Frist view.. i have missed you

[Raphael Kovinsky]

Tiltænkt: Baldrian Zacharias Dumbledore
tid/sted: Baldrians bolig London Fredag kl 12
vejr: snevejr bidende koldt omkring 0 punktet
Outfit

---

Det var bidende koldt men for en gangs skyld havde hans mor og bror hørt list efter hvad det var han ønskede og ikke hvad de selv ønskede. Han havde fået overtalt sin mor til at være lidt hos Baldrian. Om det var en dag, et par dage, eller om det var et hurtigt visit vidste han ikke, men uanset hvad havde han fået nogle gallerier til rejsen hvis han skulle sove på den utætte kedel i et par dage. De havde aftalt at han skulle hjem søndag, den dag hvor han skulle tilbage på Hogwarts, de ville bringe ham hans ting til Kings cross og sende ham godt afsted med Hogwarts ekspressen. Men mest af alt håbede han på at finde ud af noget med Baldrian. Han ville gerne vide hvor de stod, sådan helt konkret. Han sigtede ikke længere efter en kæreste status, ikke længere. Den tid var forbi. Han var vokset med opgaven, lige så vel som han havde vokset voldsomt den sidste halvanden måneds tid. Han var ikke længere 168, han var vokset til 176 næsten 10 cm. Der var noget der havde sat skub i tingene. Måske havde han bare fået det sidste nyk i løbet af vinteren. Hans tøj havde stumpet voldsomt, og det havde hans mor da heldigvis gjort noget ved. 

hun var krænget godt ned over hovedet og halstørklædet lå godt rundt om ham eftersom det var bidende koldt. Han havde vandret lidt rundt i Londons gader i en evighed blot for at finde Baldrians adresse. Han fandt den endelig og han stod lidt og kiggede på dørtelefonen i et stykke tid. Han begyndte at blive en smule nervøs, han vidste jo ikke om de kom op at skændes igen. Han skubbede lidt til hoveddøren, til alt held var døren åben og han bevægede sig ind og op af trapperne. Langt om længe så han Baldrians navn på døren og han bankede forsigtigt på. Han løsnede halstørklædet tog huen af som om han var fin på den. Det mørke blonde hår sad helt pjusket og han lod en hånd køre igennem det for at rette det lidt inden han hørte døren gå op. “Baldrian, må.. må jeg komme ind?” Han stod og klemte lidt om huen og vred den imellem hænderne.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian gabte og kløede sig lidt på maven før han skoddede sin smøg i et efterhånden godt fyldt askebæger, ikke at det gjorde ham noget, ligesom det var et utal af dage siden at han havde været i bad, men han var ligeglad. Hvad skulle han med det han havde ikke lyst til at gå ud alligevel. I det lille køkken stod en 10-12 tomme flasker sprut om han havde en ved sofabordet også. Den var der dig en lille bundslat i endnu. Han sukkede lidt og greb så ud efter flasken, satte den for munden og vendte den i vejret. Det varmede halsen men fjernede ikke rigtig smerten. Han sukkede på ny og fandt en frisk smøg, som han satte sig til at ryge. 

Han havde netop lagt sig på sofaen da han hørte nogen ved døren. “Hvis ik dit navn er raphy så gå.” Lød der bare mens han sendte en røgring op i luften. “Nååh ja og Raph hvis det er dig, så skylder du mig en ny vase!” Lød der bare uden forklaring. Han hostede kort og røg videre. Hvad hvis det faktisk var Raph? Han burde måske finde gaven fra ham. Hurtigt rullede han ned af sengen og med smøgen sikker i den ene hånd begyndte han at rode under sofaen med den anden. 

[Raphael Kovinsky]

Hvad han netop havde stået og sagt kom lidt bag på ham da det ikke var Baldrians dør der var gået op. Han hørte døren bag ham blive lukket i. Genboen var åbenbart på vej ud, og han smilte nærmest genert for sig selv og kunne have gravet sig ned i et hul hvis han kunne. Han vendte sig om og bankede igen på døren “Baldrian? Er du hjemme?” Kom det fra ham og denne gang trykkede på ringeklokken. Han følte sig lidt pinlig at stå her og kalde på en som han ikke engang vidste var hjemme. Men han havde da selv inviteret ikke? Så han måtte da være hjemme. Han hørte personen gå ned af trapperne og ud på hovedegaden. Et enkelt blik bevægede sig ned på hans stav og han overvejede et kort øjeblik at bruge den. Han var jo myndig han var blevet 17 så han måtte jo godt bruge magi uden for Hogwarts. Han tog fat i håndtaget til døren og trykkede det ned men som forventet var døren låst. Han kunne jo sådan set heller ikke bare bryde ind i Baldrians hjem hvis han ikke var hjemme. Endnu engang trykkede han på ringeklokken og bankede på “Baldrian?” Stadig intet svar. Så kunne han vel lige så godt gå igen, eller sidde på trappen og vente på han kom tilbage fra hvor han end var henne.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Det bankede på igen og det gik op for Baldrian, at døren måtte være låst. Han var altså nødt til at komme op af sofaen og hen og åbne. Det havde virkelig bare at være vigtigt.
Smøget blev skodet og lang fra sig og han kørte fingrene gennem håret, for lige at rette lidt på det, hvorefter han tørrede ansigtet i hænderne. Med er gab gik han ud for at åbne døren men stoppede her nærmest midt i bevægelsen, da han så hvem det var. ”Raphy?! Hvad laver du her?” han huskede ikke noget om at de to skulle have en aftale. Men de havde da vidst nok kommunikeret gennem ugler, havde du ikke? ”øhm. Vil du ind? Jeg har ikke lige... altså der er lidt rodet du ved” forklarede han som han gik tilbage ind i lejligheden.

[Raphael Kovinsky]

Det var lidt underligt at Baldrian ikke var her, han havde da selv sagt at han kunne komme forbi. Han regnede lidt med at han skulle sidde her hele dagen lige indtil døren gik op. Selv Baldrian lød overrasket over at han rent faktisk stod ud foran døren. “Øhh...” det var det eneste han kunne sige. Havde Baldrian glemt at han selv havde inviteret? “Du sagde jeg måtte komme forbi” kom det fra ham som han så Baldrian gå tilbage ind i lejligheden. Han knugede stadig om huen som om det var det vigtigeste eje han havde lige netop nu. Han trådte dog ind i lejligheden og lukkede døren efter sig. Duften af røg ramte hans næsebor og han måtte klø sig lidt på næseryggen. Mest af alt havde han lyst til at vende sig om og gå, men han kunne ikke få sig selv til det. Han måtte vide om Baldrian var okey. Han bevægede sig efter Baldrian eller den vej han mente baldrian var gået. Duften af røg blev tungere og han stirrede lidt rundt, blot for at se flasker der stod rundt omkring. “Har du holdt fest?” Spurgte han og kiggede fortsat rundt. Han havde endnu ikke smidt jakken, han stod blot i døråbningen ind til stuen og knugede og vred sin hue imellem hænderne.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian gabte og kløede sig lidt i nakken. Han kunne virkelig ikke huske at de havde en aftale nu. Men det var nu ikke fordi der var andet han skulle lave, så det var sådan set fint nok at han var kommet. Baldrian havde bare ikke fået ryddet op til det. "Gjorde jeg? jamen velkommen så. vil du havde noget at drikke?" Det var måske ikke helt smart spurgt, men det tænkte han da ikke over lige nu. faktisk var alt han tænkte på, at han var glad for at Raphael var der. Det føltes ret og virkelig rigtigt at han var der. Derfor gik Baldrian også roligt hen og åbnede et vindue på klem, så noget af røglugten kunne sive ud.
Raphaels spørgsmål om fest fik Baldrian til at trække på skuldrene. "nææh jeg har bare ikke ryddet op. Det ik noget særligt." han satte sig i sofaen og flyttede lidt på sin guitar. "Så Raphy, vad skyldes æren?" han svang benene op i sofaen så han endte i en form for skrædderstilling. blikket flakkede dig hele tiden til at bestemt mærke på væggen bag sofaen. Bare Raphael nu ikke spurgte til hans gave!

[Raphael Kovinsky]

Havde baldrian glemt det? Måske havde han alligevel slået hovedet en smule? Var det noget alvorligt? Havde han været forbi en læge eller en healer? Der var så mange spørgsmål der gik igennem hovedet på ham at han dårligt nok kunne tænke klart. “Du har ikke slået hovedet vel?” Spurgte han og stod stadig i døren indtil stuen uden så meget som at bevæge sig. Selvom vinduet blev åbnet kiggede han blot efter Baldrian og beundrede ham på afstand. Da baldrian forklarede at han ikke engang havde holdt fest kiggede han lidt på de mange flasker og puttede efterfølgende huen i sin jakke lomme. “Så du ryger og drikke?” Han kiggede lidt på ham og havde lyst til at sætte sig hen ved siden af Baldrian i sofaen, men alligevel blev han stående og kiggede blot på ham. Beundrede det smukke ansigt, forsvinde lidt i hans skønhed han måske ikke engang anede om han besad. Han kom lidt til sig selv da der blev spurgt om noget. “Sig mig... har du ikke læst mit brev ordentligt? Jeg forklarede dig at jeg havde snakket med min mor og min brødre her i julen. Jeg var jo ikke sikker på om du ville se mig, eller du ville svare mig. Jeg havde håbet det. Men altså jeg ville jo ikke være til besvær, efter jeg havde været en idiot i November.” Forklarede han og kiggede lidt ned i gulvet. Han skammede sig stadig lidt over den måde han havde opført sig på. Han ville bare gerne være den der kunne slappe af og nyde en tilværelse. Men det var svært når man stod i problemer til halsen, og slet ikke ville have accepteret den man var.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Der var noget der dæmrede for Baldrian som han lige kom lidt mere til sig selv, men til hans forsvar havde det også virkelig været en lorte morgen. Det var de nærmest alle sammen for tiden. Han kiggede ud ad vinduet. Var det overhovedet stadig morgen? Lidt måske. Det var ikke sent hvert fald. Han kløede sig lidt i nakken og kørte så en hånd hen over sit ansigt. "Nææh. Nej.. nej det har jeg ikke. Jeg øhm... var bare lidt ved siden af mig selv i går tror jeg. Jeg kan godt huske noget med et brev." Han så rundt efter det, og fik øje på det under sofabordet hvor det lå foldet ud. Han bukkede sig hurtigt ned efter det, hvilket fik det til at snurre lidt for ham, så han skar en grimasse i ansigtet. "altså.. ja lidt.. rygningen for mig til at slappe af, og alkoholen er bare..."  han tav lidt, hvordan skulle han kunne sige det på en ordentlig måde? "Det er ikke noget slemt. Jeg sover bedre, når jeg har drukket lidt." Prøvede han at forklare og samlede flaskerne sammen, så det ikke så helt så voldsomt ud. Han var aldrig tæt på at være ude i et problem, det var bare en dum vane han havde at drikke tankerne væk, så han bedre kunne sove. 
Han skimmede brevet igennem igen og så over på Raph, trak det halvlange hår om bag øret, før han så endelig åbnede munden. "Jeg antager jeg har skrevet et eller andet lort til dig, siden du står her og er... bekymret?" var det virkelig sådan det var? var raph bekymret for ham? "Men fedt med din familie." 

[Raphael Kovinsky]

Han kiggede lidt rundt men stod fortsat stille i døråbningen. Han turde dårligt nok bevæge sig et skridt tænk nu hvis baldrian gik, eller noget helt andet. Langsomt satte han en fod foran det andet og bevægede sig længere ind i stuen og kiggede lidt rundt. Han sagde ingen ting, men Baldrian vidste åbenbart at han havde fået et brev, om end at han faktisk ikke engang kunne huske hvad der stod. Straks satte en bekymring ind i ham. Måske havde Baldrian alligevel slået hovedet en smule og var kommet til skade uden at kunne huske det? Nej det måtte være løgn. Han stod med ryggen til Baldrian og lod en finger køre hen over et bord inden han vendte sig om imod Baldrian. “Du ved godt det er virkelig usundt ikke? Som kommende Healer bliver jeg nød til at sige det er en dårlig vane, at du drikker kan ende et forkert sted, og så bliver det først noget lort. Men på den anden side skal jeg ikke kontrollere dig, det er dit liv, og jeg er bare en del af det.” Kom det fra ham, han var ikke alvorlig eller vred, det var en rolig stemme og han var sikker på at Baldrian vidste hvad han gjorde. Eller det håbede han da inderligt på at han gjorde. Han lod blikket glide lidt rundt inden han tog et skridt tættere på Baldrian så han var tættere på den sofa som Baldrian åbenbart lå så tit i og spillede musik. Han lyttede til hans ord  og kiggede lidt ned i gulvet. “For at være ærlig... jeg kunne dårligt nok læse det. Jeg tænkte bare... jeg var en idiot, og du fortjente en undskyldning, men altså hvis du har gang i noget så skal jeg ikke forstyrre. Jeg kan altid tage hen på Den utætte Kedel til jeg skal med toget på søndag” kom det fra ham og trak lidt på skuldrende. Han var bekymret for Baldrian, men behøvede han at sige det højt? Baldrian betød mere for ham end han nogen sinde ville kunne regne ud. “Jeg ville nok bare gerne vide at du var okey” kom det fra ham og smilte svagt.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian betragtede fyren længe uden at sige noget, men lod bare er smil langsomt vokse frem. Måske var Raph slet ikke helt klar over, hvad han netop havde sagt, men Baldrian havde hørt det. De ord han havde længtes sådan efter var netop blevet givet ham og han nød det i en stille stund for sig selv, før han så endelig brød stilheden. ”Du er den bedste del af mit liv Raph.” Baldrian nærmede sig roligt Raph, og blev meget bevidst om, at han virkelig trængte til et bad. Lige nu kunne det dog være lige meget. Der var ting der var vigtigere. Han skævede så lidt til fyren han elskede. ”Jeg ved det godt, men helt ærligt det er ikke så slemt som det ser ud. Du skal ikke bekymre dig” kom det fra ham og trak på skuldrene. Uanset hvor alvorligt det her så ud, så havde Baldrian styr på det. ”Jeg ender ikke noget sted jeg ikke selv vil være. Bare rolig” nok legede han på kanten af hvad der virkede fornuftigt og farligt, men han sørgede for aldrig at tippe til den forkerte side.
Han så på Raph og smilede roligt før han så trådte helt hen til Paph. ”Du har intet at undskylde Raphy. Og du får ikke lov at gå. Ikke nu.” sagde han rolig og tog blidt fat om Raphaels hånd, så han kunne trække fyren med hen i sofaen. Hen puffede han let til Raph så han dumpede ned i sofaen og han selv kunne sætte sig ved siden af. ”Jeg er okay, jeg har bare savner dig og opført mig fra min værste side”

[Raphael Kovinsky]

Uanset hvad Balde sagde kom det faktisk som en lille overraskelse det Baldrian havde sagt. Set var ikke længere tvivl om hvor han stod henne i forhold til baldrian. Hvis han virkelig betød så meget for ham og var det bedste i hans liv, hvorfor stod han så bare stadig her og blomstrede som om det var det eneste rigtige? Han kunne alligevel ikke lade vær med at få et lille smil på læben ved den kommentar. Det var måske noget af det han havde drømt om at høre fra Baldrian, om end at de var lige gode om at være idioter. Men det var ikke noget af det han ville sige højt. Stadig kiggede han rundt på de tomme flasker og citeret skodder der lå, var Baldrian virkelig kommet så langt ud? Han ødelagde sit helbred, men det vidste han vel egentlig godt? For slet ikke at tale om hvor dårligt det var for helbredet. “Men det gør jeg. Jeg må gerne bekymre mig, det sker til tider at jeg tænker på andre end mig selv og den ballade jeg kan lave.” Han var ikke den der lavede ret megetballade, ikke længere i hvert fald. Den tid var forbi. Men når en fyr som @basil irriterede ham og lagde op til prygl. Ja så blev der ballade, og somme tider havde han bare lyst til at slå så hårdt han kunne og forhåbentlig brække hans næse. “Hvornår er du begyndt at ryge, og drikke... så meget?” Okey det var måske ikke så slemt med flasker, men når man egentlig aldrig havde været fuld, eller havde drukket andet en butterbeer og et enkelt glas vin i ny og næ så var det måske lidt voldsomt at se på de tomme flasker, ikke at han overhovedet vidste hvad der havde været i flaskerne. Så meget havde han ikke kigget. Han vendte sig om og så hvordan baldrian allerede stod ret tæt på ham, et smil faldt over hans læber som der blev sagt han ikke måtte gå. Måske havde de alligevel savnet hinanden en smule, om end st de ikke havde snakket sammen i en måneds tid. Det gjorde ham lidt lykkelig at vide han at Baldrian alligevel havde tænkt lidt på ham. Da hans hånd blev taget måtte han komme med et lille gisp som elektriciteten flød igennem ham som eT lyn. Hjertet hoppede et slag over og alligevel fulgte han blot med ham som han blev skubbet ned i sofaen. Det var lidt mandigt sådan at blive kastet lidt med, og umiddelbart ville han godt kunne vende sig til det. Sådan som Baldrian tog styringen, det havde han gjort før, og han havde aldrig glemt hvordan Baldrian havde ført sig frem i Astronomitårnet, lagt grænsen for hvad der skulle sker et tempo han kunne følge med i. Han var ikke længere bekymret for hvad der skulle ske, eller hvad de kunne finde på. Han løftede hovedet lidt og kiggede på ham og han bed sig i læben som hans blik faldt ned på Baldrians silkebløde læber. Han kunne næsten smage de læber på ny, og han vidste allerede nu at et nyt lyn ville strømme igennem ham hvis han lænede sig ind imod ham for at smage på de læber igen. “Godt. Men jeg var ikke en meget bedre selv. Jeg forventede vidst lidt for meget, selvom jeg nok bare var mest bekymret.” Han kiggede op fra Baldrians læber og ind i hans øjne, endnu en gang faldt blikket ned til læberne og han måtte på ny små bide sig lidt i underlæben.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Det var nemt at høre, at Raphael bestemt ikke var tilfreds med Baldrians levevis, men han forstod det godt. Det var ikke sundt og skulle han være en god auror måtte han lære at stoppe det. Denne gang havde han dog virkelig haft brug for det. Jo vist havde det været for meget, han havde været for fuld nogle aftener og han havde gjort ting som han godt vidste var tydelige tegn på, at han var langt ude, men det var først nu, at han var klar til at trække sig ind igen. Først nu hvor Raph var der at han kunne finde mening nok til det. “Betyder det at du elsker mig?” Spurgte han drillende med et lille smil på læben. Han var tydeligt sig selv igen. Det skæve let provokerende glimt sad i hans øje og man fik fornemmelsen af at han var ude på ballade. 
baldrian kiggede lidt rundt på rodet og kløede sig i nakken. “Det er nogle år siden. Dengang det blev rigtig svært at være en Dumbledore. Dengang jeg accepterede, at jeg aldrig ville blive en svigermors drøm” Forklarede han roligt og kørte fingrene gennem det halvlange blonde hår. Nej, det var bestemt ingen ny ting, men han kunne fint styre det og det blev holdt på et plan, hvor det ikke kunne blive for meget. De deltaljer snakkede han dog ikke med Raphael om. Det var ikke nu det hørte sig til. 

I stedet fik han trukket Raph med ned i sofaen, noget som han valgte st fokusere fuldt og helt på. Det var trods alt lidt en drøm der blev til virkelighed. Først sad de bare ved siden af hinanden, men det gik ikke længe før Baldrian havde placeret en hånd på hver side af Raphael og nu lænede sig ind over ham, for at tvinge ham ned i sofaen. 
Han trak vejret dybt en gang og overvejede om det var tidspunktet, ligesom han også gav Raph lov til at trækken sig, men noget i Raphaels øjne afslørede at Baldrian nok ikke blev stoppet hvis han fortsatte. Hvilket han derfor gjorde. Baldrian lænede sig ned over fyren han elskede så høj og lod endelig deres læber mødes i det kys han havde savnet så længe. Først var det blidt, men sp blev det mere sultent. Mere grådig. Indtil han til sidst var nødt til at trække sig for også at kunne trække vejret. “Scch”  tyssede han og så Raph ind i øjnene. “Du er altid så hård ved dig selv” og med de ord valgte Baldrian at kysse ham på ny. 

[Raphael Kovinsky]

Nu skulle han på ingen måde bestemme hvordan Baldrian levede sit liv, ej skulle han heller fortælle Baldrian at han skulle stoppe med de ting. Det bar hans liv men det var en bekymring der sad dybt i ham. Tænk hvis det gik galt eller han blev syg? I det mindste havde han ikke slået hovedet! Spørgsmålet tog ham lidt på sengen, eller i dette tilfælde sofaen. Vidste Baldrian ikke allerede det? “Hvis jeg elsker dig hvad ville du sp gøre ved det?” Spurgte han og lagde ikke helt skjul på at det var i sandhed det han gjorde. Han ville klikke kunne holde til at miste Baldrian nu. Baldrian var klog nok til at hjælpe ham på vej modet helt rigtige sted. Forhåbentlig kom der ikke noget i vejen mellem de to. Ikke nu hvor han havde snakket med hans mor og bror. “Hvad nu hvis du er min drøm?” Det var ikke løgn, Baldrian var i sinde en drøm der bare kunne slutte og han ville vågne fra en lang og god lur! Men han håbede inderligt at den var sandt alt det der var forgået mellem dem, både det gode og det dårlige. 

det gjord ham intet at Baldrian på ny tog en styring og ‘tvang’ ham til at ligge sig ned. Selvom han stadig havde sin jakke på ville han bare gerne være endnu tættere på Baldrian, mærke ham, finde en mening med at leve igen. Finde en måde at de kunne få det til st fungere, uanset hvad dette her end var. Hans blik sagde alt, han ville have Baldrian til at fortsætte hvad det end var han havde gang i. Han ville ikke ligge her og blomstre, han ville have det forbudte kys, de velformede læber der skulle ramme hans, og han spurgte ikke engang om det før kysset landede på hans læber. Den søde smag fra Baldrian gjorde ham endnu mere lykkelig. Hvis han var fyrværkeri så havde det sprunget ud af brystet på ham. Selvom kysset blev mere grådigt gjorde det ham intet. Hans højre hånd fandt frem til Baldrians nakke, og han lod Baldrians hår smutte ind imellem fingrene på ham, blot for at nusse ham i nakken. Det silkebløde hår, den søde smag, alt var perfekt for nu, uanset hvad Baldrian ville sige eller gør. For Merlins skyld han kunne smide tøjet og han ville ikke engang sige noget til Baldrian om at hun skulle stoppe. Kysset blev afbrudt og han åbnede sine øjne som ellers havde været lukket i dette kys. En varme steg op i kinderne på ham som han blev en smule flov. “Og du er stadig en irriterende mand” kom det lystent for ham og nussede stadig Baldrian i nakken. Hans Venstre hånd fandt frem til Baldrians hofte og sneg langsomt hånden ind under hans trøje. Uden at kravle længere op med hånden.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian burde nok egentlig give Raphael plads til at få overtøjet af, men det havde han bare ikke lyst til at stoppe op og vente på. I hans verden var de bagud med så mange vigtigere ting, at jakken lige nu var hans sidste problem. Og dog, det gik jo heller ikke, at Raph fik det for varmt. Men så igen, så kunne han vel altid smide tøjet der. Tanken fik Baldrian til at smile og længes efter den varme krop, som han engang havde set. "Hvis du elsker mig, og du ligger her på min sofa, så er jeg sgu nok nødt til at ende med et hak i min sengepæl. Er det ikke hvad du altid beskylder mig for?" Drillede han, mest bare fordi han kunne og fordi han lige nu var i et lystigt temperament. Han ønskede bestemt ikke at gøre noget hurtigt, men minderne omkring mødet i astronomitårnet, trængte til at blive genopfrisket. "Desuden vil jeg ikke være din drøm, Du er ikke min svigermor dit fjols. Men drømmer du om mig om natten? Så host op med nogle detaljer, jeg skal lige vide om jeg fremstår godt i dine drømme." Baldrian var i et tydeligt godt humør og nød virkelig glæden i at have Raph hos sig igen.

Kyssene på sofaen lullede ham ind i en glædelig følelse af at nyde livet og troen på de to. Måske det faktisk kunne gå hen og blive til noget godt alt sammen alligevel. Som han lå og følte han havde overhånden mærkede han pludselig en hånd ved sin hofte, hvilket fik ham til at smile triumferende for sig selv. "Jamen dog Kovinsky, Er du lidt utålmodig i dag? Måske vi alligevel skulle få jakken af dig." Han kyssede ham på ny og lod sin tunge lege med hans.

[Raphael Kovinsky]

Varmen var helt okey, den kunne være meget værre men lige nu var den til at overleve. Især når Balde var så tæt på og han nærmest lå oven pånham. Det var en vidunderlig følelse at mærke på ny. Dog kunne han ikke lade vær med at smile af Baldrians lille kommentar. Helt automatisk gav han Baldrians overarm et dask. “Hold dog kæft din idiot” det havde aldrig helt været meningen med sengestolpen, men på givne tidspunkt havde det været meget passende. Nu turde han jo dårligt nok at overveje hvad det var han havde sagt før istiden. Det var ikke længere det samme, det var fortid og han havde ændret sig til noget bedre. Han havde lyst til at mærke de samme søde læber på ny, men han ville samtidig også mærke den spinkle krop imod hans. Han ville mærke varmen fra baldrian der strømmede over i hans. Selv hans hue var for længst tabt på gulvet da baldrian havde lagt ham ned. “Mine drømme, måske de er private, eller også kunne du jo opleve dem?” Kom det drillende fra ham, og så var den sags lige som lagt. Han lagde ikke skjule på,at de måske havde været lidt uartige drømme, men hvem kunne også modstå en fyr som Baldrian? Nu hvor han lagt om længe endelig havde kysset ham igen, han bøvse nok bare lidt heldig anlagt.

Baldrians ord ramte ham som en overraskelse og han havde egentlig helt glemt at han stadig havde jakken på. “Måske jeg skulle tage mere af end jakken?” Kom det fra ham og blinkede en enkelt gang til baldrian med det højre øje. Han lænede sig lidt frem men blev på ny mødt med et kys og derefter en tunge som lystent dansede omkring hans egne. Han sagde ikke fra, men legede lystent med, alt imens han lænede sig lidt op og fjernede hænderne fra Baldrians nakke og hofte. Han begyndte at tage jakken af selvom det var svært fik han den endelig krænget over hovedet. Han slap Baldrians læber og væltede jakken ned på gulvet. han tod fat i sin trøje kant for at hive den over hovedet så han sad i bar overkrop. Han var ikke længere skræmt af det der kunne ske. Han var ikke længere bekymret. Han var helt skudt i Baldrian og dette måtte virkelig ikke stoppe. Han lænede sig ind imod baldrian da hans trøje og t-shirt var kommet af for st blive smidt oven på jakken. På ny fangede han Baldrians læber i et særdeles lystent og lidenskabeligt kys. Langsomt lod han sin tunge finde abaldrians, og hans hånd fandt på ny hans nakke for at nusse ham i nakkehårene.