Is it nice not being me? Must be so relaxing

[Abraham Maximorff]

Abraham ville dø, før han ville lade noget som helst ske med hans børn, om de så var biologiske hans, plejebørn eller adoptivbørn. De var alle sammen hans børn. Han dækkede sit hoved, som han hørte noget smadre mod væggen, uvidende om at det var den vase Tatianna havde kastet, som afledningen. Han blik faldt dog hurtigt tilbage på skikkelsen i deres stue, som Tatianna afslørede hvem det var. Abraham var normalvis ikke en voldelig mand - langt fra - men bare navnet af den anden mand, kunne få selv en nonne til at bande og en munk til, at slå ihjel uden at bede om syndsforladelse bagefter. Patrick fik jo Lawrence Dale Rider til at fremstå, som en drømmesvigersøn, hvilket bestemt ikke sagde så lidt. "Jeg er ikke din svigerfar og du rør ikke min datter!" brølede han. Godt nok kunne han blive sur, men han råbte sjældent, det var faktisk kun hvis han nåede helt derud, hvor kun frustrationerne var tilbage.
Han stak hænderne i vejret og gik roligt mod Patrick, som han havde fået fat i Tatianna, "Okay, okay, ta' det helt roligt.. Vi finder en løsning. Der er ikke nogen der behøver, at komme til skade.." Han håbede på at Patrick ikke ville opdage, at Abraham havde fået øje på en mobil på gulvet, som han måske ville kunne kurre uset hen over gulvet til sin hustru. "Meghan, nej! Han farlig!" udbrød han nærmest angst for, at der skulle ske det nyeste medlem af familien noget.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati stillede sig hurtigt ind foran Meghan, som Patrick rettede sin tryllestav mod hende, men få sekunder efter mærkede hun Patricks tag i sin arm. "Jeg vil aldrig savne dig! Jeg vil aldrig være din igen!" hun gjorde flere forsøg på, at komme fri fra hans greb, men uden held. Det var som om hendes værste mareridt var blevet taget ud af drømmeverdenen og nu, stod midt i hendes forældres stue. "Okay, okay, okay.. Jeg skal nok gå med dig.. Bland min familie uden om, de har intet med det her at gøre.." panikken kunne hun ikke længere skjule i sin stemme, og slet ikke da lussingen ramte hende kind. Jovist, Patrick havde gjort meget værre ting end at stikke hende en lussing, men det var ligeså meget alle minderne og det psykiske i, at han rørte ved hende. "Meghan nej stop!" ordenen kom nok hårdere ud end planlagt, men det var udelukkende fordi hun var i panik og nu også frygtede for Meghan, da hun gav sig til at slå løs på Patrick.

[Patrick Mason]

Patrick nød den magt han havde lige nu. Han var konge over situationen og de var alle sammen hans undersåtter. Et djævelsk smil meldte sig på hans læber, som Tati gik med til at gå med ham. Det var typisk hende, at være så heltemodig omkring sin familie. Han nåede dog ikke at komme med en sejres tale, før han mærkede nogle slag fra den unge pige. "Pil af stump!" råbte han vred og irriteret, som han slyngede sin flade hånd ud efter hendes ansigt og derefter skubbede hende hårdt væk fra sig. "Er du klar min egen?" spurgte han slesk Tati og kyssede hendes kind.

[Meghan Marsters]

Alting skete så hurtigt. Hun hørte Abraham forsøge at få situationen under kontrol, men det lod ikke til at virke. Det eneste hun så var hvordan Patrick forsøgte at trække Tatianna med sig. Det kunne hun aldrig tillade, specielt ikke efter Tati lige havde sat sig selv i skudlinjen for hendes skyld. Måske var det det der havde givet hende modet til at gå til angreb på fyren.
Hun hørte godt både Abraham og Tati råbe af hende, men hun var ligeglad. Dog blev hendes angreb ret drastisk forkortet, idet han svingede hende en lussing som næsten fik hende til at se stjerner og derefter skubbede hende hårdt nok til at hun satte sig på enden.
Der skete for meget. Hun kunne mærke vrede boble i sig. Det gled over i raseri. Han skulle ikke ødelægge familien! Hun vidste at hendes magi var dårlig, som hendes nanny havde sagt på børnehjemmet. Hun havde selv set det på skolen. Den sorte magi. Men lige nu var hun ligeglad med at miste kontrollen, så længe det gik ud over ham. Hun var ikke i stand til at holde det inde længere. Hendes følelser var et virvar af frygt, had og raseri. Langsomt rejste hun sig op fra gulvet. Hun bemærkede ikke hvordan en sort røgagtigt substans begyndte at udløse sig fra hende. Eller hvordan hendes øjne mørknedes. Hun var ligeglad. Hun havde kun øje for ham. ”Slip hende!” Skreg hun som hun omsider gav slip og lod alt sit mørke kaste sig over ham, forhåbenligt ville Tati ikke komme til skade, for inden længe havde hun komplet mistet kontrollen over sig selv og situationen.

[Abraham Maximorff]

Abraham havde oplevet mange skræmmende ting, men hele verden var også et skræmmende sted, når man havde børn. Det værste han vidste var uden tvivl dog, når det var hans børn, som var i fare eller bare de var kede af det. Han ville gå igennem ild og vand for sin familie. Den familie som Meghan nu også var en del af.
Han prøvede forsat at nærme sig, mobilen på gulvet, men som Patrick først stak Tatianna og derefter Meghan en lussing, glemte han alt om mobilen og ville bare beskytte sine to piger. "MEGHAN!" udbrød han og løb mod hende, som hun blev skubbet væk. Dog stoppede han knapt en halv meter fra hende, som mørket begyndte at omslutte hende. Han vidste meget om det magiske samfund, deres lovgivning, deres væsner og andre ting, men at se det med sine egne øjne, var ofte noget helt andet. Han var selvfølgelig blevet sat meget ind i, hvad det betød for Meghan, at være en obscurus, men det var første gang han så den side af hende. "Meghan skat, træk vejret stille og roligt. Det skal nok gå," prøvede han og bakkede et par skridt væk, mens han prøvede at snakke hende til ro. "Lyt til min stemme. Se på mig," bad han i en så rolig stemme han kunne. Han måtte dog hurtigt søge dækning, som mørket blev sluppet løst. Armen blev sat for ansigtet, for at skærme sig. "Meghan, lyt til min stemme. Kom tilbage til os. Du har kontrollen. Det styrer ikke dig, du styrer det," prøvede han uden intention om at give op på hende. 

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati havde nok på et eller andet tidspunkt fået af vide, at Meghan var obscurus, men hun var ikke altid lige god til, at høre efter, så hun havde aldrig rigtigt fundet ud af, hvad det var. Hun så Meghan som en sød, lidt stille, pige og ikke som en eller anden sort blop.. Var det ikke noget med en sort blop? Hun var faktisk ikke sikker.
Hun lod et par knytnævner banke løs på Patricks skulder, som han stak Meghan en lussing og skubbede hende væk, "Du rør hende ikke!" råbte hun af ham, mens hun slog ham og prøvede at vride sig fri, fra hans greb. Hendes opmærksomhed blev, dog ret hurtigt flyttet over på Meghan. Man kunne nærmest hører Tatis kæbe ramme gulvet. "What... the..." lød det overrasket fra hende. Okay, det var ingen blop. "Megh.." mere nåede hun ikke at sige, før den sorte røg omfavnede Patrick og Tati blev slynget bagud og snublede over sine egne ben og landede på gulvet.

[Patrick Mason]

Patrick tog sig ikke mere af den lille møgunge, efter han havde skubbet hende væk. Han stak til gengæld Tati en ny lussing, som hun gav sig til at skabe sig og slå løs på ham, "Styr dig kælling!" råbte han tilbage ind i hovedet på hende, uden at bemærke, hvad der foregik bag ham. En observation, han snart ville fortryde, han ikke havde gjort sig, men han havde travlt med, at forsøge at få Tati under kontrol, mens møgungen - hvis navn efterhånden var gået op for ham, var Meghan, var endnu mere på vej ud af kontrol, end Tati var.
"Tror du virkelig jeg falder for den?" spurgte han skeptisk, som Tatis what the, lød. Han kendte hende bedre end alle andre - i hvert fald hvis man spurgte ham. Han kunne dog ane, der skete noget ud af øjenkrogen, hvilket fik han til at vende blikket mere mod Meghan og Abraham. Hans øjne blev store som tekopper. Han kunne huske, at have læst om obscurus, dengang havde havde gået på Durmstreng og vidste de kunne være dødeligt farlige, både for dem selv, men også for deres omgivelser, hvilket bekymret ham mest, da han lige nu var i de omgivelser og med en målskrive på brystkassen. "Mon... Monster!" brølede han og fik sluppet Tati, for at blokere med sine arme op foran sit ansigt, men det var for sent. Han fik en god flyve tur, ud af vinduet ved siden af glasdøren, han selv havde ødelagt kort forinden og kurrede et godt stykke hen af græsset, hvor en jordbane kom til syne efter ham. Der gik lidt tid, før han kom til bevidsthed igen. Han blinkede lidt med øjnene og så kom smerte. Den ene arm var brækket, i hvert fald to stedet. Ribbenene var der sikkert også flere brækket, eller som minimum trykket af. Han prøvede at rejse sig, men måtte pruste i smerte, hvor til han hostede noget blod op. Han havde ikke gang hjerne til, at overveje om der kom smerte fra andre stedet. Hele hans krop gjorde ondt. Som om han var i helvede og djævlen kun lige havde fået sit nyeste legetøj. Han hev efter vejret og hostede noget mere blod op.

[Meghan Marsters]

Meghan var så rasende, hun så ikke andet end Patrick lige nu, og hun ønskede at skade ham. Måske var det derfor hun ikke var i stand til at holde sig selv tilbage. Det føltes som om hun fik et blackout og hun var ikke længere i kontrol. Som om hun sov og ikke var helt bevidst om hvad der skete som røgen opslugte hende og hun blev en del af den.
Det næste hun huskede var at høre Abrahams stemme. Han forsøgte at nå ind til hende, men hun var forvirret. Hun havde stadigvæ så meget raseri indeni samtidig med at hun var bange og ikke havde lyst til at give slip på den frie følelse. Alligevel valgte hun at lysse til ham, stille og roligt mærkede hun hvordan hun blev hel igen. Hendes fødder landede solidt på gulvet og røgen omkring hende begyndte at forsvinde, som om et slør blev fjernet fra hendes øjne. Hun gispede let og så rundt på det kaos hun havde efterladt. De blå øjne var bange, køkkenet var mere eller mindre raseret, Tati lå på gulvet og manden, Patrick lå et godt stykke ude på plænen.
Omgående blev hun ramt af fortrydelse, hele hendes krop skælvede og hun tog et par skridt tilbage fra familien, ”var det….har jeg gjort det her?” Spurgte hun frygtsomt og så desperat imod Abraham og så mod Tati, hendes øjne blev blanke. ”Undskyld Tati...det var ikke min mening...” havde hun skadet hende? Hvad med Patrick? Hendes hjerte bankede så hårdt i brystet, ville hun komme i Azkaban nu? Panikken truede med at tage over. Havde Patrick ret? Var hun virkelig et monster?

[Abraham Maximorff]

"Lyt til dit hjerte, Meghan. Fokuser på dit hjerteslag," Arabaham prøvede stadig at få den unge pige til, at vende tilbage til dem. Han var blevet sat ind i, hvordan en obscursus fungerede, hvad det var og hvilke konsekvenser det kunne have. Han forsøgte ud fra sin viden, at reagere i det. Han mærkede, hvordan hans eget hjerteslag hamrede derudaf. Han var ikke bange for Meghan, men han var bange for, at hun en dag ville komme til skade eller skade andre. Den dag var så kommet nu. Han ville gøre alt hvad der stod i hans magt, for at hjælpe hende og støtte hende. Han holdt hænderne oppe foran sig, som tegn til han ikke ville gøre hende noget ondt. "Det okay Meghan," prøvede han at berolige hende med og sendte hende et forsigtig smil. Det sidste han ønskede lige nu, var at skræmme hende mere end hun sikkert allerede var. Han tog et par skridt mod hende. "Det okay, Meghan. Vi er en familie. Vi passer på hinanden. Du passer på Tati. Kom her," sagde han blidt og omfavnede hende i et kram og strøg hende over håret, "Det okay.. Du er en god pige, Meghan," sagde han forsat i en blidt stemme, mens hans hjerte stadig hamrede afsted. Han vendte dog hurtigt blikket mod græsplænen, som han hørte nogle host derude fra. Han havde faktisk troet, at Patrick var død efter sådanne en tur. "Célestine, ring efter en ambulance," kaldte han, hvilket fik hustruen til at reagere. Han lagde en hånd på hver side af Meghans kinder, for at se hende ind i øjnene, "Er du okay?" spurgte han denne gang mere alvorligt.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati nåede ikke at reagere på noget som helst, før det hele kort blev sort for hendes øjne. Hun bemærkede ikke engang om hun selv var kommet til skade, som hun fik synet tilbage, selvom rummet stadig svimlede for hende. Hun satte sig op og så røgen forsvinde tilbage til Meghan, mens hun tog sig lidt til hovedet. "Shit.." mumlede hun og rejste sig ved, at støtte sig til sofaen. Hun hostede lidt. Hun havde fået nogle skrammer hist og her og i morgen, ville der sikkert være nogle blå og gule mærker, men intet brækket eller større skader. Hendes kind var rød efter lussingen Patrick havde givet hende, og det samme med det håndled, som han havde haft fat i. Lettere slingrende kom hun helt på benene, "Jeg er okay.." mumlede hun og hostede lidt igen. Hun vendte dog hurtigt blikket mod haven, hvor hun kunne se Patrick ligge. Han så langt fra ligeså okay ud, som hun selv gjorde. Hun samlede en kniv op fra gulvet, som måtte være fløjet igennem stuen fra køkkenet. Med den knyttet i sin hånd, gik hun mod Patrick, mens hun kunne høre hendes mor snakkede med mugglernes alarmcentral. Hun sank en gang. "Jeg gjorde det her. Få Meghan væk herfra, inden politiet kommer," bad hun sine forældre, uden nogen som helst idé om, hvordan hun skulle forklare det her til nogle betjente og ambulancefolk, uden at fortælle dem om magi.

[Patrick Mason]

Patrick registrerede intet af, hvad der foregik omkring ham. Han havde ondt over alt. Godt nok var han ikke læge, healer eller noget i den dur, men alle vidste det ikke var meningen, at man skulle hoste blod op. Præcis ligesom det ikke var meningen, at ens arm kunne bøje, hvor hans gjorde lige nu. Han havde ingen kræfter til at rejse sig. Han lå blot i græsset, hostede lidt fra tid til anden, mens smerterne blev voldsommere og voldsommere. Han gispede efter vejret og vidste ikke om han overhovedet ville overleve det her og slet ikke, hvis han liv endte i hænderne på nogle muggler. Ikke at han var fanatisk, men lige på det punkt, så troede han lidt mere på healerne end lægerne.

[Meghan Marsters]

Alt blev sløret for hendes øjne, som realiteten langsomt gik op for hende. Hun havde været skyld i alt dette her. De blå øjne for rundt og panikken truede med at overtage igen, men så hørte hun Abrahams beroligende stemme. Hun fokuserede på ham og lod ham trække hende ind til sig sig. Hun snøftede et par gange før tårerne trillede ned over hendes kinder efterfulgt af et par hulk. Heldigvis lod han ikke til at være sur, og det gjorde Tati heller ikke. Meghan var bare lettet over at hun var okay.

I løbet af de næste ti minutter var huset overrendt med ambulancefolk, politifolk og et par obliviatorer som omgående var gået igang med at ændre nysgerrige naboer og mugglertjenestemændendes hukommelse til at det der var sket have været et gasudslip. Eftersom Patrick allerede var blevet sendt afsted med ambulancen, kunne de ikke lade aurorne tage dem med. Det blev en lang aften med mange udspørninger. Meghan satte pris på at Tati have forsøgt at få hende til at slippe ud af det hele, men det var nok den bedste ide, og mindst mistænkelige, at ingen stak af fra “gerningsstedet.”
Heldigvis lod ingen til at bebrejde hende, da de alle omsider, i løbet af de sene nattetimer, kunne gå i seng. Meghan sov inde hos Celestine imens Abraham tog hendes seng, så hun ikke skulle sove alene. Lawrence Dale Rider var vidst også kommet i løbet af natten, men der var Meghan gået i seng.

// out.