Warn me

[Angelique Darklighter]

Opholdsstuen lå ødet hen, og søen kastede sine lange grønne skygger over den mørke opholdsstue. Pejsen flimrede, klagende og på sit sidste og der var koldt, ufattelig koldt. Angelique sad i den store lædersofa med sin kappe svøbet omkring sin ranglede krop imens hun hæv sine uldstrømper op over knæene. Hun var alene, for hun havde ikke mere af sin Baldrian-eliksir tilbage, endnu en venlighed fra Warren Blackwood 's side, indtil at hun gav ham hvad som var retmæssig hans. Derfor havde hun bestemt sig for at holde sig vågen så længe som muligt. Hendes ben, som knapt var dækket af uldstrømperne og de pyjamasshorts hun bar, vidnede om de blå mærker Grace Murphy havde tildelt hende tidligere på dagen, samtidig med at hun havde kostet kollegiet 20 point. Lorte dag. Men heldigvis var mærkerne lig de hun fik i Quidditch, noget som hun ellers havde vist et ufatteligt talent indenfor. Derfor håbede hun at hun ved næste kamp i det mindste kunne give nogle af pointen tilbage. Hun omfavnede sine knæ og drog dem indtil sig med alt sin varme som hun kiggede på de segnende flammer. 

@hunter

[Hunter Blackwood]

Det var sent, men Hunter sov ikke. Han var præfekt, så han gik lige en ekstra runde, for at se om alt var som det skulle være. Det badge, han havde modtaget, bare han med stolthed. Måske lidt for stolt. Han bar det lige nu på en simpel mørkegrå t-shirt, da han han ikke lige gad at tage hele sin uniform på, for at tjekke opholdsstuen. Derudover havde han sorte jeans på. Håret sad pjusket, da det var lidt for langt, og han konstant rodede i det. Det generede ham dog ikke. Han synes selv, han var en flot ung mand og pigerne brokkede sig nu heller ikke. Der var dog kun en pige, som han rent faktisk tænkte på, men lidt opmærksomhed fra andre skadede jo ikke. Synes han selv.

Hunter gik ned i opholdsstuen og forventede egentligt, at den var tom. Til hans overraskelse sad der en enkelt. Han vidste godt, hvem hun var. Quidditchspiller som ham, fra en ret prestigefyldt familie som ham. Derudover var hun hans kommende svigerinde. Hans forældre kunne lige vove på at foreslå ham, hvem han skulle giftes med. Det gad han simpelthen ikke.
Han havde hørt, at Angelique tidligere havde mistet 20 point på grund af vold, da deres rektor havde hevet ham til side. Præfekter og vejledere fik den slags at vide, da de skulle være med til at motivere eleverne til at skaffe point og ikke miste dem.
"Angelique Darklighter. Burde du ikke ligge i sin seng, så du ikke mister flere point i dag?" Spurgte han en smule koldt, da han ikke ligefrem var kendt for at være det blødeste menneske.

[Angelique Darklighter]

Det gav et sæt i Angelique da hun hørte den uventede stemme. Hun havde regnet med at være alene, det var vel også over vejledernes sengetid? Hun vendte blikket mod stemmen hvor Hunter stop ligeså lang han var. Et genert udtryk indfandt sig på hendes ansigt som hun straks sænkede blikket fra sin kommende svigerbror. Warrens ord kørte i hovedet på hende, hvordan hun skulle tjekke op på dem, rapportere dem... Hvis ikke det havde været for Warren havde hun nok ikke engang været i denne redelighed. Hun sukkede dybt inden hun med et forsigtigt smil nikkede. ”Warren har nægtet at give mig min eliksir før jeg giver ham Quidditchpokalen”, det var i det mindste ærligt. Hun trak benene længere ind til sit bryst og kiggede på ilden uden at gøre tegn til at flytte på sig. [/b]”Jeg er bange for at sove”[/b], søvngængeriet kunne være slemt. For ikke at tale om de mange ting hun havde smadret eller oplevet gennem årenes løb. Hun bed sig i underlæben, hvorfor var det altid Warrens skyld at hun sad i saksen? ”Hunter? Er du meget.... ærlig med din storebror?”, ordene kom måske en anelse bramfrit, men hun vidste snart ikke længere hvad hun skulle gøre, og det sidste hun ønskede var at rode sig ind i mere ballade for den gamle elevs skyld.

[Hunter Blackwood]

Hunter kendte ikke Angie særlig godt. Han vidste, hvem hun var, de spillede Quidditch sammen, og de havde gået på skolen sammen i mange år efterhånden. Dog interesserede han sig ikke ret meget for hende. Hun virkede da cool nok, men de havde aldrig været tætte eller rigtigt talt sammen. Nu skulle de så åbenbart til at være i familie med hinanden, så måske det var på tide at lære hende at kende. Bare lidt. Hvis han gad. Han anede dog ikke, hvad hun snakkede om med en eliksir.
"Hvorfor er du bange for at sove?" Spurgte han og satte sig ned i sofaen og skævede hen til hende. Han sad et øjeblik og kiggede på hende, da det gik op for ham, at hun havde nævnt Quidditchpokalen.
"Hvad for en Quidditchpokal?" Spurgte han og kiggede undrende på hende. Warren havde da ikke tænkt sig, at han ville have den? Pff en idiot. Den var forsvarligt låst inde, og Warren skulle ikke glemme, men der sørgede for at fange lynet.

Hunter kiggede udtryksløst på hende, da hun spurgte, om han var ærlig overfor Warren.
"Jeg er så ærlig overfor ham, som man ville forvente af et søskende forhold som vi har." Sagde han og lagde afslappet armene over kors. Ved det havde han ikke sagt for meget, men heller ikke for lidt. Faktisk havde han slet ikke sagt noget, for hvad forventede man af et forhold som deres? Hvad var deres forhold? Angie kunne jo ikke vide, hvordan de havde det med hinanden, ligemeget hvad Warren sagde, for Warren og Hunter kunne jo nemt se det på forskellige måder.
"Hvorfor vil du vide det?" Spurgte han og vendte blikket hen mod hende. Køligt og afslappet.

[Angelique Darklighter]

Det var ikke mærkeligt at Hunter ikke kendte hende særlig vel, faktisk var det vældig få, hun ytrede så meget som en sætning til. Det lå i Angeliques natur at være afstandstagende og genert, og selv ved Quidditch-fejringer forsvandt hun hellere til sovesalen for at være i fred. At bygge bekendtskaber, var langt fra hendes forte. Derfor fandt hun det også ulideligt akavet at behøve at fortælle Hunter om mere end sin gældende plan i Quidditch, på trods af at han var hendes kommende svigerbror og ikke mindst hendes præfekt. ’’Fordi jeg går i søvne, og jeg er pinlig når jeg går i søvne’’, svarede hun måske lidt køligere end hvad hun havde tænkt sig. Hun trak benene til sig, da han satte sig. Læderet havde akkurat nået at blive varmt under hendes fødder, og nu var det koldt på ny i deres nye position. ’’Quidditchpokalen fra sidste år, fra da han var anfører. Men jeg ved da ikke hvordan jeg skal få fat i den, når den er låst inde’’, et opgivende suk lød fra hende, for hun vidste at det var urealistisk og at hun nok blev nødt til at bede skolesygeplejerskerne om Baldrian eliksiren i stedet.



Det lange lyse hår sneglede sig om hendes silkeklædte skuldre, idet hun lænede sig fremover for at hvile hagen på sit knæ. ’’Kan du holde en hemmelighed fra ham?’’, spurgte hun selvom hans blik bekymrede hende. Angelique havde ingen idé om deres forhold, ej heller kendte hun Hunter særlig vel. Derfor var hun bange for at tale over sig eller at Warren skulle blive vred på hende fordi hun ikke var loyal. ’’Det giver en masse ballade for mig nemlig og… Jeg vil ikke blande mig’’, ordene var forsigtige men velovervejede. Hun skulle helst ikke jokke i spinaten.

[Hunter Blackwood]

Hunter forstod slet ikke, hvorfor Warren gad gå med til dette ægteskab. Ikke på grund af Angie, for hun var da sikkert fin nok. Han forstod bare ikke det med et arrangeret ægteskab. Når det nu ikke var nødvendigt? Warren havde trods alt fået et valg. Hunter ville ALDRIG sige ja til den slags. Han ville faktisk hellere melde sig ud af familien. Han skævede til Angie, som sagde, at hun gik i søvne, og var pinlig når hun gjorde det.
"Pinlig? På hvilken måde?" Spurgte han oprigtigt nysgerrig. Gik hun nøgen rundt? Opførte hun sig som en høne? Tissede hun på gulvet? Der var mange muligheder, og han ville vide, hvad der skete. Ikke fordi han ville drille hende, men man bliver jo nysgerrig.
Hunter hævede sit ene øjenbryn og rystede på hovedet.
"Nej det er jo lidt et problem." Sagde han og trak overdrevet på skuldrende. Warren var da en torsk. Han skulle ikke have den pokal, og sådan var det. Hunter sukkede og kiggede hen på Angie, som havde et meget uskyldigt udseende, men han vidste nu bedre.
"Hør nu her, Angie.. Lad være med at rend hans latterlige ærinder. Få den eliksir et andet sted fra. Han skal slet ikke have den magt over dig, og at du skal rende og stjæle fra skolen, er bare for åndssvagt. Det kan ikke være rigtigt, at du skal lide af søvnmangel, for han har et ego på størrelse med en trold." Han rystede endnu engang på hovedet. Hunter kunne godt lide sin bror, men nu havde han da tabt småkagerne.

Hunter kiggede undrende på Angie. Hvor var det, hun ville hen med disse spørgsmål?
"Jeg er hans lillebror. Selvfølgelig kan jeg holde på en hemmelighed overfor ham." Sagde han og tak på skuldrende. Hunter havde tit løjet overfor Warren. De var trods alt brødre. Hunter havde tit sneget sig ind på Warrens værelse og kiggede i hans ting, selvom han ikke måtte, og så var der også andre ting. Han sukkede igen og lænede sig lidt frem.
"Angie.. Kom nu bare ud med det. Jeg siger ikke noget til Warren." Sagde han en smule opgivende. Han var ikke skolens mest tålmodige menneske, og han vidste jo ikke om det her faktisk ville interessere ham.

[Angelique Darklighter]

''Er du ikke præfekt?'', fnøs hun en anelse flabet da han spurgte. Hun troede at han var blevet informeret af overhovedet, men måske ikke? ''Jeg drømmer meget... Farverigt. så jeg kan finde på nærmest alt. Ødelagte vaser, rage en ildtang ind i væggen, en tur på kosten, you name it'', Angelique sukkede dybt, og lagde hovedet tilbage for at stirre op i det sortmalede loft. Nogle gange var hun overbevist om, at Hunter ikke vidste hvorfor at tvangsægteskabet mellem hende og Warren var indgået. Det handlede om penge, status og fuldblodspolitik, og hun blev nødt til at opføre sig pænt for at Warren ikke skulle finde på at gøre sig af med hende. Angelique kiggede nu på Hunter, og lod ham vente et par trælse minutter til inden hun vædede sine læber. ''Dater du Grace Murphy?'', spurgte hun lige ud, inden hun straks hævede hånden. ''Fordi Warren tror at I dater, og han er stiktosset fordi hun er mudderblod'', hun brugte ordet 'mudderblod' bramfrit i hans selskab, de kom vel begge fra fuldblodsfamilier? Selvom hendes såklart var mere fanatiske, og at hun vidste at Warren brugte ordet, så hvorfor skulle Hunter ikke også? ''Så han har bedt mig om at holde øje, og jeg vil advare Grace om det, men så blev hun vred fordi hun troede det var hendes halskæde, og nu har jeg kostet kollegie 20 point, fordi afskummet ikke kunne styre sig'', et vredt udtryk formede sig på hendes søde ansigt, inden hun flyttede blikket bort fra Hunter og mod den døende pejs. Hun greb en pude og holdt den tæt i favnen. ''Det er ikke min business om I dater, men hold det hemmeligt, for jeg kan ikke lyve overfor Warren.''.