Visitor's Gambit

[Quinten Andromedius]

Hvad var bedre, end at være eftertragtet? Elsket? Beundret? Han havde alle tre, og penge selvfølgelig. Quintin sænkede cigaretten fra sine læber og vippede let asken af med sin tommelfinger så at det fløj ud af det gamle vindue og let dryssede de forbipasserende som grå snefnug.Det var ikke første gang og knapt ej sidste at han musede over sine lovprisninger og sit gode arbejde. Hos ham var der ingenting som betød held, blot slid. Han sad nu, i en gammel træstol, let vippende på bagbenene som han røg ud af det åbne vindue. Det var blot et par dage siden at han havde overtaget det gamle stråtækte engelske hus. Men han havde allerede formået at gøre det til sit med de mange bøger, dyre orientalske tæpper med flyvende dragevæveri og de tunge gardiner. Han kunne høre Freya trisse rundt nedenunder, alt imens hun gjorde klar til der middag. Hvorfor at hun insisterede på at lave mad istedet for deres to husalfer, forstod han ikke. Men han satte pris på hende. Felix var endda hjemme, men havde låst sig inde på sit nye værelse. Et smil gled over hans ansigt, da det bankede på døren og den åbnede med et diskret knirk. ''Luk og lås efter dig'', bad han sin kære kammerat. 

Matthew J. Darklighter

[Matthew J. Darklighter]

Matthew havde taget turen ud til Godricdalen efter invitation fra sin måske bedste ven Quintin. De var som brødre fra forskellige mødre, men med samme syn på livet, tilværelsen og dens værdier. Deres skoletid mindedes han med sagte fryd som han lod sig bære afsted i en moderne bil, sortlakeret og med tonede ruder. Quintin var trods alt finansminister, og det hørte sig ikke til at troppe op på et gement kosteskaft ved mandens hjem. Ej heller fra transferans muligt når det var så langt væk, og port keys var også udelukket da de ofte tiltrak sig unødvendig opmærksomhed.
Han havde derfor erhvervet butleren Rex denne aften som sin chauffør og fået ham til at overgive sig til mugglernes mekanik, så han kunne blive fragtet til det landlige idyl der var huset i Godricdalen. Det varmede ham at hans ven havde fået boligen han havde ønsket så længe.
Efter den korte banken åbnede han døren til den smukke entré og så ind til sin ven. Han smilede skævt, et smil han sjældent gav plads til overfor andre end nære venner og slægtninge. Han sænkede låsen i bag sig og skridtede ind i stuen hvor lyset brændte blidt i lysekronen.
"Nå så fik du endelig huset," sagde han og gik ham i møde med langsomme, velberegnede skridt.

[Quinten Andromedius]

En varm latter rungede fra Quintens indre. Han skadede cigaretten i vindueskarmen og kastede den ubekymret ud af vinduet. ''Det er bedre end under jorden. For nu i alt fald'', ordene var velovervejede men ærlige. De mange år i det underjordiske bibliotek havde efterladt hans børn blege og hans kone en anelse mærkværdig - ifølge hans egen smag. Men de havde fået bedrevet forskning i en stor udstrækning, og ikke mindst forskning der skulle gavne hele det magiske miljø, samt forvaring af diverse tekster for fremtiden. Quinten havde nu rejst sig, og med tunge velbergende skridt gik han Matthew i møde. Hans hånd faldt tungt på den anden mands skulder, som han lænede sit hovede fremover og lod deres pander mødes i en hilsen de havde bedrevet siden de var børn. Det var en form for tillid men samtidig en magtkamp. Quinten lod da gå, tids nok til ikke at lade sig påvirke men samtidig tids nok til at bekræfte sin autoritet i rummet. ''Elliott og Felix virker også tilfredse. Men Elliott fortæller at Gabriel stadig arbejder på en kro? Skal han ikke snart videre?'', ordene var venlige, om end en smule triumferende for sine egne sønners fremgang, til trods for at han havde betalt for Elliotts - dog var det intet de diskuterede. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthew lod sig trække ind i deres hilsen, et glædeligt gensyn men samtidig også en skjult hentydning til at Quintin ikke kunne føjes i sit eget hjem. Han måtte stå imod og ikke bruge sin legillimens, selvom det var fristende. Istedet trak han langsomt sine sorte læderhandsker af de slanke fingre og løsnede kappens spænde som han lod husalfen overtage både den og handskerne. En finger hægtede en lok af det sorte hår bag øret og trak resten bag nakken inden han lod blikket glide rundt i rummet.
"Hvad Gabriel gør vil jeg ikke begynde at rode med," forklarede han med et skuldertræk. "Han har en drøm om at lave en bar for fuldblodsmagikere på et tidspunkt. Nu må vi se hvad det bliver. Lige nu er han glad for sit arbejde, og når han er glad, er jeg glad," han sendte sin kompagnon et mildt smil. "Hvordan går det med Elliott?" spurgte han med et lidt løftet øjenbryn mens han bevægede sig rundt for at se tingene an. De to mænd havde altid haft et godmodigt rivaleri med hinanden, men det faldt altid til jorden når de morede sig sammen.

[Quinten Andromedius]

Det før venlige smil, ændrede sig nu til et tørt udtryk da Matthew nævnte Elliott. De vidste begge at det var ment venligt men med en vis undertone som blot var mellem dem begge. Quinten vendte ryggen mod manden og strøg hen ti sin stol for at sætte sig i den knasende læderstol. ''Hvis ikke det var så let at spore, havde jeg forlængst kastet avada kedavra efter den'', hvislede han idet han nikkede til stolen fremfor sig for at Matthew kunne tage plads. ''Skændsel, men i det mindste kan den stadig producere, hvis Desmond får styr på sin datter'', han fnøs, samtidig med at han rakte ud efter sit glas med ren gin. Han blinkede til husalfen som straks kiggede mod Matthew for at høre hans ønske. 

[Matthew J. Darklighter]

“Et glas dragewhiskey,” kommenterede han til husalfen der forføjede sig for at udføre ordren. Matthew smilede tilbage til Quintin med et skælmsk blik inden han satte sig foran ham i stolen. “Ja, det skal jo være den vej det går,” sagde han eftertænksomt og greb ud efter whiskeyglasset da husalfen vendte tilbage til dem med hans drink. “Selvom pigebarnet er stædigt som et æsel. Hun er fantastisk til festerne i palæet, men hun snakker ikke meget om sin trolovede, skal jeg indrømme,”  han betragtede Quintin over kanten af glasset imens han tog en slurk af den brændende whiskey, der flammede op i hans svælg på en smertefuld, behagelig måde.

[Quinten Andromedius]

''Jeg ville heller ikke diskutere min syge hundehvalp med fremmede jeg ønsker at bedække'', svarede Quinten med et sigende blik. Elliott havde altid været hans yndlingssøn, den dreng med de bedste forudsigter. Som barn, havde Quinten ofte introduceret ham til højtstående magter, i ønsket om at knægten skulle påbegynde sin ministerielle karriere allerede som praktikant. Desværre havde ulykken satte stoppe for netop den plan. ''Jeg overvejer at lade Felix overtage Elliotts plads. Men han er bare'', langsomt døde hans stemme ud, samtidig som at han hævede hånden for at knibe huden mellem næse og pande. Tankerne strøg gennem hans sind i et virvar af velkategoriserede planer. ''Felix er bare for god til at mænge sig med Desmond's gener... Intet ondt mod Isobel, men.. Desmond'', han himlede med øjnene som han på ny lod hånden falde.''Hvis du nu bare ville give op på Blackwood familien havde din yndige lille Angelique været en udemærket kompagnon for min Felix'', denne gang var blikket sigende, aftaler kunne jo brydes. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthew betragtede ham udtryksløst mens han lod manden tale. Det var altid fascinerende at høre hvordan Quintin tænkte om andre. Hans verdensbillede var skruet sammen som kun meget få andre, og Matthew beundrede det på afstand. Han ville erklære sig enig i en god del af hans betragtninger, men hans egen syge følelser tvang ham til at lytte til sit hjerte af og til og ikke udelukkende logikken, der kunne få alt til at fremstå som et middel på vej mod målskiven.
"Jeg tror ikke min halv-niece har i sinde at bedække nogen," kommenterede han tørt. "Jeg vil dog stadig sige Elliott og Thereza er et godt match, selvom Isobel har et hyr med at overbevise hende om det." han svang whiskeyen lidt i glasset mens han så vurderende på Quintin. "Det er en dyr aftale jeg har sat mig i, Quint, så det ville være dig der skulle betale for at ophæve den stående trolovelse," tilføjede han med et løftet øjenbryn. De havde haft diskussionen før og tanken tiltalte ham egentlig på sin vis, men han var samtidig ikke alt for glad for Felix' væsen, og nu lod det til at Angelique og Warren i det mindste var faldet godt til i hinandens selskab. Måske kunne de endda lære at elske hinanden inden de skulle giftes? Og så alligevel stak tanken ham som en syl i brystet i samme sekund han tænkte det. Den røgede drink dulmede hans reaktion på den indre splid men Quintin var en af de få han delte de tanker og følelser med, så længe de var udenfor hørevidde af andre.

[Quinten Andromedius]

Quinten havde altid betragtet følelserne som at være Matthews største ruin. ''Men besudlet er hun, dermed mindre værd. Men selvfølgelig er Elliott heller ikke frisk'', svarede han med et let suk. Det var ihvertfald det han regnede med sådan som hun mængede sig til Darklighternes fester, og ikke mindst hvordan hun hele tiden gjorde sig til fremfor ham. Tåbelige pigebarn. Det ville ikke være logisk at give efter for sit behov, og derfor havde Quinten valgt at sutte på karamellen lidt endnu. ''Selvfølgelig kommer det hele til galleoner og sølvsegl'', det var med et suk at han fremdrog sit checkhæfte hvor han efter en tids stirren på Matthew skrev en række tal. Quinten var udemærket klar over mandens forkærlighed for sin adoptivdatter, men lagde heller ikke skjul på tøsens værdi i samfundet. Hun var besudlet og fra nye gener. Det betød friske børn med en strålende fremtid. Han rakte checken til Matthew med et venligt forretningssmil. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthew tog imod checken og lod blikket følge de mange cifre. Det var en pæn sum der kunne dække både hans tab ved trolovelsen til Blackwood og samtidig en del andre omkostninger i forbindelse med hele affæren. Alligevel så han op på Quintin med et sigende smil, de isblå øjne glitrende i det blide skær ovenfra. Han lagde pænt checken fra sig på det lille sidebord.
"Du ved godt jeg ikke kan, Quint," sagde han med et smalt omend oprigtigt bedrøvet smil. Hvis Quintin havde haft en søn der var bare en my bedre anlagt end Felix, ville han have sagt ja med det samme, og måske set hen over hans lille provokation. "Der er mere på spil. Blackwood er en udemærket højstående familie. De vil se brudet som en hån og jeg vil stå tilbage med et blakket ry," forklarede han yderligere imens han sippede til sin drink. "Din Elliott og Thereza skal nok skabe nogle ynglinge der kan blive til noget. Også selvom Des' gener er indblandet," han smækkede med læberne og satte glasset fra sig ned på checken hvor en enkelt dråbe whiskey gled ned og fik blæktallene til at tværes ud i hinanden og endegyldigt annulere kontrakten. Det var en mere "fin" måde at gøre det på end hoverende at rive den itu. Det var en måde at lægge låg på en diskussion de havde haft før som ikke kunne blive realiseret, uanset hvor meget Quintin forsøgte. Nogle gange frygtede Matthew at manden ville bortføre Angelique, men så igen frygtede han at alle ville det, specielt når det kom til de personer han færdedes med og deres smag i, specielt unge, kvinder.

[Quinten Andromedius]

Quinten fnøs mærkbart og himlede med øjnene. Han kunne knapt skjule sin oprigtige foragt og skuffelse i Matthews valg. ''Endnu engang så vinder følelserne over fornuften'', svarede han samtidig som han betragtede hvordan den våde ring af whisky brede sig over de nu - ulæselige tal. Han tog en dyb indånding inden han på ny betragtede Matthew. ''Lad os ihvertfald håbe det. Selvom at jeg insisterer på at våre gener have været udmærkede. Selvfølgelig kunne jeg altid skaffe mig en datter'', den sidste kommentar kom en anelse uovervejet, et ukarakteristisk træk fra Quintens side, men alligevel en logik der ikke lå langt fra hans oprindelige idé. Elliott burde jo havde været en pige, endnu en skuffelse for familien. ''På tale om Desmond, har jeg ladet mig høre at han er blevet en gemen månekøter?'', øjenbrynet hævede sig ved hans spørgsmål. Ifølge ham selv, havde Desmond altid været epitomet af fransk idioti. En mand som var alt for blød, blødere end Matthew og ikke mindst en kujon som ikke engang turde kaste en forbandelse. Hvis han kunne, havde han let spyttet på manden. 

[Matthew J. Darklighter]

"En alliance mellem Gabriel og en potentiel datter fra din side ville ikke være nogen ringe idé," indvendte Matthew med et skælmsk smil inden han sigende nikkede til sin ven for at vise sin interesse. Nu Gabriel ikke havde vist interesse i Angelique i flere år var det vel også på tide at se at finde en kvinde til ham. Han vidste drengen altid ville finde tilbage til ham, og utroskab var altid forventet i arrangerede ægteskaber - så længe det ikke blev opdaget.
"Desmonds tilstand er ganske rigtigt blevet betragtet som usædvanlig fra mange sider, men Isobel fortæller mig at der ikke er hold i rygterne," forklarede han mens han lod en tommelfingernegl glide langs underlæben i undertrykt forundring over at Quintin overhovedet gad at bruge tid på den slags rygter. De havde jo kendt Desmond et godt stykke tid af deres liv, og han havde været Matthews svoger. Alligevel kunne han heller ikke få af- eller bekræftet rygterne. Selv ikke hans seneste visit hos Desmond havde båret frugt.

[Quinten Andromedius]

''I såfald ville hun først være gifteklar om 18 år, rundt regnet. Hvis Gabriel gifter sig inden, så ville Freyas arbejde være spildt'', brummede Quinten, selvom at idéen ikke fik lov til at falde for langt fra stammen. Måske at det ville være sundt med et pigebarn i familien, selvom at han altid havde troet sine sønner det stærkere køn. Kvinder var for følelsesstyrrede, men så igen... ''Hvordan fik du Angelique til at påtage sig de maskuline dyder? Jeg tror aldrig at jeg har set et snært af oprigtig følelse i hendes ansigt'', spurgte han, oprigtigt nysgerrigt denne gang, selvom hans blik straks ændrede sig ved talen om Isobel. Han stolede ikke en meter på den kvinde, og sket ikke efter hun havde været så dum at gifte sig med nogen så mental fattig som Desmond. ''Jeg har behov for en ulveklog, og jeg har ikke så meget imod at tage den fra Desmond'', kommenterede han nu sagligt. Der var en halvsnes forbandelser man kunne koge sammen i en gryde med en sådan klo. Derfor fandtes der heller ikke mange på markedet. Selv Tusmørkegyden solgte oftest forfalskninger, derfor havde Quinten kynisk resoneret sig frem til, at det var bedre selv at skaffe en. 

[Matthew J. Darklighter]

"Hvis jeg nu afholder Gabriel fra at gifte sig indtil da kunne det være en god alliance," påpegede Matthew tørt. Han vidste Gabriel ville følge hans ordre, og når det kom til giftemål var drengen ikke synderligt interesseret. Han havde sin familie at elske, det var omtrent det, og han ville være tilfreds med at skeje ud på egen hånd uden at der skulle være en ring på hans finger for den sags skyld. Han lod forslaget være ved det, de kunne altid drøfte det igen senere hvis det blev aktuelt at Freya blev gravid.
Han ledte derefter sin opmærksomhed til spørgsmålet om Angelique og hans smil tøede op i et splitsekund ved tanken om hende. "Hvad kan jeg sige? Jeg har bare opdraget hende godt. Frygt og belønning er et stærkt våben," svarede han og trak på skuldrene. "Har du inviteret Desmond i aften? For så kan du vel spørge ham selv om du må få én hvis han er ulv," hans øjne glimtede af indestængt latter imens han sippede de sidste dråber whiskey i sig og satte det tomme glas fra sig.

[Quinten Andromedius]

''Primet hende på krybdyrshjernen'', kommenterede han med et glimt øjet. Tanken om at opdrage en datter morede ham, og havde det ikke været for Matthews omtale, havde han måske givet ham tøsen at opdrage. Egentlig fandt han det direkte ufatteligt at manden vovede at havde børn, og ikke mindst at ved havde udviklet sig så vel. Et smil spredte sig på Quintens læber så den beundringsværdige perlerække trådte frem. ''Jeg tænker ikke at spørge'', svarede han som han sænkede sin hånd for at vise Matthew den lille springkniv som lå pænt skjult i jakkeærmets fór. Det skarpe blad glimtede i skæret fra lysekronen. ''Det er altid nemmere at tage det man ville have istedet for at spørge. Desuden burde sådan en kedelig kontormand ikke have behov af alle fingre'', han lagde nu hænderne pænt foldet i sit skød.