Nej, det hele er bare en drøm

[Yulansquin Faa]

Tiltænkt: Matthew J. Darklighter
tid/sted: Oxford street lørdag kl 20:30
vejr: snedækket gade. Det sner stadig
Outfit

---

Hvorfor kunne det hele ikke bare være en drøm? Der var intet det sidste år der var gået særlig godt. Hendes trolovelse var overstået og ikke længere en realitet. Hendes mor var død for kort tid siden, og nu lå hendes familie i ruiner. Hendes far Jukumo Faa var helt ude af den for slet ikke at tale om Yuri Faa og Jiro. Yuri der havde måtte kæmpe for ikke at blive giftet bort med en fyr hun slet ikke ønskede at blive gift med. Selv det bryllup var stoppet. Nu var der intet i familien som gik som det skulle. Hendes mors død havde været dråben over det hele. Alt var ødelagt og hendes hjerte bristede mere end noget andet. Hun ville ikke have at mere skulle gå galt, men der var altid noget der skulle gå galt. Hun vidste ikke om Haru Faa havde hørt om døden, men det havde han nok. Inderst inde ville hun bare gerne have at alle havde det godt. At familien var et sted de var glade. Men der ville gå tid nu, og det vidste hun allerede godt. 

gaderne lå øde hen, i hånden havde hun en pose i hånden, tøj som hun havde hentet på Skt. Mungos. Hendes t havde ikke orket at hente det. Derfor havde hun måtte gøre det. Egentlig skulle hun hjem, men der virkede så trist og kedeligt hos hendes forældre. Hun vidste ikke længere hvad hun skulle gøre. Oxford street virkede som en god ide. Også selvom tiden gik langsomt og gaderne var snedækket. Selv hendes hvide jakke var begyndt at se ud som om der dannede sig mere end nok sne på. Halstørklædet lå godt rundt om hende et par hvide handsker prægede hendes allerede hvide outfit. Selvom hun var lidt halv kold havde hun højhælede på, præcis som hun altid havde. Hun stoppede op ved et vindue og kiggede ind på den varme café der havde åben. Hun vidste ikke om hun skulle gå ind eller om hun skulle blive ude og bare fortsætte sin gang langs den tomme gade.

[Matthew J. Darklighter]

Det var ikke altid at han lod sig trække ind i mugglernes verden, men ikke desto mindre var det dét der var sket denne aften. Det var en del af livet som forretningsmand at kunne veksle mellem det ene og det andet univers, og han forstod om nogen at jonglere bådet det ene og det andet på samme tid. Han havde valgt bordet ud til gaden så han kunne se på det dovne liv der gled forbi, en blid bølge af mennesker der vaskede gennem Londons livsnerve, og et syn der båd på hans yndlingsbeskæftigelse: at se hvem der var magiker og hvem der ikke var. Det var nemt hvis man allerede var en del af samfundet, men for mugglere ville det være det rene volapyk at forsøge at skelne det ene fra det andet. Sandheden var også at der ikke var mange magikere der gad bruge mugglernes verden. Selv var Matthew glad for at kunne udnytte det til hans fordel. Hvis han fejlede i magikernes univers, så havde han altid en plan B, og en plan B han nærmest automatisk havde overtaget i via sine magiske evner.

Han havde siddet stille for sig selv og skrevet i sin notesbog, dagens gerninger, ting der skulle reflekteres over og bemærkninger han ville huske at bruge mod andre. Et lille smil, hans velkendte Mona Lisa smil, hvilede som en tryg dyne over hans læber, mens han lod den neutrale blækpen danse over siderne. Spidsen skrabede mod pergamentet der åd blækket så kun han kunne se det senere, så ordene forblev hans og hans alene. Han så op og nærmest mødte en kvindes blik med det samme. Det var et uventet øjeblik da hun stod og så ind ad glasset, sagtmodig og mærket, men mærket af hvad? Han mønstrede at forme et bredere smil til hende og hans isblå øjne skar igennem nattemørket og ud til hende. Han sænkede pennen langsomt og lagde hovedet lidt på skrå som for at invitere hende, men uden at han kunne ytre et ord til hende. En lok af hans lange, sorte hår gled over hans ansigt og han måtte stryge den bort med en gallant håndbevægelse.

[Yulansquin Faa]

Hun havde aldrig fået smidt en tåre. Det var aldrig rigtig kommet til hende, lige meget hvordan hendes liv have udviklet sig. Hun måtte være stærk, men jo mere hun tænkte over tingene jo sværrer blev det at bearbejde det hele. Hun vidste at hun skulle græde før eller senere, men behøvede det at være lige nu? Selvom hendes øjne var lidt blanke faldt der ikke en tåre, og hun så derfor heller ikke det smil og det skårliggende ansigt der stirrede på hende. Hendes tanker var et helt andet sted. Et suk kom fra hende og et snøft kom kort tid efter. Mest fordi det var koldt, og ikke fordi at hun var ked af det. Hun satte sine lange stinkle ben i bevægelse igen og gik hen til døren til caféen og åbnede døren. Hun kunne godt lige tage lidt varme og en kop kaffe inden turen gik helt hjem til en ødelagt familie ikke? Hun satte sig lidt gemt langt væk fra vinduet, noget hun normalt aldrig ville have gjort. Langsomt åbnede hun posen hun havde i hånden og tog en rød foldet kjole ud af posen. Langsomt satte hun næsen til stoffet og duftede til kjolen. Den søde parfume ramt hendes næsebor og hun måtte bide sig lidt i læben for ikke at lade tårerne få frit løb. En kvindlig tjener dukkede op ved siden af hende og spurgte hvad hun skulle have. "En kop kaffe og lidt mælk tak" hendes stemme var blid og rolig, men det var slet ikke sådan hun følte sig. Hun ville skrige hvis hun kunne komme til det. Det var bare ikke det rette tid eller det rette sted at gøre det. Hendes hånd gled hen over den foldet røde kjole og mærkede det silke bløde stof imod hendes hud.

[Matthew J. Darklighter]

Igennem snefnuggenes dans fulgte han hende med blikket, tunet ind på hver bevægelse hun gjorde. Den måde hun satte sig ind på, afsides fra resten af caféens sparsomme gæster. Duften af kulde som døren gled i skar i næsen og han gled en fingerspids over kanten på det glas rødvin han havde bestilt for en rum tid siden. Den var endelig iltet og han tog en slurk, funderede over den mørke, tørre smag inden han satte et punktum i sin sætning og så blækket funklende vådt forsvinde ind i siden inden han satte hætten på pennen og slog bogen sammen. Han skubbede den til siden så dens ryg flugtede med bordkanten og pennen hvilede på læderomslaget som et sværd der beskyttede en dyrebar skat. Han lænede sig tilbage og betragtede kvinden bestille fra tjeneren og så den røde kjole i hendes hænder. Et svagt smil formede sig om hans læber. Farven mindede ham om Isobels garderobe, rød og varm og omfavnende. Kvindens øjne var blanke, det kunne ses på afstand, og som en conneiseur for kropssprog var det nemt at læse at hun havde et indre i oprør. Den lavmælte snakken fra de få andre gæster i caféen var som en blød, hvid støj i baggrunden, og han overvejede kort om han bare skulle sætte kurs hjemad inden han besluttede sig for at se hvad han kunne få ud af hende.
Han samlede derfor bogen og pennen op i den ene hånd, greb vinglasset elegant og rejste sig for at gå over til hende. Han standsede ved stolen der stod overfor hende ved det afsides bord og gav hende et mildt smil.
"De ser mig en kende trist ud, miss," sagde han smilende og uden at vente på tilladelse fra hende gled han ned på stolen foran hende. "Det er for trist udenfor til at bringe det med indenfor. Kan jeg hjælpe Dem?" spurgte han uden omsvøb.

[Yulansquin Faa]

Hun kiggede fortsat ned på kjolen og glemte egentlig alt om tid og sted. Hun ville hellere sidde her end et hjem der var plaget af sorg og smerte. Tanken om at skulle sidde der og græde gjorde hende ikke godt. Hun vidste at med tiden så ville hun selv bukke under for smerten. Hun bed sig i læben som hun kiggede op på tjeneren der satte den varme kaffe foran hende med en kande med mælk. Langsomt hældte hun den hvide væske op i kaffen og hun satte kanden ned på bordet igen. Hendes blik vandrede først op da en stemme tæt på hende brød hendes ellers så dystre tanker om hvilket liv hun levede lige nu. Hun drejede hovedet en enkelt gang for at fjerne en tåre fra hendes øjne der var ved at løbe ned af hendes kind. Hun slap endelig hele kjolen så den igen lå på posen og begyndte at åbne sin hvide frakke. Blot for at afsløre en hvid skjorte inde under. Hanskerne blev trukket af kort tid efter inden hun svarede manden der havde sat sig ned. "Man kan ikke gøre noget ved skæbnen. Den er lagt for en, og lige meget hvad man prøver kan et liv ikke redes, med mindre man er virkelig mørk, og det er ikke noget jeg ønsker." kom det fra hende og var sådan set lige glad med hvem manden var, om han var muggler eller magiker. Normalt ville hun have slappet af og lade vær med at snakke om den slags. Men hun var oprørt, såret, ked af det, og meget mere end hun selv kunne sætte ord på lige nu.

[Matthew J. Darklighter]

Hendes bevægelser, hendes mimik, gestik og positur fortalte ham en del. Hun var oprørt, frustreret og trist. Som en knust perle under en skosnude der hensynsløst havde presset den mod den hårde jord.
"De er oprørt forstår jeg," svarede han en smule afmålt mens han betragtede hende. Han rettede sig op og foldede hænderne foran sig omkring vinglassets stilk og lod sin finger glide op og ned ad den uden at fjerne blikket fra hende. Smilet forblev hvor det var. "Jeg tror ikke på, at man ikke kan ændre sin skæbne, uanset hvor svært det kan føles. Hvis De vil fortælle mig om Deres situation kunne jeg give et opmuntrende ord eller to," foreslog han en smule henkastet, en kort fravigelse af hans venstre hånd fra dens hidtidige position var som et bud imod hende for at give hende mulighed for at lette sine sorger til ham.

[Yulansquin Faa]

Åh nej... havde hun frem vist en side af sig selv hun ikke skulle have gjort. Hun havde altid været så fattet og rolig, og lige pludselig fordi alt ting gik imod hende ja så kunne det ses? Det var ikke fair, og det havde bestemt ikke været meningen på nogen måde. Hun kiggede væk fra manden og overvejede hvad hun skulle sige. Hun kendte ham ikke engang, og han vidste ikke hvad hun havde været igennem. Så hvad forhindrede ham egentlig i at blive her? Hun lod blikket falde tilbage på ham og hun prøvede så vist muligt at sende et smil, om end at hun havde glemt alt om at være genert som hun plejede at være. “Oprørt? Jeg ved ikke.. måske” kom det fra hende og tog fat i sit kaffekrus. Hun satte koppen for læberne og mæskede den varme væske amme dem. Hun brændte sig en smule og tog hurtigt kaffe koppen ned igen. Hun lyttede til hans ord og trak lidt på skuldrende. “Denne skæbne kunne ikke redes. Man kan ikke bare få sin mor tilbage, uden man skal igennem noget mørkt. Jeg blev ikke gift, for hvad? Fordi han ikke ville. Hvad er rimeligheden i alt dette? Og alligevel lukkede jeg mig ind i mit hjem, glemte alt om familie og passe på mig selv”  hun vidste ikke hvorfor hun overhovedet sagde disse ting. Måske var det manglen på selvskab. Måske var det manglen på at nogen faktisk bekymrerede sig om hende. Hun trængte måske bare til et kærligt kram af en god ven. 

[Matthew J. Darklighter]

Han nikkede langsomt og lukkede øjnene mens hun fortalte. Det var vel ikke ligefrem skæbnemateriale? Bare livets konsekvenser.
"Man kan ikke styre sin skæbne udenom uforudsete ændringer," sagde han en smule eftertænksomt og åbnede atter øjnene for at se på hende. Hans ansigt var myndigt men uden at være belærende eller ophøjet. Smilet var forstummet til den velkendte trækning i mundvigen hvor den legede kispus med beskueren, der skulle regne ud om det var et smil eller blot en skygge. "Og andre folks handlinger er ganske vist heller ikke noget man kan styre med mindre man formår at manipulere dem til sin vilje," han hævede glasset og tog en kort slurk inden han atter satte det fra sig og lod den runde fod ramme præcis samme aftryk som det netop havde efterladt på bordoverfladen. "Det er kun dig selv der kan sætte en dagsorden for dit liv. Du kan aldrig regne med andre, kun at de er der og at de kan gøre som du håber eller svigte dine forventninger. I sidste ende er du din egen herskerinde, så hellere gøre livet til et eventyr end et fængselsophold, ikke sandt?" smilet blev en kende bredere nu, opmuntrende og forhåbningsfuldt om at hun måske kunne se en vej ud af hendes tristhed. "Der er heldigvis andre man kan møde som kan være værd at gifte sig med, og verden stopper ikke bare fordi et hjerteslag holder op." Han vidste godt at hans ord kunne komme til at virke bedrevidende, men hans intentioner var mere at tilbyde hende en lille trøst og et lys i mørket.

[Yulansquin Faa]

En vrede fyldte sig i hende, en vrede hun normalt aldrig følte. Det var som om en vrede brændte inde i hende, lige som når en willie blev sur og ændrede sig med flammer og meget andet. Dette her var bare ikke det samme. Normalt hvis hun var nervøs eller flygtede far tingene forvandlede hun sig til en kat med Animagi, men dette her var noget helt andet. “Nej men man kunne have gjort noget i stedet for at holde tingene hemmeligt” kom det spydigt og en anelse vredt fra hende. Noget der var så nyt for hende. Hun vidste godt at hun havde en indre skjult slange gemt i sig, men det kom så sjældent frem. Hun klemte lidt om posen for at sikre sig den ikke blev taget. Selvom manden foran hende næppe ville gøre det. Hun lyttede dog intenst til hans ord og et fnys kom fra hende. “Det er tydligt du ikke kender japanere og deres mødets håndtere tingene på. Følge de gamle love ved at gifte sine børn bort til en familie der har det samme blod, eller bedre.” Kommenterede hun og slap posen for at tage sin kaffe kop. “ ‘Lad vær med det Yules, hold din holdning, sid ordentligt, du vanære mig ved at gøre det der’ “  kom det fra hende for at imitere hendes forældre som han slet ikke villeorstå “og hvad kom der ud af det, ingen ting. Næh nej det er vel bare sådan livet det her, en bunke lort” hun banede aldrig, og hun ville aldrig sige den slags ring, men vreden i hende fyldte mere og mere. Måske var det hendes måde at bearbejde hendes sorg på, hun var ikke helt sikker og lige nu ville hun ikke vide det. “Hvis man bliver gift skulle det gerne vare hele livet. Hvis man ikke skal vanære sin familie handler det om at gøre som der bliver sagt, med få af sine egne holdninger. Familien ved hvad der er bedst for en selv, og ja det er sådan en rig fuldblods japansk familie fungere” kom det fra hende og tog endelig sin kaffe kop op til munden for at tage en tår. Den e mand foran hende troede sikkert han havde alle svarene. Hvad var han en muggler psykolog? Og så havde hun netop afsløret at hun var fuldblod, så kunne han vælge at tolke det som magiker eller muggler og stille en masse spørgsmål.

[Matthew J. Darklighter]

Så kvinden var magiker? Det var ikke fordi han havde regnet med det, men det ændrede helt klart samtalen en smule. Hans fingerspidser drejede vinglasset rundt så foden skurrede lidt mod bordpladen; en dråbe vin tegnede en streg mod træet, rød som en linje blod. Han betragtede hende tilbagelænet, afslappet mens han så vreden ulme i hende.
“Som patriark af en fuldblodsfamilie kender jeg selv til den problemstilling, men måske set fra den anden side,” forklarede han en smule eftertænksomt. “Blod betyder jo mange ting, for nogle familier er det en ting, for nogen en anden. Ære kan være en del af det eller det kan ikke,” han rettede sig lidt op og lagde hovedet på skrå mens han betragtede hende overvejende. “Jeg har selv en datter der er lovet bort allerede fra tidlig alder. Er det, i dine øjne, en dårlig idé?” Spurgte han, den mørke stemme neutral, undersøgende, som var han en journalist der lavede research til en artikel.

[Yulansquin Faa]

Hun kiggede på ham som o’et rovdyr der var klar til at nedlægge sit bytte. Hun var arrig ja, men hun kunne sagtens ligge låg på hvis der var behov for det. Men lige nu? Nej han irriterede hende en smule ved at skulle virke så klog og være så.. bedrevidende som om han var 60 og havde styr på hele sig liv! “Og sig mig hr. hvis du vælger som fuldblods familie st give dig ud i ære er det så en god ting eller ej?” Hun kendte ikke navnet på manden, og hun vidste ikke om hendes far Jukumo Faa kendte denne fyr. Men det skulle ikke undre hende hvis der sikkert var forretnings forbindelser eller de havde spist middag sammen. Dog lyttede hun til hans næste ord og det fik hende blot til at blive endnu mere irriteret. “Der kan du se, du er ikke en skid bedre end mine forældr.e skulle en forlovelse ikke handle om kærlighed og frihed. Skulle en forlovelse ikke være ne god ting og ikke blive pålagt ens barn at det er sådan det er? Hvad nu hvis man ikke passer sammen? Skal man som kvinde bare sprede benen og skyde en unge ud når det passede sin mand?”  Hun snakkede aldrig om samleje, for Guds skyld hun havde aldrig prøvet den slags. Hun havde håbet, men det var ikke sket. Alligevel så fandt hun manden en umådelig dårlig forældre for st skulle sætte sit eget barn i en position som pige barnet end ikke havde noget at bestemme om.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew virkede umærket af hendes tydelige irritation. Han forblev tilbagelænet, hænderne foldet om glassets stilk mens han lyttede til hende. Hans ansigt skiftede aldrig udtryk og hans øjne forblev hvilende på hendes ansigt.
"Nogen mener at der ikke sker skade ved at fuldblod bliver fortyndet, andre mener at magien langsomt vil svinde ud, som sand mellem fingrene der langsomt spreder sig og forsvinder, hvis man ikke vægter den magiske arv højt," svarede han eftertænksomt. Han følte ikke at han behøvede at uddybe sine egne personlige holdninger, dem kunne hun vel gætte sig til når han havde indgået en trolovelse på sin datters vegne. "Men er der basis for at risikere at det sidste er tilfældet og bare lade folk gøre som deres hjerter lyster, og ikke som deres familier håber. Vi er alle en del af den magiske arv, alle forbundet via vores ekstraordinære kundskaber. Så har vi ikke også i kraft af det pligt til at videreføre det vi blev givet og sikre den fortsatte eksistens af den magiske verden?" spurgte han med hovedet lidt på skrå mens han betragtede hende nøje. Hun ville uden tvivl være eftertragtet til en plads ved en fuldblodsmagikers side. Hun var både køn men talte også fra hjertet i dette øjeblik.

[Yulansquin Faa]

Det var den samme rille hun havde hørt før, magien vil dø ud, slå hårdt ned på mudderblod og halvblods, sikke noget vås, og havde man lidt hjerne kunne man da godt selv indse det. Men nu var det de færreste fuldblods hun havde mødt der havde hjerne. “Ja og med tiden vil der kun være fuldblods tilbage, og så har alle det godt, lige så vel som at mudderblod skal nægtes adgang til Hogwarts? Eller tager jeg helt fejl. For du virker tydeligtvis ikke tilfreds med en mudderblod kan gøre ved en magisk familie...” kom det fra hende og var helt lige glad om resten af befolkningen på den lille café kun høre deres samtale. De kunne tænke hvad de ville, men dette her var for langt ude. Hun kunne se ideen med at man skulle føre sin arv videre, men der var grænser for hvad dette betød. Alle og en hver kunne sådan set også sige de var fuldblods men slet ikke var det, med mindre de stod i den store oversigt over rene fuldblods familier, og hvilke fuldblods familier var i virkeligheden helt rene? “Har vi ikke en pligt til at forstå vores børn og hvad de gerne vil. De har retten til at videreføre det de har lært og vokset op med. De har også deres egne holdninger og meninger, lige så vel som de har hr. er det ikke en pligt at være sikker på ens, i dette tilfælde din datter har hjertet på rette sted, og vælger det hun gerne vil. Forblive i troskaben af egen fri vilje i stedet for noget skal trækkes ned over hovedet på hende?” Hun ville langt fra være den der blev påtvunget noget mere, men hun tvivlede bestemt også på at det atter ville ske nu. Slet ikke nu hvor hendes mor var sød. “Så vidt jeg ved har ens opvækst og indvirkning på ens børn meget at sige, men hjertet vil nogle gange noget andet, og skal man så stå og vælge mellem at forblive i en familie man ikke vil,e kunne undvære, eller skal man følge den der betyder mest for så at meste hele sin baggrund og blive udstødt?” Dette var en debat hun aldrig havde haft, men efter hendes tvangsægteskab gik i stykker, havde hun sine holdninger på plads, og ingen skulle pille ved dem.

[Matthew J. Darklighter]

"Det er gode spørgsmål og interessante overvejelser ihvertfald," svarede Matthew med et kort, myndigt nik. "Hvad vil du?" spurgte han istedet for at vende samtalen, selvom han nok godt kunne gætte spørgsmålet. De kunne fundere hypotetisk over de store spørgsmål om blod og status resten af livet, men det blev først interessant når man inddrog det personlige niveau. Han rettede sig endelig op overfor hende fra sin tilbagelænede position og tog en sidste slurk af vinglasset der blev drænet. Han skubbede det fra sig ud til siden og foldede hænderne foran sig på bordpladen mens han iagttog hende interesseret. Hun var tydeligvis ikke præget nok af sin familie til at have deres holdninger og ambitioner, men han holdt hende det ikke imod. Han dømte hende ihvertfald ikke for det. Det var udenfor hans juristriktion, hvis man kunne sige det sådan.

[Yulansquin Faa]

Hun kiggede på ham som om han skulle til at sige noget dumt, men alligevel kom der ikke noget dumt ud af munden på ham. Han var nok for dannet. Alligevel kunne det være hun havde sat lidt tanker i gang på ahm, selvom hun ærlig talt ikke regnede med det. Når man først havde en holdning så var det sådan den skulle forblive. Hun kiggede lidt ned på sin kaffe og lænede sig tilbage i stolen. Ikke at hun trillede halvt ned af stolen, men hun sad rank og med en fin holdning. “Mig? Jeg har stadig et ansvar over for min familie. Ja jeg skal ægte en fuldblods hvis den dag en dag kommer. Men Højer vil gerne have hjertet med i det. Lige som mine forældre havde det den gang for så mange år siden.”  Kom det fra hende og kiggede lidt op på ham. “Jeg ville aldrig få imod min familie, og jeg ville aldrig ødelægge hvad jeg har lært, lige som jeg ikke vil vanære dem” kom det fra hende.måske var det derfor hun aldrig havde været sammen med nogen, i frygt for at vanære dem og ville noget andet end hvad de ønskede.