Av min arm!

[Lydia Weasley-Lupin]

Tråd til @spike
Jan - 2058
Outfit

---

En iskold smerte var løbet igennem armen på Lydia, da hun var væltet ned ad nogle trapper. Skønt der ingen blod var at se, var hendes albue nærmest mørkblå og skulderen sad underligt. Hun havde skreget af smerte og nu var kinderne sorte af den mascara, der indgang havde indrammet hendes øjne så smukt, det var alt sammen grædt af nu. Det var en professor fra skolen, der var endt med at køre hende på Mungos, og som hun ankom følte hun sig nået så syg og dårlig. Det begyndte at snurre og hun missede med øjnene. "Jeg har det ik' så godt." Lød det fra hende, med lav stemme. Hun ville bare gerne ligge ned et sted. Hun følte sig varm og klam og alting sejlede. 
Nogen spurgte hvad hun hed og hvad der var sket. og med let lukkede øjne svarede hun med en snøvlen. "Lydia Weasl Lupn... We-asley Lu-pin." Gentog hun for at få alle lydene med. "Jeg faldt ned af en trappe. Min arm, den gør ondt." Hun prøvede at hæve den for at vise den frem, men det sendte kun nye smerte igennem hende, hvilket fik hende til at skrige og synke sammen. 

[Deleted]

Spike var lige kommet tilbage efter sin pause. Han gjorde klar til at modtage sin patient en rødhåret pige der, efter forklaringen var tumlet ned af en trappe. Han læste hurtigt forklaringen fra sygeplejersken igennem, før han gik hen for at tilse den unge patient.
”Hejsa Lydia, mit navn er Spike, du skulle være kommet tilskade med din arm?” Begyndte han både for at berolige og for at få en samtale igang. Han havde jo allerede læst at det var derfor at hun var der.
Han gav tegn til sygeplejerken der havde snakket med hende, om at han godt kunne klare den derfra. Han kunne godt se at hun forsøgte at vise armen frem, men sendte hende i stedet et lidt beroligende blik. ”Lad og kigge på din arm inde på mit kontor,” sagde han i en mild tone. Han kunne god se at hun faldt lidt sammen. Stakkels pige, hun måtte have taget lidt af et fald.

[Lydia Weasley-Lupin]

Det dunkede virkelig i armen, men hun faldt alligevel lidt til ro, som det lød til, at der kom en, som skulle kigge på armen. Så ville smerten nok snart fortage sig. Lige nu kunne hun hvert fald ingen steder være for den. "Hej" huskede hun dog sig selv på at hilse. Selvom det nok var tilforladeligt, hvis ikke lige det var høfligheden der lå først for hos hende, men det var jo ikke denne Spikes skyld at hun havde ondt. 

Hun fulgte ham ind på kontoret og satte sig her udmattet i en stol, hvorefter hun nikkede. "Ja, jeg faldt... måske var der nogen der skubbede mig, jeg ved det ikke rigtig, men.. jeg slog min arm ned i noget marmorgulv." En tåre løb ned over hendes kind, men hun prøvede at virke voksen og ikke bare sætte sig til at hyle, som et barn. "Jeg... Jef hørte et højt smæld, og så gjorde det ondt." Hun bed sig i læben. Det gjorde bestemt stadig ondt i hendes arm, særligt efter at den alkohol hun havde indtage, var ved at forsvinde.

[Deleted]

Spike betragtede hende. Som hun forklarede. De mørke øjne blev en kende mere alvorlige som hun nævnte at blive skubbet. "Skubbet?" Gentog han. "Hvorfor tror du at du blev skubbet?" Han stillede sig foran hende for at tage skaden lidt bedre i øjensyn.
På dette tætte hold kunne han også godt lugte alkoholen i hendes ånde. Det var nu ikke unormalt for teenagere at komme til skade når de havde drukket for meget, så han dømte hende nu ikke på det. "Okay Lydia, vi ser på den," sagde han med et lille fortrøstningsfuldt smil.
Ganske forsigtigt tog han fat omkring hendes hånd. "Kan du klemme min hånd?" Begyndte han, og holdt de brune øjne rettet imod hendes arm imens, så han kunne se hvilken effekt det ville have. Han kunne godt se at den så blå ud og han mistænkte selv uden hendes forklaring, at den kunne være brækket.

[Lydia Weasley-Lupin]

Der var noget ved det hele, der havde virket underligt. Men det sad ikke rigtig sammen. Hun rynkede brynene og prøvede at tænke det igennem, selvom hovedet dunkede. "Jeg... Jeg gik på gangen, og så var der nogen der ville snakke med mig, men jeg havde ikke lyst. De.. de havde været lede mod mig tidligere... Eller nej, nej ikke lede. De var bare ikke så flinke, da de fandt ud af hvad jeg er. Jeg mærkede et puf og så bankede jeg ned ad trappen. Da jeg endelig stoppede føltes det som om noget slog et æg ud i min arm, og så kom smerten. Altså.. av" hun var kommet til at dreje lidt på den dårlige arm. "Du ved følelsen af at slå et æg ud, når skalden knuses. Sådan føltes det lidt." Det dunkede i armen og hun prøvede virkelig at finde ro. men desværre overgjorde hun det, hvilket endte med at gøre hendes hårlokker blå, fordi hun var så fokuseret på at slappe af. Det var bare flot. Flovt mærkede hun varmen stige op i kinderne og hun prøvede på nu at finde ro.
så bad han hende klemme hans hånd, hvilket kun blev til en meget svag bevægelse, det kun lige kunne mærkes. Ikke på ham hvert fald. Smerten skød igennem hende. "Jeg kan ikke mere end det."  forklarede hun med balnke øjne og sukkede.

[Deleted]

Spike havde ondt af den unge pige. Nu var han ikke auror, men det lød på hendes forklaring som om at nogen havde skubbet hende. ”Hvorhenne skete det?” Spurgte han skønt sygeplejersken nok allerede havde spurgt om det samme. Dette var også for at få hende til at tænke på noget andet imens han undersøgte hende.
Han så lidt overrasket på de blå hårlokker og smilede så, ”metamorphmagus?” Gættede han. Imens han trykkede meget forsigtigt på armen. Hun virkede ikke så gammel, måske hun gik på Hogwarts eller universitet.
Det varede ikke længe før han blev færdig med den udvendige undersøgelse. Han fremdrog sin stav, og holdt den henover hendes arm og albue, hvorefter han førte den frem og tilbage over de forslåede steder. Staven begyndte at lyse en smule op og han nikkede lidt for sig selv. ”Det lader til at du har en knust albue.” Fortalte han så. ”Jeg kan give dig lidt smertestillende eliksir og begynde at heale på den,” forklarede han så.
Et nyt slag med tryllestaven og en eliksir svævede frem mod Lydia fra et kabinet i hjørnet.

[Lydia Weasley-Lupin]

"Det Magiske universitet." Forklarede hun og blev samtidig opmærksom på at hun nok lød lidt som et pattebarn og i stedet burde tage sig lidt sammen. Han skulle ikke tro at hun var en tøs. Det var hun ikke. Det gjorde bare virkelig ondt!
Da han gættede hendes formskiftende evner smilede hun lidt og for første gang strålede hendes øjne i smilet. "Ja," Hun så på de blå spidser. "Jeg kan dog ikke altid styre det, når jeg bliver oprevet. Det er faktisk lidt flovt." Forklarede hun og grinede lidt for sig selv, men hun så til som han undersøgte armen. Hun skar dog en grimasse når det gjorde ondt. "De fik mig til at ændre ansigt til alt muligt og mente det var sjovt. Jeg.. Tænkte jo det nok ville være hyggeligt, men pludselig så blev det hele bare for meget og ja.. jeg ville ikke mere." forklarede hun præcis som det var sket.
Da dommen så faldt så Lydia overrasket på lægen. "Er det.. alvorligt? Kommer jeg til at kunne bruge min arm igen?" Spurgte hun nervøst. Hun havde ikke lyst til at miste bevægeligheden af armen. Hun så til mens en eliksir på svævende og lidt tøvende drak hun den så. "Puh jeg har smagt det der var bedre." Prøvede hun med et smil, mest for bare at skabe lidt god stemning.

[Deleted]

”Ah,” svarede han genkendende og smilde, ”hvad læser du?” Igen var dette lige så meget for at få samtalen sporet lidt væk fra at hun havde ondt. Han så på de blå spidser og mødte så atter hendes blik. ”Flovt? Hvorfor?” Han lyttede til hvad hun fortalte imens han klargjorde healingen. ”Men du skal selvfølgelig heller ikke gøre noget du ikke har lyst til.” Tilføjede han så.
Han smilede roligt til hende, ”bare rolig, du skal nok komme til at blive helt okay.” Forsikrede han. ”Det kan dog godt være at det kommer til at tage et par gange.” Han smilede igen.
Næsten per automatik skar han også en grimasse da hun tog en tår af eliksiren. ”Ja den smager ikke ligefrem af slik.” Indrømmede han, ”men virkningen skulle gerne sætte ind inden længe.” Et fortrøstningsfuldt udtryk blev sendt til hende.

[Lydia Weasley-Lupin]

Der var noget beroligende over den hverdagsagtige snak og langsomt fandt Lydia også en ro, der gjorde at hun bedre kunne håndtere situationen og dermed fik lidt mere overskud. "Jeg læser botanik, og alkymi. Og så tager jeg nogle enkelte timer i helbredelse." Hun havde efter lang tids forvirring endelig fundet sin retning i livet. Eller det troede hun hvert fald. Det var svært at være hende til tider og hun havde ikke lige regnet med at det var hende, for hvem livet bare ikke ville køre på skinner. Men for nu havde hun en retning, og hun forsøgte ikke at tænke for meget over det med fyrene præcis som hendes ældre kusine havde råddet hende til.
Hun så på ham, da de begyndte at snakke om hendes evner "Jo for somme tider mærker jeg ikke selv, at jeg skifter. Fx til samme fest, gik jeg rundt med et blåt og et brunt øje, uden selv at være klar over det. Er du klar over hvordan folk ser på den slags?" Hun sukkede lidt. Okay set i bakspejlet var det ni meget sjovt, men det havde været lidt underligt, da Susan Perez havde nævnt det. "Altså evnen i sig selv er jeg da meget stolt af, Det sætter mig bare somme tider i nogle lidt akavede situationer." Forklarede hun, mens hun forsøgte at undgå detaljen med at hende hår mere eller mindre fungerede som en humørring for hende. Man kunne næsten altid læse hendes farve på håret, hvis man da havde forstand på farvers betydning. Hun smaskede lidt efter eliksiren, men kunne samtidig også mærke hvordan smerten langsomt fortog sig lidt. Det fik hende i særdeleshed til at slappe af.