Through the Looking Glass

[Angelique Darklighter]

Hendes læbe var hævet fra et brutale slag. Håret var rodet og hang i sølle tjavser om hendes ansigt. Øjet var lige så hævet og tårefyldt. Alting vidnede om hendes modstridige forsøg på at undgå hendes fader for aftenen. Hendes hjerte bankede hårdt i brystet som at hun signerede sit initial og foldede den lille konvolut som hun stak i sin ugles næb. Med hurtige og dygtige fingre åbnede hun et lille glas parti på det store vindue og fik med nød og næbbe presset den hvide ugle udenfor. Den peb og fløj i vej og Angelique så ængsteligt til som den forsvandt over trætoppene. Hun havde forventet et grønt skær ved hvert et øjeblik, oplyse himlen og efterlade stedet dødt på ny. Hun sukkede, letter, Matthew måtte være gået i seng. Hun lukkede vinduet og vendte sig om mod værelset da hun så sin bror stå i dørkarmen. Det løb hende koldt ned ad ryggen, men hun vidste at hun ikke behøvede at svare til ham hvorfor hun pegede en lang manikureret pegefinger mod ham: “Jeg tæsker dig, hvis du siger noget”, ordene var snærrende, en forsvarsmekanisme hun havde tillagt sig gennem årene. Med disse ord indfandt hun sig foran sit sminkebord. En bleg lyserød rose og en æske med fine chokolader var blevet efterladt, en pakke som hun uden tvivl skubbede fra bordet og ned i papirkurven ved dets side. Hun begravede hænderne i ansigtet og følte hvordan hendes gerninger rodfæstede sig som iskolde rædsler gennem hendes krop, og for første gang længtede hun efter Hogwarts.

[Gabriel Jacques Darklighter]

Aftenen og natten havde allerede været lang. Klokken var langt over 2 og Gabriel var endelig hjemme. Alligevel vidste han at han måtte nå at se om Angelique var vågen inden han selv gik til ro. Han havde savnet hende og været spændt på at høre alt om hendes sidste tid på Hogwarts. Han vidste at Matthew havde taget den frihed at besøge hende på slottet, og Gabriel ville på mange måder ønske han kunne gøre det samme, men han var indisponeret da hans arbejde trods alt krævede at han var i London stort set hver aften.
Han havde smidt skoene og hængt den lange frakke i entréen inden han var skyndt sig op ad trappen til de øvre etager for at finde hendes værelse. Han havde sagtnet farten i korridoren hvor han så hendes dør på klem og listede langsomt nærmere for at skubbe den op. Til at starte med prydede et smil hans læber, tanken om at kramme hende og holde hende tæt var næsten for opslugende, men han standsede brat i døråbningen da han så hende, hvid som en lilje i sin hvide kjole, men forslået som en rosenbusk i en haglstorm. Han var ikke sikker på at han ville vide mere, han vidste slagene var det mindste Matthew kunne finde på. Med et tungt suk, et ulmende hjerte af vrede og fødder brændende af træthed trådte han længere ind i rummet over til vinduet hvor hun netop havde sendt uglen afsted. Han hvilede hånden mod vindueskarmen inden han vendte sig mod hende med et suk og strøg hånden gennem det blonde hår, frustreret og træt.
"Jeg ville bare sige godnat," sagde han med et skuldertræk og så sig selv i spejlet ved hendes sminkebord. Det var altid sådan nogle stunder han hadede. Når tingene var gode eller ville have været gode, hvis ikke hans satan af en far havde ødelagt det perfekte øjeblik til endelig at fortælle Angelique hvordan han følte. Han havde gået og tumlet med ordene hele aftenen og tænkt, i aften er det perfekte øjeblik. Han var ikke sikker på hvor meget af hendes sin Matthew havde forvrænget. Han bøjede og strakte deres minder efter hans overgreb, så det virkede frivilligt. Selv Gabriel vidste at det ikke var sådan, selvom minderne fortalte ham noget andet. Det gav ham kvalme og han pressede læberne lidt sammen for at undertrykke det, inden han gik et par skridt nærmere hende og forsøgte med et opmuntrende smil.
"Har du brug for noget at sove på?" spurgte han. "Jeg kan lave en eliksir eller... jeg kan hente en dragewhiskey fra kælderen?" foreslog han.

[Angelique Darklighter]

“Nej tak, bare gå”, ordene var fjendtlige, for hun havde behov for at tænke. Hendes privatsfære havde allerede blevet invaderet nok for en aften, skulle hendes storebror nu også til at tiltvinge sig plads i hendes værelse? “Eller bare luk døren. Angelique huskede alt, han havde ikke lagt de normale bånd af kærlighed på hende men nærmere ladt hende vide at hendes opførsel havde været dybt uacceptabel. “Jeg svarede ham igen, og jeg nægtede at gøre hvad han sagde. Så det er min egen skyld”, indrømmede hun sagte som hun hævede hånden for at se til sit forslåede ansigt. Hun ville lade det være. Normalt havde han healet hende men denne gang ville hun have at det skulle gøre ondt på ham. Istedet greb hun sin hårbørste og gav sig til langsomt at redde lange filtrede tjavser ud. “Jeg ved ikke hvad han gjorde ved mig. Jeg kunne ikke skjule noget eller vælge mine ord... han er blevet for mægtig”, hun stoppede sin hårbørstning og trak nu knæene til sig som for at beskytte sig selv. Hun rakte børsten mod Gabriel.

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel tog børsten i hånden og gav sig til at rede hendes hår ud med forsigtige strøg, som var hun en porcelænsdukke der kunne falde om og gå itu hvert sekund det skulle være. Han måtte undertrykke sin vrede der fik hans hænder og fingre til at dirre mens hun talte. Alligevel lukkede han blot øjnene. Det var jo hendes egen skyld når hun gik imod deres far.
"Men... han kan da ikke vælge hvad man kan sige og ikke sige," indvendte han. Det var trods alt ikke en ting som legillimens kunne, så meget vidste han da om sagen. Med mindre der var noget andet... Hans tanker sprang med det samme til den aften i Den Utætte Kedel hvor han havde set sin far falde i snak med den unge referent og sneget sig til at komme veritaserum i hans whiskey. Han fortsatte med at børste Angeliques hår mens han bandede indvendig. Skulle han sige det? Eller bare give det som et forslag at det kunne være sket? Han vidste det ville hive ham ind under Matthews radar hvis han gjorde, og han forbandede sin manglende rygrad for ikke at kunne stille noget op eller turde stå imod. Hverken for sig selv eller for sin søster. Han så ned på hendes gylden-hvide manke af hår som faldt mellem hans fingre, tråde af solskin en frostklar dag, og sank en klump.
"Det er svært at kæmpe imod. Han er jo vores far," mumlede han, men om det var til hende eller til sig selv og sin egen dårlige samvittighed vidste han ikke.

[Angelique Darklighter]

Angeliques arme gled omkring hendes blege ben og hun hvilede sit ansigt på sit knæ. Hun betragtede Gabriel gennem spejlet og nikkede langsomt. ''Måske det er noget nyt? Jeg har aldrig læst om legilimens... Men det gør mig bange fordi nu er der intet at gøre'', en enkel sølvtåre gled ned af hendes kind, men hendes hånd opfangede den prompte. Hun fortrød bittert sin eget rebelske forsvar, det første hun nogensinde havde sat op. Hun huskede stadig hans vrede ansigt som han havde kastet hende ind på sit værelse og smækket døren efter sig. Det var et under at han ikke havde låst hende inde. Håret varmede hendes ryg som det blev spredt hun havde lyst til at bede ham flette det, men orkede ikke at ytre ordene. ''Du bør lære legilimens'', sagde hun istedet og så bort fra ham. Hun havde ikke lyst til at se ham i øjnene når hun var så forslået af deres faders hånd. ''Han blev vred på mig fordi jeg har kysset Warren. Jeg skjulte mindet men pludselig formåede han mig til at sige sandheden. Jeg er så skuffet over mig selv'', hendes arme trykkede sig nu tættere omkring sig som hun skjulte sit ansigt i sine hænder og et enkelt hulk forlod hende. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

Hans fingre holdt inde med deres graven gennem hendes hår mens han afholdt sig fra at svare med det samme. Vreden over deres fars handlinger blandet med jalousien over hendes og Warrens nærhed var svær at holde stangen men han mestrede det til sidst ved at mønstre al viljekraft og tænke på hendes velbefindende, der lige nu var i centrum. Han fortsatte med at rede hendes hår indtil han lagde børsten fra sig på hendes sminkebord og gav sig til fraværende at trække håret ind i små samlinger på hver side af hendes hoved, to franske fletninger der lagde sig langs med hendes hoved og sendte bag hendes ører. Med nogle små silkebånd forseglede han sit værk og lagde hænderne på hendes skuldre med et opmuntrende smil til hende i spejlet.
"Er I blevet glade for hinanden da?" spurgte han i et forsøg på at skifte emne, selvom hendes forslåede ansigt stod i skærende kontrast til samtalen.

[Angelique Darklighter]

Endnu et hulk fulgte det andet. Det var skuffelsen, bitterheden og vreden som opfyldte hende med sorg i øjeblikket som hendes brors fingre strøg gennem hendes hår og flettede det som hun havde ønsket. Måske han alligevel kunne læse hendes tanker? Den lille hjerteskærende gråd varede dog ikke længe, for hun havde lært ikke at græde jo mindre at det virkelig virkelig gjorde ondt. Derfor tog hun modet til sig og hævede sit blik da han lagde sine hænder på hendes skuldre. Hun kiggede bedrøvet i spejlet og strøg hænderne under sine rødrimmede øjne. Hun havde ikke engang tudet foran Matthew, ej heller ved hans slag. Hvorfor skulle hun så tude nu under sin brors blide hænder? Et mat smil blev sendt til ham, og hun hævede sin  hånd for at holde om hans. Langsomt, trak hun den til sine læber og placerede et bedrøvet kys på hans blege hånd. ''... Jeg havde bare lyst til at prøve at kysse ham, hvilken anden teenager går gennem sin ungdom uden i det mindste at blive kysset? Og jeg vil kysses inden jeg dør'', ordene var spinkle men med velovervejet kraft, hun rystede på hovedet og gled nu ned af stolen. ''Jeg er en idiot'', hun gled nu ferbrilsk hænderne over sit våde ansigt for at klappe tårerne bort. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel måtte kæmpe for ikke at smile overbærende af hendes frustration. Hun der altid var så stålsat og så kold, uden følelser eller at vise dem i det mindste. Han tog hånden til sig som hun havde ladet sine læber kærtegne og strøg den fraværende hvor kysset brændte endnu.
"Idiot?" spurgte han en smule undrende mens han lod hende om at tørre øjnene. Han så efter hende inden han bevægede sig hen til hendes enorme seng og lod sig dumpe ned på kanten så madrassen fik ham til at hoppe op og ned et par gange, en ensom buoy i et snehvidt hav af dyner og puder. "Du er da ikke idiot," sagde han og foldede hænderne bag nakken inden han strakte sig bagover i hendes seng. Dybet var blødt og han så op i sengehimlen. "Du gjorde bare hvad du havde lyst til. Så længe du kender prisen for det, så er det vel ikke så slemt?" hans stemme fløj eftertænksomt ud i stilheden. Han skulle vel også giftes en dag men han havde langt længere snor end hun. Hvad hans fars planer var med ham vidste han egentlig ikke. Der var aldrig blevet lagt nogle deciderede planer for en forlovelse. Det var nogle gange en velsignelse men også lidt en forbandelse.

[Angelique Darklighter]

Hun betragtede hans reflektion i vinduets farvede glas, hvordan kunne han nogensinde være så bramfri? Forstod han ikke hvilket privilegie han havde? Hun vendte sig mod ham og gik selv til sengen. Men istedet for at smide sig i dybet, lagde hun sig forsigtigt på sin foretrukkende side og hev den hvide dyne op over sin skulder. ''Men bør der virkelig være konsekvenser ved noget som andre opfatter som at være så normalt?'', hun pillede ved den lille porcelænsdukke som sad på hendes natbord. En perfekt kopi af hende som barn. Hendes lange blege fingre strøg over dukkens ansigt og hår. ''Warren og jeg skal vel giftes en dag, så at kysse ham bør vel ikke være et problem... Men hvis jeg kyssede jeg ved ikke... Elliott kunne jeg forstå at han blev vred'', hun gled om på ryggen nu og foldede hænderne på sit bryst imens hun kiggede op på den hvide sengehimmel som spredte sig for hendes synsfelt. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

Han skævede til hende med et uudgrundeligt blik. "Problemet er at andre ser det som normalt, vi Darklighter ser ikke verden på samme måde som andre," svarede han med et skuldertræk inden han hev sig op og hvile på albuerne for at se mere ubesværet på hende. Hun burde vide at den verden hun var en del af ikke var den samme som alle andres. Darklighterfamilien var højtstående, og den var kun nået så langt ved at skille sig ud og gøre dens eccentrisme til et brand, som Matthew nu solgte i ét væk til sine "kursister". "Men hvad så, er I bare forment at se hinanden eller hvad?" spurgte han og rullede over på siden mens han støttede hovedet i sin hånd. Det var farligt og han kunne mærke søvnen langsomt begynde at vinde indtog i hans krop nu hvor han endelig lå ned efter den lange barvagt på Den Utætte Kedel.

[Angelique Darklighter]

I ren teenage frustration hævede hun hænderne for at skjule sit ansigt på ny. ''Urgh'', hun sparkede med fødderne for at få energien ud af kroppen inden hun på ny slog armene ned i sengen og vendte sit blik mod Gabriel. Hun vidste at der ikke var noget at indvende, derfor flyttede hun istedet sin hånd for at stryge den gennem hans hår. Han var så køn, men hun vidste også at det var willieblodet som gjorde det. ''Kan du huske din mor?'', spurgte hun, mødre var intet de normalt talte om, det var næsten et forbudt emne. Hun gled tættere på ham for at læne sin pande mod hans brystkasse som hun havde gjort utallige gange som barn. ''Nej vi må gerne men jeg skal betale for det'', hun lod prisen gå usagt, de vidste begge hvad deres far havde ment. Idag havde blot været en forsmag. ''Så jeg vil sige at han skal holde sig væk fra mig i morgen''. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel sank en klump og lod sin lillesøster komme nærmere som han lagde en arm om hende og rokkede hende lidt frem og tilbage.
"Ellers kan jeg tage hans opmærksomhed," sagde han med et skuldertræk. De måtte passe på hinanden, og han ville til enhver tid tage hendes plads. Han vidste godt det ikke kunne være sådan hver gang, men i så mange tilfælde som muligt hvor det kunne lade sig gøre skulle han nok stå for skud. Han strøg en hånd over hendes nu flettede hår og sukkede stille. Han nød deres nærvær. Det var basically den eneste form for nærvær han oplevede for tiden, med undtagelse af de aftener når deres far var i et bedre humør end han tilsyneladende var for tiden.
"Min mor?" spurgte han lidt forundret, hans stemme automatisk dæmpet lidt. Det var ikke et emne de kom ind på særlig ofte. "Ikke særlig godt," indrømmede han. "Jeg kan huske hendes grønne øjne og hendes smil, men det er meget korte glimt. Som billeder der er bleget af solen." Han så ned på hende med et smalt smil. "Hvorfor?" spurgte han med en lille panderynke. Tanken havde af og til strejfet ham om hun egentlig var hans søster, fordi de begge lignede hinanden på en del punkter, men han skubbede det altid af sig for ikke at få det for slemt med sit følelsesregister. Han vidste hans far havde hentet hende og bragt hende hjem en dag, og lige siden havde han elsket hende som var hun hans biologiske søster.

[Angelique Darklighter]

Hun rystede på hovedet. Ikke fordi hun ikke satte pris på hans forsøg, men hun vidste også hvor urealistisk det var i længden. Matthew ville tage hvad han ville have uanset hvad nogen af dem forsøgte. Istedet puttede hun sig ind i hans favn og nikkede til hans fortælling. ''Far gav mig en ring fra mine biologiske forældre.. Den er sølv og har en rune i.. Men jeg glemte den hos ham'', hun trak på skulderen. Hun havde aldrig interesseret sig for sin herkomst. ''Jeg håber vi har samme mor ihvertfald... Bare så at du aldrig forsvinder fra mig'', ordene var sagte og nævnt som hun lukkede øjnene og døsede hen.
//out. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

Han lod hende falde stille i søvn mens han holdt sig vågen og lå og lyttede efter lyde ude fra gangen. Der var stille i palæet. Selv ikke en vind udenfor rørte sig mens man kunne se frosten knitre på ruden i små krystaller. En lille sitren af et undertrykt hulk gik igennem ham og han måtte synke og mønstre alt for ikke at overgive sig totalt til gråden, den rasende, den bitre, den sorgfulde gråd, der snerpede sig sammen i hans strube. Hvor meget han så end var enig i hendes ord vidste han at det ikke var sådan det forholdt sig, og kun fordi det forholdt sig sådan havde han sine følelser for hende i god samvittighed. Men nu viste det sig at hun oplevede forelskelse, og han kunne intet stille op for at rokke ved hende. Han var ikke sin far, og det ville han aldrig blive.
En enkelt tåre stred ned ad hans tinding og fugtede hans hår og pude inden han ligeledes lukkede øjnene, gemte ansigtet ned mod hendes hoved og lod søvnen overmande ham.
//out