Green&Blue

[Lucas Whitegold]

Tråd til Meghan Marsters

---

Bagerste borde i Eliksir med Professor Adeline Marche.

Eftermiddags tid.

Bagerst i klassen, ved de bagerste borde sad de elever som helst ikke ville ses for meget på, og derfor var det en perfekt plads for Lucas at sætte sig skønt hans kæmpe højde og vilde lange røde uvasket hår og lugtende krops odør, var ret så afslørende for hvor han præcis sad for ingen havde sat sig i nærheden af ham. Men det passede ham også fint, for så kunne han selv klare dagens opgave med at lave en sandheds eliksir og samtidig notere ned hvad han skulle huske både fra den her time og andre timer og hans side job. Praktisk talt kørte hjernen på højtryk mens de smaragdgrønne øjne piercede igennem klassen og så på professoren og lyttede godt med mens han så alt hvad hun skrev på tavlen. Han havde lavet sin eliksir perfekt og var lige ved at prøvesmage den før han huskede hvad det egentligt var han havde lavet og stoppede sig selv i tide, før nogen kunne udnytte hans absolutte sande ord. I stedet lod han professoren dømme den og give ham hans karakter. Men det var kun den første halvdel af lektionen, den nemme del.. Det næste hun sagde gav et sæt i Lucas og automatisk gjorde sig ganske lille.. så lille en næsten 2 meter høj dreng kunne gøre sig. Men hvad professoren sagde var at der nu skulle være gruppe arbejde, og siden klassen havde et lige antal elever, var de derfor tvunget til at arbejde 2 og 2 på en ganske kompleks opgave omkring en hypotetisk eliksir som godt nok ikke fandes, men hvad nu hvis den gjorde, og hvad skulle der til for at den kunne eksistere, en hypotetisk opgave. Hvilket Lucas bestemt ikke var fan af, fordi for ham var der intet som var hypotetisk, det var bare et spørgsmål om at mixe de rette komponenter også lave hvad det var man ville, så svært kunne det da heller ikke være? Det var i hvert fald sådan noget han håbede og drømmede om at lave efter Hogwarts var over og han kunne komme på universitetet og studere videnskab der. 
Tøjet sad som det skulle, men som altid, hang kåben halvt ned af hans overarme og gav ham et ret dovent look, eftersom kåben så trak hen af gulvet og blev ganske beskidt i enden. Men det var den eneste måde han kunne holde den ud på når det ikke var top seriøst arbejde han lavede. Han sad lidt og så rundt med paniske grønne øjne og var virkelig nervøs for hvem der ville sætte sig ved siden af ham, for han vidste godt at det nok havde været godt 2 uger siden han sidst havde badet og lugten var ikke det bedste lige nu, dog heller ikke det værste som den gang han havde gået i 3 måneder uden bad, det havde været så slemt at en gruppe havde skrevet et klagebrev. Han rømmede sig let for at få opmærksomheden af lærinden.
"Kan jeg gøre min alene?" kom det stille fra ham med hans ellers pæne og dybe stemme, som virkelig lå godt til hans ranglede tynde form.

[Meghan Marsters]

Meghan hvade også fundet sig en plads aller bagerst i det dunkle lokale. Hun ville helst ikke bemærkes og bare have lov til at passe sig selv. Efter hun den ret dramatiske episode der var sket i starten af måneden, havde hun været lidt mere indelukket end hun plejede. Hun var bange for sin egen magi, hvor dumt det så end lød.
Måske var det derfor at den første opgave var gået lidt galt for hende. Hun havde ikke formået at lave eliksiren korrekt, hvilket havde været en temmelig pinlig affære, da den endte med at boble udover siderne på den lille trebenet kedel.
Nu prøvede hun så at få tørret den klistrede væske op, imens hun lyttede til professorens nye annoncering. Hun sukkede en smule opgivende. Gruppearbejde. Hun ville helst ikke arbejde sammen med nogen, primært fordi hun var bange for at ødelægge opgaven for en klassekammerat.
Resten af klassen var hurtige til at finde sammen to og to, og for et kort øjeblik troede hun at hun var den eneste der var ærgerlig gruppearbejdet, men så var det at Mr. Whitegold, en af drengene fra Hufflepuff med en imponerende hårpragt, spurgte om det hun selv havde tænkt, måtte de arbejde selv? Dog lod det ikke til at professoren bifaldt denne ide.
Med et let suk sendte hun ham et medfølende blik. Han sad et par borde fra hende, og eftersom alle de andre havde fundet deres partner, var det kun logisk at hun søgte ham.
”Hej,” hilste hun forsigtigt som hun rejste sig og smøg sig lidt tættere på ham. ”Kunne du tænke dig at arbejde sammen?” Hun kunne godt lugte ham som hun kom tættere på, men ønskede ikke at dømme ham, så i stedet bed hun sig lidt i læben og lod de isblå øjne hvile på ham. Usikkerheden stod skrevet i hendes ansigt, som forventede hun en afvisning. Han skulle vidst være ret dygtig, men var ikke specielt populær, så vidt hun vidste.

[Lucas Whitegold]

Lucas var hurtig til at bande og svovle i hovedet da lærerinden afslog at han kunne lave opgaven solo. Og at alle andre havde fundet en makker så hurtigt som de havde, uden at ænse ham et blik, stak ham en smule i brystet. Men ikke før alt det forsvandt da en forsigtig stemme pludselig snakkede til ham fra siden. Hans hoved drejede sig langsomt og han trak håret væk fra ansigtet så hans store smaragdgrønne øjne kunne se hvem det var som faktisk havde gidet at være på hold med ham. Han fik ret så store øjne, før et ganske blidt smil bredte sig over hans læber som hans hjerte gav et lille varmt slag for hendes venlighed.
Han rømmede sig lidt før han gav en kort glans over på den fejlede bryg hun havde gjort rent efter, og så tilbage på pigen og nikkede så.
"Det kunne jeg godt" sagde han og rakte hende så sin højre hånd så de kunne ryste på det.
"Jeg hedder Lucas forresten" sagde han med en rolig og varm tone.
"Har du prøvet at arbejde med 'hypotetiske eliksir' endnu?" spurgte han hende undrende og prøvende før han trak et pergament frem og lagde det på bordet så det lå i midten af dem, mens han tog sin fjerpin og dyppede den i blækket.
"For først skal vi finde ud af hvad vi vil have eliksiren til at gøre som vi ved ingen andre i vores tid gør" sagde han og gjorde virkelig sit bedste for at være imødekommende skønt han ikke havde nogen ide om hvordan han skulle starte det. Hans sociale evner var trods alt ikke for gode, men på den anden side så lignede hun en med samme problem, så måske kunne det blive positivt? Han var stadigvæk lidt usikker på om hvad hun syntes om ham, derfor lod han sig ikke sådan uden videre rykke meget tættere på hende, mest fordi hun nu allerede havde sat sig ved ham, så han skulle ikke skræmme hende væk ved at komme for tæt på med sin lugt, skønt hans ånde var ganske frisk og rar, da han dog var ganske effektiv til at børste bisserne. Ud af øjenkrogen kunne han se alle andre sad klods op af hinanden og snakkede sammen, mens de stadigvæk havde noget afstand. Derfor bed han sig lidt hårdt i læben, før han gjorde et helhjertet forsøg og rykkede sig en smule tættere på pigen, bare for at hun ikke skulle tro at han ikke var glad for hun havde sat sig hos ham så de kunne lave opgaven sammen.

[Meghan Marsters]

Meghan havde aldrig været mega udadvendt, hun ville gerne snakke med folk, men turde alligevel ikke helt i frygt for at gøre sig selv til grin. Dette var kun forstærket ved at hun var blevet oplært med at “magi var farligt og skulle holdes nede”, om ikke andet frem til hun blev adopteret og var startet på Hogwarts og hun hermed erfarede at virkeligheden var en anden. Dog var hun stadigvæk meget forsigtig, især fordi hun havde erfaret hvor svært det var at kontrollerer den magi der havde ophobet sig indeni hende gennem årene.
Det skulle der dog ikke tænkes på nu. Med et høfligt smil, rakte hun hånden frem og trykkede imødekommende hans. Han lod heldigvis ikke til at se skævt på hende, så det var da en god start. ”Meghan,” informerede hun som de blå øjne fik en glædestrålende gnist. ”Og nej, det her må være min første gang.” Hun skar en lille grimasse.
Hun fattede sin fjerpen og blækhus og overvejede om hun skulle rykke lidt tættere på ham, så de ikke sad med så akavet stor afstand imellem dem.
Som han forklarede, kunne hun mærke en lettelse skylle ind over sig. Forhåbentlig ville det ikke være noget hvor hun rent faktisk skulle udføre magi. Interessen var vagt og nærmest samtidig med ham, flyttede hun sig lidt tættere på, klar til at gå i krig med opgaven. Hun gjorde alt for ikke at lade sig generer af hans odør.
Hun hævede sin fjerpen en smule og lod den glide hen over sine rosa læber, en vane hun havde fået tillagt sig når hun tænkte, og vel og mærke havde en fjerpen i hånden. ”Hvad med en hårfarvningseliksir, eller en eliksir der får planter til at vokse hurtigere, hvis nu man skal bruge en bestemt plante som vokser langtsomt eller er sjælden. Eller en svæveeliksir, så man kan flyve uden koste for en kortere eller længere periode,” hun lo lavt over det sidste, måske lidt fjollede forslag, men og blev pludselig pinlig klar over at hun måske også lige skulle høre nogle af hans forslag før hun bare jappede derud af.

[Lucas Whitegold]

Lucas kunne mærke at hans indre begyndte så småt at hoppe og danse over at hun var så sød over for ham, som den eneste i dage vis som havde udvist bare lidt venlighed.
"Mig en ære Meghan" sagde han og lyttede til hvad hun sagde efter han havde forklaret hvad det var de skulle. Han måtte indrømme at det ikke var helt tossede ideer hun kom med. Ikke fordi det var noget han nok aldrig helt havde tænkt over selv, men fordi han vidste at det ville være besværlige at fremstille, især den sidste, den ville være tæt på umulig... for en normal person altså! Han kunne dog godt mærke at hvis de skulle klare det her først, så skulle de sidde lige så tæt på hinanden som de andre, og som det var nu, kunne han godt rykke noget mere, men lugten forhindrede nok Meghan at kunne komme helt tæt på.
Han så derfor lidt på hende, og smilede så lusket, før han stak hånden i sin inderlomme i kåben og trak en lille flaske frem med noget væske, der var helt klart og smaragdgrønt som hans øjne. Han åbnede flasken og hurtigt tog lidt på fingeren som han så påførte på sin hals.
Han lukkede hurtigt for flasken igen og stak den i inderlommen igen, før han så tog sig sammen og rykkede helt tæt på Meghan så deres bagdele var op af hinanden. Hvad hun ville kunne lugte, var en forandring fra død rotte, til en eng af frisk luft og blomster så langt øjet rækker, som den perfekte sommersol der varmede huden og gjorde alt dejligt. En af Lucas små hemmeligheder. Han lagde en finger mod sine læber.
"Ikke sig det til nogen, det er min egen opfindelse" hviskede han til hende, før han tog sin fjerpin og skrev ned på pergamentet.
"For skole projekt, så kunne hårfarveskift være en sjov en" sagde han og smilede til Meghan.
"Især for dem som kæmper en daglig kamp med at farve det igen og igen, så kunne det være en ide at have en eliksir som bare farver ens hår permanent" sagde han og så tænkende på hende. Det kunne godt være at de sad tæt nu, men Lucas var stadigvæk tårn høj og derfor var måden de sad på en smule akavet for ham. I hvert fald så havde han hendes skulder lige i armen, så han til sidst trak armen bagud og uden rigtig tænke over det, lagde armen om hendes liv.
Der gik i hvert fald først nogle få sekunder før han rigtig opdagede det, da hendes ide faktisk havde været spændende og han havde siddet og plapret løs om hvordan det kunne lade sig gøre at ændre hårfarver permanent med eliksirer.
Han slap roligt hendes liv igen og sank en klump.
"Undskyld, min arm var bare lidt akavet, det med at være høj er ikke altid en fordel" sagde han med lidt klukken i stemmen.

[Meghan Marsters]

Et slankt bryn blev skudt i vejret ved hans kommentar. ”En ære? Pas på med hvad du siger, måske er jeg i virkeligheden total crazy.” Det var ment i en joke, hun håbede bare at han opfangede den til trods for hendes spinkle stemme, dog legede det lille smil i mundvigen og glimtet viste sig i de blå øjne. Dog kunne man vel argumenterer for at der var noget om det når ikke hun kunne styre sin magi var hun trods alt farlig. Men ikke med vilje selvfølgelig!
Lige som han drog hånden ind under kappen og fiskede en lille flaske frem, troede hun for et sliptsekund at det var alkohol og at han skulle til at tage en tår. Det var måske en underlig antagelse at have, men han så bare så diskret ud omkring det. Som ønskede han ikke at blive bemærket.
Til hendes store lettelse var dette dog ikke tilfældet og kort før han rykkede helt tæt på, kunne hun lugte hvordan aromaen ændrede sig omkring ham, hvilket var en næsten lige så stor lettelse, hvis hun skulle være ærlig. Hun sagde selvfølgelig ingenting for hun ønskede ikke at være uhøflig overfor ham.
Som var han ved at indlede hende i historiens største hemmelighed, lænede hun sig lidt imod ham som han hviskede til hende, hun sendte ham et imponeret blik, ”har du selv lavet den?” Hviskede hun anerkendende tilbage. ”Det dufter dejligt.” Måske ville det også opmuntre ham til at bruge den lidt oftere.
Meghan nikkede som snakken gik tilbage til skoleopgaven. Tydeligvis var han jo allerede langt over hendes niveau, så det var bare om at slå lyttebøfferne ud og suge til sig af den viden han måske lå inde med. ”Ja det er en god ide,” eniggjorde hun sig. ”Jeg kan da godt farve håret lilla eller noget i den stil til ære for et godt skoleprojekt,” igen en mild joke.
Som de sad side om side, kunne Meghan endnu mere mærke hvor lille hun faktisk var i forhold til ham. Eller generelt var hun ikke en høj pige, men det kunne bare virkelig mærkes nu hvor de sad så tæt. Den komplet uventede berøring, fik hende omgående til at stivne som et bræt. Hun var ikke så vild med den form for nærkontakt, det gjorde hende umådelig nervøs. Især fra folk hun ikke kendte.
Undskyldningen kom dog hurtigt efter og hun forsøgte at slappe lidt af som han trak armen til sig, ”nej det...du behøver ikke undskylde, sorry, det var ikke min mening at freake ud.” Sagde hun flovt og mærkede en rødmen snige sig ind på kinderne.

[Lucas Whitegold]

Lucas smilede lidt stolt, da hun kommenterede hans duft.
"Ja, men det er en hemmelig opskrift, som ikke er kommet ud endnu, fordi det er min helt egen" sagde han med et stolt smil og klukkede.
"Jeg er glad for du kan lide den, jeg synes lidt den minder om barndommen og alle de gode minder" sagde han og kløede sig lidt på kinden.
Han så undrende på Meghan men opdagede så at det var en joke hun havde fyret af, hvilket fik ham til at grine lavt, ikke så meget af selve joken men mere af hvor sød hun egentlig så ud da hun leverede dem.
"Bare rolig, jeg burde kunne ændre din hårfarve som var du metamorphmagus." sagde han med et stort smil.
Han var altid ganske selvsikker når det gjaldt at fuldføre sådan nogle små eksperimenter og faktisk lykkes med dem. Hans line-up af godkendte og fuldendte eksperimenter var i hvert fald ganske positive.
Lucas smilede roligt men også lidt flovt til Meghan og var ikke helt sikker på hvor han skulle gøre af sig selv nu, i hvert fald ikke den arm der var mod hende, for at sidde skulder mod.. hoved blev det, virkede blot endnu mere akavet. Men han måtte bide det i sig og trak armen ind til sig og i stedet sad med sin arm op af hendes og meget akavet havde sin håndryg op af hendes, og kunne mærke teenage gnisterne der skød igennem hans spinkle krop store krop og fik den røde farve til at stige op i hans ellers ganske hvide kinder så det var ganske tydeligt at han rødmede stærkt.
"Det okay, det også mere min fejl, det ikke så tit jeg sidder i sådan en situation" sagde han og bed sig lidt nervøst i underlæben, mens hans øjne betragtede hendes nok en smule for meget. Men det var altså svært at tage blikket fra de isblå øjne, for de var ganske betagende. Det var dog ham selv som hylede sig selv ud af den og kom til fatning, og hurtigt begyndte at forklare om hvordan det faktisk kunne blive en mulighed for at lave sådan en hårfarve skiftende eliksir, hvis man blandede de rigtige kombonenter. Han gjorde det også ganske simpelt og firkantet så det var meget nemt at forstå, for havde han siddet i sit eget værelse og lavet dette, havde det været mere en komplekst og alt for mange detaljer var proppet på. Han pegede på de forskellige ingredienser og forklarede hvorfor man kunne bruge lige præcis dem til at udføre eliksiren.
"Men den bliver nok lidt udfordrende at lave for på grund af de der biller, kan det nemt stå op i flammer" sagde han og lignede en der havde prøvet at stå med hovedet over sådan en gryde før og svitset øjenbrynene af. Ikke et af hans mest stolte øjeblikke.

[Meghan Marsters]

Hendes blå øjne forholdt sig interesseret. "Det er virkelig cool!" Indrømmede hun og ville nok lidt ønske at hun havde samme talent indenfor magisk kunnen. Hun smilede en smule mere formelt, desværre havde hun ikke mange super gode barndomsminder. Ikke fordi hun havde haft det dissideret dårligt, men at være opvokset på et børnehjem det meste af sit liv, gjorde bare at hun aldrig havde følt sig rigtigt "hjemme" nogen steder. Frem til hun blev adopteret selvfølgelig. "Jeg ved ikke med barndomsminderne, men jeg synes i hvert flad den dufter godt." Endte hun med at svare.
Den lidt nervøse stemning hun havde liggende over sig, lettede en smule ved hans latter. Hun smilede selv en smule større under samme lejlighed. "Så må jeg hellere passe på hvad jeg siger," kørte hun den videre med et hævet bryn.
Den akavede stemning var dog ikke helt forsvundet, da de kort efter sad tæt op af hinanden, og hele arm-situationen udspillede sig. Ligesom ham, var hun slet ikke vandt til den slags, måske hun egentlig heller ikke helt tænkte i de baner. Ikke rigtigt. Hans hånd virkede varm mod hendes og hun skævede lidt mod ham ud af øjenkrogen. Den røde farve der tydeligt markerede hans ansigt, fik et strejf af dårlig samvittighed til at vælde ind over hende. Forhåbentlig var han ikke flov over der var sket.
Hun mærkede hans øjne på sig og drejede hovedet imod ham. Hånden blev hævet som hun strøg en smule af sit hår bag øret. "I en gruppearbejde-situation?" Spurgte hun lidt uskyldigt ind. Der gik nogle lange sekunder hvor de blot kiggede på hinanden. Hun var ikke sikker på hvad han tænkte på, hendes tanker var i hvert fald ikke helt der hvor de burde være, hvilket også gjorde at hun blinkede en anelse forvirret da han snakkede om biller. "Øhm," hun tvang sig selv tilbage, genfandt fatningen og efter kort at kigge mod pergamentet foran sig, rettede hun atter blikket på ham. "Nej så går det nok ikke, jeg skulle nødigt ende med at brænde dine flotte lokker af." Det ville være løgn at sige at hun ikke var lidt fascineret over hans umådelig lange hår. Igen blev det sagt med et glimt i øjet for at vende lidt tilbage til den mere afslappede stemning de havde opbygget kort forinden.

[Lucas Whitegold]

Lucas grinede lidt flovt da hun spurgte om det var fordi de sad i gruppearbejde at han var sådan ny i det, men Lucas havde nu lavet meget gruppearbejde, det her var bare en helt anden situation han var havnet i, for det her var gruppearbejde med en ganske attraktiv person. Men kunne han sige sådan noget direkte!? Var sådan noget ikke reserveret til folk der var kærester? Men hvordan blev man kærester i første omgang? Hvordan foregik sådan noget!? Tankerne strømmede igennem hjernen på ham, mens han prøvede at holde fokusen på opgaven de havde foran dem. Men da hun så nævnte at hun nødigt ville brænde hans 'flotte lokker' af, vendte han blikket på hende med store øjne og man ville direkte kunne se hvordan den røde farve brændte igennem hans kinder og spredte sig til hele ansigtet, og stemmen forsvandt fuldstændig.
"H...H.....H.." hæsede han ud før læreren spurgte Lucas om der var noget galt, hvor han så kom til sig igen.
"N-n-nej overhovedet ikke, her køre det lokkende, jeg mener strygende" snublede han med sine ord, før han vendte blikket tilbage til Meghan. Han satte da bogen op så dens store cover dækkede lidt, før han dukkede ned bag den ene side, hvilket virkede totalt åndsvagt da hans lange krop overhovedet ikke kunne dækkes af noget, men han følte at så længe hans ansigt ikke kunne ses så var det okay.. Han vinkede så Meghan ned til bag bogen, så hun kunne tage den anden side, med meget små men ivrige bevægelser.
".. ser du.. det var ikke gruppearbejdet jeg mente.. det var.." sagde han og vinkede hende endnu tætter så han kunne hviske.
"Jeg ved ikke om man skulle sige sådan noget her.. men.. du er virkelig virkelig køn" sagde han og så på hende med et ganske sandfærdigt blik. Han næsten udstrålede af uskyld og ganske ukendt i spillet der kaldes følelser.
Men nu sad han også lidt og var i tvivl om hvordan de kom fra den her situation han havde skabt, til at faktisk lave deres opgave igen, for måske havde han fortrudt lidt at sige noget så pinligt til hende uden videre. Men nu var det ude og han kunne ikke tage det tilbage, som når han sendte test resultater direkte til sin chef, og var i tvivl om at det var for hurtigt og om han skulle havde gennemgået det hele igen. Det var nærvepierrene men også... måske.. lidt spændende?..

[Meghan Marsters]

Hun var ikke helt sikke på hvad hun havde gjort galt, men det næste hun oplevede var at Lucas først blev meget rød i hovdet og derefter ikke helt kunne snakke. Hendes øjne blev store og runde, i frygt for om han var okay. Heldigvis lod han til at komme til sig selv, ikke længe efter.
Hun var slet slet ikke med i hvad der foregik eller hvilke tanker den unge teenager ved siden af hende gjorde sig. Derfor så hun blot uskyldigt på ham, derefter til professoren og så tilbage på ham igen. Hvad i alverden gik alt dette her ud på? Han lod til at vælte lidt rundt over sine ord, og hun blev atter ramt af dårlig samvittighed. Havde hun såret hans følelser ved at omtale hans hår på den måde?
Hun skulle lige til at undskylde overfor ham som han slog bogen op og derefter vinkede hende ned bag. En undrende rynken formede sig mellem hendes bryn, men hun gjorde alligevel som han bød, og dykkede ned bagved, som var de nu gemt bag en mur hvor ingen kunne røre dem.
Han begyndte at tale lavmeldt og hun rettede en smule på sig så hun ikke ville få ondt i ryggen af den lettere akavede siddeposition. Tanken om at det måtte være langt værre for ham, eftersom han var en del højere end hende, strejfede hende, men blev hurtigt skubbet væk igen som han begyndte at snakke.
”Så tror jeg ikke helt jeg forstår...” begyndte hun, men kort efter fortsatte han, hvilket tog pusten fuldkommen fra hende. I nogle lange sekunder så hun på om, og lignede nok mest af alt en der ikke vidste om hun skulle grine eller græde. Der var aldrig nogen der havde sagt sådan noget til hende før. Ikke en fyr i hvert fald. Ikke på denne måde. Hun rømmede sig og samlede sig lige et kort sekund, før hun forsøgte sig med et forsigtigt smil. ”Tusind tak, det er sødt af dig at sige.” Endte hun med at svare. Hun sank og rømmede sig ydmygt. Hun fumlede en smule med ærmet på sin skolekappe, ”vi må ehm..nok hellere komme videre med opgaven..” Hun tyggede kort på underlæben og smilede atter imod ham. Det var da uden tvivl smigrende at han syntes hun var køn, det kom bare bag på hende.