On edge

[Isobel Stella Darklighter]

Palæet henlå tyst den stille lørdag morgen, et bølgebrus af ro flød gennem korridorer og rum, hvor åbne vinduer stod på vid gab mens der blev luftet ud efter fredagens fest. Husalfer og en håndfuld tjenere gik og ryddede op, samlede glas og hvad der ellers var at finde i rummene, der ikke hørte til dér.
Isobel gik i sin lange, røde silkerobe med den røde pelskant. Den flød elegant om hendes smukke krop og hendes bare ben blev af og til afsløret hvor stoffet gled fra hinanden i samlingen. Den kolde luft udefra omverdenen brusede over hende og stak mildt i hendes kinder. Sneen dalede faktisk ned udenfor men netop derfor var det så godt at få luftet ud mens der var køligt.
Hun var dog ikke fokuseret på oprydningen selv. Det var tjenernes job. Istedet ledte hun efter sin bror, som hun havde fået nys om var i den smukke dagligstue på første sal. Hun gik igennem døråbningen og ind. Her var husalferne i færd med at lukke vinduerne som det sidste der skulle gøres, og ellers lod rummet til at være umærket af den forrige aftens udskejelser. Hun så ham som hun altid så ham sidde, fordybet i en bog ved den knitrende pejs, det orange lys spillede op over hans ansigt og de isblå øjne.
"Matthew?" spurgte hun forsigtigt og trådte nærmere, hendes bare fødder dæmpet af det tykke gulvtæppe.

[Matthew J. Darklighter]

Natten havde uden tvivl sat sit præg på hans tilstand idag, men det var ikke noget en eliksir ikke kunne rode bod på. En dunken i tindingen mindede ham om hvor meget han havde anvendt sit hemmelige våben mens han havde mingeleret med gæsterne, læst og taget indtryk af deres tanker, og brugt det til sine formål. Beundrere havde fået opfyldt ønsker de ikke turde drømme om, og forretningsmænd havde fået lovning på aftaler, der var næsten lidt for gode til at kunne blive afvist, mens alkoholen havde flydt i deres årer. En del alliancer var blevet skabt, sådan som det altid skete, og han havde nydt at være vidne til at se sit eksperiment udfolde sig.
Nu havde han imidlertid taget plads for sig selv i stuen i håb om at komme sig lidt for sig selv. Morgenmaden var indtaget for længst og han havde skimtet Profettidende igennem med mild interesse for de nyheder der stod, og istedet besluttet sig for at tage en stund på egen hånd og læse lidt for sig selv.
En blid kvindestemme brød tavsheden som han forventede fra sine husalfer, og hans lange fingre hvilede i midten af bogen som for at minde ham om hvor han var henne, inden han klappede den sammen om sin hånd, lænede sig frem og tog en slurk af et glas vand der stod på sofabordet.
"Isobel?" spurgte han tilbage med en lidt drilsk tone, inden han vendte blikket mod hende. Hun var en gudinde i hans øjne, hans gudinde. "Du er tidligt på færde. Jeg troede du ville sove mindst en time mere efter jeg forlod dig i sengen," kommenterede han tørt.

[Isobel Stella Darklighter]

Hun fnøs af hans kommentar men hun kunne ikke lade være med at smile lidt. Tanken om aftenens fest og hvordan de i løbet af hele seancen havde sendt hinanden de sædvanlige blikke, indtil gæsterne var gået, og de kunne overgive sig til hinandens favn, var hele legen værd. Hun kunne mærke det i sin krop idag, som om hun havde løbet et marathon, og hendes lår var hårdt prøvede, men hun lod sig ikke slå ud af den grund.
"Pjat med dig, du ved jeg elsker at vågne tidligt efter festerne og se hvordan palæet bliver ryddet så fint, som om intet er hændt," sagde hun mens hun gik imod ham med vuggende hofter og endte med at glide ned på armlænet på lænestolen så hun kunne lægge en arm omkring ham. "Det er ligesom at se et gerningssted blive gjort rent og tømt for beviser inden nogen kan nå at komme og finde dem," forklarede hun og pressede et ømt kys mod hans lange, sorte hår.

[Matthew J. Darklighter]

Han slog ud i en mild latter over hendes beskrivelse. Det var vel ikke helt forkert. Han elskede hendes tankegang og hendes lunefulde beskrivelser. Bogen lagde han fra sig til siden på bordet og så op på hende med et smalt smil sat ind i mundvigen.
"Kun du kan se det sådan, min kære," sagde han næsten lattermildt og lukkede kortvarigt øjnene ved hendes kys. "Men du ser nu også mere søgende ud," han slangede en arm om hendes liv og trak hende helt ned og sidde på hans skød, som en skolepige på sin fars knæ der skulle lære at recitere alfabetet eller matematiske formler. Hun var kun få år yngre end ham men han behandlede hende alligevel som var hun meget yngre. "Hvad kan lokke dig ud af sengen så tidligt? Og sig ikke det er oprydningen," han hævede en advarende finger af hende men blikket var legesygt.

[Isobel Stella Darklighter]

Hendes slanke fingre legede med kanten af hans skjorte mens hun tænkte sig lidt om. Hun kunne ikke modstå hans træk i hende og hun kunne nu for sin vis også godt lide at blive lidt degraderet i hans arme. Han var jo storebroderen af de to. Derfor lænede hun sig også mere sidelæns ind imod ham så hendes hoved hvilede mod hans skulder og hendes hånd kunne stryge over skjortens knapper ved brystkassen, fjernt og eftertænksomt.
"Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op, Matthew," sagde hun med et lille suk og hendes øjenvipper sitrede da hun rettede blikket op mod hans ansigt. "Det er..." hun sukkede og rettede sig lidt op fra hans favntag så hun kunne støtte mod ham med hænderne på hans skulder og den anden mod hans lår, "glem det," hun strøg en lok af det lange, brune hår bort fra ansigtet. "Det er ligemeget."

[Matthew J. Darklighter]

"Åh du kan tro nej!" sagde han bestemt og trak hende tilbage ind til sig med et fast greb om hendes liv. Hans hånd gled blidt rundt i roterende cirkler over det glatte stof der dækkede hendes ene balle, og den anden hånd hvilede på hende lår, så hun ikke kunne komme fri uden at skulle stritte meget imod. "Fortæl mig hvad der er, min kære," bad han og hans stemme var faldet selvom han var ligeglad med de sidste husalfer i rummet. Han så op på hende og mødte hendes blik. Han løsnede sin hånd fra hendes lår og lagde den mod hendes kind istedet. "Del dine tanker med mig. Luk mig ind og jeg kan gøre alt godt," sagde han, den mørke, bløde stemme svang sig som guirlander mod hende, lokkende, varm, subtil.

[Isobel Stella Darklighter]

Hun slog blikket ned da han trak hende tættere ind til sig. Noget i hende ønskede at overgive sig, ligesom hun havde gjort aftenen forinden, men hun ville også ønske at hun ikke var så meget i hans vold. Og så alligevel...
Hun smilede bedrøvet ned til ham ved hans fingres berøring mod hendes kind. "Jeg er bare dum," hun undertrykte en lille latter og tog sin hånd op til hans som hun førte til sine læber og kyssede håndfladen inden hun atter lod den hvile mod sin kind, og så inderligt på ham. "Er jeg en dårlig mor?" spurgte hun ham direkte mens hun betragtede ham.

[Matthew J. Darklighter]

Han vidste godt at han ikke fik adgang til hendes sind lige med det samme, og hun holdt det lukket for ham, indtil videre. Han lod hende kærtegne sin hånd og smilet blev en my bredere i hans mundvig. Hun var hans for altid. Hendes spørgsmål kom dog en smule bag på ham og en panderynke dukkede frem mens han betragtede hende.
"Dårlig? Nej da," svarede han og lod et lille fnys undslippe. "Hvem har sagt det? Desmond?" spurgte han og hans tone antog en skarphed der viste at han ville give manden tørt på hvis han fornærmede hans søster igen. Det var nok at varulverygterne var begyndt at tage til, men han havde aldrig tilgivet ham for Darklightersmykket der var endt i de forkerte hænder, og det havde endda været en gave fra Isobel!

[Isobel Stella Darklighter]

"Ikke nogen," hun kastede lidt opgivende med nakken og sukkede mens hun himlede med øjnene. Hun fortrød hun havde begyndt samtalen men nu var der stort set ikke nogen vej tilbage. Matthew ville blive ved med at presse sig på for at få at vide hvad der var galt, og hun måtte før eller siden bukke under for ham, selvom hun hadede det. "Det er nok mest mig selv," tilføjede hun mens hun atter så ned og fulgte sine fingres flugt langs hans skjortekrave. Tristheden i hende gjorde hun ønskede at flå den af ham dér midt i stuen og hengive sig til hed elskov uden at tænke på hvad omverdenen syntes om det. Ikke fordi det ikke var en kendt ting i palæet, de gjorde trods alt ikke meget for at skjule deres affære, men det var alligevel kun noget de kunne slippe fri når de var alene. Selv ikke til festerne var det muligt, før gæsterne var taget afsted eller lagt i seng.

[Matthew J. Darklighter]

Hans finger formede en krog og lagde sig om hendes hage så han kunne dreje hendes ansigt imod sig. Hans gnistrende blå øjne mødte hendes blik og hans ansigt var mildt men smilet var både bedrøvet og samtidig alvorligt.
"Iso, fortæl mig det nu, hvad går dig på?" bad han stille, men hans stemmes tonefald var så insisterende at hun ikke kunne komme udenom det længere. Det her var sidste advarsel fra ham inden han tog over og tvang sig ind i hendes sind.

[Isobel Stella Darklighter]

Hun sank en klump ved følelsen af både hans inderlighed men også den dominerende gestus da hendes ansigt blev tvunget til siden for at møde hans blik. Hendes læber anlagde en bitter grimasse som en smal streg mens hun lukkede sit sind af for ham med vilje så han ikke pludselig brød ind uden hendes tilladelse.
"Det er bare... du ved, Thereza," sagde hun til sidst med et dybt suk og fugtede læberne lidt inden hun fortsatte: "jeg er bange for at hun vil bringe skam over familien sådan som hun render rundt... Jeg kan ikke styre hende, jeg har prøvet, og Desmond gør ikke noget ved det fordi han stadig mener hun er fri til at gøre som det passer hende inden hun bliver 17," hun sukkede og strøg en hånd gennem de mørke lokker der dansede om hendes hoved og så på ham med et mørkt blik. "Jeg tror du bliver nød til at bruge legillimens på hende når hun kommer hjem igen. Hver gang hun ender ude med en eller anden fremmed er jeg bange for at der sker hende noget. Jeg har brug for at vide hvad hun går og laver når hun ikke selv vil fortælle mig det."

[Matthew J. Darklighter]

Matthew tog hendes ord ind og nikkede langsomt forstående. Det var ikke ofte at Isobel bad ham om at bruge sine evner. Han vidste hun hadede at han havde tillært sig så stærk en magisk evne.
"Det kan vi godt blive enige om," sagde han stilfærdigt. Han vidste at Thereza elskede fester og farver, og han havde set hende en del gange til de månedlige fester i palæet hvor hun mængede sig med folk af høj status og med store pengepunge. Det var ikke just en god og anstændig opførsel fra hendes side når hun var trolovet til Elliott Andromedius, men han gav Desmonds gener skylden, selvom han godt vidste at det egentlig mere var hendes Darklighterblod der gjorde hendes hang til seksuelle udskejelser så omfattende. Han så dystert på sin søster.
"Er du sikker på at du har lyst til at se det?" spurgte han denne gang i en mildere tone end før.

[Isobel Stella Darklighter]

"Jeg..." hun tøvede. Ja, ville hun egentlig vide det? Noget i hende gjorde at hun et eller andet sted bare ønskede at Thereza ville være lykkelig, men samtidig var hendes instinkt som mor også i syv sind. Hun kunne kun lige forestille sig de ting hun havde lavet. Hun mindedes en aften pigebarnet var stukket af i en bil med tre fuldvoksne mænd, der ikke kunne identificeres takket være, eller på grund af, festernes strikse anonymitets- og tavshedsklausul. "Jeg tror jeg har brug for at vide hvad hun laver, så jeg ved at hun har det godt," sagde hun til sidst og overgav sig til sin brors omfavnelse ved at læne sig mere ind til ham. "Hun fortæller mig aldrig noget, jo," hun strøg bedrøvet sin hånd over hans brystkasse og løsnede et par knapper så hendes hånd kunne glide ind mod hans hud og mærke hans varme og hjerteslaget, pulsen, livet, kærligheden. "Du må meget gerne snakke med hende når hun kommer hjem igen," hun lænede sit ansigt ind imod hans hals og nakke og indåndede hans duft. Bergamotte og sandaltræ. Mørk og tung og berusende.

[Matthew J. Darklighter]

I sit stille sind spandt han en vigtig tråd om øjeblikket. Hendes ord var ikke til at trække tilbage nu, de ville stå for evigt i hans erindring, klart og tydeligt. Han nikkede for at vise at han forstod.
"Det skal jeg nok gøre, min kære," sagde han og lod sin hånd hvile mod hendes varme lår, der tittede frem mellem silkekåbens stof, der hvor åbningen ikke helt kunne samle det, når hun sad på hans skød, og tyngdekraften hev det ned til siden. Han trak sit ansigt lidt bort for at se på hende og smilede smalt. "Tak for at betro dig til mig," sagde han. Han vidste at høflighed var den bedste måde at få tilliden til at blomstre, og hun værdsatte når han gav hende komplimenter. Det gjorde hende mere medgørlig i det lange løb.

[Isobel Stella Darklighter]

Hun trak sig lidt op fra sin position for at se på ham og besvarede hans smil. Hans stemme var som sød musik i hendes ører og hun var glad for at han tog imod hendes bøn. Hun vidste hvad det kostede, men hun var ikke ked af at betale, ikke til ham ihvertfald.
"Det var så lidt," sagde hun lavmælt og hendes blik sænkede sig i et kort sekund inden hun bøjede hovedet og lod sine læber møde hans i et varmt, ømt kys, uden omtanke om hvem der end måtte være i stuen omkring dem. Hun ville bare mærke ham og vise ham sin taknemmelighed, og efter mange år var det blevet rutine i hendes tilværelse næsten. Hun nød deres spil, deres sensualitet sammen, noget som ingen andre havde. Hun havde ofte foreslået at de kunne slå sig sammen igen. Fuldblodsmagikere var kendt for deres familiekonstellationer, og det var set et par steder hvordan blodet var bedst når det var i tætte bånd som mellem søskende, men det var stadig hovedsageligt kusiner og fætre der dannede par.
Hun nød kysset i fulde drag indtil hun med et lille, nydende suk trak sig langsomt fra ham selvom omfavnelsen var blevet dybere og hun ønskede atter at give pokker i omgivelsernes tilstand. Hun strøg ham over kravebenet, hendes fingre dansede langs kanten og dannede en lang linje som gik frem og tilbage.
"Hvordan går det med Angelique?" spurgte hun stilfærdigt. Hun vidste deres skænderi for nogen tid siden havde udmundet i en forfærdelig magtkamp der havde resulteret i at Matthews humør var gået ud over samtlige familiemedlemmer, hende selv inklusive. Alligevel ville hun gerne spørge ind og vide mere, det var kun høfligt at vise interesse for hans tilværelse som far.