I drive myself crazy, 'cause I can't escape the gravity

[Monty Chatwin]

Dette emne er tilegnet Riley Lavoie Riddle  og Darcel Montaque Lavoie
Foregår kl. 15:04 
Regnvejr 
Outfit

---

Monty var blevet inviteret hjem til Darcel til en kop kaffe og en snak om alt mellem himmel og jord. Han havde kendt Darcel længe efterhånden, så han var tryg ved at være sig selv omkring ham. Ligeså snart han kom ud ad sin skal, var han fyldt med humor og godt humør. Lige nu sad Monty alene i køkkenet, da Darcel skulle se til Olive og Victor. Det var selvfølgelig hvad det var. Han kunne godt lide Darcels børn. De var søde og nysgerrige. De forklarede altid Monty at deres far arbejdede med stjernerne og at han selv arbejdede med bøgerne. Apropos bøger, havde han selvfølgelig også en i hånden lige nu, som han læste mens han ind i mellem sippede af sin kaffekop. Et hvert stille øjeblik eller enhver lejlighed, hvor han var alene, var en mulighed for at læse. På nuværende tidspunkt havde han da heller ikke længere styr på, om Darcel havde været væk i to minutter eller en halv time. Det var dog også lige meget for ham, samtalen kunne sagtens foresætte, når han kom tilbage. Bogen han læste var en gammel kending. Den var ikke lang, 115 sider. Bogen var markeret med posts it og nogle steder var der også skrevet noter i bogen. Han brugte den tit i undervisningen, da det var en af de store amerikanske klassikere fra 1920'erne som skulle læses og analyseres. Han skulle undervise i den i morgen, så en lille genlæsning nu og senere gjorde jo ingenting. 

[Riley Lavoie Riddle]

Riley var efterhånden kommet godt over det overfald, hun havde været udsat for ved slutningen, af hendes sidste år på Hogwarts. Hun var dog ikke kommet sig over, at skulle tage mod til sig, før hun gik ud på et offentlig toilet, eller tabet af sin ufødte baby. Hun kunne stadig vågne om natten, med mareridts omkring hele episoden, hvilket nok også var en af de mange grunde til, at hun var flyttet ind hos Darcel efter hun mirakuløst nok, var gradueret fra Hogwarts. Ikke fordi hun var dum, det var hun langt fra, men fordi der havde været sket så mange ting, som nok havde slået de fleste teenager ud. Hun var dog ikke kommet i gang med noget, efter gradueringen. Hun gik hjemme om dagen og var ude hele natten. Hun var derfor også først lige stået op for et par timer siden. Tømmermændene var grumme, så hun havde valgt at tage sig et bad - også for at vaske nattens synder af sig. Hun havde tørret håret lidt halvhjertet, og iført sig et par trusser og en oversize t-shirt, da hun ikke regnede med at der ville være gæster. Stadig bagstiv, gik hun roligt mod køkkenet, for at få noget væske indenbords, dog af den mere uskyldige af slagsen. Vand. Hun ruskede lidt i sit lange blonde hår, som hun bevægede sig ud i køkkenet. Uden at bemærke der sad en fremmede mand, gik hun direkte hen og tændte for det kolde vand, før hun fandt et glas i et af skabene, og satte det under den løbende hane.

[Monty Chatwin]

Monty kendte til at være bange. Al for godt. Følelsen af angst skyldede tit over ham. Følelsen af en dyb depression. Sådan fik han det tit og nogle gange lod han sig også indlægge for det, da han var bange for han ville være en fare for sig selv og andre. Han følte sig som den mest ubrugelige person i hele universet. Han hørte ikke til ret mange steder – han havde faktisk aldrig fundet det sted, han hørte hundrede procent til. Jo han havde været gladere på Hogwarts og hans arbejde på universitetet havde også hjulpet lidt, men han kunne ikke bare vælge at være glad. Det var sure as hell nemmere at vælge at være elendig. Han fjernede bogen fra sit syn for at tage en tår af sin kaffe. Han rynkede på brynene og sank den varme væske hårdt, som han så en kvindelige skikkelse ud af øjenkrogen. Han kiggede i den retning skikkelsen havde bevæget sig, og straks røg bogen ned på gulvet og de brune øjne blev gjort store. Han rødmede med det samme. Det var en kvinde. Hun havde ikke meget tøj på. ”Øh,” lød det fra ham som han satte koppen fra sig og skyndte sig at rejse sig fra stolen fra at samle sin bog op. F**k. Han forstod da endelig at gøre en situationen værre end den var. Han kunne lige klare en dag med kvindelige studerende, når han var på arbejde – men i privaten… nej, nej, nej! Han overvejede hvor længe han kunne være nede på gulvet. Kunne han være der til hun gik? Måske havde hun ikke hørt ham eller set han havde bukket sig. Hvad med kaffekoppen oppe på bordet? F**k. Den ville hun jo nok se. Han lod – og det var vigtigt at påpege at bevægelsen på ingen måde var arrogant – sin hånd finde koppen, som han hev den ned og forblev på gulvet. Nu med en bog og en kop kaffe. Var det en voksen beslutning? Ja. Var det en god beslutning? Nuvel – hvis ikke han var blevet opdaget.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley havde for mange tømmermænd til, at bemærke der sad en fremmede i køkkenet. Havde hun vidst Darcel havde en ven på besøg, havde hun nok taget lidt mere tøj på, inden hun havde forladt sit værelse, men både Darcel og børnene havde set hende i mindre, så det rørte hende ikke det mindste.
Hun tog en stor tår af glasset, men tabte det i forskrækkelse, da et bomb bag hende lød og et gisp forlod hendes læber, som hun drejede rundt på hælene. Hun var jumpy, og havde været det siden sit overfald, når hun hørte lyde hun ikke forventede. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigt, som der ingen var at se. Hun måtte have hørt forkerte, men lige som hun skulle til at vende sig om igen, for at samle de mange glasskår sammen, så hun hånden der kom op, for at tage kaffekoppen på bordet. "What.. the.." halvt mimede hun, som hun tog et af de lidt større glasskår i hånden, og gik rundt bordet for at se hvem det var. Et mindre hvin lød fra hende, som hun så den fremmede mand på gulvet med en bog og kaffekoppen. "Hvem fanden er du?!" spurgte hun og knurrede glasskåret i sin hånd. Han så ikke specielt farlig ud, men hun ville ikke dømme en bog på dens udseende.

[Monty Chatwin]

Monty lukkede øjnene stramt i, som han hørte hendes glas faldt til jorden. Betød det han var opdaget eller var hun bare klodset? Han besluttede sig for forsat at gemme sig – det kunne jo være hun ikke havde set eller hørt ham. Han sad musestille, og lod sit blik glide op i det den fremmede kvinde rent faktisk drejede rundt om bordet og fik øje på ham. De brune øjne hvilede forskrækket på hende, som hun gav et hvin fra sig. Ved hendes spørgsmål fik han overbalance og fik sparket sig bagud. Heldigvis skete der ikke noget med kaffen, nok mest af alt fordi koppen var næsten tom. Han rømmede sig en smule og så ned i gulvet. Han kunne ikke holde øjenkontakt med hende. ”ø…øøø…øhm… Je…jeg hed…hed…hedder M…Mmmmmonty” fik han endelig fremstammet, og rødmede kraftigt mens ordene nåede ud over hans læber. Han brød sig ikke om hun bandede. Han forstod jo, at han havde forskrækket hende, men tonen gjorde ham nervøs. Han så stadig ikke på hende. ”Jeg lov..lover jeg ikke gør…gør Dem noget, frøken,” tonen var afværgende, og han tillod sig at kigge på hendes hånd og glaskåret i det.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel havde fået snakket med Olive og Victor. Hele problematikken havde været omkring noget legetøj, som de ikke ville dele med hinanden. Den del var dog klaret nu. Så lykkelig og uvidende var han på vej tilbage til køkkenet, hvor hans gode ven havde besluttet sig for at verdens bedste idé var at gemme sig under et bord. Personen han gemte sig fra, var selvfølgelig Darcels egen halvnøgne søster. Darcel gik roligt ud i køkkenet og skar en grimasse synet af Riley som snakkede til Monty og hans nervøse svar. Han gik roligt over mod dem ”Halløj,” hilste han og lagde en hånd på Rileys skulder, inden han så med et morende blik ned mod vennen. ”Gemmer du dig fra min søster, Monty?” et grin legede allerede nu henover hans læber. ”Oh well, Riley, som du nok har hørt, så er det Monty. Han er en af mine kollegaer på universitetet. Og Monty, det er Riley. Min søster,” præsenterede han dem og rakte en hånd ud mod vennen, så han kunne komme på fode igen.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley gjorde store øjne, som den fremmede mand på gulvet væltede bagud og stammende fik afsløret sit navn. "Monty?" lød det skeptisk fra hende, mens hun forsat knurrede glasskåret i sin hånd. Hun var paranoid, det vidste hun et sted godt - primært fordi hun havde fået det af vide flere gange, end hun efterhånden kunne tælle. Hendes tanker var lige nu ikke på, at rydde op, men på at finde ud af hvem den fremmede mand var. Hun klemte ekstra hårdt om glasskåret, da hun så hans blik på hånden og mærkede en let smerte, som der gik hul på hendes hud i håndfladen. Ikke slemt eller dybt, men meget overfladisk. Hun nåede dog kun lige at åbne munden, før hun mærkede en hånd mod sin skulder. I ren refleks vendte hun hurtigt rundt mod Darcel, med glasskåret pegende mod ham, i et gisp af forskrækkelse. Hun pustede dog hurtigt ud, da hun så hvem det var, der havde lagt en hånd på hendes skulder og sank hånden, med en lidt overfladisk vejrtrækning. "Kollega?" spurgte hun og følte sig nu virkelig dum, for at have mere eller mindre truet ham, med glasskåret. "Hej Monty," hilste hun, men hendes stemme var ikke helt rolig endnu. Hun rømmede sig og lagde sin håndryg mod sin pande. Det var først nu det gik op for hende, at hendes hånd blødte en smule, hvilket fik hende til at slippe glasset. "Pis.." mumlede hun og satte sig ned i hug, for at samle de små stykker glas op.

[Monty Chatwin]

Monty nikkede en enkelt gang nervøst til den skeptiske tone i hendes stemme. Han holdt sig nede på gulvet. Hun virkede som om, hun havde oplevet en traumatisk oplevelse. Selvfølgelig vidste han godt, han havde forskrækket hende, men reaktionen var alligevel en smule ekstrem i forhold til almindelig forskrækkelse. Han så Darcel bevægede sig hen mod dem, og gjorde store øjne som den fremmede kvinde nu vendte sig med et glasskår i hånden og pegede mod Darcel. Monty bemærkede tydeligt at Darcel morede sig ved hele den akavede situation, og bed sig straks i læben ved hans spørgsmål. ”Uhm, nej, nej, det var overhovedet ikke…. Din søster?” spurgte han med et overrasket blik, som det først nu gik op for ham nu hvad det var Darcel havde sagt. Han rødmede en smule. Han var ikke ligefrem begejstret for at han kunne se så meget af Darcels … søster. Han så på Riley, som hun hilste på ham, men ikke var hel rolig endnu. ”Uhm, hej Riley,” påpegede han og tog fumlende fat i Darcel for at komme på fode igen. Han var hurtig til at rette på sit tøj, og vidste ikke helt hvad han skulle stille op med sig selv. Han så mod Riley som hun hørte hendes pis. Han så mod hendes hånd og så den smule blod der var. Han tog noget køkkenrulle og satte sig på hug og rakte det til ud til hende. ”Måske noget pres på?” smilet fra ham var som man forventede det fra en som ham; akavet og fjoget.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel så på Monty som han prøvede at forklare han ikke gemte sig fra Riley. ”Yeah, sure.. Så tror jeg ikke på mere i dag, og ja, min søster, Monty,” han grinte på ny. Det her var inden han havde lagt hånden på Rileys skulder, og som hun vendte sig om med et glasskår truende mod ham, tog han hænderne op foran sig. ”Rolig, Riley… det er bare mig,” hans stemme jokede ikke lige nu. Han vidste hun havde været meget gennem det sidste år, men han havde virkelig overvejet om hun ikke skulle have noget professionel hjælp. Han hørte hendes overfladiske vejrtrækning og sendte hende et bekymret blik, inden han nikkede. ”Ja, han er også professor,” forklarede han med et kort smil og lod dem begge hilse, inden han hjalp Monty op på benene igen. ”Riley, jeg skal nok samle glasskårene op. Gør som Monty siger… og så måske lidt mere tøj, så vores gæst ikke bliver al for forlegen,” han blinkede drillende til Monty – ikke han var sikker på manden ville opfatte det. Han trak sin stav og nonverbalt udførte han en besværgelse der fik glasskårene væk fra gulvet.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley vidste et sted godt, at hun var blevet usundt jumpy efter overfaldet. Hun forlod kun huset for, at tage i byen og drikke hjernen ud. Det var begyndt at tage overhånd, men hun kunne ikke se sig vej ud af det igen. Når hun ikke var i byen for at drikke, sad hun i mørket inde på sit værelse bag en lukket dør. Hun så på Darcel, som han holdt hænderne oppe hvor hun kunne se dem, "Sorry.." mumlede hun som hun sank glasskåret, mens hun så væk fra ham og prøvede at få styr på sin vejrtrækning. "Hm.. Hvad underviser du i?" spurgte hun og så mod Monty, som Darcel hjælp ham på benene, uvidende om hvorfor han i første omgang, overhovedet havde tænkt at det havde været en god løsning, at gemme sig i første omgang.
Det hjalp dog lidt, at begynde at samle glasskårene op. Det fik hende til at tænke på noget andet, så hendes fokus kom lidt væk fra chokket. Hendes blå øjne rettede sig mod Monty, som han kom ned i hendes højde og rakte hende noget papir. "Sure.. Tak," hun tog imod papiret, selvom hendes blik var på Monty, så hørte hun Darcel snakke bag hende og så glasskårene forsvinde fra gulvet. Hun rømmede sig lidt og rettede sig op igen, før hun så ned af sig selv, "Hvad er der nu galt med mit tøj?" spurgte hun med et lettere flabet smil vendt mod Darcel, før hun pressede papiret mod sin håndflade og gispede lidt.

[Monty Chatwin]

Monty rynkede en smule på næsen, som Darcel grinte af ham og forklarede det var hans søster, han havde gemt sig for. ”Jeg tabte min bog,” forklarede han og rømmede sig. Han vidste godt, det var en åbenlys løgn. Hvorfor skulle han altid gøre sig selv mere til grin end højst nødvendig? Han så mod Riley som hun vendte sig væk fra Darcel, inden hun på ny så mod ham. Han sendte hende et smil ved hendes spørgsmål. ”Uhm… Kreativ kunst og litteratur,” svarede han og lød allerede nu som en der kunne tale om hans fag i flere timer og han havde også et forelsket blik i øjnene, som han nævnte det. Monty tog i mod Darcels hånd, og kom fumlende op på sine ben og prøvede at ryste det af sig ved at få det ligne det var med vilje – men det havde han heller ikke megen succes med.

Han bed sig i læben ved hendes tak og nikkede kort til hende ved hendes tak, inden han selv rejste sig. Han drak resten af indholdet i sin krop, inden en foldet hånd blev sat foran hans mund, som han stod i sine egne tanker. Han vågnede først fra dem, da hans underbevidsthed havde hørt samtalen mellem de to søskende, og en tydelig rød kulør indrammede hans ansigt. Han opfangede ikke at Darcel prøvede på at drille ham – selvfølgelig ikke. Og selvfølgelig blev han forlegen. Han rømmede sig en smule og så ned på gulvet, da han vidste hans øjne automatisk ville drage til Riley for at se hvad hun egentlig havde på, hvis ikke han gjorde. ”Jeg laver en kop kaffe mere, din er nok kold nu. Skal du have en kop, Riley?” spurgte han og så kort op på hende, inden blikket gled ned igen og han nærmest skamfuldt gik mod kaffemaskinen og satte ny kaffe over.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel smilte morende, som Monty holdt fast i, han ikke havde gemt sig. ”Hun er også rigtig farlig, Monty, så jeg kan godt forstå dig,” påpegede han med et forsat morende smil legende over læberne. ”Det er okay, Riley… Respire calmement, tout va bien*,” påpegede han som han kunne høre den overfladiske vejrtrækning. Han måtte også indrømme, det var et mirakel, hun havde været i stand til at graduere med sin årgang. Han var dog stolt af hende. Han håbede, at hun snart ville komme ud af håbløsheden. Han var jo ikke blind, han vidste jo godt hun var ude de fleste aftner, og han bebrejdede hende heller ikke. Han lod hende reagere og agere på hendes traume, som hun ville. Han ville dog altid være der til at hjælpe hende, men han kunne ikke blande sig i hun gik i byen og drak. På papiret var hun voksen, og hun var hans søster, ikke barn. Han bemærkede det forelskede blik i Montys øjne som han fortalte hvad han underviste i. Han kunne genkende det fra sig selv, han elskede også astronomi.
Et mildt grin forlod Darcel som Riley spurgte hvad der var galt med hendes tøj – og bemærkede det flabede smil på hendes læber. Han behøvede ikke at svare, men pegede direkte hen på Monty som han blev rød i hovedet. Han kæmpede på ny for ikke at grine som Monty prøvede at undgå hele situationen. ”Jo tak, Monty,” han bed sig i læben for ikke at grine, men den morende undertone i hans stemme var tydelig.



*Træk været normalt, det er okay.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley vippede kort med øjenbrynene, som Darcel kaldte hende farlig, "Meget farlig," tilføjede hun til deres samtale. Hun sank lidt og træk vejret dybt et par gange, før hun nikkede til Darcel, "Jeg okay," svarede hun på engelsk til ham, selvom han havde snakket fransk til hende. Hun tænkte ikke altid over hvilket et af de to sprog, hun snakkede. Ikke når det var til familien i hvert fald. Hun smilede lidt ved Montys svar og blikket i hans øjne, som tydeligt afslørede, han var glad for sit job. De blå øjne blev rettede mod Darcel igen, "*Peut-être que je devrais envisager cette université de toute façon," halvt jokede hun og blinkede til Darcel, før blikket atter blev vendt tilbage til Monty, "Det lyder spændende," svarede hun ham og bed sig let i den bløde underlæbe.
Hun holdt presset mod sin håndflade med papiret, mens Monty også kom på benene igen. Riley ville nok aldrig stoppe med at være flabet, men hele hendes identitets krise havde gjort hun tænkte langt mere over, hvad hun egentlig ville med sit liv. Lige nu var hun på et punkt hvor byture og alkohol, var vejen frem for hende. Hun skulle lige til, at vende rundt på hælene, da hun godt fangede, at hun skulle tage mere tøj på, når han havde gæster. Det var fair nok, hun kunne sådan set godt forstå det, selvom hun ikke var blufærdig, så var det måske ikke alle der syntes det var lige fedt, at se sin vens lillesøster rende rundt kun iført en t-shirt og et par trusser. Dog stoppede hun i sine bevægelser, som Monty spurgte om hun også ville have en kop kaffe. Hun vendte kort blikket mod Darcel, i et forsøg på at aflæse ham, om det var okay. Hun ville ikke presse sig på og ærligt, så havde hun mere lyst til, at gemme sig væk inde på sit mørke værelse til solen ville gå ned, så hun kunne tage sin rutine tur i byen. "Ehm.. Yeah sure.. En hurtig kop kaffe," svarede hun og smilede til ham over sin ene skulder, før hun forlod køkkenet, for at gå ned på sit værelse. Her fandt hun et par hullet sorte jeans frem og tog dem på. Der gik lidt før hun vendte tilbage ud i køkkenet til de to mænd. Hun kom dog ikke tomhændet tilbage. Hun havde en flaske whisky i den ene hånd, "Nogen der vil have en lille en i deres kaffe?" spurgte hun og stillede flasken på bordet.

*Måske skulle jeg overveje det der universitet alligevel