Kohai and Senpai

[Deleted]

DATO: Lørdag Februar 2058 

TID: Formiddag

STED: Storsalen, Hogwarts, Skotland

VEJR: Snevejr

OUTFIT: Her

TAG: Blair Falcon

---

Endnu en weekend, endnu en formiddag og Rohan sad i Storsalen, og forsøgte at udtænke sit næste træk i Troldmandsskak. Han spillede mod selve spillet. Han havde to sæt skakbrikker, et sæt hvide og et sæt sorte. Og de sorte spillede for sig selv i dag, så han kunne øve sig. Eller han sad i hvert fald og øvede sig, indtil hans sædvanlige skakmakker dukkede op. Dog var han ikke sikker på, at Martin ville dukke op i dag. Han havde hostet en del allerede i morges, så det skete nok ikke, at han kom her og spillede skak. Han lå sikkert på sit værelse, og forsøgte at sove sygdommen væk.

Mens Rohan sad der, så han mellem brikkerne, og forsøgte at finde ud af, hvem han skulle flytte frem nu.

"Springer til F6," sagde han så højt, da han fandt ud af det. Han så til, som brikken flyttede sig, og overfaldt en bonde, som stod på F6. Han smilede lidt af sit træk, og forsøgte at følge med videre i spillet. Det var spændende nok, selvom de kun lige var begyndt. Det føltes dog lidt mærkeligt at spille mod brikkerne, og ikke personen bag brikkerne.

[Blair Falcon]

Blair havde været sønderknust.. lucien havde været borte i et stykke tid nu. Ikke et ord, ikke et fingerpræg.. ikke engang et 'godt at kende dig Blair'.. ingenting. Lucien-senpai havde aldrig lagt mærke til hende.. mut sad hun ved gryffindors langbord og muggede trist over den kærlighed der aldrig kom. "Jeg hader mænd.." surmulede hun til sin veninde, der sad ved hendes side og sendte et sympatisk blik til den rødhårede. Der havde aldrig været nogen som lucie i hendes liv før.. så smuk, så klog, så atletisk.. the one that got away. Blair kollapsede dramatisk henover bordet med ansigtet gemt i sine arme. Hvorfor skulle det altid være så svært?! Hun mærkede en hånd fortrøstningsfuldt hvilende på hendes ryg, og nogle ord om kunsten at komme videre - hvilket Blair bestemt aldrig ville komme! Og hun skulle lige til at fortælle hvorfor da hun tilfældigvis kom til at sende et blik sideverst og fik øje på en dreng siddende for sig selv, med et sæt troldsmandsskak foran sig. Blair stoppede i sin handling og tabte undermunden i beundring. Nærmest som i slowmotion tog hun hænderne optil kinderne, som de antog samme flammende røde farve som hendes hår. "Han er perfekt!" Hvinede hun stille, så lavt at det kun var de nærmeste der kunne høre hende. "Hvem er han?!" Krævede hun at vide, som hum vendte blikket rundt på sine veninder. Hun rynkede brynene undrende da hun hørte, at det vidst nok var noget med Bones? Ham havde hun aldrig hørt om før, men hvad betød det når man var så gudeskabt som han? Forelsket vendte hun atter blikket mod ham. Hun måtte bare møde ham. Og som man nok kunne forestille sig, var Blair mere en bramfri viol end hun var bly... hvorfor den rødhårede blot rejste sig fra sit sæde, for at gå over og introducere sig selv. Veninderne vantro stirrende efter hende. De pink kinder, var dog ikke til at tage fejl af, som hun fjantet stillede sig på den anden side af bordet end hvor han sad. "H-hey" lød det dog lidt genert fra hende, på trods af hendes mod. Hun foldede omme på ryggen og lignede mest af alt en starstruck hundehvalp. "Hvad er det du spiller?" Spurgte hun, nok mest for at have et eller andet af sige

[Deleted]

Rohan sad og koncentrede sig om spillet, da han hørte en piget hvinen. Han skævede over mod Gryffindorbordet, men skævede kun, før blikket var på spillet igen. Fokus og koncentration var hans esser, og han vidste hvordan man spillede spillet. Ingen kunne slå ham. Det var også derfor han var formand for skakklubben. Det var ham der bestemte, og det var tydeligt, at selvom han var introvert, så var han et sandt troldmandsskak-geni. Han var dygtigere end nogen anden på sin alder. Måske han endda en dag kunne blive verdensmester?

Mens han sad i sine egne tanker og dagdrømte, kom en rødhåret pige over mod ham. Men han lagde ikke mærke til det lige med det samme. Ikke før hun talte til ham i hvert fald. Han hørte godt, at hun sagde 'hej'.

"Hey," svarede han roligt med et lille smil, men tog ikke øjnene fra skakbrættet, "Springer til G4!" Men da hun fortsatte med at tale til ham, så så han op. Han gestikulerede mod skakbrættet.

"Jeg studerer Kasparovs kombinationsparti," svarede han eftertænksomt, og smilede til hende igen, venligt.

[Blair Falcon]

Kaspers hvilken sovs?, tænkte Blair, som drengen forklarede sin sport. Hum bukkede sig lidt ned, som hendes blik rettede sig mod spillebrikkerne der bevægede sig for hans kommando. Hendes øjne spilede sig lidt op da en brik rejste sig for at pulvurisere en modstanderbrik. Blair havde aldrig set troldmandsskak in action, da der aldrig havde været nogen omkring hende dee havde haft den interesse. "Hvad er kasperss..sovs..., for noget?" Spurgte hun interesseret, skønt hun mumlede ordet 'sovs' med vilje, så man næsten ikke kunne forstå hvad hun egentlig sagde. Efter et kort øjebliks overvejelse lyste hun op i et blændende smil. "Må jeg prøve et spil med dig?" Spurgte hun så entusiastisk og tog plads på bænken overfor ham.

[Deleted]

Rohan kunne ikke lade vær med at smile lidt af hende, sådan som hun ikke forstod hvad han snakkede om. Det var nok de færreste som vidste hvad 'Kasparovs kombinationsparti' var, men han kunne alligevel godt lide at sige det, for så på den måde at virke klog. Han havde aldrig været god til piger, og ofte havde formuleringer som netop den skræmt dem langt, langt væk. Derfor plejede han ikke at sige den slags til piger, men den måde denne pige - som vel var et år yngre end ham - så på ham på gjorde et eller andet ved ham. Ændrede ham på en måde.

"KaspaRovs kombinationsparti," gentog han, men antog at hun ikke ville komme til at forstå det uanset hvad. Alligevel fandt han sig selv forklare, "Det var et parti skak mellem Kasparov og Topalov spillet ved Corus skakturneringen i 1999, som... ja, det er egentlig ligemeget, men det var Kasparovs bedste parti nogensinde, og han slog Topalov med det, og vandt derved turneringen. Eller det er i hvert fald hans bedste parti skak, hvis du spørger mig."

Han rødmede let over at forklare så nørdet, og kløede sig i nakken, hvorefter han rømmede sig, da hun spurgte, om hun måtte spille med.

"Sure? Sæt di-" Han nåede ikke engang at færdiggøre sætningen, før hun allerede sad foran ham.

"Okay mande, og dronninger, på plads!" Det var henvendt til skakbrikkerne, som stillede sig på deres rette pladser nu.

"Hvid starter," sagde han, pegede på sig selv og vendte opmærksomheden mod brikkerne. Han pegede på dem en for en, og forklarede hvordan de forskellige brikker kunne rykkes. Så pegede han til sidst på bonden, "Den første brik der rykkes i et skakspil er altid bonden, fordi han lidt står i vejen for, at de andre brikker kan komme ud. Bare fortæl brikken, hvor du vil have, at den skal rykke hen. Brikkerne på dronningens side er navngivet efter dronningen og hedder derfor Dronninge-springer, -tårn og -løber. Mens dem på kongens side hedder konge-springer, -tårn og -løber."

"De tiltales således-" Han rømmede sig og så på bonden, "-Bonde til E4!" Bonden ved E2 rykkede således til E4.

[Blair Falcon]

Blair lyttede til hans forklaring, og nikkede stille. Selvom hun ikke var mørkhåret og havde en tendens til at blive opfattet som 'preppy', så var hun altså ikke dum. "Så det er den strategi han brugte, som så er blevet opkaldt efter ham?" Spurgte hun nysgerrigt. Blair havde allerede placeret sin deritilindrettede på bænken, da han accepterede hendes forespørgsel. Hun så lidt benovet til, som brikkerne arrangerede sig selv til starthullerne, ved hans kommando. Man kan da kun elske magi? Blair skulle lige til at samle en brik op og studere, den da han nævnte at hvid startede. Det var ham. Blair havde sorte brikker. Hun lyttede nøje til forklaringen af brikkernes position, funktioner og hvordan de kunne flyttes. Hun udstødte en imponeret lyd, som brikken flyttede sig. Så tænkte hun lidt over sit eget move, ud fra de informationer hun lige havde fået. "Bonde til E5." Sagde hun så med et smirk på læben. Blair havde totalt meget styr på det her game. Han kunne bare lige komme an!

[Deleted]

Rohan smilede til hende, og nikkede. Det var nemlig korrekt, eller næsten da, men han ville ikke kede hende med detaljerne. Han vidste godt, at det var de færreste piger, som interesserede sig for skak. Eller for ham for den sags skyld. Det var faktisk mere reglen end undtagelsen, at piger undgik ham som pesten. Som om han var ulækker eller giftig.

"Nemlig. Det var et parti skak han spillede, som derefter er navngivet efter ham. Fordi han gjorde det så mesterligt," svarede han med et lille nik, og skævede til brættet igen.

Han så til, som hun beordrede den første brik at rykke sig. Han holdt vejret, indtil brikken rykkede sig. Det var ikke altid brikkerne ville rykke sig for hvem som helst. Især ikke, hvis vedkommende var uden træning i den ædle kunst kaldet Troldmandsskak. Især ikke, når de gjorde et træk, som ikke var særlig smart. Og det var det altså ikke, skulle han være helt ærlig. Men han sagde ikke noget. Nej, han smilede bare til hende, og henvendte sig til brikkerne.

"Bonde til E5." Han pegede på den brik, som Blair netop havde rykket fremad.

"Jeg hedder forresten Rohan." Han børste noget af det sorte hår ud af øjnene på sig selv, "Rohan Bones."

[Blair Falcon]

Der gik et stykke tid inden brikken reagerede. Blair nåede at undre sig og hendes finger var allerede halvvejs på vej ned for at prikke til den brik, som hun havde omtalt. Men lige inden hendes fingerspids rørte brikken, så flyttede den sig, som om den ikke brød sig om ideen om at blive rørt ved. Blair trak hånden til sig igen, og så nysgerrigt til da den flyttede sig. Okay, så var de i gang! De to bønder stod nu foran hinanden og Blair sendte den næste bonde til D6. Hun rettede blikket fra spillet og mod ham istedet, som hun trak på et smil. "Blair." - "Uhm.. Falcon." Tilføjede hun så. Hun placerede en albue på bordet og lod sit hagen hvile i håndfladen. Et betragtende blik hvilede på ham. "Hvor længe har du spillet det her?"

[Deleted]

Rohan nikkede til hende på en anderkendende måde. Han var meget tilfreds med måden brikkerne rykkede sig for hende, selvom de var langsommere, som om de ikke helt stolede på hende. Ikke 100 procent i hvert fald. Men han kunne godt se, at hun ikke helt var vant til at spille. For hun havde lige åbnet op for, at han kunne tage endnu en af hendes brikker.

"Bonde til D6," meddelte han brikkerne, som snakkede lavmælt med hinanden. Han vidste godt, at han ofrede en brik, men det var sjovt at tage brikker fra hende. Hun havde trods alt mistet flest.

"Blair siger du, og Falcon. Du skulle vel aldrig være i familie med @basil?" spurgte han eftertænksomt, og så til mens hans brik slog hendes omkuld.

"Troldmandsskak? Længe efterhånden. Min far lærte mig det," svarede han med et smil, og nikkede mod brættet, "Din tur."