I'm Batman!

[Benyamin Hale]

REAKTIONSTRÅD
Abraham Maximorff  - Meghan Marsters

Hales Forskningscenter

Februar 2058

Omkring kl. 14

Outfit

---

Benyamin vendte den lille røde sten i hånden. Den var ikke så stor, men den skulle gerne være super effektiv. Meningen var at den skulle kunne holde den unge piges magi, eller i hvert fald dele af den, den ville ikke kunne forhindre hende i, under ekstreme omstændigheder, at få udbrud, men den ville formindske dem, samt gøre det lettere for hende at bruge en tryllestav uden den mørke magi selv med ud. I teorien i hvert fald.
Ærligt var det ikke set før at skabe en sten der kunne kontrollerer en Obscurus kræfter, men han var ret sikker på at han havde gjort et gennembrud, han vidste at den ikke ville skade hende, men den skulle måske justeres med tiden som hendes magi blev stærkere. Den tid en sorg.
Benyamin var blevet kontaktet af Ministeriet, hvor han fik at vide at Abraham og Meghan søgte en løsning på hendes problem, og eftersom han allerede forskede i den slags havde det været belejligt at sende dem tli ham.
Han krydsede det ene ben over det andet og smilede til dem, som de sad overfor ham på kontoret. ”Jeg håber at I ved dette her ikke er forsøgt før, jeg kan ikke garantere hundrede procent at den vil virke for evigt, men den skulle meget gerne være stærk nok til at fastholde hvilke fragmenter af magien, om ikke andet indtil jeg får fremskaffet en mere permanent løsning.” Forklarede han og holdt stenen frem mod dem så de kunne se den.
”Så hvis du er klar Meghan?” Roligt rejste han sig fra stolen og kom over på deres side af bordet. Han udvekslede et blik med hendes far, for at sikre sig at han også var klar, før han fortsatte ”Den er lidt kold, men det kommer ikke til at gøre ondt.” Lovede han. Herefter holdt han den røde sten mod hendes pande og trak sin tryllestav. Den blev peget imod stenen og et lille gult lys skød ud af spidsen.
Inden længe sad den røde rubin lignende sten fast mod pigens pande. ”Den vil ikke efterlade noget spor når den bliver fjernet, den kan kun fjernes med meget kraftfuld magi, og når den “opsluger” magien vil den glimte rød.” Forklarede han videre og satte sig halvt på skrivebordet mens han betragtede sit værk. ”I skal nok komme ind igen om et par uger og lige få checket at den virker som den skal.” Tilføjede han så før han rejste sig på ny for at vise dem ud. Han håbede at dette ville lette den unge heks og hendes familie en del, så de ikke skulle gå og frygte at en ligende hændelse ville ske. Han havde læst de grove træk af historien i profettidende og havde haft ondt af dem fra starten af. ”Kom godt hjem, og så ses vi om et par uger.” Bød han dem farvel før han vendte tilbage til sit arbejde.

// out

[Abraham Maximorff]

Celéstine havde taget fri fra sit arbejde efter hændelsen, så der hele tiden havde været nogen hjemme med Meghan. Abraham havde stået for de daglige gøremål, så som indkøb og den slags, så der havde været ro omkring den unge pige, men hun kunne heller ikke blive hjemme fra skole resten af livet, så der havde skulle findes en løsning. Heldigvis havde Ministeriet for Magi hjulpet dem og dermed henvist til Benyamin.
"Vi er informeret om omstændighederne, risikoerne og det hele, tak," lød det venligt fra ham. Selvfølgelig var han nervøs, for om det ville virke, men han vidste også godt, at de var nødt til at gøre noget, for at hjælpe Meghan. Hans hjerte kunne ikke bæger, hvis det skulle ske for hende igen. Denne gang var det et udskud som Patrick, det var gået ud over, men næste gang, var det måske en uskyldig eller et helt klassehold.
Han lagde blidt sin hånd oven på Meghans og smilede blidt til hende, som Benyamin spurgte om hun var klar. Han ville ikke have, hun skulle gøre noget, hun ikke havde lyst til. Det var for at hjælpe hende, ikke ændre hende eller skræmme hende. Hvis hun ikke ville alligevel, ville han støtte hende, selvom han syntes det var en god idé, at give det et forsøg. Han så til, som stenen blev placeret, "Er du okay, skat?" spurgte han forsat i den blide stemme og strøg hendes kind.
Blikket blev vendt mod Benyamin, som han forklarede hvordan stenen virkede og ville glimte rødt. Han nikkede som tegn til, at han havde forstået. "Det lyder som en fornuftig idé," eniggjorde han sig og rejste sig fra stolen, der næsten var for lille til den muskuløse mand. "Vi ses og tak for hjælpen, Mr. Hale," svarede han og trykkede mandens hånd og sendte ham et taknemligt smil, før han lagde en arm om Meghans skulder og klemte hende let ind til sig, mens et kys på håret blev placeret, "Lad os komme hjem og lokke Celéstine til, at lave pandekager og varm kakao," smilet vokset, som han åbnede døren for hende, så de kunne komme ned til bilen og kører hjem igen.

Outfit

//OUT

[Meghan Marsters]

Meghan havde været helt utrolig nervøs for dette her. Hun havde ikke spist hele dagen, hvilket godt kunne mærkes nu hvor klokken var langt over frokosttid. Hun nikkede ihærdigt til hvad Benyamin fortalte hende, og forsøgte at se langt mere tapper ud end hun følte sig. Sandheden var jo at hun glædede sig helt ufattelig meget til at være i stand til bare at have en smule kontrol over magien indeni.
Det der var sket efter jul havde virkelig sat en frygt i hende, og hun havde ikke været specielt glad for at bruge sin magi efterfølgende. En del af hende var selvfølgelig ovenud lettet over at Patrick havde overlevet affæren, men hun var samtidig ved at dø af skræk over at han var forsvundet.
Alt dette forsøgte hun dog ikke at fokuserer på. "Jeg er klar." Sagde hun langt mere sikkert end hun følte sig.
Stenen var kold mod hendes pande, men allerede som den blev sat på, kunne hun fornemme hvordan kampen indeni blev mindre. Der lå stadigvæk noget, men det var som om at stenen havde tiltrukket meget af den mørke magi og nu holdt fast i den som en magnet. Det var ufattelig befriende.
Hun smilede mod Abraham med lettelse i de blå øjne. "Jeg har det helt fint." Forsikrede hun sandfærdigt.
Som de to mænd snakkede færdigt lyttede hun blot med og nikkede på de rette tidspunkter, frem til hun til sidst rejste sig og fulgte med Abraham hjem. Varm kakao og pandekager lød som sød musik i hendes øre på nuværende tidspunkt.

// out