Førstehåndsindtryk er vigtigt!

[Deleted]

@rolo
Formiddagstid

Hektisiteten i huset var den samme som den altid havde været siden det første barn var kommet til verden. Todd holdte sig for det meste udenfor når hans kære mor valgte at gå fuldstændig i selvsving med støvkosten og jage rundt med de stakkels katte. For ikke at tale om hans lillebror, som havde været så yderst heldig at knække sin tryllestav og nu var hjemme på kort visit for at få en ny. Ikke noget Todd ville beklage sig voldsomt over. Gav ham mulighed for at se knægten uden at skulle tage hele vejen til Hogwarts, men stemningen havde båret præg af den manglende respekt for knægtens ejendele. Nok også grunden til at Todd personligt havde foreslået at tage med ham ind og se på en ny! For det skulle jo gøres. Med susepulver i hånden, og lillebror i pejsen, gik det afsted. Som den grønne ild havde omslugt ham, til Todd trådte ind i kaminen og sussede afsted af netværket.

Overraskelsen kom først som han trådte ud ved synet af sin lillebror, Devon. Ham kunne han genkende, hans noget måbende ansigtsudtryk af forvirring, var dog en anelse alarmerende. Ja selvfølgelig lige indtil Todd selv fik dannet sig et overblik over omgivelserne og valgte ganske naturligt fra hans side at lyse op i et opgivende smil. "Ups.. Noget er gået galt.. Devon? Du sagde værksted right?" Efter nævnelsen af lillebroens navn gik Todds stemme over i et langt lavere toneleje. Nærmest hviskende. Knægten pressede imellemtiden læberne sammen og kiggede op på sin storebror. Ganske sigende. Han havde så meget glemt den del.

[Deleted]

”Enerst!”
Efterfulgt af stemmen, susede en dværgugle igennem den åbne dør ud til drivhusområdet og videre igennem stuen. Den havde et krus næsten på størrelse med den selv i sine klør, hvilket gav den tydeligt besvær med at flyve stabilt. Og grundet det resterende væske, der stadig var i tilbage i den, blev der spildt et par dråber af den aromafylde drik på gulvet. Men lige som uglen havde passerede de fornylig ankomne kom ejeren af stemmen selv igennem døren med et noget panisk ansigtsudtryk. Hun havde ikke kordineret sine bevægelser ordentligt og endte samtidig med at støde ind i en af lænestolene, da hun selv spænede efter det lille bevingede dyr. Og det blev ikke bedre, da hun sprang over det enkle trin op der inddelte stuen fra resten af underetagen. Eller rettere - prøvede. For hun fik trådt forkert og havde nær snublet over trinet i stedet. Heldigvis fik hun, efter et hvin, oprettet balancen i tide.

Dette lille stunt fik dog den unge grævling til at være en smule mere opmærksom på sine omgivelser frem for kun at fokusere på uglen, der allerede var forsvundet ud i køkkenet. Men den ekstra mængde opmærksomhed var ikke med til at berolige hende stakkels hjerte. Ikke da hun pludselig syntes at fange noget ud af øjenkrogen. Hun stod først bare stille og roligt of drejede hovedet over skulderen for at se tilbage ned i stuen, hvor pejsen var placeret. Men selvom hun måske havde forsøgt at forberede sig lidt på det, blev hun nu alligevel forskrækket over at se de to fremmede. Hun hoppede nærmest på stedet med endnu et hvin. Fronten var hurtigt vendt mod dem og hendes grønne øjne stirrede på dem, som var hun frosset i tid og sted.
”Hvem er I!? Hvordan er I ko-…?” Hendes blik fikserede sig hurtigt mod hoveddøren og så tilbage til dem. Så landede hendes øjne på pejsen bag dem. Og igen tilbage mod dem. Havde hun ikke forseglet den? Hun faldt en smule mere ned men forskrækkelsen havde stadig sine tegn på hendes anspænde udstråling. Det var ikke ligefrem frygt der omgav hende. Mere manglen på forståelsen af, hvad der foregik.

[Deleted]

Det var jo næsten for godt til at være sandt. Nærmest som taget ud af en kluntet film mere eller mindre. Todd og Devon stod og så forvirret rundt, den ene lidt mere smilende over situationen end den anden! Da en miniatyre ugle fløj forbi og tingene startede for alvor at gå i kaos. Todd havde svagt nået at få overvejelsen at gå tilbage til susenetværket, men nåede aldrig at færdiggøre sin beslutning før uglen først havde meldt sin entre, for derefter at blive efterfulgt af stemmens ejer. En kvinde der tilsyneladende var langt mere uheldig end Todd nogensinde havde været.
Todd begyndte endda at få tydeligt dårlige nerver over at hun ramte ind i først det ene, derefter det andet, for næsten at ramme med snuden på gulvet, havde balancen ikke indfundet sig.

Anden forskrækkelse til drengene. Devon stod nærmest og stirrede med munden halvt åben over situationen, mens han langsomt begyndte at få farve i kinderne. Han havde aldrig været god til akavethed. Todd derimod stod og lignede en der fik ondt hver gang kvinden var kommet til skade eller var ved at falde. "Øhm øh.. Vi-vi kom.. øhm.. Susenetværk." talestrømmen ville ikke helt hvad han ville, så det blev den meget korte forklaring af et ord og et peg mod karminen. "Hør, vi er meget kede af det! Vi sigtede efter værkstedet, men.." Todd kunne ikke helt lade hver med at smile over situationen, specielt ikke som Devon begyndte at kigge meget intenst på sine sko "Vi ramte forkert. Jeg håber virkelig ikke at vi har forskrækket Dem for meget!" Wauw, sikke et førstehåndsindtryk. Fra begge sider. Hun forekom ham dog ekstrem bekendt! Blodtrykket skulle nok dale lidt ned før en klokke ville ringe dog.

[Deleted]

Som forklaringen kom frem I dagslyset, kunne man tydeligt se, hvordan Rolo faldt til ro igen. Skulderne faldt ned på plads og om det var muligt blev hendes ryg rettet ud, som hun forstod, at hun ikke havde brug for at være på vagt. Det var utrolig behageligt at bo for sig selv ude i ingenmandsland, men det betød også, at man aldrig ville være på den sikre side, når der pludselig stod en fremmed i ens hjem. Der var ikke ligefrem en nabo, som ville høre en, hvis man skreg. Dog følte hun ikke direkte ubehag med de to troldmænds selskab. Drengen var nok hovedsageligt grunden til det.

”Ah.” startede hun ud og kørte en hånd igennem håret for at få det tæmmet lidt og fjerne det lidt bedre fra øjnene efter det mindste postyr, der havde spillet ud. ”Jeg må havde glemt at forsegle pejsen.” Hun rettede derefter lidt på sin bluse, som børstede hun blot hendes klodsede entré af sig. Hun så heller ikke ud til at være påvirket af de sammenstød hun havde haft med diverse møbler. For hende var det nærmest daglig procedure. Hun huskede ikke en dag i sit liv, hvor hun ikke faldt i sine snørebånd, som mugglerne plejede at sige. Hun løftede atter blikket og for en gangs skyld voksede der sig et imødekommen smil frem på endes læber, idét hun tilsyneladende var faldet helt på plads igen efter forskrækkelsen. ”Men værkstedet? Jeg håber ikke, at I bare brugte det lille hint på jeres rejse. Der er mange værksteder rundt omkring i hele verden.” Hun lagde afslappet armene over kors og tillod sig at bevæge sig ned af trinnet til stuen igen for at gøre afstanden lidt mindre. ”Altså, I er kommet til et.. værksted.” Hun kastede kort med hovedet ud i drivhusområdet lige udenfor stuens gulv-til-loft vinduer, hvor hendes eget værksted var at finde.
Hun skulle lige netop til at åbne munden igen, da lyden af porcelæn der blev knust lød fra køkkenet og dværguglen fra før pludselig kom baskende ud igen. Noget forskrækket kunne man se på den måde fuglen fløj rundt på. Med direkte kurs mod Rolo, hvor den landede på skulderen længest væk fra dens rod og puffede sig op ud af skam. Hun havde nær begyndt at skælde på uglen, men huskede hurtigt på de to gæster. Der var en tid til hver ting. Og derfor så hun tilbage mod dem, smilede en smule anstrengt og pustede lettere opgivende ud. ”Under alle omstændigheder…” De falske smil forsvandt og blev erstattet med et mere spørgende udtryk, som hun lagde hovedet på skrå. ”Hvor er det I prøver at komme til? I er velkommen til at bruge mit susenetværk, hvis det er.”

[Deleted]

Todd spejdede let til pejsen bag sig. Ja, det var i hvert fald ikke svært at komme igennem den, så forseglet kunne den ikke havde været. Men han forstod udemæret godt hvorfor hun havde valgt at gøre det. Lyden at porcelæn der blev knust, fik Todd til fuldstændig at glemme at svare på værkstedsdelen, men i stedet se mod uglen som kom i høj fart tilbage mod sin ejer og fik en noget så nuttet oppustet udseende. Det frembragte et smil ved Todd der generelt havde et umådeligt svagt punkt for dyr. "Også en god måde at se alle mulige forskellige værksteder på" det var selvfølgelig ikke det de havde haft gang i, men det måtte bringe dem mange spændende steder hen ved at være uspecifikke og dermed bare til et værksted. Faktisk kunne det være ret sjovt at prøve. Tanken blev gemt i mindebanken til senere brug.

"Tryllestavsværksted" denne gang var det Devon der talte, han fandt sin knækkede tryllestav frem fra inderlommen og holdte den op. "Jeg har ødelagt min... Og skal bruge en ny.." det sidste blev sagt med røde øre, og en skamfuld mine. Todd smilede skævt til sin lillebror, og stjal blikke af kvinden imens. Han havde set hende før. Han vidste det bare. "Dragereservatet! Du har været der før?" Todd lyste op som han huskede det, og han huskede også tydeligt hvordan hun var som forduftet fra jordens overflade hver gang han fik taget sig sammen til at ville hilse. "Todd?" kom der lavmælt fra siden. "Tryllestav" Devon holdte staven lidt mere frem for sin storebrors åsyn, så denne da også kunne huske at forholde sig anstændig som den voksne. "oh.. Yeah, undskyld"

[Deleted]

”Tryllestavsværkstedet?” Det kom helt bag på hende, da ordet lød fra drengen. Det tog ikke lang tid for det at sive ind og lægge sig godt til rette og overraskelsen, der ellers havde præget hendes kønne ansigt blev hurtigt til forundring. Smilet på hendes læber voksede markant og selv hun syntes at få lidt mere liv i øjnene. ”Jamen hvis det er tilfældet, er I kommet til det rette sted.” Normalt fik hun en udmelding fra folk, før de kom forbi, når det altså handlede om hendes arbejde og ikke hende privat liv. Det at komme ud til hende var trods alt ikke bare en spadseretur ned ad gaden. Armene faldt ned langs siden og blev i stedet sat i siden, som havde hun pludselig fået al sin energi tilbage. Lige i tide til at den ældre herre afbrød stemningen og tvang hendes opmærksomhed tilbage mod ham.
Hun gjorde store øjne og så først lidt undrende på ham. Dragereservatet? Et kort øjeblik stod hun selv og lignede et stort spørgsmålstegn, men det samme øjeblik hun pludselig selv genkendte den skæggede mand blev en elpære over hendes hoved tændt. ”Mener du Welcut? Gud! Du er en af opdragterne, er du ikke?” Hun havde af og til set manden, når hun kom på besøg. Men hun havde altid haft for travlt med alt muligt andet til, at hun kunne hilse på specielt mange andre fra reservatet. Hun havde nær glemt den primær grund for deres besøg, da knægten fik revet dem begge - så det ud til - ud af deres lille start på small-talk. Det var lidt morsomt at se drengen sætte dragetræneren på plads. Hun så kortvarigt mod manden som en forsikring om, at der var tid til hver sin ting.

Hun bevægede sig så helt hen til drengen, hvor hun kom ned på hug. Hun var selv ikke den højeste, men hendes erfaring med børn var altid, at de følte sig mere tilpas, hvis voksne ikke stod og tårnede sig over dem. Sådan havde hun i hvert fald selv haft det i sin tid i dværghøjden. ”Nåh men… Du kom til at knække din stav? Må jeg se den?” Hun holdt roligt en hånd fladt ud for at modtage staven. ”Jeg kan reparere den for dig, eller vil du måske helst have en helt ny, hvor du kan være med til at vælge de forskellige elementer?” Hun begyndte det samme imødekomne smil og et kækt glimt var automatisk kommer frem i de grønne øjne. Hun kunne godt lide børn. Selv som lille havde hun altid ønsket sig en yngre bror eller søster, men hun havde altid forblevet enebarn. ”For resten, hvad er dit navn? Mit er Rolo.” Hun løftede hovedet og så ligeledes mod manden ved siden af. ”Hyggeligt, at I kunne.. komme sussende forbi.” Hun fortrød hurtigt at hun havde sagt det, men det var allerede for sent.

[Deleted]

Det var en lettelse at de var noget til den nogenlunde rigtige destination. Lige et stenkast forkert, men det var nu ikke den værste fejl. Så man bort fra den forskrækkede tilstand der havde lagt over stuen og ikke mindst forvirringen. Ikke umildbart et møde man ville glemme med det samme.
Devon smilede lidt mere lettet som der faldte tilkendegivelse over tryllestavsværkstedet og at han ikke var havnet i en alt for unødig pinlig situation. Devon havde altid været lidt mere påpasselig og struktureret anlagt. En mere stille type, end hvad hans storebror plejede at præstere. Det fascinerende Todd meget! Specielt fordi han aldrig rigtig havde haft styr på den del særlig godt selv.
Todd nikkede, som svar inden opmærksomheden på det egentlige formål kom tilbage. Det var med at indordne sig! Han havde trods alt lovet at være den voksne og huske at fokus skulle ligge på at få tryllestaven enten ordnet eller udskiftet.

Devon ragte med en svag mine af ufrivillighed, staven frem for at lade kvinden tage den og kigge nærmere. Ens tryllestav var jo det kæreste eje! Foreslaget som kom, frembragte en smule forvirring i hans øjne som et valg skulle tages. Han havde fået hans tryllestav som så mange andre 11 årige dengang, og den valgte ham. Men ville det være endnu bedre at lave en selv. "Det.. det ved jeg ikke" den 12 årige dreng kiggede op på Todd med et spørgende ansigtsudtryk. Todd smilede roligt til ham. Todd kunne ikke tage valget, men Devon skulle vide at hvad han end valgte var det i orden. "Jeg vil gerne prøve om den kan repareres? Den valgte mig.." Devon så mod staven. Han havde ikke haft den længe, og uheld i skolen sker. Men det var hans helt egen og ikke bare en der var nedarvet som nogle store familier havde gjort hvis pengene ikke ragte. Havde det været tilfældet, var det nok mere favorabelt at få lavet en ny.
"Devon" svarede han på hendes spørgsmål med et smil, som kun blev større ved hendes næste udtalelse. Noget der var meget li storebroren som måtte bide sig i læben for ikke at begyndte at grine lidt. "Skulle det være en anden gang! Mit navn er Todd" Todd værdsatte humor i høj grad! Det gjorde dagen sjovere og varmere!

[Deleted]

Det var ikke overraskelse, der svømmede ind over hende, da drengen svarede. Men i stedet kom der et kort glimt af forundring frem i hendes ansigt, inden det blev afbrudt af et bredt tandsmil. Det var forfriskende. ”Selvfølgelig.” svarede hun blot og stillede ikke det mindste spørgsmål til valget, der var blevet taget. ”Jeg vil gøre mit allerbedste for at gøre din stav så god som ny igen.” Hun nikkede bekræftende en enkelt gang, før hun nemt kom op at stå igen.
Hendes grønne øjne faldt så endelig ordentligt ned på tryllestaven, hun holdt i sine hænder. Hun håndterede den yderst delikat, som hun strøg en finger hen over overfladen. Bare for at lære den bedre at kende. Den havde det ikke helt godt. Men hvem ville også være i topform efter at være blevet knækket på midten? Hun gav den dog ikke den største mængde opmærksomhed denne gang og løftede kort efter blikket igen. ”Du er en heldig troldmand, Devon. Din stav her deler din loyalitet.” Hun var godt klar over, hvordan hun måtte lyde, når hun begyndte at tiltale en tryllestav, som havde den sit eget liv. Det havde den sådan set også. Men det gav ofte stadig følelsen, som når hun talte til sine dyr.

”Hmm..” Hun rettede ryggen en smule og trådte et skridt væk fra drengen for at få et bedre overblik over begge sine gæster. ”Jeg kan gå i gang med det samme. Det burde ikke tage mig utrolig lang tid, så I er velkommen til at blive og vente her, hvis det er.” Hun vendte afventende sit blik hen mod den såkaldte Todd. ”Jeg ved dog ikke lige, hvor spændende det vil være.” Hun skar en usikkert grimasse og trak på skulderne så godt som, hun kunne med en ugle siddende på den ene. ”I vil sikkert hellere videre i systemet, ind at sidde og glo, mens jeg gør mit arbejde.” Hun drejede roligt hovedet og skævede lidt ud mod hendes lille botaniske værksted. Hendes lille safe heaven. Det var der, hun fandt den nødvendige fred efter en stresset dag af en eller anden grund. Den perfekte arbejdsplads.
Men hurtigt efter røg øjnene tilbage på de to troldmænd. ”Ved I hvad? Det kommer nok til at tage mig et par timer, så tag I af sted og lav noget sjovt i mellemtiden.”