Dark tidings

[Desmond Beaumont]

Det var nu Desmonds tur til at få vinen galt i halsen. Han hostede og blev nødt til at slå sig hårdt på brystet en enkel gang. ''En rødtop? Der er ikke nogle rødhårede i min familie. Hun lignede mig heller ikke. Desuden var hun muggler, der var ikke et gram magi i hende ved blik på de sår'',  spottede han alt imens han knipsede mod vinglasset for at få husalfen til at fylde på. Hna havde knapt kigget på pigen, blot set til at hun ikke skulle bløde ud på hans sofa. Noget han vidste at både Quinten og Matthew ville se ned på ham over. For selvom at han var fanatiker, ville han helst redde sin egen ministerielle røv først. Da vinen var skænket greb han straks om glassets stilk og tog en større slurk. ''Prøv at hør her, Matthew. Du fik dit kære smykke tilbage, og en pinlig information om et forbistret uheld og skampletpå verden. Jeg vil ikke have noget at gøre med det, okay? Er vi færdige?''. 

[Matthew J. Darklighter]

"Det kan vi godt lege jeg er, men tro ikke det her kommer til at stoppe med det samme," sagde han med et let hævet øjenbryn, et sigende blik og et bistert drag om munden og lagde armene over kors. "Jeg er mest af alt interesseret i at vide, at hvis du har mere Darklighterguld, at det kan gå tilbage til os, istedet for at ende op i en utilregnelig amøbes hænder," forklarede han imens han langsomt tog et skridt tilbage ud mod entréen. Han standsede i døråbningen til køkkenet og vendte sig rundt. "Der er forresten blevet spurgt ind til dig," tilføjede han. "En pige der bestemt ikke var journalist udgav sig for at være det og udspurgte Gabriel om dine fuldmåne-udflugter," han skævede til den parterede fisk på spækbrættet bag ham inden han atter rettede blikket tilbage mod sin eks-svoger. "Du ved godt vi kun kan holde dem hen efterhånden inden de kommer og finder dig?"

[Desmond Beaumont]

''Som sagt, det var Isobel og jeg som bestemte os for at give hende det smykke, galleoner er for sporbare. Så nej jeg har ingenting som tilhører Darklighterfamilien'', fnøs han, det var svært at skjule fornærmelsen i sin stemme. Da de var blevet skildt, have de solgt huset og delt resten af indmaden. Så vidt han huskede, havde hun fået alle sine famiieklenodier og han sine. Matthews næste par ord, fik ham dog til at hæve et øjenbryn. ''Og hvad skal det betyde?'', spurgte han, nu tydeligvis fornærmet. ''Handler det om de skide rygter igen? Jeg er stadig ikke nogen skide køter'', han himlede med øjnene og slog ud med armene som kun en franskmand kunne. ''De kan bare komme, jeg har intet at skjule''. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthew sendte ham et advarende blik. "Det kan godt være at du siger det, men folk er begyndt at sætte tingene sammen. Hvad nu hvis de går til Isobel og hun skal forklare sig. Alle undskyldningerne får det til at se mere og mere ud som argumenter for og ikke imod den tilstand," sagde han dystert imens han begyndte at trække sine læderhandsker på igen. Han nikkede ned mod hans arm. "Hvor længe har du haft dét dér?"[/i] spurgte han med henvisning til det store bidmærke på hans arm. Han troede selv ikke helt på rygterne, Desmond var ikke varulvemateriale, men han havde aldrig fået be- eller afkræftet det.

[Desmond Beaumont]

''Det er stadig ikke undskyldninger, Matthew. Jeg kan godt lide at være i fred når jeg fisker'', svarede han en tand køligt. Nok havde han set varulve på sin tur, men i båden var han altid sikker, specielt ude i midten af en magisk sø. Det havde desuden været en hobby gennem flere år, så hvorfor at folk først nu havde fundet på det, vidste han ikke. Desmonds eget grå blik faldt til sin arm som han nu hohldt ud fremfor sig. Han hævede et øjenbryn og kiggede en anelse konfunderet på det, inden han langsomt strøg skjorteærmet nedover det. ''I noget år... Men det betyder ingenting'', svarede han nu vrissent, samtidgi som at han selv rejste sig. ''Jeg tror det er på tide at du går nu'', ordene kom ud en anelse knurrende, samtidig som at husalfen - tydeligvis bange - stak halen mellem benene og susede afsted gennem lejligheden. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthews smil blev en kende anstrengt men endte mere som bedrøvet. Han og Desmond havde delt mange ting igennem tidernes løb, men rygterne var svære at få bugt med.
"Når der er en ansat i miniseriet, der har en mærkelig adfærd kan det ikke undgås at blive lagt mærke til," forklarede han med et suk og et skuldertræk. "Men ja ja, jeg skal nok gå nu," han vendte ham ryggen til i døråbningen, en anelse skuffet over at blive sendt bort, men han respekterede mandens ønske. "Jeg skulle hilse fra Quinten. Du kan komme forbi til middag i weekenden, bare ikke fredag, der er fest," tilføjede han imens han skridtede ud af synsvidde og mod hoveddøren.

[Desmond Beaumont]

Desmond himlede med øjnene. Hvor ofte havde han ikke hørt det? At han var ekstra udsat i ministeriet? ''Bare lad mig om at passe mit arbejde, og så kan du passe dit'', svarede han stadig med den knurrende undertone idet hans gamle ven gled ud i hallen. Desmond lænede sig mod dørkarmen og stirrede på manden som kunne han blot kaste ham ud med et nik. ''Jamen... Har I fest uden mig?'', kom det overrasket fra ham, selvom det ikke var første gang. Noget Quinten nød at lade ham vide gennem diverse ugler og mindeseliksirer. Desmond fnøs, og flyttede nu blikket bort fra sin kammerat. ''Er det så i palæet eller hjemme hos Quinten? Jeg hører at han har bosat sig i Godrickdalen? Jeg troede aldrig han skulel flytte fra byen''.

[Matthew J. Darklighter]

"Ah, det var mest fordi palæet bliver optaget fredag, du ved, den månedlige fest for mine kursister, det har intet at gøre med dig, overhovedet," forsikrede Matthew ham med en dæmpende håndbevægelse imod ham, og alligevel var den lille fryd i hans hjerte over at høre Desmonds overraskelse. "Vi kunne vel godt tage til Godricdalen, der er bare så pokkers langt," funderede han lidt eftertænksomt inden han rettede blikket tilbage på sin ven og mønstrede et smil. "Jeg sender en ugle med instrukser, skal vi ikke sige det?" han nikkede kort til afsked. "Vi ses lørdag så," svarede han ham kort inden han tog i hoveddøren og trådte ud i opgangen for at forsvinde bort fra lejligheden.
//out

[Desmond Beaumont]

//Out