What A Brave Little Ant You Are

[Edward 'Eddie' Rigel]

Til: Spencer Lynch

Sted: Gangene på Hogwarts.

Tid: Februar 2058, cirka klokken 20.30.

Outfit: Link

---

Eddie var faldt virkelig godt til på Hogwarts, selvom han savnede at hænge ud med sin grønhåret ven, Timorthy Lavoie, efter han var gået ud i sommers. Han havde fået sig nogle gode venner og veninder, ikke mange, men nok til at han ikke følte sig ensom. Han havde mødt en del fordomme, da han var meget åben omkring det faktum, at han var varulv. Samtidig gjorde det så også, at ingen turde mobbe ham og han havde da også lukket en del diskussioner, ved at spille lidt med musklerne. Selvfølgelig uden at komme op og slås. Han ønskede trods alt ikke, at blive smidt ud af skolen.
Han gik dog lige nu alene ned af gangene. Han havde siddet i Storsalen, sammen med nogle af de andre, men klokken var ved at være 'mange' i den forstand, at de snart skulle være i deres sovesale. Eddie kunne godt lide, at lave sjov og ballade, inklusiv natterend, men igen, på en måde, hvor det helst skulle være sjovt for alle. Han fløjtede let som han gik ned af gangen og drejede om et hjørne, hvor han var lige ved at banke ind i en anden elev. "Hov sorry, dude," lød det venligt fra ham, før han tog et par skridt videre, men stoppede så op og vendte rundt på hælene. Han fik en fornemmelse, han ikke havde oplevet med nogle som helst, af de øvrige elever på skolen - eller professorer. "Jeg tror ikke, vi har hilst på hinanden. Hej, jeg hedder Eddie," hilste han og rakte hånden frem mod den anden elev og sendte ham et lidt afmålt smil. Han vidste aldrig helt om det var godt eller skidt, at møde andre varulve. Til tider var de jo desværre på Zains side.

[Spencer Lynch]

Spencer befandt sig dybt i sine egne tanker som han traskede ned af gangen. Han havde siddet på biblioteket hvor han havde forsøgt at koncentrerer sig om en skoleopgave. Skønt man måske ikke lige skulle tro det ved første øjekast, gik han faktisk op i skolen, i hvert fald i de fag der interesserede ham. Lige til aften havde han dog i stedet endt med at side og tegne kruseduller i hjørnet af pergamentet, frem til han var blevet smidt ud da biblioteket lukkede.
Det var først da en fyr vadede ind i ham at Spence atter blev opmærksom på sine omgivelser. Han havde næsten allerede per automatik stillet forsvaret op, han var klar til at give igen når personen kom med en dum kommentar som de altid gjorde.
Men så skete der noget andet. Noget han ikke havde prøvet før. Som om at der var et eller andet i ham der sagde at fyren her var mere end bare en almindelig magisk elev. Spencer kunne ikke forklare hvad det var, men det kunne nok bedst beskrives som en fornemmelse. Han så kort op og ned af gutten med et lidt underligt udtryk i ansigtet, det var her fyren -mod al forventning- undskyldte og derefter præsenterede sig.
Spencer skævede til hans hånd og derefter tilbage til fyren uden at gøre antydning til at tage hånden. Han kunne mærke sine øjne skifte farve i et splitsekund, før han fik kontrol over det. Han rankede ryggen en smule, "øh hej Eddie." sagde han blot i en uinteresseret tone, som havde han en ide om at dette blot var indledningen til en slåskamp.

[Edward 'Eddie' Rigel]

Eddie bemærkede blikket den fremmede sendte ham, men lod sit venlige smil forblive på sine læber, mens han mærkede armen blev en smule træt, da han ikke tog imod den og Eddie nægtede at sænke den. Dog forblev blikket i sine øjne stadig en smule afmålt. "Ehm.. Normalvis plejer en introduktion at foregå således; den ene - det er i det her tilfælde mig - rækker hånden frem og præsentere sig. Den anden - og det er så dig - tager imod hånden og præsentere sig tilbage.. Lige nu føler jeg mig bare lidt halv dum, og min arm begynder at sove," prøvede han med et lidt mere morende smil på sine læber og kløede sig lige i nakken med den hånd, som ikke var holdt ud mod den sorthåret fyr.

[Spencer Lynch]

Jo mere venlig den anden fremstod, jo mere mistænksom følte Spencer sig. Som havde Eddie en skjult agenda. Som han begyndte sin kække forklaring på hvordan en hilsen virkede, lod Spencer blot sit ansigt forblive i neutrale folder. Okay ikke helt neutrale, nok en anelse gnavent. "Tja jeg kan jo ikke helt gøre for, hvilke følelser der bor i dig." Kommenterede han med et skuldertræk og lod atter de blå øjne falde på den fremstrakte hånd. "Hvad vil du?" Tonen var spydig, ikke fordi det var Eddie der havde gjort noget forkert, men fordi Spencer bare generelt var ret fjendtlig indstillet overfor andre. Han forventede bare altid det værste i folk.

[Edward 'Eddie' Rigel]

Eddie kunne godt mærke, at hans hånd ikke ville blive taget imod, hvilket kun blev bekræftet ved den anden drengs svar, som alligevel fik Eddie til at grine let, "Okay, burn," smilede han og lod den efterhånden sovende hånd glide en tur om i nakken, hvor han kløede sig lidt meningsløst. "Oh.. Øhm.. Ikke noget, I guess..." hovedet blev tippet en smule til den ene side, mens han prøvede at udtænke, hvordan han kunne få be- eller afkræftet sin mistanke, om den mavefornemmelse, der groede i ham. Han kunne teste drengens reflekser, ved at kaste noget efter ham, men det ville næppe gøre drengen mindre graven. Han kunne også spørger direkte, men det ville måske også virke lidt underligt. "Det er bare.. Kan du også mærke.. dét? Der er noget mellem os.." lød det så fra den blonde teenager, før det gik op for ham, hvordan det lød. "Waow det lød gay.. Jeg er ikke gay, ikke at der er noget galt i det, men det er ikke mig. Øhm.. Jeg mener.. Du ved.. Er du varulv?" okay så valgte hans mund altså, at lege munddiarré uden at snakke med hans hjerne først, så det var jo bare skønt.

[Spencer Lynch]

Spencer bibeholdt det komplet ligegyldige udtryk i ansigtet og de blå øjne holdt vagtsomt øje med den anden. Der var en underlig tension i luften. Ikke fordi Eddie virkede truende på nogen måde, men der lå alligevel et eller andet han ikke helt kunne putte en finger på.
”Jamen okay så,” svarede han blot og gjorde antydning til at ville bevæge sig videre, da Eddie fortsatte. Øjnene blev knebet let sammen og en rynken på næsen fik ham til at se en smule frastødt ud. Han havde en ide om hvad Eddie snakkede om, men det lød bare som noget helt andet. Spencer gloede blot på ham under hans mundgøgl, men det sidste spørgsmål fik ham næsten til at tabe underkæben. Han kunne mærke halsen trække sig sammen og blive helt tør. ”Hvad?” Spurgte han lavmælt, skønt han udmærket havde hørt hvad Eddie havde sagt.

[Edward 'Eddie' Rigel]

Det var langt fra første gang Eddie stod ansigt til ansigt med en anden varulv. Han var født varulv og opvokset, ikke bare med en eller to varulve, men med en hel folk. Fornemmelsen af at møde en anden med gaven, var derfor ikke uvant for ham, men han havde ikke regnet med, at møde nogen på skolen her.
Eddie prøvede virkelig af bedste evne, at aflæse den sorthåret dreng. Hans læber tog form i et stort smil, "Varulv? Du ved 'aauuw thank you Mr. Malfoy'?" han emitterede på bedste evner, hvad han havde læst i historiebøgerne, dog uden at dæmpe stemmen, selvom den anden dreng tydeligvis svarede i et lavere toneleje. Han ville aldrig blive flov over, at være varulv. Han var ligeså stolt af sin gave, som en fuldblodsmagisker, var for deres "rene" blod.