Push Ka Pi Shi Pie

[Sabrina Weasley]

Til: Elias Andersson
Sted: Hogwarts, Krypten, Eliksirlokalet.
Tid: Januar 2058, omkring klokken 15.
Outfit: Gryffindor uniform.

---

Sabrina havde netop afsluttet dagens sidste lektion. Eliksir lektionen var slut, og klassen var begyndte at pakke deres ting og sager sammen. Professoren havde måtte skynde sig videre, for at få et eller andet personalemøde, hvilket havde efterladt den rødhåret pige alene i lokalet, med de piger der plejede at drille hende. Hun havde forsøgt, at nå at pakke sine ting sammen, men trods det brave forsøg, var det ikke lykkedes hende.
"Lad nu vær, Jessica.. Please.." bad Sabby og bed sig i læben, som hun prøvede at nå sin bog, som bøllen Jessica holdt højt oppe og uden for Sabbys rækkevide. Jessica og to af hendes veninder grinte håndligt, "Hvad der galt lille Weasley? Kan du ikke nå?" kommentaren lød både hånlig og forfærdelig. Alt i hende havde mest lyst til at sætte sig ned i et hjørne og græde, men hvad skulle det nytte? "Gi mig den nu," bad hun igen og hoppede for at nå bogen.

[Elias Andersson]

Påklædning: Gryffindor uniform

Elias var kommet lidt på afveje. Han var ikke faret vild, for det vat vist umuligt for ham efter næsten 7 år på skolen. Han havde dog gået en tur rundt op skolen, og var endt nede i krypten. Der var han mest kun til eliksir, men nu var han der så også bare fordi han gik en tur. Eliksir var faktisk et af hans yndlingsfag, så det var underligt, at han ikke var dernede noget mere. Måske han skulle gå hen til lokalet nu? Han kunne måske kigge lidt på ingredienser, brygge et eller andet, bare fordi. Han gik lidt og nynnede for sig selv. "Ææh ææh. Push ka pi shi pie æh æh!"
Elias var blevet 17 år. Det var helt utroligt. Han var endda blevet en af de mere populære drenge. Han havde altid været en vellidt fyr, men nu hvor han var blevet ældre, var pigerne begyndt at kigge mere til ham og hans vennekreds var begyndt at vokse. Det steg ham dog ikke til hovedet, som det gjorde med Hunter fra Slytherin. Elias havde dig noget respekt på skolen, og det var han da selvfølgelig glad for.

Elias hørte lyde inde fra lokalet, og han blev lidt bange for, om der stadig var undervisning? Han gik helt hen til døren og så et par yngre piger drille en anden pige. En rødhåret pige. Var hun ikke en Weasley? Han kunne ikke huske det, men han vidste, at han da havde set hende før. Han betragtede kort pigerne, som havde taget Weasleypigens bog. Latterlige småtrunter. Han kendte den ene. Jessica. Det var ikke mere end et år siden, hun havde prøvet at være efter Elias' tvillingesøster, Saga. Der var han trådt ind, og det havde Jessica ikke brudt sig om. Han var trods alt også ældre end hende.

"Ååh Jessica. Så står vi her igen." Sagde han med en form for arrogance der normalt ikke lå til ham, men nu gad han hende ikke mere. Han gik hen til hende og tog bogen ud af hånden på hende.

"Har du det virkelig så dårligt med dig selv, at du skal hakke så meget ned på de andre piger?" Han rystede på hovedet af hende.

[Sabrina Weasley]

Sabrina var blevet mobbet, nærmest siden hun var startet på skolen. Hun havde rødt hår og fregner. Hun manglede nærmest bare brillerne og så ville hun være det perfekte mobbeoffer, hvis man troede på den slags. Hun hørte svagt den nynnen der kom nærmere ude på gangen, og håbede næsten det ville være en der kunne redde hende ud af den her kattepine, samtidig med hun ikke håbede det var en af hendes søskende.
Hun hoppede en ekstra gang, for at få fat i sin bog, dog uden held, hvilket fik både Jessica og de andre piger til at grine. De stoppede dog, som den ældre dreng kom ind i lokalet. Sabrina bed sig let i læben og førte en hånd igennem det lange røde hår. Var han der for at hjælpe eller gøre det værre? Han lød i hvert fald til at kende Jessica, men hvem på skolen gjorde snart ikke det? Hun så til, som han tog bogen ud af hænderne på Jessica, mens hun hørte de andre piger hviske noget med, at det var bedst at smutte. Jessica så fornærmet på Elias og derefter på Sabrina, "Elias vil ikke være her til at redde dig næste gang Weasley," lød det spydigt fra hende, som hun vinkede de andre piger med sig og de forlod lokalet. "T-tak.." hviskede Sabby og så lidt mod drengen der var kommet hende til undsætning.

[Elias Andersson]

Elias havde fået nok af Jessica. Faktisk havde han fået nok af alle, der mobbede andre. Han kunne simpelthen ikke forstå, hvordan nogen kunne synke så lavt. Han kunne godt se, at Jessica var blevet fornærmet, og det frydede ham. Han hævede sine øjenbryn af hendes kommentar, og han kom til at grine.
“Det skal du ikke være så sikker på.” Sagde han og nedstirrede hende, som hun forlod lokalet med sit slæng af andre irriterende småtrunter. Elias kiggede hen på pigen og sendte hende et smil.
“Det skal du ikke tænke på. Det er på tide, at der er nogen, der sætter hende på plads.” Han satte sig ned overfor hende, for nu havde han bare bestemt sig for at blive. Elias overvejede et øjeblik, om han skulle tale med Hunter. Hunter og Elias var ikke decideret venner, men de havde da snakket sammen nogle gange. Hunter havde en ret høj status på skolen. Især blandt pigerne, og han var blevet præfekt. Måske han kunne holde lidt øje. Det ville i hvert fald kunne gøre noget, da det ikke ville undre Elias hvis Jessica var en af dem, der ikke kunne stå for Hunter badboy attitude. Elias vendte igen opmærksomheden mod Weasleypigen, som han nu rigtigt fik kigget på. Han blev lidt slået tilbage af hendes skønhed, men han var jo også ret pigeglad og lidt af en flødedreng. Det gik op for ha, at han stadig sad med hendes bog.
“Åh, du må hellere få den her igen.” Sagde han og kiggede på bogen og så tilbage på hende, imens han smilede.

[Sabrina Weasley]

Sabby holdt øjenkontakten med gulvet, til Jessica og de piger, der af uforklarlige og for Sabby, af uforståelige årsager, fulgte hende rundt som små hjernedøde zombier, med make-up og alt for meget push-up i bh'erne. Man kunne nærmest høre på hendes vejrtrækning, da der blev pustet lettet ud, da Jessica og hendes zombier forlod lokalet.
Hun smilede lidt og fulgte ham med blikket, som han satte sig, "Åh ja, så sandt," lød det ærligt fra hende. Hun var ikke selv en af de populære piger. Dem der vidste hvem hun var, var udelukkende på grund af hendes efternavn og ikke hende. Hun var ret god til, at blende ind i mængden. Hun var så bange for, at blive udnyttet, for ikke at kunne lyve.
Hun tog lidt forsigtigt i mod sin bog, "Tak. Og tak for hjælpen, det var virkelig sødt af dig," lød det sandfærdigt fra hende, som et lille, men lidt genert, smil fandt vej over hendes læber.