Dark tidings

[Matthew J. Darklighter]

Desmond Beaumont

Tirsdag aften var vel en passende nok dag af alle at besøge manden på. Matthew havde alligevel ikke så meget andet at lave for tiden. Det var som om ugerne gik med meget lidt aktivitet inde i ministeriet. Selv ikke Remus havde noget nyt at byde på, så Matthew havde istedet valgt at tage afsæt i den halskæde, som Gabriel havde fundet og givet til Angelique, en halskæde der havde vist sig at være fra Isobels smykkeskrin. Han havde måttet presse sin søster til at sige sandheden, men til sidst havde hun overgivet sig efter megen slid og møj imod hans invasion af hendes sind, og hun havde ganske rigtigt givet halskæden til Desmond i deres tid sammen.

Hvordan den var endt i hænderne på en mudderblodspige var dog et mysterium, som han nu havde tænkt sig at få opklaret. Han havde fundet ind til Desmonds lejlighed på Diagonalstræde og var trådt op ad den snævre trappe til afsatsen hvor hans hoveddør var at finde. Han standsede og tog en dyb indånding inden han anlagde et neutralt ansigtsudtryk mens han afventede svar indefra.

[Desmond Beaumont]

Fred. Det var alt Desmond havde behov for. Han stod i sin stille lejlighed, i køkkenet og var godt igang med at filere en stor lyserød fisk han havde fanget under fuldmånens hvidlige lys. Den havde givet ham en masse problemer, blandt andet bidt ham godt og grundigt i håndledet, hvorfor han nu havde viklet en bandage om såret. På grund af magien i fisken kunne såret ikke lukke sig selv, men tog tid at læge. Men det var vel bare forunderligheden ved deres verden og noget som Desmond satte pris på. Den milde banken fik straks en dyb knurren til at forlade dybet af hans hals. I ren irritation hamrede han kniven i skærebrættet og tørrede sine fingre af i nærmeste forklæde inden han gik mod døren. Efter et par åndedræts øvelser åbnede han døren med et venligt smil. ''Matthew!'', udbrød han som han to get skridt tilbage for at lade manden ind i hans lidt for store lejlighed. ''Hvad skylder æren?''.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew trådte ind, hænderne foldet bag ryggen og et smalt smil til Desmond.
"Godaften, Desmond," sagde han med myndig, neutral stemme mens han betragtede mandens fiskeindsmurte forklæde. "Har du haft en god fangst?" spurgte han mens han tog sig tid til at kigge om i lejligheden som vurderede han den til salg. Han fandt Desmond en smule rodet, måske fordi der var rigtig mange ting der stod forkert i forhold til hans egen smag. Han vendte sig imod manden med et mildt blik på ham.

[Desmond Beaumont]

Nok var der mange genstande som havde akkumuleret i lejligheden. Men kendte man Desmond ret, var alting kategoriseret ned til sidste fornødenhed, og næsten alt havde sin anvendbarhed. Det var charmen i lejligheden, at selv de æstetiske tallerkener han havde på væggen med de mange knurrende og boblende fiskearter, havde en funktion. ''Helt udemærket, tak. Vil du have nogle med hjem?'', selvom at skilsmissen havde foregået for mange år siden, fandt Desmond stadig en vis glæde i familien. Specielt Matthew som havde været en af hans første forbindelser da han landede i England, selv før han mødte Isobel. Desmond lukkede døren bag manden, inden han med hurtige skridt gik ind i køkkenet. Han var stadig iført sine brune ministerielle bukser og hvide skjorte som var pænt stoppet ned i bukserne. Men heldigvis redede forklædet ham. Han stillede sig på ny ved fisken, med forventningen om at manden fulgte med. ''Champagne? Kaffe? Whiskey?'', spurgte han inden han piftede så at den stakkels lille husalf kom rendende.  

[Matthew J. Darklighter]

"Et glas whiskey lyder meget behageligt," takkede Matthew ved et venligt smil og fulgte manden ud i køkkenet. Husalfen ænsede han knap som den kom flyvende ind for at servicere dem. "Jeg er her nu ikke for at snakke om fisk," fortsatte han og satte sig ved bordet og tog imod whiskeyen uden et blik på husalfen. "Jeg er kommet i besiddelse af en genstand som jeg tror du kan hjælpe mig med at finde ud af hvordan den var endt i hænderne på en mudderblod." Han tog en slurk af whiskeyen og lod den røgede, skarpe drik varme svælget inden han cirkulerede den lidt imellem fingrene og holdt blikket på Desmonds ryg. "Det var et Darklighter-smykke." De sidste ord havde en svag tone af mørke. Hans mørke. Tanken om et Darklighter-smykke i hænderne på en mudderblod var nok til at give ham kvalme.

[Desmond Beaumont]

Desmond rynkede på næsen ved hans ord og stoppede straks sin saven i den lyserøde fisk. ''Hvad får dig til at tro at jeg vil give en gemen mudderblod noget som helst?'', spurgte han tydeligvis provokeret som han vendte blikket for at kigge på Matthew som var han sær. Han ville fodre sin husalf bedre end en beskidt muggler, men apropos husalf ænsede han knapt nok den gamle entitet som nu var igang med at tørre gulvet af fra diverse fiskeben. Men noget med et Darklightersmykke dæmrede alligevel i ham og fik ham til at lade sine øjne blive smalle. Langsomt lod han spidsen af sin tunge langsomt glide i en bue over sin underlæbe, imens han trykkede sine briller på plads. ''Jeg antager at du har talt med Isobel? Men hvordan det smykke har nået en samfundsnassers hånd kan jeg ikke svare dig på'', med disse ord vendte han sig på ny mod fisken som han nu en anelse mere aggressivt gav sig til at skære i. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthews øjne blev til smalle sprækker mens han betragtede Desmond begynde standhaftigt at molestrere fisken, dog så den stadig bevarede sin spiselighed. Fiskeben og skæl sprøjtede ned over den stakkels husalf, der dog tog tingene med ophøjet ro og blev stædigt ved med at feje tingene op selvom den netop havde gjort selv samme plet ren få øjeblikke forinden.
"Så du indrømmer at du har haft et Darklightersmykke som kunne være endt i en andens hænder?" spurgte han med et let hævet øjenbryn af Desmond. Man forærede ikke bare et Darklightersmykke væk, og da specielt ikke til nogen der så skødesløst distribuerede det videre.

[Desmond Beaumont]

''Ja, vi gav det som leverage'', svarede han lidt ligegyldigt. Tydeligvis havde Isobel ikke fortalt så meget, hvilket han et sted satte pris på. ''Kvinden har solgt det i tusmørkegyden''. Det var ihvertfald sådan han havde fået historien fortalt. Hvordan en mudderblod skulle havde fået tilgang til det, anede han ikke. Specielt da stedet i tusmørkegyden kun gjorde forhandlinger med ægte troldmænd. Han lagde kniven på skærebrættet og vendte sig nu mod sin gamle ven på ny. Han havde ikke i sinde at lyve overfor Matthew, men mest fordi han ikke orkede at Matthew skulle forsøge på sit legillimens i hans hjem. ''Kan du huske Lillian? Hende fuldblodsheksen fra Hufflepuff? Hun som var lidt dum?'', selv havde han aldrig gået på Hogwarts, men havde lært hende at kende gennem de mange sommerfester. 

[Matthew J. Darklighter]

"Det kan være du skal genopfriske min hukommelse lidt," svarede Matthew og lænede sig tilbage i stolen så den knirkede en smule. Han hvilede whiskeyglasset på bordpladen og drejede den en smule rundt mens den stærke sprit svang sig i gardiner over indersiden af glasset. "Og jeg må spørge hvilken leverage det skulle fungere som?" tilføjede han med en lille panderynke og så ned på glasset på bordet mens han kørte det lidt rundt. "Du burde vide bedre end at uddele Darklighterguld til højre og venstre." Han hævede blikket tilbage til sin eks-svoger.

[Desmond Beaumont]

En mild latter forlod Desmonds strube, hvordan behøvede han overhovedet at påminde Matthew om den kvinde som havde bragt ham helt til England i tidernes morgen? ''Min forlovede... Eksforlovede vel og mærke, inden Isobel?'', han trak stadig på smilebåndet selvom en væsentlig bitterhed indtog selve rummet. Lillian havde løjet overfor ham, og det gik ham på. Hvis ikke han havde mødt hende, var han nok stadigvæk i det lune Frankrig med hånden på champagneproppen. ''Det viste sig at hun var ren og skær mudderblod'', Desmond spyttede i foragt på det lille sted den ellers dygtige husalf præcis havde poleret. ''Det beviser bare endnu engang at man ikke kan stole på deres slags'', ordene kom knurrende fra ham som han lagde hænderne over kors. ''Jeg smed hende for porten og giftede mig med Isobel... Men kvinden vil ikke lade os være''. 

[Matthew J. Darklighter]

"Så du betalte hende med Darklightersmykket?" spurgte Matthew med et øjenbryn hævet over Desmonds fortælling. Jo han kunne godt huske noget med et drama om en mudderkælling, og Isobel havde skullet bruge en rum tid i starten af forholdet med Desmond over at han havde været tiltrukket af sådan én, men det var endt med deres forhold alligevel var forlist, noget Matthew måske havde haft en finger med i.
"Var hun gravid?" spurgte han direkte og uden omsvøb. Det ville være den eneste grund, tænkte han, at smykket kunne være endt i en piges hænder. "Et mudderbarn som hende ville ikke have købt smykket i Tusmørkegyden, selv for sin krop og sjæl," påpegede han.

[Desmond Beaumont]

''Isobel og jeg betalte hende af med smykket'', rettede han Matthew med et lynende blik. Han læber havde fortrukket sig i et skarpt smil. Hvis ikke at Quinten Andromedius og Matthew havde været så meget efter ham da de var unge, havde han nok fortalt dem mere om sagen. Men da de begge to havde bestemt sig for at mobbe ham hæmningsløst havde både han og Isobel bestemt at det var lettere at holde det hemmeligt. Desuden var han ikke i tvivl om hvorvidt Quinten ville have opsøgt kvinden og dræbt hende uforbeholdent. ''Ja der var et barn. Men det er ikke mit barn. Lillian døde kort efter, så Isobel og jeg efterlod misfosteret på et børnehjem. Jeg vil ikke have sådan noget indenfor husets fire vægge, de bringer uheld'', han fnøs som følte han sig ulækker. ''Men smykket solgte hun inden sin død'', et fortvivlet udtryk trådte frem på hans ansigt, da han da indså fejlen der måske kunne være sket. 

[Matthew J. Darklighter]

Det var synd at der ikke var forbundet en elektronisk chip til ting i magikerverdenen. Alt Matthew måtte leve med var indgraveringer, og af og til, på de dyrebareste smykker i familien, en forbandelse hvis man bar dem uden at være værdig. Det mindede ham om at indsamle alt guldet mens han kunne og give det en forbandelse mod mudderblod, så de ikke kunne bære det uden at det bragte dem uheld. Hvorfor det ikke var gjort noget før var udenfor hans forstand på nuværende fod. Lige nu gjaldt det Desmond, der tydeligt var oprevet over hans og Quintens behandling af ham i ungdomsårene.

"Men det kunne være blevet overdraget efter fødslen til barnet?" spurgte han undrende.

[Desmond Beaumont]

Desmond hævede nu sit eget glas med hvidvin i som han betragtede Matthew over brillernes guldkant. ''Nej, det ville være latterligt. Lillian solgte smykket for at få penge. Det var det Isobel og jeg bad hende at gøre'', med dette tog han en slurk af vinen som han langsomt lod glide over tungen og rundt i munden, som for at sikre sig dets substans og mangesidige smag. Han stillede nu glasset for sig og gav sig til at rette på bandagen på sin arm. ''Hvis hun har beholdt det var hun godt dum. Hvis ungen har det, så er det vel godt at det er kommet tilbage ei familiens hænder? Jeg vil ikke have noget med det at gøre'', og det var en sandhed. Han nægtede at have produceret noget så uhelligt som en halvblods og specielt med en mugglefdt. Det var pinligt. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthew hævede en hånd og lod en finger eftertænksomt glide over læberne mens han betragtede Desmond. Han endte med at sukke og drak resten af whiskeyen i ét drag inden han rejste sig. "Det jeg fik ud af Gabriel var at han bragte et mudderbarn herhjem for at få hende til Mungos efter hun var kommet slemt til skade udenfor Den Utætte Kedel, og da han vendte tilbage til Den Utætte Kedel fandt han smykket som hun åbenbart havde tabt?" forklarede han inden han strøg en hånd over panden som for at massere panderynken bort. "Så det måtte have været din mudderblodskreation," afsluttede han med et skuldertræk.