Pas på hovedet!

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel havde siddet i sine egne tanker men bemærkede pigen begyndte at røre på sig og hørte hende komme med et ord. Han lukkede øjnene tungt i mens han forberedte sig på at skulle prøve at forklare hvad der var sket. Han rejste sig fra stolen der havde stået ved siden af hendes hospitalsseng og gik hen til sengkanten med et forsøg på et mildt smil til hende.
"Hey, hvordan går det?" spurgte han i et neutralt tonefald og tog hende i bedre øjensyn. Eliksirerne lod til at have gjort deres arbejde og hun havde ikke længere tegn på slagene fra kasserne i hovedet. "Du faldt pænt slemt."

[Grace Murphy]

Grace drejede forsigtigt hovedet, så hun kunne se på fyren der var hos hende. Hun genkendte hans stemme og sank en klump. Var hun i fare? Måden han havde snakket med den anden mand på fik hende virkelig til at føle sig som et udskud. Han havde lydt så fanatisk. Noget hun ikke ligefrem havde den bedste erfaring med. 
Men så spurgte han til hende og hun var nødt til at svare ham. “Det gør lidt ondt, men... men jeg ved godt det ikke var din skyld” Det sidste blev tilføjet efter hun havde tænkt samtalen igennem. Det hun nu havde fået med af den hvert fald. Ifølge det lød han til ofte at behandle folk dårligt. Men det var ikke sket her. 
som for at finde lidt ro lod hun den ene hånd føre op til sin halskæde. Hun havde altid fundet en trøst ved den fordi den havde tilhørt hendes mor. Der var bare noget galt, den var der ikke! “Min... min halskæde?! Jeg... hvor er den?” Spurgte hun trist uden helt at regne med, at han vidste det. Kunne den være knækket af i faldet?  Hun begyndte at rode rundt om sig i håb om at den lå i sengen. “Har du set den? Det er det eneste jeg har fra min mor.” Hun ryddede yderligere omkring, men måtte så tage en pause, da det begyndte st svimle for hendes øjne. Så hun lagde sig ned med en hånd over ansigtet “puha”

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel kiggede lidt med rundt om hende men endte med et tvivlsomt ansigtsudtryk og trak på skuldrene. "Nej jeg har ikke set nogen halskæde. Jeg kan tjekke ved Den Utætte Kedel, men hvis du har tabt den dér så er der nok ret stor risiko for at nogen har nappet den, men kan høre ad om der er blevet fundet noget," foreslog han dog uden videre overbevisning. "Folk glemmer så meget skrammel alligevel," han tog en dyb indånding og fattede et smil til sidst. "Hvis du er ok, så vil jeg smutte," han trak sin jakke til sig fra stoleryggen og slyngede den over skuldrene som hvis det havde været en kappe i sig selv. "Jeg håber du får det bedre snart, og eh," han lagde hovedet lidt på skrå, "kom forbi Den Utætte Kedel når du er frisk, det kan jo være din halskæde er dér."
Han klappede hendes hånd en smule akavet inden han drejede rundt og forlod hendes plads i hospitalet.
//out

[Grace Murphy]

Grace mærkede et stik i hjertet, da det gik op for hende, at halskæden måske var gået tabt. Det var hendes eneste minde om de mennesker der havde skabt hende. Nok havde hun aldrig mødt dem, men det var alligevel et tegn på hvor hun kom fra. Nu havde hun ingenting. Hun sukkede kort og blinkede med øjnene som hun blev mere ked af det. "Det var alt jeg havde fra mine biologiske forældre." sukkede hun. Ligeglad med om han overhovedet vidste noget som helst om hende. Hun fik dog alligevel en tanke og rynkede brynene som hun så over på ham. Havde han ikke kaldt hende mudderblod? Hun forstod det ikke rigtig, måske var det også bedst bare at lade det være. Uanset havde hun alt for ondt i hovedet til at tage sig af det. Desuden havde han hjulpet hende. "Vent"  mumlede hun. "jeg- jeg fik ikke dit navn." men han var allerede for langt væk til at høre hende. Hun sukkede på ny. Så måtte hun vel opsøge Den Utætte Kedel når hun blev udskrevet. Mon egentlig nogen havde sendt bud efter Kendrick Manuel Crawford?

[Kendrick Manuel Crawford]

Det var kun på grund af Desmond Beaumont at han vidste Grace var kommet til skade. Han var jo ikke lige glad med Grace, også selvom hun var mugglerfødt. Ja han havde sine holdninger til det alt sammen, men han var jo ikke komplet idiot som visse andre. Nej han havde faktisk tænkt sig at beskytte Grace af en eller anden årsag, og da der lige frem blev sagt at hun var blevet overfaldet blev han ærlig talt godt gal i skralden. Normalt ville han havde taget pejsene for at komme til Skt Mungos, men de var jo lukket så det måtte blive med spektakel ferens. 
da han troppede op foran Skt Mungos havde han en stram mine og efter som blodet i ham kogte for at få fat i den eller de idioter der havde forvoldt Grace skade. Han blev ført hen til Grace og han måtte trække generet lidt roligt inden han trådte hen hvor Grace lå. “Grace? Er du okey, hvem var det, jeg hænger dem! Er du kommet noget til, er alt som det skal være, har du brækket noget?” Lige pludselig virkede han så pylret om noget der egentlig kunne være helt lige meget, men det var det ikke for ham. På et tidspunkt skulle han nok bløde op for den unge Grace.

[Grace Murphy]

Det var allerede ved at blive bedre med hendes hoved, men irriterende nok, så ville de ikke lade hende gå uden en forælder. ”... Jamen han er jo ikke min far alligevel!” prøvede hun, men uden at de lyttede. De bad hende bare på ny om at lægge sig ned og hvile til han kom.
Flot. Lige det hun havde brug for. Eller ikke. Snart hastede han ind til hende og hun hævede et bryn af den bekymring, der lige nu lyste ud af Kendricks øjne. ”Jeg har tabt min halskæde.” blev hendes første sætning til ham, men så hørte hun hans ord og forstod lidt mere af hans bekymring, skønt han var fejlinformerer. ”Det var ikke nogen, ikke ud over mig selv. Jeg fik nogle kasser i hovedet. Ikke andet. Og ja jeg er okay. Bare lidt svimmel”

[Kendrick Manuel Crawford]

Han ville ikke længere stå på Skt Mungos og miste endnu en han kunne holde sf. Hånen det ville være forkert og uretfærdigt! Hvis Grace mistede livet ville han vække bål og brand til livs, og det alt sammen ville gå ud over Desmond! For han var en af de sidste der havde set Grace. Den mand skulle have været klog nok til st gøre noget ved hele situationen hvis han havde set alvoren inden hele. 
han kiggede lidt på,Grace og måtte da trække vejret dybt. “Du kan få en ny halskæde af mig. Jeg ved godt det ikke er det samme, men... måske vi kan finde den igen” kom det fra ham. Han havde aldrig set hendes halskæde. Hun havde gemt den så,godt, men han vidste det var det dyrebareste hun ejede, og han ville ikke tvinge hende til at opgive den. “Nogle kasser?...” så havde det hele altså været en løgn! Og straks kunne han slappe lidt mere af. Han pustede langsomt hånd for at få styr på de nerver der sad i ham. “Så er jeg straks mere rolig...” kommenterede han og satte sig ned på den nærmeste stol.

[Grace Murphy]

Grace så uforstående på Kendrick og hævede et bryn. Hvorfor var han pludselig så venlig? Uanset kunne det også være ligemeget. En ny kæde ville ikke kunne erstatte den hun havde mistet. "Nej.. Jeg vil ikke have en ny. Du forstår det ikke. Den kæde er det eneste jeg har tilbage fra mine forældre. Det er alt jeg har om hvem jeg virkelig er." Hun lagde sig ned i sengen og så op i loftet uden at ville kigge på sin adoptiv far. Hun var super forvirret over denne nye omsorg, og vidste ikke hvordan hun skulle håndtere det. Hun savnede Hunter Blackwood og havde brug for ham, selvom hun godt vidste det var forkert.
Da han så spurgte til ulykken vendte hun dog igen hovedet mod ham. "Ja, nogle kasser. De var sikkert stablet dårligt eller noget. Jeg har det fint. Bare lidt ondt." Kunne de ikke bare komme hjem. Hun ville gerne ind på sit værelse og prøve at få styr på alle de ting hun havde hørt. finde ud af om dem der havde hjulpet hende var fanatikere og så finde ud af hvorfor de havde hjulpet, hvis det var tilfældet.

[Kendrick Manuel Crawford]

Han kiggede på hende og han vidste allerede hvad hun ville have sagt. Han var sikker på at hun ikke ville have en ny, og ganske rigtigt. Men hvad skulle han gøre? “Måske jeg kan høre Desmond Beaumont om ham så din kæde på dig..” kom det fra ham og kiggede på hende selvom hun havde vendt sig væk fra ham. Det gjorde lidt ondt og det stak ham i hjertet, men han det hele var selv forskyldt. Han havde været hård ved hende fra starten, og han havde haft nogle hårde meninger. Måske de kunne ligge det bag sig på et tidspunkt, selvom han tvivlede stærkt. “Jeg snakker med lægen og så kan vi gå” kom det stille fra ham og rejste sig fra stolen. Han skulle lige til at ligge en hånd på hendes skulder men stoppede sig selv halvvejs henne. Han knyttede hånden og vendte sig om. Kunne han i sandhed komme til st holde af en mudderblod? En der havde så meget til fælles med mugglere som han hadet så meget på grund af hans afdøde kone og datter? Han vidste det ikke, men uanset hvad havde han faktisk været bekymret fra Grace, også selvom hun aldrig havde set den side af ham. Han vendte sig om og bevægede sig ud af døren for at finde lægen der havde haft med hende at gøre.

[Grace Murphy]

En lille fuge fandt vej mellem Graces bryn. "Desmond Beaumont? Hvem er Desmond?" Der var noget bekendt ved navnet, men hun kunne ikke rigtig placere det. Det var ikke en hun kendte god. Måske var det en læge? "Ham der hjalp mig sagde, at der ingen kæde var." Hun kunne bare være glad for at armbåndet hun havde fået af Hunter ikke var et hun gik med på den måde. Tænk hvis hun også havde mistet det! Det ville have været træls. 
Det var rart at han ville snakke med lægen, hun håbede virkelig på snart at komme hjem. Hun havde svært ved at være i alt det der var sket hende, og hun havde brug for at være alene. Sådan rigtig alene. Hun ville ikke snakke med ham. Hun kunne ikke lide ham og nu stod han der og lød nærmest bekymret, bare fordi hun var kommet til skade. Det kunne hun bare ikke være i.

[Kendrick Manuel Crawford]

“Det er en der hjalp dig og gav mig besked om denne lille ting, samtidig er han en kollega en vældig irriterende en af slagsen” kom det fra ham og kiggede på hende. Han vidste ikke hvor meget hun vidste, men hvad skulle han gøre ved det? Han rystede lidt på hovedet af sig selv.

der gik noget tid inden han kom tilbage og bevægede sig over til sengen. “Du har muligvis en hjernerystelse men det er alt. Så kan bi tage hjem trip trap. Og eftersom at susekanalerne er lukket må vi bruge spetakel ferens” kom det fra ham og ventede på,at hun kom på benen og over til ham. Han nægtede PURRE at tage muggler transport hjem! Det ville på INGEN måde komme på tale. “Og så laver du lektier når du kommer hjem, der er en masse der skal nås” kom det alvorligt fra ham og rettede sin arm op for at hun kunne tage fat i den så de kunne komme afsted. 

[Grace Murphy]

En Desmond havde altså givet Kendrick besked? En der samtidig var han kollega i ministeriet, men ikke en Kendrick brød sig om. Grace tog sig til hovedet ved det mange tanker. Det var alt for meget og det begyndte bare at dunke igen. "Det var pænt af ham" sagde hun derfor blot. Hun var ved at blive træt og ville egentlig gerne bare sove. Derfor lukkede hun også øjnene for en stund. De blev dog hurtigt spærret op igen, da han snakkede om at hun skulle hjem og lave lektier. "men sir. Jeg... Jeg har ingen opgaver. Må jeg ikke godt gå ind på mit værelse og slappe af når vi kommer hjem?"Hun ville så gerne være alene. Hun havde brug for det. Det måtte han da kunne forstå. Hun ønskede ikke tale lige nu og heller ikke selskab. Ikke af ham i hvert fald. Hun ville bare gerne være selv om lige få samling på tingene. Hun følte sig enormt splittet lige nu.

[Kendrick Manuel Crawford]

Et suk kom fra ham og han himlede lidt med øjne. “Du er bag ud Grace, du har godt af at lave lidt opgaver og læse lidt forud. Du kan samle tankerne til aftensmaden. Der efter, forventer jeg at du sætter dig til at læse, forstået!?” Han blev lidt hård i stemmen igen, og han kiggede på hende imens han ventede på at de kunne komme afsted. “Trip trap” kom det fra ham igen og afventede stadig på at hun kom ud af sengen og tog hans hånd. 
da hun langt om længe gjorde det svang han sin stav og hånde et var de væk fra Skt Mungos.

//out