Just act as hard as you can, you don't need a friend.

[Jones Axel Turner]

Dette emne er tilegnet Freya Edwards  
Foregår et tilfældigt sted i Diagonalstræde 
Solskin, men koldt 
Februar 2058 
Outfit

---

Jones havde fået nys om gennem utallige kilder, at en velkendt skikkelse fra hans fortid havde returneret til England. En skikkelse som midt i det hele var smuttet fra ham med deres to måneder gamle søn. En kvinde, som han havde elsket. En kvinde, der havde viet sit liv til DM. Der var et såret lille mande ego i ham. Et såret ego, der aldrig helt havde fået en afslutning og heller ikke på de følelser, der havde været. Han forstod ikke hvorfor hun var skredet. Okay, han havde måske ikke været verdens bedste partner, og han havde da også drukket meget, men det krævede en grad af selverkendelse at indrømme og indse, som Jones ganske enkelt ikke besad. Han var blevet en anden af at overtage DM, og de følelser der kunne være tilbage, var også begravet dybt i jorden, og de havde fået lov til at rådne. Han tændte en smøg og lod sit blik glide omkring - hun var ikke svær at overse på nogen måde, og der gik heller ikke længe før de mørkebrune øjne spottede hende. Han rettede på hans læderjakke og gik hurtigt over mod hende, og som han så sit snit gik han direkte ind foran hende og stoppede op. "Hej Freya," lød stemmen kold, mens de brune øjne ledte efter hendes. Han havde lidt håbet at Jesus Kurt Edwards måske var med, så han rent faktisk kunne få lov til at møde sin søn. "Vi har vist noget vi skal snakke om, har vi ikke?" han ignorerede en hver følelse der gik igennem ham, som han så på hende. I stedet lod han sin hånd guide mod et sted, de kunne snakke mere privat. 

[Freya Edwards]

Freya havde kun været 22 år, da hun havde taget beslutningen, om at stikke af fra England med sin daværende 2 måneder gamle baby, Jesus Kurt Edwards . Hun havde levet på gaden, på mødrehjem og senere fået sig en lille lejlighed i USA, hvor hun havde kunne opfostre den nu snart 28 årige søn. Hun havde dog valgt at flytte med ham tilbage til England, da han ville videre uddanne sig, inden for sit arbejde som auror. Hun var ikke meget for, at være tilbage i England. Hun havde intet arbejde, så lige pt boede hun hos Kurt, selvom det selvfølgelig ikke var holdbart i længden. Hun ville gøre alt for at passe på sin søn, men hun ikke samtidig ikke bremse hans ønsker om at videre uddanne sig og dygtiggøre sig.
Hun havde været tilbage i England et par uger, hvilket var gået fint. Hun ville aldrig glemme Jones. Han havde været hendes første kærlighed, men hun havde ikke kunne stå indenfor DM og deres gøremål, derfor havde hun valgt at tage den drastiske beslut og stikke af i nattens mørke. DM-tatoveringen havde hun stadig på sin venstre overarm, hvilket gjorde hun altid havde bluser på, som dækkede tatoveringen. Hun stod og kiggede ind af et vindue, ude fra gaden af, men det sekund hun vendte blikket frem igen, stod der en mand foran hende. Hendes grønne øjne, blev så store som te-kopper, da manden hilste på hende. Selvom det var 27 år siden, hun havde set ham sidst, var hun ikke et eneste sekund i tvivl om, hvem han var. De store vinger foldede sig let ud, "Jones," lød det fra hende, i et toneleje som ikke kunne skjule, hun rent faktisk frygtede ham. Hun rystede på hovedet, "Vi har intet, at snakke om," hun prøvede at lyde hård og kold, men hendes stemmebånd ville ikke som hun ville, i stedet for lød hun nok mere som en Hogwarts elev, der prøvede at snige sig uden om en eftersidning. Hun havde på ingen mulige måder lyst til, at være alene med ham, for lige her hvor gaden var fyldt med andre magikere, var hun mere tryg.


Outfit

[Jones Axel Turner]

Meget kunne man sige om Jones. Han var en kold mand. Det var han blevet. Som teenager havde ungdommens naivitet hængt over ham. Han ville ændre verden gennem DM. Det ideal han havde haft, var han gået væk fra. Han havde aldrig været imod vold, og altid benyttet sig af det, så det var ikke der han helt fundamentalt havde ændret sig. Hans drøm havde dog været at skrive, være forfatter og samtidig lede DM ind i en storheds tid. Han havde dog fundet ud ad, at gøre begge dele samtidig var en umulighed. Han havde oplevet ting, og han havde valgt at mestre sin situation gennem utallige whisky flasker. Hvor han før havde haft en mildhed over sig, var han nu kun hård. Han havde i sin ungdom aldrig slået en kvinde eller have haft lyst til at slå et barn, men på det punkt havde han ændret sig radikalt. Det havde allerede været ved at ske dengang. Vold havde været hans outlet – det var det han kendte, det var nemt. Jones bemærkede hendes øjne var store som tekopper, som han trådte ind foran hende. Et analyserende mørkt blik hvilede på hende, som hun sagde hans navn i en tone der heller ikke var til at tage fejl af. Hans tilstedeværelse vækkede en frygt i hende. Han havde elsket hende den gang. Han havde været så forelsket i hende, at det halve kunne være nok. Han ville gerne se deres søn. Han bemærkede hendes fejlslået forsøg på at være kold. Hun lød i stedet som en lille pige. ”Så vi har ikke en søn sammen, som du bare skred med uden et eneste ord til mig?” spurgte han retorisk. De vidste jo begge hvad sandheden var. Igen gjorde han gestus til et mere privat sted, denne gang var bevægelsen dog langt mere bestemt; hun havde ikke et valg.

[Freya Edwards]

Freya havde også været forelsket i Jones. Hun havde været forelsket i den teenage-dreng/unge mand, der havde haft ambitioner om, at skrive og lede DM i en retning, som havde været noget hun også ville kunne stå inden for, men hun havde også stået på sidelinjen, som han langsomt dengang var begyndt at ændre sig. Han var blevet en mand, hun på ingen måder kunne genkende mere. Hun havde haft en drøm om, at stå ved hans side og være den stolte old-lady for ham, som han havde fortjent, med deres fælles søn, måske endda flere børn, men hun ville ikke lade sit barn vokse op i et så giftigt miljø, som DM var. Hun kunne mærke sit blodtryk stige, under stressen af han var så tæt på hende. Hun havde ikke set ham i så mange år, alligevel var han det værste og bedste der nogensinde var sket for hende. Hun ville ønske det kun var det første, for så ville det være så nemt for hende, at tage afstand til ham. Hun havde for pokker vinger, store nok til at bæger hendes vægt og mere til. Hun ville så nemt kunne sprede sine vinger og flyve væk. Fjerne sig selv fra situationen, men en lille del af hende, havde ikke lyst. Hun sank lidt, ved hans retoriske spørgsmål. Hun vidste rationelt godt, at hun ikke skyldte ham noget. Han havde lovet hende guld og grønne skove, men havde givet hende et rent helvede. Der var så mange ting, hun havde lyst til, at sige til ham, men som hun ikke turde og som hun godt vidste, der ikke ville komme noget godt ud af. "Fint. Du har fem minutter og ikke et eneste sekund mere," svarede hun, selvom hendes toneleje, stadig svigtede hende, så prøvede hun at lyde overbevisende, som hun fulgte med ham.