Dinner for o- two?

[Desmond Beaumont]

Endelig var der ro. På ny havde han sat Madame Jólene på den gamle pladespiller og hendes magiske stemme opfyldte hans lejlighed. Desmond sad i sin spisestue, ved sit bord som var dækket op til en. Det rå kød lå på tallerkenen, rødt og blodigt. Sundt for kroppen, han manglede jern, og lægen havde anbefalet ham en diæt på råt kød. Desuden var han overbevist om at det vil øge hans fokus. Det var dagen før fuldmånen ville stå i sit fulde flor, og derfor stod hans taske pakket og klar i hallen. Bådproblemet havde han endelig klaret og han følte sig næsten godt tilpas. Han havde sågar smøjet ærmerne op på den fine lyselillae skjorte så at hans arme med de store tunge ar kunne ses. Noget som han normalt skjulte for omverdenen og specielt i ministeriet.  

Kendrick Manuel Crawford

[Kendrick Manuel Crawford]

Efter nyheden om at Grace var blevet overfaldet af Desmond var ham taget direkte hen til ham. Nu stod han ved døren og bankede så hårdt på og råbte at døren skulle lukkes op. Selv naboerne måtte komme ud for st tjekke om alt var okey. Men da døren ikke blevet åbnet måtte han jo gøre det selv! Han tog fat i håndtaget og vadet direkte ind i en andens hjem. “Desmond! Hvor er hun!?” Kommet højt og hårdt fra ha,. Desmond havde altid været manden han var jaloux på. Men hvis der var sket Grace noget så skulle han få betalt! Han vandrede direkte ud til Desmond og så det råmkød på tallerknen men sagde ingen ting. “Hvor er hun?!” Han bed fra sig. Ham ville ikke miste en han potentielt kunne holde af.

[Desmond Beaumont]

Desmond havde med et visk fra sin finger sendt den gamle husalf ud i gangen for at åbne døren. Men den stakkels lille beskidte skabning nåede knapt at åbne døren inden Kendrick selv væltede ind. Hans brutale indgang, fik Desmond til at hæve øjenbrynet idet manden kom ind for hans synsfelt. ''Din datter?'', spurgte han overrasket, som han sænkede sin kniv og gaffel. Hvad fanden bildte manden sig ind at komme uanmeldt anstigende som om han ejede paladset. ''Hun er på Skt. Mungos. Det var det jeg fortalte dig, hvis du nu bare havde lyttet'', hans stemme var rolig, måske lidt for rolig i forhold til situationen. Han havde lyst til at slå i bordet og meddele ro, men han vidste også bedre med den ophidsede dommer. ''Hvad laver du her, Mr. Crawford?'', han foldede nu hænderne foran sig og lod de lange tynde fingre med de halvlange negle glide forsigtigt over sine snor. 

[Kendrick Manuel Crawford]

Han fnyste et øjeblik. Var denne mand fuldstændig dum? Kunne han overhovedet tillade sig at være minister?! Selvfølgelig snakkede han om sin datter, eller den datter han havde adopteret og som han fuldt ud kunne komme til at acceptere på et tidspunkt! Han sagde ingen ting og vreden lyste ud af ham. “Skt Mungos?! Sig mig du fortæller mig at du håbare har smidt hende til Skt Mungos efter et overfald? Hvorfor tog su ikke med, din slambert! Er du en doven hund der... bare sidder der og spiser råt kød som om det var det bedste i verden?!” Kom det fra ham godt ophidset og kiggede på manden han hadet mere end noget andet. “Fortæl mig i det mindste at du stoppede dem eller den der havde fat i hende!” Han var godt gal og det lyste ud af ham både krops mæssigt og lyd mæssigt. Hans tone var fyldt af ophidselse og de knyttede hænder sagde alt. Da han så blev spurgt om hvad han lavede her slog han så hårdt i bordet at Desmond bestik hoppede på tallerknen. “Jeg vil vide hvor hun er henne din idiot?! Tror du det er for sjov jeg kommer brasende?!” Råbte han nærmest op stadig med en knyttet hånd ned i bordet.

[Desmond Beaumont]

Desmond skulle til at kommentere på sin middag da manden pludselig slog i bordet. Et utilfredst udtryk spredte sig over han spidse ansigt samtidig som at han brød sine foldede hænder til istedet at folde armene. ''Opfør dig ordentligt Mr. Crawford. Du kommer ind i mit hjem, skubber til min husalf og slår i mit bord?'', Desmond så sigende på sin gamle kollega og lod nu spidsen af sin tunge glide over sine spidse hjørnetænder. ''Min nevø Gabriel Darklighter, fandt hende. Jeg har lægt de værste af hendes sår, men jeg vurderede situationen til at være mere holdbar på Skt. Mungos. Derfor har unge Mr. Darklighter bragt hende dertil'', hans stemme var rolig, måske lidt for rolig til situationen, men han var ikke det mindste oprevet. Tværtimod fandt han Kendricks opførsel en tand for pinlig og ikke mindst usmagelig. ''Sæt dig nu ned, du kan få et glas whiskey og så når du slapper af kan du låne min skakt til Skt. Mungos'', han nikkede mod sin egen kamin, den eneste suseskakt mod hospitalet som virkede lige nu under rekonstruktionen.

[Kendrick Manuel Crawford]

Han var arrig på den mand han var så jaloux på, og alligevel skulle Desmond forvente en overhalng af mere end større dimensioner. Dog fnøs han af den første kommentar, han skulle på ingen måder opføre sig ordentligt, dette her var alvorligt, dybt alvorligt! han havde lyst til at slå i bordet igen på ny men sørgede for at den knyttede hånd stadig lå på bordet uden at røre sig. “Du her Beumont skal vare din mund, nok er du minister. Men du har ikke ret til at sætte liv på spil. Dette her er en dyb alvorlig situation. Du har lukket skakten, dette her er alvorlig sager. Hvis hun mister livet... jeg sværger jeg stiller DIG. Til ansvar, du ville aldrig kunne slippe for en ret sag! Er du med?!” Kom det fra ham dybt alvorligt og fjernede endelig hånden fra bordet og begyndte at pege anklagende på ham. “Du er djævlen selv! Din vider stykkelighed! du burde spærres inde sammen med alle de andre varulve! Men jeg sværger som jeg er Højesterets dommer at sker der Grace Murphy noget så står DU til ansvar. DU så hende sidst! Det ender med st blive DIT problem, og hvis jeg skal vælte hele Darklighter palæet og få dem for retten også så gør jeg det!” Endnu engang pegede han anklagende på den mand der sad foran ham. Han var lige glad med den forstående husalf der muligvis stod og gjorde klar til at eskortere ham ud. Men han var lige glad, dette her kunne ende i en magt kamp. “Jeg skal hverken have noget der tilhøre dig, og jeg skal på INGEN måder låne din skat til Skt. Mungos! Man ved aldrig hvad du har gjort ved skakterne siden DU. Kom til magten!” Han kiggede på ham og slog igen i bordet med en knyttet hånd.

[Desmond Beaumont]

’’Jamen forhelvede Kendrick, forstår du ikke at-’’’, længere kom han ikke inden fingeren blev peget imod ham og varslerne blev fyret afsted. Desmond udstødte et højlydt fnys ved benævnelsen af varulvene hvilket fik ham til at udbryde: ’’Jeg er ikke nogen skide månekøter, om jeg må forlov!’’, men lige meget nyttede det fordi manden var allerede godt i gang. Men for hvert et ord der faldt fra Kendricks mund, voksede Desmonds egen irritation og han kunne mærke hvordan han langsomt mistede besindelsen med sin gamle kollega. ’’Så er det godt!’’, udbrød han, som han selv slog i bordet og rejste sig i sin fulde højde. Selvom at Desmond var ranglet, var han alligevel imponerende lang. Han satte en hånd i siden og pegede selv tilbage på Kendrick idet han udbrød: ’’Hvad i Merlins skæg tror du om mig? Har ingen læst profettidende?! Der findes transferensnøgler OVERALT?! Jeg er ikke interesseret i unødvendig skade’’, ordene var bistre og voksede efterhånden i tonen til at de blev nærmere og nærmere et brøl. ’’Den fjendskhed du udviser her er præcis den som gjorde at du tabte i ministervalget, Crawford! Ingen ville have en bister køter som dig på posten. Din datter er på Skt. Mungos med min nevø!’’.

[Kendrick Manuel Crawford]

Han var godt vred og smalt dette kunne være undgået hvis blot Desmond havde fortalt fra starten af hvor Grace var blevet ført hen. Så havde han ikke stået her og skældt ud på den mand der irriterede ham mere end noget andet. “Hvis du ikke er en månekøter, skulle du måske til st opføre sig anderledes! Hele ministeriet tror det, så hvorfor skulle du ikke være det?!” Kom det fra ham og fnøs på ny mens han lagde armene over kors. Desmond var så meget en varulv når det kom til stykket, han skulle bare indrømme det fuldt ud. Men det kom aldrig der til og han vidste det allerede på forhånd. Som Desmond slog i bordet og rejste sig op virkede han ikke engang truende som de stort set var lige høje. Han rystede lidt på hovedet sf Desmond stadig med korslagte arme. “Du mener den lille skide spalte som alle og en hver kunne overse?! Måske du skulle have gjort et større nummer ud af at vise folket lidt tillid til dit arbejde!” Kom det fra ham og var straks anklagende over for Desmond igen. Han havde lyst til st gå og finde vej til Skt Mungos. Men denne lille mide skulle have en overhaling uanset hvad der så skete! “Nu skal vi lige gøre en ting klart her hr. Beaumont! Din position er ikke en jeg søger. Hvad skal jeg med trafik! Næh hvis der er en plads jeg skal have så er det Edward Baltimore. Han står ved den position jeg besidder. Og en dag skal den position nok blive min. Men det bliver UDEN din hjælp. For du kan jo ikke engang hjælpe andre, med mindre det falder til din fordel!” Endnu en gang pegede han anklagende på Desmond. De havde kendte hinanden længe og havde egentlig været nogen Lunde på,talefod, men eftersom Desmond fik en minister post og han måhavde mistet sin familie var alt bare fladet til jorden. Han var ikke længere den samme Kendrick som Desmond en gang kendte. Alt var ændret og dette fik Desmond  at føle nu bare ikke helt på den gode måde. Også selvom Desmond havde hørt om den ulykke der havde flået hans familie væk fra denne verden af en muggler der havde drukket alt for meget og kørt direkte ind i hans familie for st flygte fra stedet. Han havde ville slå den mand ihjel, men han var dommer og han vidste at det skulle gå rettens vej. Han havde ikke modet til at slå en fordrukken flugtbilist ihjel.

[Desmond Beaumont]

Desmond blottede sine hjørnetænder ved Kendricks forbandede fortsætning på at kalde ham månekøter. Hvordan kunne ministeriet tiltænke ham at være noget så beskidt. Han tog et skridt tættere på Kendrick, så at pejseildens orange glød spejlede sig i hans grå øjne. ''Latterligt! Jeg er ingen varulv og jeg har aldrig været det! Hvor skulle jeg overhovedet være blevet bidt?!'', med det, hamrede han på ny sin knyttede næve ned i bordet så husalfen måtte løbe hen for at hjælpe stearinlysende fra ikke at falde. Han hørte knapt Kendricks følgende ord fordi blodet nu pumpede hårdt i hans ører. Hvor respektløs kunne man være. ''Held og lykke, Kendrick. Det får du brug for hvis du tror at ministeren nogensinde vil vælge en som dig i sin inderkreds'', bed han af ham. Måske var det på grund af tabet af familien, at Kendrick havde ændret sig sådan. Måske var det bare fordi at han var en idiot. Desmond havde fået nok og slog nu ud med armene på sin franske manér. ''Så sagsøg mig, hvis du synes jeg er en uansvarlig månekøter! Jeg lover dig for at du er forkert på den! Det er næsten pinligt!''. 

[Kendrick Manuel Crawford]

Detvar som at se to kamphaner i en kamp, den ene mere stædig end dn anden. Gad vide hvad husalfen ville tænke til alt det her. “Man kan aldrig vide med dig!” Kom det anklagende fra ham og tog sig i,ke af at Desmond på ny slog i bordet. Han var lige glad og han håbede inderligt på at dette snart var slut, men på den anden side kunne han bare gå. Men hvorfor skulle han? For en gangs skyld kunne han måske få Desmond ned med nakken, og Grace Murphy var jo på Skt Mungos og forhåbentlig ikke død. “Det kræver åbenbart ikke meget når su kunne få en chance”kom det fra ham og fnøs en enkelt gang. Han håbede inderligt at han var langt bedre til en ministerpost end Desmond var, men han kunne ikke vide det. Og han vidste bestemt ikke hvilke tanker en leder som Jasper havde i alt dette vanvid af rygter der gik om Desmond. “Du skal passe på med hvad du siger min kære mand. En fejl og jeg fælder dig! Hvis Grace så meget har mistet en arm står det hele på dine skuldrer og så skal jeg love for der kommer problemer i din retning! Dette kan handle om liv og død” hans øjne blev smalle og alvorlige som han kiggede på manden der tydeligvis mere og mere blev hans ærkefjende.