Second breakfast?

[Matthew J. Darklighter]

Angelique Darklighter

Der var stille som graven efter stormvejret, der tilsyneladende havde flået rum og tid fra hinanden. Stormvejret, der havde været deres kollision aftenen før; stormvejret der havde efterladt en ødelagt datter og en ulmende vulkan af en far. Palæet lå tavst hen som en tilskuer der åndeløst holder vejret under en andægtig forestilling, der hvert sekund kan eksplodere som en krudttønde. Hans langsomme fodslag gav genlyd i den lange gang selvom det tykke tæppe normalt dæmpede hans færd. Døren til hendes værelse var lukket men han åbnede den langsomt, ufortrødent. Det var hans hjem, han kunne komme og gå som det passede ham i alle rum og værelser, uanset hvem der opholdt sig dér og hvad de lavede. Hænglserne lod døren glide op lydløst men det lille klik i håndtaget afslørede ham som han trådte ind i hendes hvide rum. Hun sad som en sart, hvid lilje på sin bænk foran sminkebordet og med kyndige bevægelser så ud til at gøre sig istand efter nattens krig. Han gik langsomt hen til hende og stillede en flaske dragewhiskey på bordet foran hende.

"Til Warren," hans mørke, fløjlsbløde stemme svang sig ud i rummet, en ting han ikke normalt ville gøre når de kommunikerede med mindre det var i offentligheden, for at undgå for mange undrende blikke. "Siden du beholder hans tøj må du jo hellere gøre det op for ham," påpegede han mørkt og fremdrog fra lommen en kuvert med et brudt segl som han nu smed ved siden af whiskeyen oveni hendes pudderdåse, så en lille sky stod op foran hende. "Jeg har sendt ham et svar og aftalt et tidspunkt hvornår I kan mødes og hvornår du skal være hjemme igen," han lagde en tung hånd på hendes skulder.

[Angelique Darklighter]

Angelique stivnede da døren til hendes værelse svang op. I spejlet, så hun hans øje mørke figur langsomt glide ind i hendes hvide værelse som en slange på vej mod sit bytte. Hun stoppede straks med at løsne fletningen idet hendes blik faldt på både whiskeyen og brevet som nu lå åbent fremfor hende. Det overraskede hende ikke det mindste at Matthew tillod sig at snage. Langsomt slap hun de lange hår og lod sine blege fingre delikat gribe om brevet. ''Jeg har ikke beholdt Blackwoods tøj, det er anførerens Quidditchtrøje han vil have'', svarede hun i en kølig tone, det beroligede hende at hans sind ikke direkte zoomede ind på hendes, men derfor havde hun stadig ikke tilgivet ham. ''Men jeg har den med, da Esra ikke kan flyve så langt med en tung pakke'', hun læste brevet en enkelt gang før hun krøllede det sammen og smed det ned i skraldespanden under sminkebordet. Der var tid nok til at læse det når han havde gået. ''Hvor er Esra?'', hun forsøgte at ignorere den umiddelbare glæde ved at skulle få lov til at se Warren Blackwood. 

[Matthew J. Darklighter]

Hans fingre gled af hendes skulder og strejfede kort hendes ryg inden han foldede hænderne på ryggen og gik over til vinduet hvor han så ud. Vinterens sne kastede sig ned i stride strømme og trak linjer over udsigten til haven og skoven der omkrandsede palæet.
"Hun er sammen med de andre ugler oppe i tårnet og er ved at blive fodret," svarede han køligt inden han atter vendte sig imod hende. Det hvide lys udefra oplyste hendes rum og spejlede sig i hans isblå øjne. Hans smil var bedrøvet. Hun var så uopnåelig lige nu men han ville lade hende tø op for sig selv. Før eller siden kunne hun vel ikke holde sig fra sine føelser for ham?
"Jeg gav Mr. Blackwood skriftlig tilladelse til at I kan udveksle kys uden at det påvirker trolovelsen," sagde han endelig. "Jeg inviterede ham også til den næste fest her i palæet," tilføjede han med et smalt smil. "Så kan han se om han kan lide livet som Darklighter."

[Angelique Darklighter]

Angelique opfattede prompte hans forsøg på truce, men vidste også at den ikke var kommet uden en pris. Derfor flyttede hun sit lyse blik langsomt for at betragte ham, og udstødte et dybt suk som hun lagde begge hænder på sit hvide marmorbord. ''Nej! Årh hvor er du pinlig'', med disse ord, rejste hun sig og greb om sin volumiøse morgenkåbe som hun gled over sine små arme og lukkede foran så hendes hvide silkekjole blev skjult. ''Han kommer aldrig nogensinde til at ville kysse mig hvis det hele skal være på dine præmisser'', hun rystede på hovedet af ham imens hun med tunge skridt gik hen til der store klædeskab. Det var skridt hun tidligere var blevet skældt ud over, for de var tunge og klodsede, ikke elegante som den skovnymfe hun var påsagt. ''Jeg hader festerne'', mumlede hun, hvilket var af den reneste sandhed. Hun foretrak at blive på sit værelse, så langt væk fra offentligheden som muligt, så hvorfor at Warren skulle behøve at komme her, var udelukkende for hans egen skyld. 

[Matthew J. Darklighter]

Han fulgte hende med blikket mens hun var tydeligt oprevet over hans sociale kontrol af hende. Men sådan var det bare.
"Hvis du tror du er den eneste der har lidt under den slags formaninger og fangenskab, så tro om igen," hans stemme var skarp og advarende men han rokkede sig ikke ud af stedet. "Det er nok at jeg viser min velvilje for jeres forhold, at du brokker dig over det viser kun hvor priviligeret du er," han satte endelig i bevægelse og gik hen til hendes store seng for at sætte sig på kanten, hænderne foldet i skødet og kroppen drejet så han kunne se imod hende. Smuk som en engel. Hans perle. Hans sarte rose. "Vær glad for at jeg giver jer tilladelse istedet for at tro at verden falder sammen om ørerne på dig. Dengang Gabriels mor og jeg..." hans stemme tøvede lidt, det var ikke et emne han normalt ville ind på, "vi måtte finde os i langt mere regulation af vores adfærd sammen indtil vi blev gift," han sukkede og sænkede blikket til sine hænder hvor han langsomt fremdrog den ring hun havde glemt hos ham natten forinden. Han lod fingerspidserne glide over sølvet hvor lyset prellede af mod metallet og gjorde det næsten hvidt. "Hun var yngre end dig endda," hans stemme var lavmælt mens han mindedes, om det var ord til hende eller sig selv var svært at afgøre. Hans sind fyldtes af sentimentalitet og han delte for første gang siden han var trådt ind i rummet billeder af en ung kvinde, yngre end hende selv, gyldent hår som solens stråler, øjne som smaragder og en krop som en elverpige. Korte billeder, glimt af deres latter sammen, hendes arme om hans nakke og hendes hoved lagt tilbage mens hun lo. Det varede kun korte sekunder inden han trak billederne til sig igen.

[Angelique Darklighter]

Hans ord strøg imod hende som det kølige tidevand. Hun var stranden, og han var fuldmånen. Hun ignorerede hans altoverskyggende månelys som hun gav sig til at udvælge dagens tøj: et par lyse beige bukser og en cremefarvet højhalset. Hjemme, var hun altid blevet klædt i lyse farver og derfor undrede det hende at man normalt kaldte heksenes farve for sort. Hun ejede ikke mere end en enkel sort kjole ihvertfald. ''Okay'', svarede hun en anelse utaknemmeligt til hans udlægning, selvom hun vidste at han havde ret. Alligevel, kunne hun ikke lade være med at tænke på alle de andre Hogwarts studenter som let mængede sig med hinanden, om end ikke hendes kusine som havde hvisket et par hemmeligheder i hendes øre eller to. 

Billederne af kvinden gled gennem hendes sind og for første gang vendte hun sig for at kigge på ham som han sad der i hendes seng. ''Er du helt sikker på at Gabriel og jeg ikke har samme mor? Vi er meget lig'', spurgte hun, selvom den normale søde tone var borte. Hun havde lagt tøjet på sengen og lagde nu armene over kors imens hun ventede på at han skulle gå så hun kunne skifte.

[Matthew J. Darklighter]

Et bittert smil formede sig over hans læber. Hun var kontrær, men noget i ham mærkede en fryd over det. Hun var vel hans, og det viste dette blot. Mere og mere selvstændig og i kontrol. Blandet med fryden var også stolthed. Over at hun ikke blot bøjede nakken, men tog hans behandling og bar den som hun skulle: offentligt og uden fortrydelse. Alt havde han healet på nær hendes ansigt. Han rejste sig langsomt fra sengen og gik rundt om den til hende som hun stod der med armene over kors. Han strøg en flygtig hånd over hendes hår men undlod ellers at røre ved hende. Hun skulle selv nok finde ud af at komme tilbage til hans favn en dag, når Warren téede sig med andre. Det skulle han nok sørge for til festen ihvertfald.
"Det har I ikke," svarede han blot, kortfattet og uden videre forklaring, selvom den hang i luften, usagt men skærende klar som en iskrystal en vintermorgen. Med et sidste suk greb han hendes lille hånd og lagde sølvringen tilbage i den, som en form for forsøg på at vise at han ikke ville have det skulle komme til endnu et sammenstød næste gang. "Vi ses i aften, min kære," hans stemme snoede sig ind i hendes sind som en edderkop der vandrer ind på sit spind og sætter sig til rette præcis hvor den forlod sin post forinden. En hånd tog om hendes nakke, blidt men uimodståeligt, og han bøjede sig ned og kyssede håret ved hendes tinding, da hun ikke ville se på ham, inden han slap hende fri og forlod hende for at lade hende klæde om og komme afsted.
//out

[Angelique Darklighter]

//Out