All I Know Is I Won't Go Speechless

[Tatianna Mary Maximorff]

Til: Lawrence Dale Rider .

Sted: Hjemme hos Tati.

Tid: Januar 2058, omkring klokken 01, om natten.

Outfit: Link

---

Tatis far havde netop sat hende af hjemme ved hende selv. Dagen havde været god, hyggelig og hun havde lært Meghan Marsters lidt bedre at kende, som var det nyeste medlem af familien. Aften derimod havde langt fra været hverken god eller hyggelig, da Patrick Mason havde besluttet sig for, at sætte en stopper for familiehyggen. Hun var stadig mere eller mindre i chok. Både over det at stå ansigt til ansigt med Patrick igen efter så mange år, hvilket havde været skræmmende og angstprovokende nok for hende, så oven i det havde Meghan forvandlet sig til en form for sort røgsky, som havde kastet Patrick direkte tilbage ud af vinduet ved siden af døren, han var kommet ind ad. Han var blevet kørt til et muggler-hospital, med nogle voldsomme og alvorlige skader, og en del - ret stor del - af Tati håbede på han ikke ville klare den. Hvor grufuldt det end måtte lyde, men hvem kunne bebrejde hende, efter alt hvad den mand havde sat hende i gennem?
Hun havde selv fået sig et par små skrammer hist og her, både fra glasskår, der havde været fløjet igennem stuen hjemme hos hendes forældre hvor det hele var sket, men også fra den sorte røgsky som havde reddet hende fra Patrick, men kurret Tati et godt stykke hen ad gulvet. Hendes ene kind, var stadig godt rød, efter den lussing hun havde fået fra Patrick og der var ligeledes et rødt mærke omkring hendes ene håndled, hvor han havde haft fat i hende.
Hun gik stille op ad trapperne til sit værelse, for ikke at vække sine roomies. Døren lukkede hun efter sig og satte sig på gulvet foran døren, med sin mobil i hånden. Klokken var snart 1 om natten. Kunne hun tillade sig at ringe til Lawrence? Hun havde på ingen måder lyst til, at være alene lige nu, selvom huset var fyldt med de øvrige beboer. Hun kunne gå ind og vække Tara Williams , spørger om hun måtte sove inde hos veninden og så fortælle Lawrence om hvad der var sket i morgen, men kunne ikke rigtigt få sig selv til det. Hun tørrede en tåre væk fra sin kind og snøftede en enkelt gang, før hun pustede tungt ud og fandt Lawrences nummer på sin mobil. Hvis hun kendte ham ret, så var han nok ikke gået i seng endnu anyway. Hun trykkede på hans navn og tog mobilen op til øret og hørte den gik i gennem. "Hey... Vækkede jeg dig?" spurgte hun som røret blev taget i den anden ende, og prøvede lige nu at holde samling på sig selv. 

[Lawrence Dale Rider]

Outfit

Lawrence sad ved sit skrivebord med et stykke papir foran sig. Han havde briller på - ikke fordi han havde brug for det, men han var inde i en periode hvor nogle journalister og paparazzier var for nærgående, og brillerne fungerede som en forklædning. De var uden styrke, men han var efterhånden blevet så vant til at gå med dem, at han ikke tænkte over at tage dem af, når han var derhjemme. Han koncentrerede sig dybt om hans tegning - et design til en tatovering, selvfølgelig. Eller det kunne det blive, for lige nu tegnede han bare et billede, han havde haft i hovedet hele dagen. Han havde glemt alt om tiden. Han var gået i gang ved en 21 tiden, da han var kommet hjem fra arbejde. Han havde fordybet sig så meget, at han havde glemt alt om mad og drikke - det var selvfølgelig ikke uvant for ham. Han mærkede sjældent efter på hans krops signaler. Uanset om det var sult, tørst, ensomhed eller en snert af glæde. Det eneste han bed mærke i, var når han havde lyst til Tati. Lysten kunne sagtens komme af savn, men det var vel hans egen måde at rationalisere hans savn til hende. Hans telefon var ved siden af ham, og først bemærkede han ikke lyden og lyset fra den, det var faktisk et kort irritationsmoment for ham, da noget generede ham. Han så mod den, og tog den det sekund han opdagede billedet af Tati og så hendes navn på skærmen. Han trykkede på den grønne knap og tog telefonen op til øret. "Hey... Nej, jeg er oppe..." lød det fra ham. Han lænede sig tilbage i stolen, for at strække sin ryg lidt ud. Der var noget ved hende der virkede ... anderledes. Han kunne dog ikke sætte en finger på hvad det var. "Hvad så? Skal jeg komme forbi?" spurgte han roligt. Hvis ikke den obscurus havde ordnet Patrick, så skulle han i hvert fald nok gøre det, når han havde fået alle oplysningerne fra Tati. 

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati førte en hÃ¥nd i gennem sit lange mørke hÃ¥r, mens hun afventede han ville svare. "Okay øhm..." hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige. Skulle hun sige i telefonen, at Patrick havde været forbi hendes forældre, mens hun havde været derhjemme, hvilket vel egentlig mÃ¥tte betyde, at han holdt øje med, hvor hun var pÃ¥ en eller anden mÃ¥de. Hun anede ikke, hvad han arbejdet som eller hvor. Hun skubbede sig væk fra døren, men brugte den til at støtte sig op ad, som hun kom pÃ¥ benene. Hun trak lidt pÃ¥ den ene skulder, velvidende om at han ikke kunne se hende. "Hvis du har lyst.." svarede hun og fandt sine smøger frem fra sin taske. Hun var sÃ¥ glad for, at han havde forhekset hendes værelse, sÃ¥ de andre ikke kunne lygte hun røg derinde, for hun havde pÃ¥ ingen mÃ¥der lyst til, at forlade sit værelse lige nu. Hun tændte sig en smøg og tog et langt hvæs af den, mens hun satte sig pÃ¥ sin seng og sÃ¥ mod sin skuffe i natbordet, hvor bÃ¥de hendes ADHD medicin og øvrige selvmedicinerende ting lÃ¥ i, mens hun trippede lidt med det ene ben. Hun tog et nyt hvæs af sin smøg og Ã¥bnede sÃ¥ sin skuffe, hvad havde hun brug for lige nu? Hun kunne ikke ryge græs, hvis han ville komme, det ville han kunne lugte med det samme, men man kunne ikke lugte et par Quetiapin, hvilket hun hurtigt sank et par stykker af. "Please kom.." bad hun, hvilket langt fra lignede hende.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence hørte lyden af hendes stemme og bed sig i læben. Han kunne høre lyden ii baggrunden af hun tændte en smøg efter hendes ’hvis du har lyst’, han ventede tålmodigt på at hendes sætning blev gjort færdig. Han begyndte roligt at rydde sine ting op mens han ventede og så mod klokken. Damn. Han havde glemt alt om tiden igen. Han hørte hendes ’please kom’, og lagde på med det samme – uden et eneste ord. Tonen i hendes stemme havde fortalt ham, alt det den skulle. Hun havde brug for ham, ellers ville hun aldrig sige sådan, så godt kendte han hende alligevel. Der gik ikke længe før han havde fundet sin læderjakke og tog den ovenover det øvrige tøj og transfererede sig hurtig hjem til hende. Der gik heller ikke længe før han åbnede døren indtil hendes værelse. Hvad var der gået sammenlagt? 1,5 minut. Han havde stadig sine briller på – dem han havde han i fartet glemt at få af. Hans grønne øjne ledte efter hende og faldt først til ro, som de fandt hende. ”Jeg er her nu,” påpegede han og gik over mod hende. Han gjorde noget – han meget sjældent gjorde – lagde begge sine arme omkring hende og lod en hånd hvile ved hendes nakke og den anden omkring hendes hofte. ”Hvad er der sket?” stemmen spurgte roligt, også selvom hans koncentration var på at bevare hans krop i ro over at stå tæt på hende.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati havde aldrig før bedt nogen som helst om, at komme på den måde, hun lige havde bedt Lawrence om det. Hun kunne bare ikke være i tanken, om at Patrick havde brudt ind i hendes forældres hjem. Heldigvis var han et sted nu, hvor der blev holdt øje med ham, selvom hun godt vidste mugglernes hospitalsfolk og politi, ikke ville have en chance mod ham, hvis han valgte at bruge magi. Hele løgnen for at beskytte Meghan Marsters havde hun dog intet problem med. Det var hendes skyld det hele. Meghan var uskyldig, hvis man spurgte Tati. Hun havde faktisk mere ondt af det nyeste familiemedlem, end af sig selv. Tati havde selv taget nogle aktive valg, som gjorde hun stod i den situation hun stod i. Det havde Meghan ikke. Den stakkels pige.
Hun vendte blikket mod mobilen, som der blev lagt på i den anden ende. Var forbindelsen gået? Hvorfor havde han ikke sagt noget? Havde Patrick fundet Lawrence? Alle de værst tænkelige senariere nåede at kører igennem hendes hoved, mens hun sad på sin seng og stirrede på mobilen. Ville han ringe tilbage? Ville han komme? Hun bemærkede ikke engang tåre, som trillede ned af hendes ene kind. Hun blev dog revet ud af sine tanker, som døren til hendes værelse gik op. Først var hele hendes hjerne klar til, at flygte igen, men så gik det op for hende, at det var Lawrence. Hendes mørkebrune øjne hvilede på ham. Hendes hjerte bankede med 120km/t. Hun satte sin frie hånd op foran sin mund, mens øjnene blev blanke. Hun rejste sig ret usikkert på benene, som han kom mod hende. "Tak.." hviskede hun bag sin hånd, som hun først flyttede, da hun mærkede hans arme omkring sig. Hovedet begravede hun dybt ind i hans skulder, som hendes hænder fandt hans skulderblade. "Hvorfor har du briller på?" spurgte hun, uden at besvare hans spørgsmål. Hun vidste, at hvis hun først sagde det højt, så ville det blive virkeligt og hun var blevet afhørt så meget i løbet af aftenen/natten, og havde bare brug for, at det for to minutter ikke var virkeligt. Hun slap ham roligt og kyssede hans læber. "Bare rolig, den anden ser meget værre ud," sagde hun i et forsøg på, at tage afstand til alt hvad der var sket - hvilket så heller ikke var løgn, mens hun førte noget af det mørkebrune hår om bag det ene øre, hvilket afslørede hendes ildrøde kind.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence havde endnu ikke bemærket det røde mærke på hendes kind. Det han til gengæld bemærkede var hendes hånd var ført op til hendes mund, og at hendes øjne blev blanke. Han svaredei kke på hendes tak. For ham var det en selvfølge at han ville komme det sekund, hun gav udtryk for hun havde brug for ham. Han var en handlingens mand, så at spilde 30 sekunder på at sige ja jeg kommer nu, vi ses – det var ikke en mulighed. Han mærkede hun begravede sit hoved dybt i hans skulder og hænderne mod sine skuldreblade. Han hadede berøring og han brugte meget energi på at hans vejrtrækning skulle forholde sig normal, og ikke gå i panik. Han kunne dog godt det her for hende. Han bed sig i læben som hun undgik hans spørgsmål. Briller? Han havde da ikke… Nåh ja. Det havde han vel. ”De fungerer lidt ligesom de gør for Clark Kent… Når jeg har dem på, er der ingen der kalder mig Charles,” navnet til sidst blev sagt med en væmmelse i hans stemme, der ikke var til at tage fejl af. Han mærkede hun slap ham og følte nu endelig han kunne trække vejret ordentligt. Han gengældte kysset, som han mærkede hendes læber mod sine og gengældte kysset. Det var først som hun snoede sit hår bag øret, han for alvor kunne se hvordan hun så ud. Han kunne mærke han allerede nu fik en mørk følelse gennem hans krop. Han var klar til at gøre noget meget værre mod den person, der havde gjort sådan mod hende. ”Hvad er der sket?” spurgte han – på trods af den vrede han mærkede helt ind til knoglerne af ham – roligt. Han lod sin hånd finde hendes hage for at hive hendes ansigt en smule op, så han kunne studere hende ordentligt.

[Tatianna Mary Maximorff]

At Lawrence ikke svarede på hendes tak, gjorde hende intet. Hans handlinger betød langt mere for hende, end hans ord gjorde. Han var der. Han var kommet under to minutter efter, hun havde givet udtryk for, at hun havde brug for ham. Det var dét der betød noget for hende. Det var en af de ting hun elskede ved ham. Også selvom hun aldrig havde sagt de tre magiske ord til ham, så antog hun, at han vidste det. Han sagde ikke bare at han var der for hende, han viste hende det. Han lod hende klemme sig ind til ham, selvom hun udmærket var klar over, at han ikke brød sig om det. "Clark Kent havde fat i noget, huh.." svarede hun med en rynke over næseryggen, ved Charles' benævnelse. Hun havde læst et par artikler om hendes ikke-eksisterende forhold til den tidligere guitarist for Faded Exit. Hun havde også valgt at udtale sig, at det på ingen måder var Charles hun havde et forhold til, at hun faktisk ikke engang kendte den mand - heldigvis. Hun vidste, at hun som youtuber, var i søgelyset fra tid til anden for medierne. Hun prøvede så vidt det var hende muligt, at holde Lawrence ude af det, men det var svært og sikkert en samtale, de burde tage på et tidspunkt. Bare ikke lige nu. Hun nød kysset så længe det varede, men hun kunne også godt fornemme, at hun ikke fik lov til, at trække aftenen hændelser ret længe endnu. Hun kæmpede mod tårrene. Hun ville ikke græde foran ham, ikke fordi det var ham, men fordi hun generelt hadede at græde foran andre. Hun klemte læberne hårdt sammen, som hans spørgsmål lød og mærkede kort efter hans fingre mod sin hage og hvordan han hev, så hun blev tvunget til at vende ansigtet mod ham. Hun så dog ikke på ham, hendes brune, fugtige øjne så lige forbi hans ansigt. "Patrick.." svarede hun kort og direkte, uden at uddybe, hvortil hun mærkede en enkelt tåre hun ikke kunne holde tilbage mere, så den trillede lige så fint i en lige linje ned af hendes røde kind. Hun rettede lidt på ærmerne på den militærfarvet trøje, så den dækkede over de små rifter hun også havde fået sig op og ned af armene, efter alle glasskårene som var fløjet igennem rummet, da Patrick havde smadret havedøren hjemme hos hendes forældre, samt det røde mærke omkring hendes ene håndled, hvor han havde holdt fast.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence var ikke i tvivl om, at Tati elskede ham. Han var heller ikke i tvivl om, hvad hans egne følelser var for hende – skønt han ikke kunne verbalisere dem. Han kunne til gengæld vise det tydeligt gennem måden, han var overfor hende. Han ville aldrig love hende noget, han ikke var i stand til at holde. Han ville aldrig sige, han var der om 2 minutter, hvis ikke det var en mulighed for ham. Han ville altid fortælle hende sandheden, for sandheden for ham betød alt. Han mærkede hun lod sig hive ind til ham og lod sin hånd begrave sig i hendes hår. ”Mmh, det må man sige,” påpegede han til hendes svar. "Uhm, jeg kan godt tage dem af?" tilbød han og bed sig i læben efter hans forslag. Han vidste godt, at Tati til tider var i mediernes søgelys. Det var han også selv, skønt han ikke var kendt. Hans tvillingebror var, og de blev forvekslet. I hans hoved lignede de dog ikke på nogen måde hinanden. Lawrence havde større overarme, han var dækket i tatoveringer. Hans øjne havde intet lys i sig. Han lignede heller ikke en, der konstant måtte have ondt i kæberne af at smile og fjolle rundt. Han var heller ikke en flødebolle. Langt fra. Lawrence ville altid lade hende græde foran ham, hvis det var det hun havde brug for. Lawrence strøg hendes hage, som han fik løftet hendes ansigt op mod sit. Han bemærkede dog hendes øjne gled direkte forbi ham. Den mørke følelse der havde startet i tæerne, havde som en steppebrand nået hele hans krop. Han knyttede sin frie hånd, som hun nævnte Patrick. Han var klar til, at lade Patrick nå helvede langt om længe. ”Patrick?” spurgte han med en kølig ro, der ikke var til at tage fejl af. Til trods for hele hans ydre adfærd udstrålede ro, så var hans grønne øjne blevet mørkere end før. Hvis blikke rent faktisk kunne slå ihjel, så havde han på nuværende tidspunkt været en morder. Han så den ensomme tåre der gled elegant ned ad hendes kind og lod den før knyttede hånd blidt tørre den væk. Han havde mange spørgsmål, men han ville give hende tid til at svare ham. Alene det, han ikke allerede var smuttet, sagde dog også noget; han var klar til at høre hvad hun sagde og være der for hende, fysisk og psykisk. Patrick kunne vente til han var sikker på, at hun var okay. Om det så var om en time eller om tyve år, så var hun 100 % hans første prioritet

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati var ikke om så mange andre kvinder på sin alder. Hun havde ikke noget behov for, at få af vide tyve gange om dagen, at hendes kæreste elskede hende, eller at han kom med blomster og teddy-bamser. Hun havde brug for en mand, der ikke var bange for at sætte hende på plads, når hun gik over stegen - det skete oftere end det burde for hende - og hun havde brug for en mand, der viste han var der og ikke bare sagde det. Hun var selv en kvinde, der handlede og ikke altid var så god til ord. Det var præcis dét hun også søgte i en mand. Dog var hun ikke altid så god til, at fortælle sandheden, men det skyldes også hendes tidligere og nu tilbagevendte misbrug. Hun var vant til at holde dele af sit liv hemmeligt, så det føltes ikke som løgn for hende, når hun ikke fortalte det. Hun mærkede hans hånd i sit hår og klemte sig lidt mere indtil ham. Hun rystede lidt på hovedet og så kort op på ham, "De klær dig," svarede hun med et halvhjertet smil, trods hendes ord var helhjertet. Tati så ingen ligheder mellem Charles og Lawrence. Første gang hun havde mødt Lawrence, ja, der havde hun syntes han lignede Charles, men det var ansigtstræk mere end det var så meget andet. Det var Lawrences personlighed, der havde vundet hendes hjerte - og selvfølgelig var hun en sucker for hans mange tatoveringer, skønt hun stadig selv kun havde den ene han havde lavet på hende. Det var hans grønne øjne og hvordan de en sjældent gang i mellem lyste op, når deres blikke mødtes. Det var hans store mandearme, hun elskede at forsvinde ind i, velvidende om at dér kunne ingen - selv ikke Patrick - skade hende.
Hendes blik gled forsat forbi ham, selvom hun kunne mærke han strøg hendes hage. Hun bed sig hårdt i læben, som han gentog Patricks navn. De mørkebrune, fugtige øjne gled meget kort til hans og væk igen. "Yeah.." hviskede hun og åndede ud gennem næsen. Hun gispede let, da han tørrede tåren væk fra hendes røde kind, af ømhed. Hun kunne ikke få sig selv til, at uddybe hvad der var sket. Jo mere hun snakkede om det og satte ord på det, jo mere ægte blev det hele. Politiet havde hun været nødt til at lyve overfor, da de var kommet og det samme med ambulanceredderne, men hvis hun skulle fortælle Lawrence, hvad der var sket, så var hun nødt til, at forholde sig til sandheden. Sandheden om, at Patrick vidste hvor hendes forældre boede og at han havde truet med, at slå hele hendes familie ihjel, hvis hun ikke fulgte med ham. Det værste var nok, at hun vidste han kunne finde på det. Hun vidste hvad han var i stand til. Det eneste der beroligede hende lige nu, var viden om at han var indlagt nu på et hospital og at Lawrence var ved hende.