On edge

[Matthew J. Darklighter]

Han smilede mildt til hende. "Det var så lidt, min elskede," svarede han hende inden deres blikke kortvarigt mødtes og udvekslede de samme intentioner før de overgav sig til spændingen imellem dem og lod sig falde ind i et dybt, passioneret kys. Han holdt hende tæt mens han nød hvordan hun blev mere rolig, afslappet nærmest i hans arme. Hendes anspændthed forsvandt gradvist med deres omfavnelses dybde og han lænede sig roligt tilbage i lænestolen og holdt hende i positionen med en hånd bag hendes nakke. Langsomt, næsten med en træg sørgmodighed, trak hun sig fra ham og frigjorde hans læber med et suk. Hendes spørgsmål var en måde at vise hun ville ham, måske en overfladisk måde at vise det på, men stadig bevidst.
"Angelique?" sagde han med en lille panderynke og fjernede sit blik fra hende til pejsens flakkende, orange flammer, der skar som en dødelig kontrast mod hans isblå øjne. "Det går. Hun er faldet godt i hak med den unge Blackwood," svarede han. "Deres bryllup burde ikke blive et problem."

[Isobel Stella Darklighter]

Hun nikkede for sig selv mens hun kærtegnede hans nakke og hals. "Og Gabriel?" spurgte hun med et lidt hævet øjenbryn til ham. "Jeg hører han er blevet forlovet?" hendes tonefald var en lille smule overrasket, eller ihvertfald forundret. Drengen havde været ungkarl så længe hun kunne huske. Ingen faste kærester eller forhold. Kun det han havde med sin familie og det var alt. Nu var der pludselig lagt i ovnen til at de to Darklighterarvinger kunne blive afsat til hver deres side og måske bære familien videre. Eller ihvertfald Gabriel. Angelique var jo ikke en ægte Darklighter, og hun var trods alt også yngre end Gabriel, så han var først i arvefølgen. Hun lod sit blik glide lidt over ham. De ville kunne få nogle fantastiske børn sammen, tænkte hun. Både i henhold til hende selv og Matthew, men på sin vis også Gabriel og Angelique. At Matthew offentligt valgte at have hende i huset som sin datter havde dog sat en kile i de planer, ihvertfald hvis omverdenen skulle se nogenlunde mildt på det. Hun lignede jo Gabriels mor næsten på en prik. Det var nogle gange lidt uhyggeligt at tænke på.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew smilede smalt ved tanken om aftalen med Aislings familie. Det var den perfekte plan B, selvom han havde ønsket at se Angelique og Gabriel blive gift, smukke, blege, hvide skønheder i en hellig forening. Alligevel havde han valgt Blackwood. Det var god forretning og han vidste at de stod for de samme værdier som Darklighterne. Alligevel skar det ham i hjertet at se både Angelique og Gabriel afsat til anden side. Deres forening ville have været så sublim, og han ville selv stadig have kontrol over dem. Men alligevel vidste han, at han stadig ville have det på sin vis. Han var jo deres far trods alt.
"Ja, jeg tænkte det var på tide," sagde han med et kort nik og så op på Isobel med et lidt bedrøvet smil. "Vemodigt men nødvendigt."

[Isobel Stella Darklighter]

"Mhmm," svarede hun med suk og lagde sig atter ind mod ham mens hendes fingre fortsatte deres kærtegn af hans brystkasse under skjorten. Hun lagde sit ansigt ind mod hans hals og kyssede den ømt. "Hvornår skal det være os?" spurgte hun lavmælt, som var det en bøn til ham om endelig at opgive sin tilstand som enkemand efter hans kones død. Hun vidste det var et ømtåleligt emne, men nu hvor de alligevel var inde på lidt gyngende grund var der ingen grund til ikke at prøve at skubbe lidt til idéen om at de faktisk var voksne mennesker der godt kunne tage beslutninger selv. Det ville være noget andet hvis de begge var modvillige og var blevet presset til at være sammen. Når de nu elskede hinanden... Hun vidste godt det ville blive svært når de begge kunne lide at have det sjovt med andre, men det kunne være det ville ændre sig når de endegyldigt blev smedet sammen? Hun drømte om det, en teenagepiges drøm om at være med sit hjertes udkårne.

[Matthew J. Darklighter]

Han så lidt frem for sig ved hendes ord og han lukkede øjnene med et suk. Han kendte alle hendes idéer og planer og tricks, og inderst inde var tanken ikke noget han ville afvise på noget tidspunkt. Desværre talte erfaringen ham at det var bedre at han fandt en ny kone på et tidspunkt. Måske fik flere arvinger. Og hans status kunne give god grobund for et godt ægteskab med en af de større fuldblodsfamilier, det var der ingen tvivl om. Hun var selv i den samme situation. At smede deres rænker tættere var både en god og dårlig idé. Det styrkede det indre netværk, men umuliggjorde fremtidige alliancer udadtil i det magiske samfund.
"Det ved du godt ikke er muligt, Isobel," sagde han stilfærdigt uden at se på hende men hans hænder kærtegnede hende hvor han holdt på hende, for at vise at han inderst inde ville ønske det kunne være anderledes.

[Isobel Stella Darklighter]

Hun slog blikket bedrøvet ned og nikkede. Det var jo sandt, og hun vidste det også godt. Hun trak lidt på skuldrene og endte med at sende ham et sørgmodigt smil. "Man kan aldrig vide med dig, måske en dag skifter du mening," indskød hun og blinkede lidt drilsk til ham for at vise at hun godt vidste det ikke ville ske. "En kvinde har vel lov til at drømme om sin prins på den hvide hest, ikke?" påpegede hun inden hun rettede sig mere op fra ham og gjorde mine til at ville rejse sig.

[Matthew J. Darklighter]

Han undertrykte en latter og smilede underfundigt over hendes tankegang. Det var trist men de var dømt til at holde deres affære til siden. Han rettede sig lidt op med hende på skødet og lagde armene om hendes liv for at holde hende nede så hun ikke kunne gå endnu. Han så dybt ind i hendes øjne og hans fingre skabte friktion i stoffet mod hendes liv og hofter.
"Hvis jeg kunne, Isobel, havde jeg ikke tøvet med det efter vores første gang," sagde han, og hans stemme var både inderlig og alvorlig. Han ønskede at hun skulle vide, at det var sandhed. Det var sjældent den kom frem som andet end gåder eller floskler. Han lænede sig ind og kyssede hendes kind blidt. "Selv ikke et ægteskab ville forhindre os, ville det?" spurgte han.

[Isobel Stella Darklighter]

Hun smilede sky og rødmede næsten som en teenager der sad på skødet af sin skoleflirt under et bal. Hans læber mod hendes kind var varme og bløde og sendte en blid rislen ned ad hendes ryg, inden hun drejede hovedet for at se på ham med et varmt smil.
"Selvfølgelig ikke," sagde hun som om det var den største selvfølgelighed i verden at man havde affærer udenfor ægteskabet. Hun lagde sin hånd på hans skulder og gled den kærligt bag hans nakke hvor den druknede i hans lange, ravnsorte hår. "Kan du huske det? Vores første gang?" spurgte hun med et lidt fjernt, drømmende blik, opslugt i søde minder.

[Matthew J. Darklighter]

Han lod hende kærtegne ham og fandt det passende at hun skiftede emnet. Han kunne ikke tilbageholde et smil over tanken.
"Vi var vidst lidt unge og dumme dengang, var vi ikke?" sagde han let leende og hans fingre fortsatte deres kærlige dans over hendes silkekåbe. "Du var tretten og jeg var femten, og vi var på Hogwarts," hans smil blev bredere mens han mindedes deres fortid sammen. "Jeg er stadig overrasket over at Quintin ikke helt fattede mistanke når jeg sneg mig afsted på natterend. Tårnet var jo bare så oplagt, var det ikke?" spurgte han med et sigende blik på hende.

[Isobel Stella Darklighter]

Hun lo lidt og lænede sin pande ind mod hans, den nærmeste gestus hun kunne vise ham for at hun ville dele hendes sind og tanker og følelser med ham i det korte øjeblik mens deres minder næsten var at tage og føle på imellem dem. Hun nød hans sensuelle behandling af hendes krop og det sitrede i hende, så hun vidste hun snart måtte hive ham væk fra den kedelige bog og med ud af stuen igen.
"Du var høj dengang allerede, og blid og rolig. Var det ikke også din første gang?" spurgte hun mens hun lukkede øjnene og lod billeder og stemningen fylde sig med ro og fryd. Det var så længe siden, det føltes som evigheder.

[Matthew J. Darklighter]

Han lukkede ligeledes øjnene og lod billeder og tanker og fornemmelser bruse over, så de næsten sad midt i tårnets rum, den stjerneklare nat hvor måneskinnet erstattede pejsens flakkende flammer og faldt ind gennem de blyindfattede ruder. Der var koldt men varmt på samme tid, følelser overstrømmede mens lykkefølelsen var fuldendt.
"Jo," svarede han stilfærdigt. "Du var min første og bedste, han sukkede og gled en hånd op bag hendes nakke inden han atter kyssede hende, overvældet af minderne og tankerne. Bogen var efterhånden glemt og istedet sneg han sin arm ind under hendes knæ og rejste sig fra stolen for at tage hende bort fra stuen. Han vidste bedre end at give sig i kast udenfor soveværelset, men lidenskaben var for stor lige nu til ikke at udnytte den, og han bar hende bort til sine gemakker.
//out

[Isobel Stella Darklighter]

Hun sukkede mod hans læber og nød hans berøringer. Tanken om at han værdsatte hende så meget fik lysten til at blomstre i fuldt flor i hende og hun svang sine arme om hans skuldre for at holde sig oppe da han rejste sig med hende i armene. Hun lo stilfærdigt mens hun lod sig bære ud og op mod et anderledes drømmeland.
//out