid på Deres kursus og jeg ønsker at starte så hurtigt som muligt.”

[Matthew J. Darklighter]

Hans øjne blinkede langsomt, som en kat der misser med øjnene for at fortælle sine artsfæller at der er trygt og godt i dens nærvær. Han fugtede læberne kort og tog atter en slurk af teen inden han satte koppen fra sig med en mild klirren.
"Vi er også det største firma der begår os med den slags genstande," sagde han og med hænderne på armlænet skubbede han fra så han kunne rejse sig elegant i sin fulde højde, og tage et par skridt hen til pejsen hvor han greb en ildrager og flyttede de store brændekævler lidt så ilden bedre kunne få fat. Han hang rageren fra sig igen og sendte kort et mørkt blik til et af portrætterne der hurtigt havde gemt ansigtet bag hænderne i frygt for et eller andet. De måtte vide bedre nu hvor hun havde forklaret sig. Han foldede hænderne foran sig som han stod, en sort silhuet mod det orange lys.
"Jeg har enkelte pladser," forklarede han. "Men fordi de kræver at man dukker op 2-3 gange til timelange lektioner, hver uge i et år, så ved jeg ikke om det er hensigtsmæssigt for din uddannelse," påpegede han med et bedrøvet træk i mundvigen, dog uden at smilet forsvandt. "Du har fået fri til at besøge mig idag efter dine lektioner er endt, men vil du kunne følge med i din uddannelse hvis du er væk oftere? Kan dine karakterer, med andre ord, holde til det?" spurgte han som en bekymret fader der ville vide om hans ambitiøse datter nu også kunne følge med i skolen samtidig med at hun tog et krævende studiejob.