Pas på hovedet!

[Grace Murphy]

Gabriel Jacques Darklighter
kort efter nytår

Grace havde været en tur i Diagonalstrædet for at købe mere blæk og andre ting hun skulle bruge til skolen. Det havde nok taget lidt længere tid end planlagt, men hun havde bare virkelig ikke lyst til at tage hjem til Kendrick Manuel Crawford før tid. Sandheden var at Grace var bange for sin adoptivfar. Han virkede kold og kynisk og slet ikke som en der overhovedet kunne lide hende. Det var svært. En ting var at hun ikke var ønsket af sine forældre. Men at være blevet adopteret og så droppet, for så at blive adopteret af en der absolut ikke kunne lide hende. Det var virkelig hårdt. 

hun sukkede dybt og så på Den Utætte Kedel som hun var nået til. Måske hun kunne købe lidt at drikke?  Hun kiggede på de få møntet hun havde tilbage, men nej, der var bare ikke nok. Selvfølgelig var der ikke det. Som hun stod der i sin egen verden og talte mønter hørte hun intet omkring sig, hvilket også var skyld i at hun fik et kæmpe chok, da en pludselig lyd hørtes i nærheden. Hun blev så forskrækket at hun vaklede ind i nogle kasser, som begyndte at svaje faretruende og da de øverste så så ud til at falde ned over hende lød et skrig fra hende, før en kæmpe smerte bredte sig fra hendes hoved og hun mærkede hvordan det hele sortnede for hendes øjne. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel havde taget en tidlig tjans på den utætte kedel denne dag. Det var en lidt ligegyldig dag med det sædvanlige ros af stamkunder og folk på forbifarten der skulle videre til Diagonalstræde. En del Hogwarts elever var at finde iblandt klientellet, hjemme på vinterferie, eller hvad det nu var. Gabriel tog imod deres bestilinger og blandede sig ikke så meget i deres privatliv. Faktisk anså han de fleste af de unge troldmænd for værende en kende irriterende. Selvom han selv kunne huske tiden fra skolen var han glad for at det var overstået, og han så blot de unge vimsende hekse og troldmænd slås for at bestille ingefærøl og hvem der, uden magi, kunne balancere deres glas på deres tryllestave i lodret position.
Hans afløser var netop kommet ind og han havde fået en sidste opgave, at tage en bunke papkasser ud bagved til containeren, så det kunne blive smidt ud. Han kastede en kappe over sin løse, lyse skjorte, og gjorde klar til at tage direkte hjem fra arbejde når skraldet var kylet ad helvede til. Han så dog ikke frem til at skulle hjem. Hans far havde haft et stort skænderi for ikke så længe siden med hans søster Isobel om hendes eks-mand Desmond, og stemningen derhjemme var intens. Gabriel vidste der var risiko for at det kunne gå ud over ham når han kom hjem. Han samlede sig med et tungt suk og gik ud af bagdøren til affaldsområdet, da han hørte en kvindelig stemmes skrig og så om hjørnet af kroens bygning, hvordan en stabel af lidt for tunge kasser, dirrede faretruende inden de endelig faldt ned over en eller anden, der var væltet ind i dem tilsyneladende.
"Oh shit!" udbrød han og lod papkasser være papkasser for at styrte hen og se hvad der var sket. Han vidste at kroens ejer ville få et føl på tværs hvis de opdagede at de havde ladt de tungt lastede kasser stå og ikke fået dem afskaffet i sidste uge. Istedet var de hobet sig op. Han skubbede skrald og kasser til side med besvær og fik blottet en pige der lå med blodet løbende fra panden.
"Shit! damn!" bandede han stille for sig selv og tog et blidt greb om hendes overarme for at prøve at løfte hende. "Hey! Hey, kan du høre mig?" spurgte han en smule febrilsk. Det var bare dråben. Hvis nogen så ham sådan her, hvis hans far fandt ud af det, så vidste han godt hvad der ventede ham når han kom hjem.

[Grace Murphy]

Det dunkede voldsomt i Graces hoved og selvom hun fornemmede nogen tale til hende føltes det som om de var virkelig langt væk. Hun kunne svagt høre en stemme, man det var som om de var under vand og lyden ikke ville igennem til hende. Hovedet var tungt og hun følte sig syg. Alligevel prøvede hun at lukke øjnene op, for at se om der virkelig var nogen hos hende. Af alle kræfter kæmpede hun og fik til sidst slået øjnene op og så sig omkring. Der gik lidt tid, før hun fandt ud af hvor hun var og så, at der stod en dreng mere eller mindre over hende. "..Av" mumlede hun og ville tage sig til hovedet, men bevægelsen fik det til at vende sig i hende. "Jeg har det ikke.. så... godt" Hun sank en klump og mærkede hvordan det hele drejede rundt. Hun så ikke hvem det var der havde talt til hende, for øjnene gled i med det samme igen. "Hjælp mig." bad hun blidt, som en tåre løb ned af hendes kind. Hun brugte alle sine kræfter på at se om han stadig var der, men kunne ikke og den dunkende fornemmelse i hovedet tog til, hvilket fik hende til på ny at besvime.

[Elliott Andromedius]

Døren klagede pinsomt idet Elliott skubbede den op til den lille gyde. ''Gabriel?'', spurgte hans hæse stemme. Det krøllede mørke hår var rodet, efter de mange fingres kammen. Hans hvide ellers nydelige skjorte var skævt knappet og bæltet stod stadig åbent. Han lænede sig dovent mod dørkarmen og kæmpede for at holde øjnene åbne. ''Kommer du snart i seng?'', ordene var søde, men trætte. Vagten havde været lang, og han havde ventet længe på deres endelige møde. Men det var da at Elliotts blik faldt på pigen i papkasserne og han hævede et øjenbryn. ''Hvad laver du?'', spurgte han som han nu endelig rettede sig op og tog et skridt imod dem. ''Nårh... Nåååååh undskyld! Hvis det skal være sådan dér, så ses vi bare en anden gang'', svarede han en anelse fornærmet, som han vendte ryggen til Gabriel og smækkede døren bag sig.

//Out

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel havde ikke rigtig tid til at tage sig af Elliott, og lod ham være fornærmet hvis han ville det. De skulle have spillet troldmandsskak og han ville have smuglet en dragewhiskey med sig fra baren, men nu lod aftenen til at byde på andre ting, såsom at hjælpe en nødstedt magiker.
Med en forholdsvis nemhed fik han forsigtigt lempet hende op i armene og rejste sig. Hun var slap og blodet dryppede ned på pappet under dem, hvor det blandede sig med fugten på den vinterkolde jord. Han bandede og svovlede. Hvorfor kunne Elliott ikke have ventet og hjulpet ham ind. Istedet måtte han finde ud af at få hende til Skt. Mungos.
Han tyssede blidt på pigen og gav hende et anstrengt smil. "Hey, det er ok, jeg skal nok hjælpe dig," sagde han en smule forfjamsket over sin lidt utilpasse rolle som redningsmand. Han så sig rundt inden han besluttede sig for at tage drastiske midler i brug. Han fik kantet sig tilbage ind i den affolkede kro. Lysene var stort set slukkede og han gik hen og lagde pigen på en blød sofa ved siden af pejsen, hvor han lige skulle til at afprøve susepulveret da han kom i tanke om den nyhed han havde læst i Profettidende om at susekanalerne til Skt. Mungos var ude af drift.
"damn!" bandede han højlydt og strøg en frustreret hånd gennem håret inden han så tilbage på pigen. Han gik hen til hende og tog hende blidt i hånden imens han trak sin tryllestav frem fra inderlommen af hans jakke. "Jeg får os hen til én der kan hjælpe os med at komme til Skt. Mungos," forsikrede han hende og med dyb koncentration fordi det både var en svær besværgelse og fordi han var sammen med en anden, fik han med et svirp af tryllestaven udført Transfereringsbesværgelsen så de dukkede op i Desmonds fine stue i hans hjem på Diagonalstræde. Hans hjem var heldigvis kun 2 km væk fra den utætte kedel. Gabriel var 100% ligeglad med hvad manden kunne være i færd med, han var den eneste han vidste kunne hjælpe dem!

[Desmond Beaumont]

En blød jazz banede sig vej gennem Desmonds lejlighed. Væggene var skæve, men prydede med utallige fotografier i guldrammer, gulvene var nylakerede men dekorerede med ægte tæpper hvis mønstre dansede til musikken. I dag var en god dag, på trods af hans fur på den stakkels referent og ministeren for magis tydelige mistænksomhed, havde han fået udrettet noget. Det var derfor med en selvtilfredshed at Desmond havde slængt sig i sin blå velour sofa iført en grøn striktrøje og et par brune canvas bukser. Aftenen bød på afslapning, og i hånden holdt han et glas dyr fransk vin han havde fået foræret for nogle år tilbage af Kendrick Manuel Crawford. Det var med fornøjelse at han smagte på den stærke væske, velvidende om at manden misundede ham, måske det var derfor at den var så god? Et selvtilfredst smil spredte sig på hans læber som han løftede sin roman En Ægte Troldmand og hans forbandelser. Men langt nåede han ikke inden et smæld fik ham til at tabe bogen i forskrækkelse. Han stirrede frem for sig, det var kun få som havde adgang til hans lejlighed via spektral transferens og en af disse var selvfølgelig hans nevø. ''Gabriel?'', spurgte han straks irriteret som han stillede vinglasset fra sig og rejste sig fra sofaen. ''Hvis det handler om Isobel og den statue så-... Hvad har du dér?'', hans blik faldt straks på den blødende pige. ''Væk! Væk fra gulvtæppet!'', han svang sin stav og tvang med sin kunnighed drengen til siden ud mod gulvet inden pigens blod skulle ramme hans fine værker. 

[Grace Murphy]

Grace mærkede at hun blev løftet op, men følte sig for udmattet til at gøre noget ved det. Hun måtte bare håbe på, at det var en der ville hjælpe hende. I sin fantasi var det Hunter Blackwood, det hjalp hende op og kom hende til undsætning, men han var på skolen. Det vidste hun jo godt, så hvem var det?
Hun vidste det ikke, og følte ikke kræfterne til at finde ud af det. Hun hostede kort, men da hun så mærkede et underligt sus fra sit indre, blev alt sort igen og hun lå igen helt bevidstløs. Det var først da nogen snakkede om et gulvtæppe hun igen vågnede lidt op. "undskyld.. undskyld det var.. ik... med vilje." hun måtte have gjort noget galt med gulvtæppet siden han var så sur. Det var ligesom på børnehjemmet, men der var hun jo ikke længere. Hun var blevet adopteret af Kendrick Manuel Crawford. og for første gang, havde hun faktisk lidt brug for ham. "Kendrick?" en tanke skød igennem hende, som fik hende til at panikke. "Nej... Nej jeg vil ikke tilbage. Jeg lover jeg læser mere.. jeg... jeg..." et lille host og igen var hun ude af bevidstheden. hvis bare det ville stoppe med at dunke så frygteligt i hovedet på hende.

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel kunne ikke have været mere ligeglad hvis der kom pletter på gulvtæpperne. Derhjemme var han vant til den slags skete når hans far var i dårligt humør, så han gav pokker i Desmonds perfektion ved at bevæge sig langsommere end hans onkel egentlig ønskede.
"Det her er din skyld!" vrissede han inden han lagde pigebarnet fra sig og vendte sig mod Desmond med hænderne i siden og en irritabel mine. "Du kunne bare lade være med at lukke susepulverkanalerne til Skt. Mungos. Når folk kommer galt afsted så skal de altså have behandling," han gestikulerede til pigen på sofaen for at få manden til at fatte situationens alvor. Han vendte ryggen til ham og så ned på pigen med et halvt bedrøvet ansigtsudtryk idet han fik øje på hendes halskæde der funklede under hendes krave. Med trænede hænder tog han den af hende og holdt den kort op foran sig dog uden at Desmond kunne se den. Den var nok en god slat penge værd, tænkte han, inden han sneg den ned i lommen som om intet var hændt, og han kastede et blik over skulderen på Desmond.
"Kan du hjælpe os til Skt. Mungos?" spurgte han og håbede at han ikke skulle til at forklare hvad der var sket. Hans onkel var mistænksom når det kom til hans gøren og laden, og det ville være svært at forklare at han ikke havde haft noget at gøre med pigens skade.

[Desmond Beaumont]

''Og du er en ussel magiker. Der findes 'Portkeys' i Diagonalstræde, idiot'', snerrede han tilbage, inden han skubbede de runde briller tilbage på den krogede næseryg. Han ignorerede pigens jammer indtil 'Kendrick', blev nævnt. Hen tog nu et skridt nærmere de to for med smalle øjne betragte pigen. ''Det er Kendricks adoptivdatter. Mugglerfødt'', et misbilligende udtryk spredte sig over hans ansigt, som skulle han til at spytte på den tilskadekommende. Men istedet hævede han sit brune blik, fra pigen til Gabriel, og tilbage igen. ''Desuden skulle man tro, at du havde magi nok i dig til at hjælpe hende selv. Men du ønsker måske ikke at hjælpe hende?'', hans smalle øjne stirrede nu på Gabriel som prøvede de at penetrere ham på stedet. ''Hvad har du gjort? Det er derfor du kommer her? Er det ikke? For at skjule dit spor?'', ordene voksede i vrede. ''Du er en skændsel. Lig hende på sofaen, du kan ikke tage hende til Skt. Mungos de opdager dig... Og så en mugglerfødt, i den her tid? Er du vanvittig'', Desmond kunne ikke længere skjule sin vrede, og han begyndte så småt at smøge sine ærmer op, hans korte tid på Healerstudiet kunne vel komme til brug i just denne situation. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

"Jeez, jeg kan godt se hvorfor Isobel dumpede dig, din gnavpot," snerrede Gabriel tilbage til sin onkel. Ikke at han ikke værdsatte ham, de havde haft nogle gode stunder, men der havde altid været kurrer på tråden mellem dem. "Og nej, det her er ikke mig denne gang," han himlede med øjnene og smed sig i en lænestol mens han betragtede Desmond påbegynde sin hjælp til pigen. "Hun faldt ind i nogle kasser bag Den Utætte Kedel, og så har jeg, apparently, et ansvar, når jeg stadig er på vagt. Så få gang i hvad end det er du kan, så jeg kan komme tilbage," han strøg frustreret en hånd gennem det blonde hår. Han kunne også bare tage hjem, men han var ikke sikker på at han magtede at stå ansigt til ansigt med sin far lige nu.

[Desmond Beaumont]

''Bartender på den Utætte Kedel... Du er fuldblod, Gabriel'', bed han af ham, samtidig som at han med vilje ignorerede hvert et ord om Isobel. Sandheden var, at tanken om hende stak ham i brystet, men det havde ikke fungeret. Desmond havde nu gået til sin bogreol hvor han skubbede et par bøger til siden for at fremdrage diverse runde flasker og høje glas fyldt med forskellige væsker. Han stillede sig ved siden af pigen og gav sig til at undersøge flængen i panden. ''Desuden er du dårlig til at lyve. Jeg ved at du har gjort det her, dit respektløse skarn'', fortsatte han ufortrødent. Han var sikker på at hans mistænksomhed holdt stik og at Gabriel var roden til alt ondt i deres lille menageri. Han fandt en klud frem fra sin brystlomme og bed proppen af en glasflaske inden han hældte den sorte væske på kluden. ''Bare vent til at jeg fortæller din far om det her. Han bliver rasende'', brummede han inden han spyttede proppen bort og gav sig til at duppe pigens sår med nøje. Det huede ham ikke at behøve at redde en muggler, men det var jo hans fuldblodsnevø han faktisk redede. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel havde lyst til at pande manden ned på gemen vis, eller slynge en forbandelse imod ham, men han vidste også bedre end at begynde at rode sig ud med sin onkel, der lige nu stod og reddede hans røv ved at hjælpe den nødstedte pige. Han knyttede hænderne så knoerne blev hvide men valgte ikke at bevæge sig fra eller til, mens han betragtede forehavendet foran ham. Ved tanken om at Desmond ville tage kontakt til hans far løb det ham koldt ned ad ryggen og hans kinder antog en lidt tydeligere glød.
"Du siger ikke et ord til ham," hvislede han omtrent lige så faretruende som hans far kunne gøre det. "Jeg har ikke gjort en skid! Jeg prøver bare at hjælpe!" han himlede med øjnene og lagde hovedet tilbage mod ryglænet så han kunne se op i loftet. Måske var det hele dumt, han skulle nok egentlig bare gå, så kunne Desmond selv få lov til at bakse med damen på sofaen.

[Desmond Beaumont]

Gabriels hvislen fik Desmond til at stoppe brat op i sit forhenhavende. Han vendte langsomt blikket mod sin utaknemlige nevø imens hans læber indtog et smalt misbilligende udtryk. ''Truer du mig? I mit hjem?'', spurgte han langsomt med en ulmende stemme som han nu rejste sig fra pigen hvis sår endelig havde holdt op med at bløde. Han tørrede sagte fingrene af i den allerede beskidte klud imens han bibeholdt sin stirren på den unge mand imens han overvejede sit næste træk. Det havde været bedre at hjælpe ham, at rense pigen og sendte dem tilbage til Den Utætte Kedel, men drengen behøvede en røvfuld og dermed en lærestreg for sin flabede tone. ''Jeg har fået nok. Ud af mit hjem.'', svarede han samtidigt som at han knipsede mod den buldrende pejs. ''Tag susepulveret der, og brug min skakt til Skt. Mungos. Nu!'', befalede han samtidig som at han trådte bort fra pigen så at Gabriel kunne tage hende på ny. ''Jeg kontakter Kendrick og fortæller ham at hans datter har været i en ulykke. Du fortæller din historie, men ellers står du alene med det her, Gabriel. Au revoir!'. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel smilede lidt til sig selv og kom på benene. Han vidste Desmond kunne være strid men han var ikke bange for ham. Han sendte ham et mørkt blik som han krydsede over til sofaen og løftede pigen op i sine arme igen.
"Du kunne bare have sendt os afsted med det samme," sagde han med et sigende blik til manden. "Så slap du for at få mudderblod på fingrene."
Han gik over til skakten og kastede susepulveret ind, greb fastere om pigen og lod sig føre ind i susepulversystemets lange skakter inden de landede i Skt. Mungos hvor de kom ud og blev modtaget af en forvirret sygeplejer, der straks greb pigen og fik hende anbragt i en seng hvor de med eliksirer gik igang med at afslutte det arbejde Desmond var begyndt på. Gabriel valgte at blive for at sikre sig at pigen ikke ville lægge sag an eller noget imod Den Utætte Kedel. Man kunne aldrig vide. Lidt efter lidt forlod sygeplejeren dem og foriskrede ham om at pigen snart ville komme til sig selv. Han sad i en stol ved siden af sygesengen og holdt øje med hende.

[Grace Murphy]

Grace havde vippet ind og ud af bevidstheden det sidste lange stykke tid, og havde derfor hørt noget af deres samtale, men bestemt ikke det hele. Der var dog nogle ord som fæstnede sig, og mange som rungede i hovedet på hende. De mænd der var omkring hende måtte ikke blive sure på hende. Det kunne hurtigt gå hen og blive farligt. De lød som nogen af de værste Blodsfanatikere hun længe havde hørt.
Det gjorde ondt på hende at høre, hvordan de omtalte hende og hun fik lyst til at sige noget, men kunne ikke. Måske var det også bedst at lade være. Det værste var nok at den ene lød til ofte at gøre folk ondt, eller hvert fald være til stede når nogen kom til skade. Det var ham, der holdt hende. ham der... løftede hende op.
En susende fornemmelse skød gennem hende og pludselig mærkede hun en anden atmosfære. Der var ikke længere den tunge duft af.. en form for alkohol havde det måske været og den blide musik var væk. nu var der klart, en masse bip-lyde og en helt anden atmosfære. Hun mærkede hvordan der blev kigget på hende igen og så endelig var der fred og ro. Roligt messede hun med øjnene som hun begyndte at komme til sig selv, og den ene hånd blev langsomt løftet op til hovedet. ".. av.." Lød det med hæs stemme.