Visitor's Gambit

[Matthew J. Darklighter]

Matthew slog ud i en sagte, mild latter over Quintin. "Altid forberedt," sagde han med et lumsk glimt i øjet. "Hvorfor fik vi aldrig stablet et parti på benene sammen, Quintin? Du kunne have haft posten som Minister for Magi nu, og jeg kunne have nydt godt i kulissen," sagde han eftertænksomt inden han sukkede stilfærdigt og foldede hænderne foran sig. "Istedet sidder vi her og venter på vores varulv," hans konstatering var tør men hans smil var bredt og tilfreds. Han tog sit glas og gled lidt ud til siden for at signalere til husalfen at han krævede et refill. Det kom prompte. Han tog en slurk og smilede skævt. "Han har vel højst brug for tre fingre på hver hånd til at bladre med," funderede han mens hans blik gled ud af vinduet til den mørke aften udenfor. "Du kunne sælge de andre med god profit. Han har jo en udmærket referent til at skrive for sig," hans blik faldt tilbage på Quintin. "Hvornår sagde du han ville være her?" spurgte han.

[Quinten Andromedius]

''Fordi Ministeren for magi er låst under tro, love og socialdemokratiske konventioner'', svarede han samtidig med at han hævede hånden som for at dæmpe Matthews entusiasme. ''Det er bedre at sidde bag elefantens øre'', med disse ord brød han ud i en latter tilegnet 'varulven'. ''Ja men menneskefingre er ikke værd meget mere end et sølvsegl'', han blinkede til Matthew, en indbyrdes joke om Desmond's mærkværdige status eller 'ikke-status'. Selv kunne han sagtens forestille sig manden blive varulv ved et uheld. ''Og jeg vil hellere ikke have at han får mod til sig'', det sidste kom en anelse lavmeldt. Selvom at Quinten var en vældig privat mand som holdt det meste hemmeligt, vidste Desmond mere end han brød sig om. ''Omkring klokken 20. Men han plejer altid at komme tidligt, duks'''. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthew kastede et kort blik på klokken. Der var lidt tid endnu. Han fugtede læberne og tog en slurk whiskey inden han rejste sig langsomt fra stolen.
"Så er han her vel om en halv times tid," bemærkede han henkastet mens han gav sig til at studere de ting og sager han havde akkumuleret i sit nye hjem. "Vis mig dit hjem, Quint, jeg skal ikke bare sidde her og drikke din whiskey for dig, skal jeg?" spurgte han med et lille smalt smil over skulderen til ham inden han genoptog sin betragtning af de forskellige ting der prydede stuen. "Jeg har et vægtæppe du måske ville synes om. Den gengiver Salazaar Slytherins bedrifter. Det er dateret tilbage til 1514," forklarede han mens han blidt svang whiskeyen rundt i glasset og nippede til det i ny og næ. "Det kunne være en indflyttergave?" foreslog han med et sigende glimt i øjet.

[Quinten Andromedius]

En lav klukkende latter undslap Quintens allerede morende udtryk. ''Synes du ikke at Freya allerede har dekoreret nok?'', spurgte han med et mildt smil som hans mimik slappede af. Han slog ud med hånden som for at gøre gestik til det allerede pyntede rum. Alle genstande i rummet var opsnuset på diverse markeder overalt på kloden. Magiske objekter og historiske artefakter, alt sammen noget med rod i deres foregående arbejde, som Freya stadig var fokuseret på når ikke hun legede muggler hustru. ''Men jeg takker ikke nej, det ville være yderst fint i trappegangen'', med disse ord rejste han sig og strøg mod døren i tunge velovervejede skridt. Han åbnede da døren og førte Matthew ned ad gangen, hvor han uden at banke på døren åbnede op til den ældste søns værelse. ''Felix' værelse, som er hjemme på visit'', kommenterede han, uden at ligge synderligt mærke til knægtens gøremål, hvilket dog blot var at se op fra en bog og smile venligt til Matthew, inden han lukkede døren med et brag. ''Det er forholdsvis lille. Men det er et udemærket hus for bare Freya og jeg'', med den kommentar ledte han Matthew ned ad den stenbyggede trappe med mahogni galænderet. ''Freya?'', kaldte han, inden den lille yndige kone med det mørke hår og øjne kiggede genert frem fra køkkenet. ''Mr. Darklighter'', hilste hun sødligt. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthew fulgte med. Det var netop ting som disse han stod for at handle med rundt om i verden. Han havde givet er par i gave i ny og næ, specielt ting som han ikke selv kunne få afsat fordi der var for meget mørk magi omkring dem, men det var ikke noget han altid gad viderebringe.
Istedet smilede han smalt til Quintin og lod ham føre an gennem det gamle hus. "Freya forstår at vise jeres værd frem," kommenterede han som de passerede reolen med de mange ting på. En asiatisk lille boks med udskårne dragehoveder fangede hans opmærksomhed og han noterede mentalt at han ville huske at spørge om dens oprindelse og eventuelle pris hvis de kom til det, inden de satte kurs gennem huset. Han hilste høfligtpå Felix. Han var skudt i vejret på det seneste, og tanken mindede ham om hans tur i Diagonalstræde med Angelique, hvor hun, på grund af sin pludseligt hurtige vækst, skulle have nyt tøj og udstyr. Mindet gav ham kortvartigt sommerfugle i maven, men han skød tankerne hen og fulgte med nedenunder hvor Freya dukkede op i synsfeltet. Han smilede og udvekslede et kort, høfligt kindkys.
"Freya, smuk som altid," hilste han. Der var ingen tvivl om at hun og Quintin delte gener. Håret og nogle forskellige ansigtstræk gik igen. Han var på sin vis overrasket over at sønnerne var så velfungerende som de var når den genetiske suppe var begyndt at blive så tykflydende. Det var en af grundene til at han havde hentet Angelique ind udefra, men skjult hendes mødrende ophav, så ingen ville fatte mistanke.
Han så rundt nede i køkkenet hvor der var grydeskeer der cirkulerede i gryder og knive der snittede diverse grøntsager. "Noget dufter fremragende herndede," komplimenterede han med et smalt smil mens han lod blikket tage huset i bedre betragtning. Det var svært at sige om han havde forventet det her af Quintin. Noget i ham sagde at han klart var til det mere rustikke men æstetiske, mens han samtidig godt kunne have set ham i en moderne, klinisk, steril og minimalistisk penthouselejlighed hvor alt hurtigt kunne dækkes til med plastik så rengøringen var nem.

[Quinten Andromedius]

Det var kort sagt idyllisk den måde de vordende kusiner hilste på hinanden som et kært gammelt par. Quinten blinkede venligt til Freya, og strøg kort sin hånd ovre hendes skulder som at forvisse Matthew at hun tilhørte ham og ingen anden. Kvinden, i sin egen generthed, takkede for komplimentet inden hun selv strøg tilbage ind i køkkenet for at begrave sig i en anden ældre bog som de havde sneget med fra det underjordiske bibliotek. Det var deres familieeje og stolthed gennem generationer. ''Her borte har vi stuerne, udemærket kamin, selvom jeg må indrømme at et hus overjord sjældent holder varmen som et under'', med disse ord vandrede han højtideligt ind i den rustikke stue hvor de mørkegrønne velour møbler og de utallige bøger kompletterede hinanden i ønsket om en mørk akademisk stil. Det var her, hvor Quinten kortvarigt slog sig ned i den sofa som var nærmest pejsen imens hans blik flygtigt gled over de brændende blokke som han selv havde skåret med øksen som nu hang ensom i hallen. ''Matthew'', begyndte han med en anelse seriøs tone i stemmen, det var på tide at indvige ham i en plan han havde tygget længe på. ''Kan du huske det.. 'dare' spil, vi legede som unge mænd? Jeg har en helt fortrinlig tanke for vores kære lille ven'', langsomt gled hans hånd over det allerede perfekte hår, inden han storsmilede til manden. ''Hvad siger du til at forsøge at få ham i Azkaban? Bare i tids nok til at vi selvfølgelig får ham ud''. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthew fulgte med og tog omgivelserne i bedre betragtning. Selv foretrak han boliger over jorden. Der var ikke risiko for fugtskader og skimmelsvamp som der var under jorden. Og i følge mugglernes videnskab var det heller ikke sundt i længden at være frarøvet adgang til sådan noget som sollys jævnligt. Alligevel måtte han indrømme at Quintin og familien havde indrettet sig ganske fortrinligt i deres nye bolig. Han fulgte ham ind i stuen hvor han standsede ved pejsen med hænderne foldet lidt bag ryggen og halvt vendt mod Quintin, halvt vendt mod de flakkende flammer der dansede slikkende om brændeknuderne. De var uden tvivl hugget op af den fine økse som de havde passeret i gangen. Han tøvede lidt mens han lod Quintins ord synke ind og vendte sig så mere imod ham for at se ham bedre and.
"Jovist," svarede han men med en lille panderynke, og en tænksom hånd strøg det lange, sorte hår bort fra ansigtet i en elegant bevægelse. "Hvad har du af idéer?" spurgte han interesseret. Det var altid sjovt at bruge Desmond som mål for deres morskab. Manden lagde sig jo hungrende ned på ryggen med alle fire ben i vejret som en anden hund, når han endelig fik deres opmærksomhed.

[Quinten Andromedius]

“Robert Ironstone”, ordene var korte og præcise. Det gav næsten et anslag til kuldegysninger ved benævnelsen af navnet som ikke måtte nævnes. Hans mørkeblå blik hvilede på Matthews imens et lille smil spredte sif på hans læber. “Det ville have gjort ham stolt”, med disse ord hævede han hånden og knipsede to gange så at husalfen pludselig var der med to glas og en flaske vin. Quinten tog imod glassene men sendte da husalfen et sf de sjældne drabslystne blikke som fik alfen til at pile bort hurtigere end man kunne sige accio. Quinten hældte et glas af den røde vin til dem begge. “Vi kan vel påstå at Desmond ikke følger de minsisterielle regler ved fuldmånen nu.. og som ung knægt flænsede han familien Ironstone’s stakkels søn... vi så det naturligvis”.

[Matthew J. Darklighter]

Robert... Robert... Robert? Ah, Robert! Matthew måtte tænke sig om for at huske hvem det var. Et saligt smil gled over hans læber og han nikkede stille for sig selv ved det frydefulde minde.
"Det er bestemt en mulighed," sagde han eftertænksomt og tog med et taknemmeligt smil imod glasset som han skålede med Quintins inden han tog en slurk og smagte prøvende på den mørke, tørre drik. Perfekt. "Skal vi lave en samlet statement eller tænker du at det er bedst at gøre det hver for sig til et medie? Jeg ved Gabriel har mødt en journalist fra et eller andet nyt blad, Klarsyn, som har spurgt ind til Desmond allerede. Det kunne være man skulle lave et fællesinterview med journalisten, der står for historien?" foreslog han med et skuldertræk. Det ville vel være det nemmeste at tage fat hvor tråden allerede var startet, ikke sandt? Og hvis de kunne få Desmond sendt til Azkaban ville det måske også betyde den unge referent i Ministeriet - hvad pokker hans navn end var - kunne få en lidt mere relevant position og give lidt bedre informationer af sig når de sås.