I need my painkillers

[Cordelia Edwards]

Tid: 16:15
Sted: Trailerparkens værksted. 
Til: Austin Miller
Outfit

Cordelia småløb lidt gennem det tunge snevejr imod værkstedet. Siden snestormen til jul, havde det nærmest sneet uafbrudt, hvilket havde dækket jorden med et tykt hvidt lag, der hver dag nåede at smelte, fryse sig is, for at blive dynget i sne igen, så ikke nok med at det var koldt og vådt, det var også åndssvagt glat, hvilket fik hende løbeskridt til at se både avanceret og akavet ud på samme tid, som om hun både løb og listede. Hun skyndte sig ind af den lille dør, der førte ind i selve garagen hvor motorlyde overdøvede det meste anden. Hun trak sin røde hue af og børstede den fri for det meste sne med et opgivende suk. Hun hadede sne! I hvert fald på denne her måde. 
Klokken var ved at nærme sig mere aften end dag, og det var så småt begyndt at blive dunkelt udenfor. Cordelia brugte tit tidspunktet som en undskyldning. Hun kom for at se om hendes mindre søskende stadig var på arbejde, selvom hun godt vidste at der var stor sandsynlighed for at de var på vej hjem. På den måde kunne hun få lov til at handle med Austin, som den gode stamkunde hun var, uden at de skulle blande sig alt for meget i foretagenet. 
Midt i rummet svævede en bil lidt i luften, hun kunne se at en mand lå rullet ind under den, men ikke hvem det var. "Romeo?" spurgte hun forsøgende, men da hun kom lidt tættere på, kunne hun konkluderer at benene var for lange og muskuløse til at være hendes brors. Dermed ikke sagt at det ikke kunne være en anden end hun ledte efter. 
Hun strøg nogle af de våde, slidte lokker om bag øret og rømmede sig lidt for at fange mandens opmærksomhed. "Undskyld Sir, jeg leder efter Romeo eller Juliet." sagde hun høfligt, selvom hun altid følte sig en lille smule dum når hun skulle præsenterer tvillingerne. Hun mistænkte lidt deres forældre for enten at have været tossede, eller for ganske simpelt at hade dem. Begge dele var en reel mulighed. 

[Austin Miller]

Austin havde efterhånden arbejdet en del år, for DM - eller rettere for deres leder. Han havde brug for pengene og kunne derfor ikke sige nej, når det kom til at deale. Han elskede værkstedet her og nød jobbet, men han tjente ikke nok til, at dække de store hospitalsomkostninger der fulgte med, at have en handicappet søn. Hans søn, Peter, ville altid komme i første række.
Sneen udenfor, generende ham ikke. Det var heldigvis dejligt lunt inden i værkstedet, så det var kun når bilerne og motorcyklerne skulle køres ind og ud af værkstedet, det krævede overtøj. Peter havde han hentet fra den magiske grundskole, så den 10årige dreng sad inde på kontoret med sin gameboy og kunne heldigvis godt underholde sig selv den sidste times tid, før Austin ville være færdig med den bil, han lige nu lå halvt indenunder. "Beklager, du har lige misset dem. De gik for ti minutter siden," svarede han fra under bilen, som han lige skulle skrue den sidste skrue på plads. Han vidste godt, det ville gå tyve gange hurtigere med magi, men han elskede at lave biler og motorcykler på muggler manér. Han var ikke bare for at tage fysisk fat og bruge sine hænder. Han fik strammet skruen og skubbede sig så ud, fra under bilen, hvor han fik øje på Cordelia. "Oh hej Cordelia," hilste han og sendte hende et venligt smil og satte sig op på brættet med hjul på, som han før havde ligget på.


Outfit

[Cordelia Edwards]

Selvom bilen fangede det meste af lyden, genkendte Cordelia Austins stemme. Hun lænede sig lidt op af et metalisk værktøjsbord langs væggen. Hun var vant til at færdes der takket være sine søskende. "Pokkers." svarede hun men lød ikke helt så ærgerlig alligevel. Hun så ned da han trillede ud med lidt oliemærker i panden, hvilket fik hende til at trække lidt på smilebåndet. Der var noget underligt lækkert over en beskidt mand. "Hej Austin." hilste hun.
Ud over at han var chef her og at han nogle gange forsynede hende med fredagsslik, så kendte de ikke hinanden særlig godt. Engang i mellem havde hun hilst på hans alt for kære søn, og det kom fra hende der ikke brød sig særlig meget om børn.
Hun strøg en blond lok om bag øret og så ned på ham. "Du er her til sent i dag." bemærkede hun og foldede armene afslappet hen over brystet. "Nu du er chefen, burde du så ikke gå tideligt hjem og lade rollingerne klare det sidste." spurgte hun og hentydede selvfølgelig til Romeo og Juliet. Efterhånden havde hun vænnet sig til de åndssvage navne, men deres forældre havde været mentalt ustabile siden de havde opkaldt dem efter nogle af tidens største fiktive tragedier.

[Austin Miller]

Et skævt smil meldte sig på hans læber, ved hendes hilsen. Han havde lidt en fornemmelse af, at hun ikke var der for, at få lavet sin - ikke eksisterende - bil, eller for at hilse på sine søskende. Han lod let håndryggen glide over sin pande, for at tørre den let, selvom det ikke resulterede i andet end en sort streg hen over panden.
Austin var ikke bekymret for, at lade sin søn snakke med DM'erne eller deres tilhængere. Han havde en ubrydelig ed med lederen, om ingen DM'er eller tilhænger, nogensinde ville kunne gøre Peter noget. Dog var han ikke glad for, at se sit et og alt vokse op i så sølle omgivelser. Han ønskede kun det bedste for den dejlige dreng, der var mere livsglad end langt de fleste børn.
Hans øjne glid mod et ur, der hang over den ene port og lo let, "Jeg havde ærligt talt ikke set, klokken var blevet så mange," svarede han og vendte blikket tilbage på den smukke blondine. Et nyt grin måtte forlade hans læber, "Jo, det burde jeg, men problemet er bare, at jeg så skal rende rundt og rette alle deres fejl i morgentidlig," svarede han jokende og blinkede morende til hende, før han rejste sig op i en stående stilling. Hænderne fangede en klud i baglommen, så han kunne tørre hænderne, skønt det ikke hjalp meget.

[Cordelia Edwards]

Cordelia studerede ham idet han kørte hånden hen over panden, og måtte bide sig lidt i den ene kind, for ikke at komme til at grine over det lidt mislykkedes forsøg, der bare gjorde ham mere beskidt end han var i forvejen.
Austin var en af de gode. Det kunne godt være at han forsynede hende med den gift hun desperat havde brug for, men hun havde respekt for måden han behandlede folk omkring sig - inklusiv hans søn, som hun også havde mødt ved et par lejligheder. Det var svært ikke at elske den lille skabning. Hun foldede armene over brystet. "Nah tiden render." konkluderede hun og sukkede lidt åndsfraværende.
"Det kan du have ret i. Downsiden ved at være boss." påpegede hun med et lille glimt i øjet. Hendes ro og gode humør indikerede at hun ikke ligefrem var ædru, selvom ved første øjekast virkede ret normal. "Så. Nu hvor jeg har dig.." hun færdiggjorde ikke sætningen fordi man aldrig helt vidste hvem der lyttede med, men hun så på ham med blik der sagde alt hvad hun tænkte. Hvis ikke hun skaffede noget inden i aften, var det gode humør nok midlertidigt. Normalt plejede de at mødes om aftenen uden foran hans trailer hvor ingen så dem - igen inklusiv hans søn, det var ikke gået op for hende at han sad inde bagved.

[Austin Miller]

Austin bemærkede ikke selv, den sorte streg i panden, men det skulle nok gå op for ham før eller senere. Om ikke andet, når han stod foran spejlet og skulle børste tænder i aften. Så kunne han grimme sig over det, til den tid.
Han prøvede at være fair i sine handler, men DM skulle også have deres andel af hvad han tjente, så selvom han langt hen af vejen, var en fair handelsmand, så kunne han også være hård, hvis situationen krævede det af ham. Men respekt var en tovejs ting, hvis man spurgte ham og han kunne aldrig drømme om, at gøre en flue fortræd, dermed ikke sagt, at han ikke kunne true med det, men så gik han til Jones med det, så DM'ene kunne tage sig af det beskidte arbejde så at sige. Han ville ikke risikere, at ryge i hverken Azkaban eller fængsel. Han havde Peter i hovedet, som sin første prioritet altid.
Han nikkede lidt til hendes ord. "Tid er en sjov ting," svarede han og sendte hende et roligt smil. Han var ikke sikker på, om han nogensinde, havde oplevet Cordelia ædru, men han havde set mange ting i sin tid blandt dette folkefærd. Han lo let, "True, til gengæld er der også mange fordele," svarede han og blinkede morende til hende, før hun smed bomben, som han egentlig bare havde ventet på. Han skævede mod kontorets vindue, hvor han kunne se Peter, som sad og spillede. "Ikke her, Cordelia, det ved du godt. Du kan komme forbi min trailer i aften, når Peter sover," svarede han og lagde armene over kors.

[Cordelia Edwards]

Selvom Cordelia ligesom Austin var vokset op på dette gudsforladte sted, så forsøgte hun oftest at holde sig uden om alt det det organisatoriske. Hun var der, hun passede sine pligter, og resten af tiden enten drømte hun sig væk, eller var så høj hun knap anede hvor hun var.
Hun skubbede fra ved bordkanten og rettede sig mere op. Hun var høj, kun et halvt hoved lavere end ham, nogle gange havde hun følt sig mindre feminin fordi andre kvinder var mindre end hende, men hun havde en dansers krop til gengæld, desværre lidt ødelagt af det liv hun bød sig selv. Hun foldede armene over brystet og nikkede lidt åndsfraværende fordi hun allerede havde mistet interessen for deres lille smalltalk.
Stemningen ændrede sig hurtigt. Hun løftede sit blik og fulgte hans til vinduet hvor Peter sad og tegnede ubekymret. "Undskyld. Jeg ved det godt men jeg.." man kunne langsomt høre frustrationen snige sig ind i hendes stemme. Hun så på ham med sit mest ydmyg og triste blik. Hendes store, grønne øjne havde altid haft en evne til at få folk omkring hende til at have ondt af hende. "Jeg tror ikke det kan vente til i aften." indrømmede hun og sank en klump. Hun knyttede hænderne en smule, som hun ofte gjorde ubevidst når de begyndte at ryste. Hun havde mærket varmen og hjertebanken der indikerede at hun om et par timer ville være langt mere desperat. Han burde vide at hun ikke dukkede op på denne her måde hvis ikke det var nødvendigt. Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Du ved jeg ikke ville komme her hvis det ikke var vigtigt." afsluttede hun bedende.

[Austin Miller]

Austin havde altid haft en kæmpe respekt for de hÃ¥rde sager. Han havde som yngre røget græs med nogle venner, men aldrig hÃ¥rdere stoffer end det. Han havde set hvad det gjorde ved folk, og det ville han aldrig udsætte sig selv eller Peter for. Han var desværre heller ikke dum. Han havde set abstinenser og symptomerne pÃ¥, kroppens afhængighed. Det var sjældent et kønt syn.
Hans blik gled fra Peter og mod Cordelias hænder. Hans mørkebrune øjne gled tilbage til hendes grønne øjne, mens et svagt suk forlod hans læber. "Jeg har ikke noget på mig her, Lia, det er alt for risikabelt. Mugglernes politi razziaer stedet flere gange om ugen," forklarede han roligt og bed sig let i underlæben, mens medlidenheden strålede ud af hans mørke øjne. "Jeg har en øl i køleskabet, hvis det kan hjælpe?" tilbød han, velvidende om det ikke var det samme. Han trak en stol hen til hende, "Her, sid ned. Jeg er færdig om et kvarter," okay han var langt fra færdig, men han måtte bare runde det af, han var i gang med og så forsætte i morgen.