Det perfekte match

[Seneca Adrenal]

Tilegnet: @anastacia

Seneca havde for nyligt snakket med Perseus Maverick. Maverick var en ministermand, som Seneca selv havde kendt den gang han var politiker. Manden havde stort set samme overbevisning som Seneca, men uden det samme mod. Egentlig brød Seneca sig ikke om manden, men han gav klanen gode penge og gode informationer - altså var han værdifuld.
Da han oveni havde lovet sin søn i sikkerhed til Senecas datter, havde Seneca endelig følt at hans datters liv havde fået et formål - måske kunne hans datter leve et lidt mere normalt liv, samtidigt med at hun levede sammen med en anden ung af samme overbevisning. De kunne blive gift, få nogle børn og måske kunne de børn en dag starte på Hogwarts - for til den tid var der forhåbentligt sket bare en smule forandringer i dette fordærvede samfund.

Seneca sad i sin lejlighed i sin lænestol og læste denne uges udgivelse af profettidende. Han havde dog ikke fået særlig meget med, for hans ur søgte hele tiden klokken. Ana var ude på date med den unge Paris, og han håbede på at hun snart kom hjem, faldt om hans hals og takkede ham for at finde så godt et match.

[Deleted]

Anastacia havde nok helt ærligt fortrudt, at hun bare var gået fra Paris, men han var begyndt at grave i ting hun ikke ville tale om og ting var begyndt at blive farlige mellem dem. Nu gik turen så hjem, hvor Seneca forventede fuld rapport. Mon egentlig han ville bemærke, at hun var “tidligt” hjemme. Hvad skulle hun så sige? Det måtte hun vel finde ud af, som hun altid gjorde det.

Hun sukkede kort da hun nåede hjemme, åbnede døren og lod sin jakke hænge op på krogen, før hun gjorde yderligere tegn på tilstedeværelse. “Hej!” Råbte hun før hun så stille gik hen til stuen hvor hun kunne høre sin far. Hun stillede sig i døren og havde nu et splitsekund til at beslutte sig for den næste samtale. Sådan var det altid. Det var altid et spørgsmål om facade. “Tak fordi du lod mig gå ud med ham far.” Lød det derfor meget troværdigt fra hende, selvom ordene i hendes verden ikke helt var passende. Roligt gik hun hen imod sin far og gav ham et lille kram og satte sig så ved siden af ham. 

[Seneca Adrenal]

Da døren blev åbnet og han et par sekunder hørte hans datter annoncere sig selv, måtte han gøre hvad han kunne for ikke at ligne en, der havde siddet og ventet på sin datter, siden hun gik ud for at mødes med sin bejler.
Hans øjne forlod først profettidende, da hun kom ham nærmere for at give ham en krammer. Seneca var faktisk overrasket over at mødet faktisk var gået godt - ikke fordi Anastacia var en umulig datter, men fordi Paris havde virket en smule for anspændt og som en fedterøv. Men Seneca var glad for at det ikke lod til at være den side Anastacia havde oplevet.
Krammet var kort, for Seneca kunne ikke holde til at være kærligere end det i sin berøring - ikke siden han havde mistet Anastacias mor, havde han kunne holde ud at udtrykke sin kærlighed gennem berøring. Man blev for vant til det, og afhængigheden gjorde meget ondt, når man ikke længere kunne omfavne dem man engang elskede.

“Jeg er glad for at du ikke lyder skuffet. Jeg synes du kommer sent hjem?” Han kiggede på sit ur. Måske havde de ikke været ude så længe, men det var længe nok for Seneca. “Det må vel betyde at det var vellykket nok?” hans blik var nysgerrigt og observerende.

[Deleted]

Anastacia himlede lidt med øjnene af sin far, som hun jo egentlig holdt ganske meget af. “Jeg gik endda tidligt far. Du må lade mig gå ud lidt. Jeg lover dig at jeg nok skal komne hjem” det var lidt et underligt løfte, for på den ene siden mente hun hvert et ord og på den anden side, så ønskede hun sig brændende at være en anden. Det vidste hun dig at Seneca nik ikke ville kunne forstå og hun nævnte det derfor ikke. Hun satte sig hen ved siden af ham og så på ham. “Hvad ved du egentlig om ham? Paris mener jeg. Jeg vil gerne høre mere om ham. Hvis jeg må?” Prøvede hun roligt med et lille smil. Hun ville helst ikke gøre sin far sur. Tålmodigheden var sikkert lille så det kunne sikkert hurtigt koge over. Men hun måtte på en måde finde ud af hvem han. Vide mere om ham. 

[Seneca Adrenal]

Seneca grinte lydløst af sin datter, som med sine år var begyndt at vise mere og mere af den selvstændighed hun havde arvet fra sin mor. Seneca var selvfølgelig også selvstændig, men han brød sig ikke om at fjerne sig fra sine trygge mure, og det vidste han bestemt også godt - det var netop derfor, han prøvede at gøre sit for at den magiske verden aldrig ville blive opdaget helt af mugglere. Anastacia havde dog vist sig at være som en ulveunge, der søgte ud ad hulen, så snart den var blevet stor nok til at tage de første par skridt.
“Hmmm, en far har vel lov til at bekymre sig, når hun er ude med en ung fyr,” en fyr ville altid være en fyr i Senecas øjne. Den eneste mand der var til at stole på var ham selv. Selvom det blev mumlet næsten gnavent, så var det dog sagt med et smil spillende på hans læber.

“Hvad jeg ved om Paris?” spurgte han underholdt og smed Profettidende fra sig over på bordet foran sofaen. “Sig mig, har du ikke lige været på en date med knægten? Hvorfor spurgte du ham ikke selv?” havde hun mon været for genert?
Seneca tog sig en tår af sit glas med whiskey.

[Deleted]

At forstå hvorfor Seneca holdt Anastacia inde, var svært for hende. Hun ville gerne ud og være ung og leve livet. Gå i skole og bare være normal, men hun fik sjældent lov. De havde rejst så meget rundt i hendes barndomsår, at hun til sidst helt havde opgivet at få venner, hvilket havde gjort hende ret ensom. samtidig var der vel også en del af hende, der forstod hvorfor hendes far var så hård på det punkt. Han havde mistet sin kone, hendes mor og de var på jagt alle steder virkede det til. Som barn havde Anastacia ikke forstået hvorfor, men nu hvor hun var blevet ældre, var det mere tydeligt. "En far burde ikke bekymre sig, når han vælger hendes bejler for hende." gav hun igen og satte sig på fodskamlen til den stol han sad i. Hun måtte være forsigtig nu, og samtidig føltes det utrolig vigtigt at mærke efter hvor hun stod i det hele.
"Jeg vil bare gerne høre hvad du kender til ham. Hvorfor var det lige ham du valgte til mig? Jeg ved jo du gjorde ham til bejler. Så.. hvorfor lige ham? Hvad kan han som de andre ikke kan? Har han en særlig plads i klanen måske?" spurgte hun ind i håbet om at finde ud af mere om hans loyalitet til klanen, som egentlig var det der var vigtigst for hende lige nu.

[Seneca Adrenal]

“Åh, tro mig, Anastacia… En far bekymrer sig altid, og det kommer han altid til.” svarede han hende og rejste sig op fra sin plads. Han hentede et ekstra glas og hældte en noget whiskey op til sin datter - aldrig meget, selvfølgelig, men bare nok til at lune sig på. Han trådte hen til hende og gav hendes skulder et faderligt klem med den ene hånd og rakte hende glasset med den anden. Derefter satte han sig over i sin lænestol igen og kiggede observerende på Ana.
“Jeg tror ikke Paris kan noget, som ingen andre kan - men jeg kender hans far og hans far har en stor tilknytning til Blodklanen, selvom du nok aldrig har været så heldig at møde Perseus Maverick, da han er et af vores mere… anonyme medlemmer.” Med andre ord var Perseus lidt af en kujon, men det behøvede Anastacia ikke at vide.
“Og fordi hans aftale med mig er lidt speciel, ville han gerne tilbyde sin søn til dig - hvis du ønskede ham… Og jeg tænkte at du havde brug for at komme ud oftere, og at Paris ville være en god måde for dig at både få lov til at komme ud, men samtidigt også at have en til at holde dig beskyttet.” Han trak på skuldrene og tog sig endnu en tår, “Så jeg gjorde ham til din bejler… Og både jeg og Hr. Maverick håber selvfølgelig på at i kan finde ud af det sammen, så vi måske kan begynde at tale om et muligt ægteskab i fremtiden.”

[Deleted]

Egentlig kunne Anastacia godt lide sin far. Hun elskede hvor kærlig og bekymret han kunne være. Og når nu han var hendes eneste familie, så var det også svært andet. Men klanen var hun ikke glad for. Ligesom hun ikke var glad for sin fars skarpe holdninger til ting. Dog kunne hun smile op til ham, som han fortalte om en faders rolle. "Jeg ved det far. Du har altid passet godt på mig." Inderest inde elskede hun ham jo faktisk, problemet var bare at hun ikke havde de samme holdninger som ham og ikke brød sig om klanen. Hun ville gerne bare have et almindeligt liv.
Der blev rakt et glas whiskey som hun roligt tog imod. Det var ikke meget, men det var hun også kun glad for. Hun var ikke super vild med smagen, men drak det altid, når hendes far hældte op. Roligt lagde hun da også en hånd over hans, som han gav hendes skulder et klem.
De ord Seneca fortalte om Paris, fik hele snakken om handelsvare til at dukke op i hendes tanker igen. Han var virkelig bare en handelsvare som hende. "Har han været i klanen længe? Paris mener jeg?" Spurgte hun nysgerrigt ind, og man kunne se på hende, at hun ikke helt kunne lade være med at smile. "Jeg kunne godt lide min date med ham far. selvom.. Han spurgte lidt ind til skolevalg og uddannelse. Tror du måske, at jeg kunne få lov at starte på DMU i sommer?" Spurgte hun forsigtigt, da det pludselig gik op for hende, at hun måske kunne bruge Paris som en vej ind til det hun gerne ville med sit liv. Hun skar dog ansigt af hans afsluttende ord. "Ægteskab? Far, jeg er ikke engang fyldt 20 endnu. Må jeg ikke selv vælge hvem jeg vil gifte mig med? OG om jeg overhovedet vil giftes? Hvad nu hvis jeg om et år får lyst til at rejse til Frankrig? eller til Spanien? Måske endda til USA?"

[Seneca Adrenal]

Seneca lyttede til alle de spørgsmål hans datter havde og han blev simpelthen nødt til at drikke ud. Pigebarnet var begyndt at få nogle sjove idéer og det var der simpelthen ikke plads til, hvis han skulle have lov til at kæmpe for dem og samtidigt holde hende beskyttet.

”Paris er nyankommet for ganske få måneder siden. Han er stadigvæk ved at lære hvordan vores klan fungerer, selvom jeg er sikker på at hans far har opdraget ham til at være en god soldat.” han rømmede sig og ville til at svare videre, ”og hvad får dig til at tro at vores forhold har ændret sig, så det gør sig muligt at du starter på DMU? Eller får lov til at rejse verden rundt for den sags skyld...” han kiggede afventende på hende. Han var gammel politiker og sagen var ikke lukket, før hun havde sagt sin sag - kommet med sit argument. Han ville gerne høre det, selvom han var ret sikker på hvad hans svar blev. Selvfølgelig skulle hun giftes! Det var essentielt.

[Deleted]

Det var aldrig et helt godt tegn, når Seneca var nødt til a t drikke ud på den måde som han gjorde nu, hvilket også gjorde Anastacia opmærksom på, at hun nok skulle vare sine ord og virkelig tænke over hvad hun sagde. Særligt for også nu at passe lidt på Paris.
"Jeg er glad for, at han er blevet en del af klanen. på nogen måder minder han faktisk lidt om dig. Men ja, måske var det derfor han spurgte sådan ind, fordi han gerne ville lære?" Hun overvejede kort hvorvidt hun gerne ville se ham igen, og kom i samme overberæing  til at smile og blive rød i kinderne, hvilket fik hun til at tage en lille tår af sit glas. "Jeg tænkte bare, at nu jeg har ham, så var verden måske ikke helt så farlig for mig, og så kunne han passe på mig. Jeg vil gerne se noget mere end bare klanens fire vægge. Jeg... Jeg kunne knap nok huske hvad en hippogrif var, da han snakkede om dem. Det er altså pinligt far. Han tror bare jeg er dum, fordi der er så mange ting jeg ikke rigtig kan eller kender." Hun vidste godt det var farlig grund at bevæge sig ind på, men hun måtte prøve. "Far jeg er 18 år, er det underligt at jeg gerne vil ud og se verden?" spurgte hun så uden at lyde for dømmende.

[Seneca Adrenal]

Seneca kunne ikke lade være med at smile, da hun nævnte at han mindede om ham. Det var slet ikke den opfattelse han havde fået af den knægt der sad foran ham, dengang han skulle møde Paris. Han havde virket som en stille type, der bare nikkede og gjorde hvad der blev sagt.
“Måske… Paris er trods alt vokset op i en lidt anden verden end du er. Jeg går også ud fra at du må have stillet ham spørgsmål om Hogwarts?” det var kun naturligt, hvis hun havde. Han skænkede sig selv endnu et glas whiskey. Det var ved at blive en dårlig vane - for lidt mad og for meget whiskey.
Han lyttede fortsat og drak lidt af sin whiskey. “Så i snakkede om hippogriffer?” unge nu til dags, var der virkelig ikke noget mere spændende at snakke om? Han begyndte at frygte for om Paris virkelig kunne matche Anastacias intelligens, hvis alt han havde at byde på var nogle forvoksede aggressive fugle. “Anastacia, jeg forstår det godt, hvis du føler dig fanget.” han lænede sig frem imod hende for at holde faderlig øjenkontakt med hende. Et bestemt, men kærligt blik. “Mit liv er dedikeret til at ændre den verden vi bor i, en dag af gangen, til din fordel og dine børns, når du engang kommer dertil. Jeg forstår godt at du vil ud og se verden, men verden er et farligt sted for en ung kvinde som dig.” han havde ikke lyst til at skuffe hende for meget, han kunne ikke holde til at se hende trist, og han tog sig derfor en meget dyb indånding og valgte endelig at træde et skridt uden for hvad han fandt komfortabelt, “men jeg ved også at Paris går på DMU. Måske kan du få ham til at vise dig rundt? Og så kan du fortælle mig om det, når du kommer hjem… Til aftalt tid.” Hvis hun skulle besøge DMU skulle de i hvert fald være enige om, hvornår hun skulle være hjemme!

[Deleted]

Anastacia rødmede lidt ved hans spørgsmål. Hun var åbenbart let at gennemskue, men hun kunne jo ikke rigtig gøre for, at hun var fascineret af skolen og længe havde haft en drøm om at gå på en rigtig skole. Heldigvis vidste Seneca da intet om DMU. "altså jo. Jeg spurgte om en masse ting. Vidste du han har gået på Slytherin? Er det ikke ligesom dig? vi snakkede også om uddannelse, men jeg sagde bare at jeg ikke manglede skolegang." Hun smilede glad til ham og nippede lidt til sit glas. Det var lidt komisk at se hans reaktion på snakken og hippogriffer, men på sin vis kunne hun godt forstå ham. "Altså Paris har en onkel, der har en hippogriff farm og så snakkede vi om at næste date måske skulle være dertil, så jeg kunne se en rigtig hippogriff.” Ana syntes det lød vildt spændende og glædede sig ligesom hun ikke kunne de noget problem i det, lige indtil hun fik øjen kontakt med sin fan. Så vidste hun godt at hun måske skulle lægge nogle gode ord ind, bare for en sikkerhedsskyld. ”Men han lyder nu meget stolt af klanen og særligt dit arbejde. Vi snakkede kort om hans far også. Om hvordan de vil klanen det bedste” løj hun roligt. På en måde var det blevet lettere for hende at lyve med tiden. “Men far. Han er virkelig flot! Ved du godt det? Han har sådan et sødt smil”

[Seneca Adrenal]

Seneca grinte let og rystede på hovedet over hans datters optimisme over denne Paris. ”En Slytherin, ja? Han virker også som en ambitiøs type, sådan som han prøver at vinde min datters hjerte foran næsen på mig.” Han smilte bredt og følte hvordan whiskeyen var begyndt at opløfte hans humør. ”Bare husk at buk i god tid… rigtig god tid… hvis du skal møde en hippogrif. De er ikke til at spøge med!” advarede han, selvom hans stemme var lettere underholdt. Det hun nævnte med at han var flot og havde et sødt smil, fik ham dog til at bøje sig lidt forover og folde sine hænder sammen, mens han kiggede over på Ana med et lidt mere alvorligt blik, ”Ana… Jeg ved han er sød og rar. Men du ved – hvis – han – prøver – på – noget – du ved hvad jeg mener… Så kom direkte til mig, så jeg kan tage mig af ham.”

[Deleted]

Ambitiøs? Tænkte hun for sig selv og så på sin far, mens hun igen nippede lidt til den stærke væske. "Far? Altså du gik på Slytherin og Paris gik på Slytherin, tror du også jeg ville have gået på Slytherin?"  For første gang varhun sådan mere end bare almindelig nysgerrig omkring den magiske skole. Der var så mange spørgsmål hun gerne ville have besvaret. Hun glemte dem dog hurtigt og lyttede i stedet til hans advarsel omkring hippogriffer. Utroligt nok sagde han ikke noget om, at hun ikke måtte tage afsted. Det havde hun faktisk lidt forventet. "Skal jeg bukke for den? Hvorfor?" Hun have aldrig mødt en Hippogrif før og mindedes ikke rigtig at have hørt om dem i detaljer. Hun var dog ret sikker på, at Paris ikke ville sætte hende i fare, hvilket også fik hende til at grine af hans advarende kommentar. "Hvad skulle han da prøve på? Han virker altså meget sød." Det var ikke helt gået op for hende, at de nok ikke helt tænkte i samme baner. MEns hun tænkte overfald og vold, var han nok mere ovre i at snakke forgribning. Den tanke strejfede hende da også lidt efter og så op på sin far. "Far!! Du mener ikke? Det... Sådan er han ikke!" Hun rødmede. Det var vildt pinligt at snakke om den slags med sin far og samtidig tænkte hun på det brændende ønske hun havde haft om et kys fra Paris.

[Seneca Adrenal]

Han kiggede overvejende på sin datter, da hun spurgte og han klemte øjnene en smule overvejende sammen. “Det er svært at sige, Ana. Kun hatten kan placere dig -” han havde fortalt hende om hatten før, især da hun var barn og han stadigvæk talte en del om sin ungdom på Hogwarts - “for den ved mere om dig, end du nok selv gør… Men den er da åben til at lytte,” han smilede over minderne.
“De er nogle uhyggelige kræ, Ana… De er klar til at sprætte din mave op med deres klør, hvis du fornærmer dem. Tag dig i agt - de er vilde magiske dyr! Derfor, så buk… De kan godt lide at man er høfligt,” lød det en anelse passioneret fra ham. Man skulle respektere magien.
Seneca havde inderligt ikke lyst til at snakke om blomsterne og bien med sin datter igen. Det havde været akavet nok første gang de havde haft samtalen. Han så hvordan det gik op for hende at han talte om noget mere begærligt end vold. “Jeg fortæller dig bare at du skal passe på dig selv - også selvom jeg stoler på at Paris er en god ung mand… Men langt de fleste mænd kan føle sig fristet. Det er naturligt.” Han trak på skuldrene.