Post by Ever Goldstein on Jan 22, 2021 9:47:24 GMT
Juni 2056
Forældrenes hus
Forældrenes hus
Ever var vred, meget vred. Han vidste at han havde været nødt til at tage den her samtale før eller siden, men han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at den skulle tages nu og her.
Han var netop kommet hjem fra USA, og var dårligt kommet ind af døren, før han blev mødt af det sidste han havde brug for. Alle hans tanker var på Haru, og han kunne ikke holde savnet ud. Men det var hans mor selvfølgelig ligeglad med. Adinah var ved døren næsten lige så snart, som han havde åbnet den. Som om hun bare havde ventet på at høre døren gå, for så at trisse ud og komme ham imøde.
“Hvor er det godt at se dig, min skat,” sagde hun med et smil, og lagde armene om ham i et knusende kram. Ever ønskede ikke at kramme hende, for det var hendes skyld, at han var blevet sendt væk, men samtidig var han for god af sig, til ikke bare at lade det ske.
“Hej mor,” mumlede han ind i hendes krøller.
Adinah så op og ned af ham, og hendes ansigtsudtryk sagde det hele: hun var ikke tilfreds. Han var iklædt en blomstret skjorte og et par hvide jeans, og det var åbenbart for bøssoidt til hende.
“Ever, jeg troede vi var færdige med det homo-pjat,” kom det anklagende fra hende.
“Det sagde du bare ikke!” knurrede han vredt, som han trådte baglæns.
“Hej søn,” sagde hans far Gareth, som netop var kommet ud i gangen til dem.
“Fortæl ham det Gareth,” bed Adinah af ham, og gestikulerede mod Ever.
“Fortæl ham hvad?” spurgte hans far.
“At vi ikke gider det der bøsse-pjat her. Det er slut. Jeg troede ærlig talt at skolen ville have fået det ud af ham til den pris,” beklagede hun og rystede på hovedet.
“Ever-” startede Gareth, men blev afbrudt af Ever hvis øjne lynede i vrede.
“Nej!” brølede han med tænderne blottet.
“Ever, hør nu lige-” fortsatte Adinah, men blev også afbrudt.
“Jeg gider ikke høre på det der mere. Jeg er voksen, og jeg bestemmer selv hvem jeg vil elske!” knurrede han aggressivt, og pegede på døren: “Så klap i, eller jeg går igen!” Truslen lå tung i luften mellem dem.
“Jeg kan ikke forstå, at du ikke er vokset fra det endnu,” svarede Adinah lige så bidskt.
“Adinah, min skat, prøv nu-” prøvede Gareth at bryde ind, men lige lidt hjalp det.
“Ved I hvad. Jeg tager bare direkte videre. Med det samme. Farvel!” Ever snurrede rundt på hælen, før han gik ud af døren. Det var utroligt at han ikke kunne styre sig, når hans mor lukkede den slags lort ud.
Han brugte natten på at få genstande fra hinanden ved at forestiller sig, at det var hans mor. Tanker som han fortrød dagen efter, da han med sin telefon ledte efter et hotel eller en kro, hvor han kunne tilbringe nætterne fremover.
