Foder til lady og vagabonden

[Lucas Whitegold]

Tråd til Elizabeth McNamara

---

Køkkenet på Hogwarts

Klokken har lige rundet 20:00

Lucas måtte gå stærkere end normalt, hvilket betød at han gik en smule sjovt, sådan som han blev trukket afsted af en meget mindre siluet. Han gik ganske foroverbøjet mens pigen foran ham havde et stramt greb om hans gule slips som sad urokkeligt om halsen på ham og gjorde det komplet umuligt at kunne protestere. Havde han nu bare haft en SMULE muskler, kunne han måske havde sænket farten, men ikke med hendes ganske stærke ovearm for ikke at nævne benmusklerne der tonsede frem og fik hans til at ligne kviste der hang bagefter. 
Da de endeligt nåede køkkenet, mærkede han hvordan han blev trukket helt ind, før han fik lov til at få bare en smule frihed igen. Han var knald rød i hovedet, af både den raske gåtur og flovheden over at havde blevet trukket hele vejen gennem Hogwarts med folk der kunne se dem. Han vidste ikke om han skulle flygte eller blive for at gemme sig bedst muligt, for han var bange for at de alle stod udenfor køkkendøren og ventede på at ham og Elizabeth kom ud igen så de kunne pege fingre. Han nåede dog ikke at tænke meget mere før en lille og ganske gnaven husalf kom over til dem i et lille rustikt jakkesæt og med et forklæde om maven og pegede sin krogede finger mod Elizabeth.
"Dig kender jeg" sagde han før han pegede på Lucas.
"Dig kender jeg ikke, skrid" sagde han før han vente sig om og gik over til nogle af sine kollegaer og ignorerede de to elever. Lucas stod lidt mundlam og var ikke helt sikker på hvad han overhovedet skulle sige, for han var måske god til at komme med snerpede kommentare til andre trold mænd og kvinder, men husalfer var en helt anden sag, og en sag han aldrig havde troet at han skulle opleve i sit liv.
"hv.." startede han lidt stammende før han rynkede sine bryn mod husalfen, før en anden husalf kom over til dem og viftede let med håndledet mod den gnavne husalf.
"Biver er bare mobset efter en af lærerne klagede over hans mad, hvad vil i to her?" spurgte han og havde en ganske anden og meget mere venlig tone end den anden husalf. Lucas var stadigvæk lidt mundlam så han valgte at se på Elizabeth i stedet med et blik der tiggede om at hun skulle lave bestillingen for han var ikke sikker på hvordan han skulle føre lige præcis DEN samtale der. For først var han blevet smidt ud, og dernæst spurgt om hvad de ville, hvilket gjorde ham lidt rundt på gulvet og havde ikke meget rygrad til at spytte igen, ikke med husalfer.

[Elizabeth McNamara]

Elizabeth havde ikke oprigtigt overvejet at slæbe ham med hele vejen til køkkenet på den måde, men fordi han absolut ingen modstand havde givet hende, var det sådan det var blevet. Det morede hende faktisk en lille smule.
De nåede hen til køkkenet, hvor hun endelig slap sit tag om hans gule slips. De blev mødt af en streng husalf, der begyndte at pege på dem. Biver. Elizabeth havde mødt denne husalf før, og som den næste husalf forklarede, så var han bare mobset. Det var ikke noget nyt - det virkede snart til at være hans standard humør her.
Et forsigtigt smil gled op på hendes læber, da den anden husalf begyndte at forklare, og derefter spørge dem hvad de ville her.
”Åh, vi havde været i gang med at læse lektier og tiden løb af sted med os, så vi ville høre om der var noget mad tilbage fra aftensmaden? Jeg er sikre på at vi ville elske Bivers mad,” fedteri kom man rigtig langt med her i køkkenet normalt. Nu krydsede Libby bare fingre for at det måske også virkede i dag.
Hun kiggede kort over på Lucas, som lignede en der var ret så mundlam nu. Havde han ikke et eneste selvsikkert ben i kroppen, den fyr? Igen kiggede hun over på husalfen, ”Vi er ikke kræsne.. kartofler, brød, kage... hvad som helst.”

[Lucas Whitegold]

Lucas var hurtig til at registrere at Elizabeth så på ham lidt sjovt, var det fordi han ikke havde sagt noget endnu eller hvad? Han sendte hulsalfen et smil og et nik, da Elizabeth så forklarede at de bestemt ikke var kræsne over hvad de fik, bare det var spiseligt. Lucas tog mod til sig og trådte et langt skridt frem så han stod ved siden af Elizabeth.
"Kartofler, kød, hvad end i har som har kulhydrater og fibre og proteiner" sagde han og smilede stort til husalfen som, i forhold til den anden, så ud til at være meget mere venlig og medgørlig. Dog kunne han godt se på husalfen at han rynkede på næsen da Lucas kom nærmere.
"Gosh, du lugter da værre end de gammeldags troldmands toiletter vi rengjorte en gang" kommenterede han før han vinkede til et afsides bord som de kunne sidde ved. Lucas så over på bordet, det var så man kun kunne sidde overfor hinanden, hvilket han godt kunne mærke gjorde ham lidt nervøs, for så betød det han skulle se Elizabeth i øjnene. Han rettede dog på slipset, og gik derover som var han en troldmand der skulle i krig, faste lange skridt og et blik i øjnene at han måtte for enhver pris komme igennem det her i live! Om det kostede ham hans mentalitet eller lemmer, så skulle han igennem med livet i behold! Han valgte at sætte sig med ryggen til døren de kom fra, men ikke før han havde pænt trukket stolen ud på den anden side til Elizabeth. Det var ikke noget han tænkte over, mere noget han gjorde af sig selv, nok fordi han var så vandt til at i hjemmet skulle han altid trække stolen ud for sin mor og lillebror, og hjælpe lillebror med at sætte sig. Han satte sig let til rette, og gjorde sit bedste for ikke at sidde foroverbøjet som han plejede at gøre, men rettede sig roligt op og så lidt akavet på Elizabeth.
"Heh, det her er jeg ikke vant til.. normalt plejer jeg at vente til morgenmaden.. Mest fordi det her tager så meget af min tid jeg ellers skal bruge på skole arbejde og arbejde og hj.." sagde han og stoppede sig selv før han skulle til at sige 'hjemme pligter', som ikke var en sætning han havde lyst til at slynge ud bare sådan uden videre. Det var trods alt ret privat og hvis det var nogens byrde var det hans egen, i hvert fald så længe han ikke var myndig. Han trak en ganske tyk elastik fra sit håndled og samlede håret i nakken hvor han lod elastikken holde sammen på håret så det ikke ville komme i vejen, men det betød også at hele hans slanke ansigt med de høje kindben og bløde læber og smaragdgrønne øjne virkelig kom ud i lyset. Han smilede skævt til Elizabeth og var ret forlegen.

[Elizabeth McNamara]

Elizabeth var overrasket over at Lucas alligevel prøvede at byde ind. Hun havde ikke regnet med det. Normalt, så var hun vant til at fyre som Lucas bare holdte sig lidt i baggrunden, gemt bag deres lange hår... Og så formåede de næsten altid at se lavere ud end de var, når de stod der bagved en og gemte sig.
Husalfens kommentar var en smule hård, men sand - hun ville lade det gå denne ene gang, men hun ville heller ikke finde sig i det hvis husalfen blev ved med at stikke til Lucas, mens hun var i nærheden. Sammen gik de hen til et bord. Ærligt talt var hun ikke specielt begejstret for at skulle sidde så tæt på ham, da han virkelig trængte til et bad. Hun havde også tænkt sig at snakke med ham om det. Det ville dog også undre hende, hvis ikke han selv var opmærksom på det.
Selvom han havde mangel på hygiejne, så manglede han ikke manerer. Stolen blev trukket ud for hende og hun smilede tilfredst, "Tak, endelig en mand, der kender sin plads..." hun sendte ham et enkelt kækt blink, før hun satte sig ned i stolen og lænede sig lidt tilbage. Hendes blik fæstnede sig så på ham igen.
Libby lyttede til hvad han fortalte og det lød som om han ikke var helt sikker på om hun var interesseret i at høre på hans forklaring, "Jeg kender følelsen. Når jeg ikke går på Hogwarts bor jeg med mine fire yngre søskende i Hogsmeade. Det er travlt," lo hun. Hun ønskede ikke at vise ham hendes sentimentale og følsomme side. At bo alene med hendes søskende var hårdt og pengene var der ikke mange af - hjælp var der endnu mindre af.
Da han satte sit hår op trådte hans ansigt mere frem og især hans øjne lagde hun nu mærke til. Jo hun havde lagt mærke til dem tidligere, men det var som om hun nu her ude i køkkenets belysning kunne se dem klarere end før. "Så... Jeg bliver nødt til at nævne det; Går du ikke i bad? Og hvis du ikke gør, hvorfor ikke?" hun ville ikke pakke det ind - han burde vide at han stank og indtil han stoppede med at stinke, ville han nok aldrig helt blive accepteret. Det var i hvert fald Elizabeths mening. Hendes brune øjne veg ikke et sekund fra hans.

[Lucas Whitegold]

Lucas blik så lidt undrende på Elizabeth da hun nævnte at 'der endeligt var en mand som kendte sin plads' og undrede sig over om hvad hun mente med det, det var vel ganske normalt var det ikke? Eller havde han gjort noget unormalt? Men hans øjne blev store da hun nævnte at hun boede med sine fire søskende, og havde virkelig ikke troet at en så stærk pige som hende, også var en form for husmor når hun så kom hjem til Hogsmeade. Det fik ham til at føle at hans egne problemer var så små i forhold til hendes, for han skulle kun se efter sin ene lillebror, også slås med sin far og mor når de var hjemme. Han så med det samme ned da hun så ramte sømmet på hovedet og skar helt ind til hans ben, hvilket der ikke skulle meget til når hans problem var ret indlysende. Han vippede lidt frem og tilbage, mens et lille smil faktisk gled frem på hans læber.
"Joo, altså jeg går i bad.. når jeg ligesom husker det" sagde han og løftede hovedet igen og smilede roligt til Elizabeth.
"Problemet er lidt, når jeg først er færdig med lektier og hvad min familie kan finde på af skøre ting, så sætter jeg mig altid og går i gang med mit fritidsjob, som forsker, hvilket er min helt store passion. Og når jeg først er i den trance af arbejde så glemmer jeg tid og sted, og kommer først rigtig ud af trancen før jeg går ud som et lys og vågner igen når solen står op, også der ikke tid til det" Sagde han og løftede et øjenbryn.
"Derfor plejer det at være sådan en sjælden weekend hvor jeg vågner op måske en smule tidligere end normalt, hvor jeg så får tid til at gå under bruseren" sagde han og lænede sig lidt tilbage.
"Når jeg kommer ud her fra... så skal jeg forske dagen lang.. og ikke forstyrres af hverken familie eller noget andet" sagde han og havde et lidt drømmende blik, før den venlige af husalferne kom med to tallerkner med lidt af det hele og smed dem på bordet. De grønne øjne slog ned på tallerkenen og hans mave gav igen lyd fra sig.
"Ved Hagrids skæg så stop dog mave" mumlede han irriteret, før han vendte opmærksomheden tilbage på Elizabeth.
"Men.. Jeg forstår ikke.. Hvorfor er lugten så vigtig?" spurgte han hende så nu ret undrende og en smule forsigtigt, helt anderledes fra da han snakkede om hans fritidsjob og familie, hvor han havde været energifyldt, hvor han nu var lidt tilbagetrukken. Han havde aldrig rigtig tænkt over hvorfor det skulle være sådan et stort problem hvis han lugtede en smule en gang imellem, der var trods alt aldrig nogen som havde sagt det til ham på en måde hvor han kunne forstå det rigtigt.

[Elizabeth McNamara]

Elizabeth tog ikke hendes mørke øjne af Lucas, mens han forklarede hvorfor han lugtede som død og pine. Det kom bag på hende at høre hvad hans hverdag alt gik med - og at han var forsker kom endnu mere bag på hende. Det fik hende til kort at rynke sine bryn, for hvem var forsker i den alder? Åbenbart Lucas... Ved Merlin, han skulle vist have gået på Ravenclaw. Alligevel var Elizabeth da stolt af at have et smart hoved, der repræsenterede deres kollegie... Men staidgvæk skulle der altså gøres noget ved den stank.
Da husalfen serverede maden, sendte hun den et taknemmeligt smil, før hun begyndte at tage for sig af retterne. Mens hun tyggede, lyttede hun og tænkte hun over et svar.
"Åh okay..." svarede hun og nikkede forstående, selvom hun bestemt ikke forstod, hvordan han kunne ofre sin hygiejne for noget forskning. "Men gør det dig ikke ensom? Jeg ved at mange, selv jeg, tager afstand fra folk der... stinker." hun ville ikke pakke det ind. En spade var en spade. "For det er vel ligegyldigt om du stinker, hvis du er alene, men det er du ikke. Du arbejder i gruppe med mennesker, deler værelse med dem og spiser mad sammen med dem. Hvad med dem, der får det skidt af stærke lugte? Jeg ved min lillesøster kan få hovedpine af det," hun trak på skuldrene og tog sig en bid af sin kage, mens hun ventede på hans modsvar.

[Lucas Whitegold]

Han mærkede straks at hun begyndte at ramme ham ret direkte og det begyndte at stikke i hjertet da hun spurgte om han ikke var ensom, hvilket han jo egentlig var, for selv hans klasse kamerater kunne ikke holde ham ud, og nu hvor hun sådan det til ham direkte så gjorde det ondt. Han smilede ikke rigtig mere, men hans øjne viste heller ikke foragt eller tristhed over det hun sagde, men mere taknemmelighed. Han var faktisk lidt taknemmelig for at hun slog ham over hovedet på denne måde, for det var der ikke rigtig nogen som havde gjort før. Men han kunne heller ikke stoppe, ikke endnu, der var noget som holde ham tilbage.
"Men.." startede han og sukkede let opgivende.
"Stanken holder også folk væk fra mig, og min..." sagde han før han stoppede og så på Elizabeth med sine grønne øjne, som næsten skindede mere og mere, både med varme, men også arrighed.
"Og min syge familie" bed han så...
"Og jeg skal bruge alt her.. og arbejdet.. så jeg kan komme væk, og bo alene når jeg er færdig på Hogwarts." sagde han og knyttede sine hænder hårdt sammen.
"Jeg vil ikke lade dem manipulere alt ved mig, og når jeg endelig er voksen og ikke skal høre efter dem mere, skal jeg langt væk" sagde han bidende og sukkede så igen, mens hans hænder også slap den hårde knytning.
"Undskyld, jeg er ikke.. den bedste til det her" sagde han, men sendte hende så et roligt smil.
"Men tak for at jeg måtte lette hjertet til dig.. eller du var lidt sat fast der til at høre på mine fesne klager" sagde han og fnes let med et større og større smil.

[Elizabeth McNamara]

Da han begyndte at fnise og undskylde rystede hun på hovedet - hun havde indtil da været fuldt investeret i det han havde siddet og fortalt hende, “Du skal ikke undskylde - du klarer det fint. Jeg elsker lettede hjerter,” et smil gled op over hendes læber. Smilet var dog en facade, for det han havde fortalt hende havde rørt hende… måske ikke dybt, men dybere end han havde rørt hende før - hans stank var nærmest et form for forsvar.
Elizabeth kunne være hård og direkte. Men da han først begyndte at åbne sig på den måde, som han gjorde nu om hans familie, kunne hun ikke lade være med at få en smule ondt af ham - og samtidigt hejste det også nogle røde flag i hendes hoved.
“Men… din syge familie?” hun klemte øjnene sammen en smule, “Hvad gør de ved dig?” hun lænede sig en smule frem ind over bordet med de brune øjne der hvilede afventende på ham, da han nu havde hendes fulde opmærksomhed.

[Lucas Whitegold]

Lucas kunne godt høre at han måske havde talt lidt for meget lige nu, hun havde fået ham til at tabe hans parader som tørt sand mellem fingrene. Han trak sig længere væk fra Elizabeth, da hun lænede sig frem mod ham og virkelig stirrede ham ned med sine brune øjne, hvor Lucas's grønne øjne stirrede direkte tilbage med lidt forfærdet blik. Han sank en stor klump og trak vejret lidt heftigt, mens han kunne mærke sveden komme.
"a-a-altså jeg går jo på Hogwarts, så ikke så me...me" sagde han og stoppede lidt sig selv, før han kunne mærke hvordan koldsveden komme op igennem hans krop, da han vidste at han var ved at fortælle en løgn. Det gjorde ham lidt dårlig i maven og han kunne mærke at han ikke skulle joke rundt med Elizabeth.
"De glemmer mig, de kaster rundt med mig, de truer mig, de får mig til en masse, som de kan så længe jeg ikke er myndig" sagde han og kradsede sig let i nakken. Han ville helst ikke uddybe mere lige nu, ikke så længe de sad blandt andre. Men han havde i hvert fald gamle mærker på kroppen som kunne tegne et pænt billede af hans forældre.
"MEN! det er også derfor jeg ikke kan spilde min tid med sådan noget, for jeg skal have en karriere efter skole så jeg kan tjene penge og have min egen lejlighed! Så al min tid går på lektier, arbejde og... hvad de end vil have mig til..." sagde han og smilede stort og akavet tvunget til hende.

[Elizabeth McNamara]

Elizabeth trak ikke sit blik væk fra Lucas, som han begyndte at forklare for hende, hvordan hans familie var efter ham. Forklaringen kom langsomt, men da den kom, følte Elizabeth næsten at hun begyndte at koge indeni, “Jeg er ked af at du går igennem sådan noget… Ingen burde true deres børn. Nej, du skal ikke spilde ét mere øjeblik på dem end du bliver nødt til - vi vælger desværre ikke vores egen familie, men vi vælger senere hen hvem vi vil holde kontakt med.” Sukkede hun, mens hun tænkte på sin egen familiesituation, "Du må sige til hvis du får brug for et sted at slå dig ned i sommerferien - så længe du kan købe dit eget mad." der var trods alt altid plads til en ekstra hjemme hos dem.
Hun knækkede så et stykke brød af og kastede det over mod ham, “jeg sørger for at få dig vækket i morgen tidlig - og så kommer du altså i bad.” Det var ingen diskussion.