Is it nice not being me? Must be so relaxing

[Meghan Marsters]

Abraham Maximorff - Tatianna Mary Maximorff

Januar 2058 - et par dage efter nytår
Omkring kl. 22.30

---

Julen var overstået og skolen ville snart begynde igen. En del af Meghan frygtede lidt at vende tilbage. Hun havde haft et par uheld med ikke at kunne styre sin magi, når hun forsøgte at bruge sin stav, kom det ofte ud som en mørk røg. Hendes Nana på plejehjemmet havde fortalt hende at det var mørk og ond magi og at hun skulle pakke det langt væk. At det var det eneste hun havde i sig og derfor aldrig måtte bruge magi. Hun var så småt begyndt at tænke om der var noget om snakken. 

Her til aften sad hun og læste lidt lektier ved spisebordet. Der var ikke mange hjemme til aften. Tatianna var på besøg og sad i stuen sammen med Abraham og Celestine og så film. Meghan havde planer om at joine dem, så snart hun var færdig. Hun kunne ikke lade være med at se op til Tatianna og måden hun var på, hun virkede så cool og så det at hun var kendt youtuber og var ligeglad med folks meninger. Meghan ville ønske at hun kunne blive som hende en skønne dag.

[Abraham Maximorff]

Abraham havde på intet tidspunkt fortrudt, at han sammen med sin hustru, havde adopteret Meghan. Hun var en sød pige, som bare skulle have hjælp til, at komme lidt ud af sin skal og have noget mere selvtillid. Han så intet ondt i hende. "Går det fremad med lektierne, Meghan?" spurgte han varmt over fra sofaen af. Han ville gerne hjælpe hende, men han kunne ikke selv magi. Han ville kunne hjælpe hende, med at læse på og om det, men han kunne ikke hjælpe i det praktiske.

[Tatianna Mary Maximorff]

Det svingede altid meget, hvor meget eller lidt Tati så sin familie. Hun var lige nu på besøg i barndomshjemmet. Hun lå på sofaen og fladede ud med sin mor og far, mens Meghan sad med sine lektier. Det var nok en ting, Tati aldrig ville komme til at savne. Hun havde sin youtube kanal, som kørte helt perfekt og så var hun netop begyndt i lærer som mekaniker på et værksted. Lige et job for hende. Hun kunne dog mærke, at hun ikke kunne sidde stille meget længere. Hendes ADHD tog overhånd ret tit for tiden, men det skyldtes nok, at hun var begyndt at tage stoffer igen, hvilket også betød, at hun til tider glemte sin ADHD medicin. Hun rejste sig derfor fra sofaen, og gik hen til Meghan og trak stolen ved siden af hende ud, for at sætte sig omvendt på stolen, "Hvad læser du?" spurgte hun roligt, uvidende om at den yngre pige, så op til hende.

[Meghan Marsters]

Hun sad og pillede lidt ved enden af sin fjerpen, imens hun læste teksten igen for fjerde gang. De blå øjne blev dog hævet fra pergamentet ved Abramhams stemme. ”Ja,” forsikrede hun i sin blide tone. Hun ville ikke skuffe familien og selvom hun virkelig havde svært ved at holde fokus til aften, så blev hun ved med at prøve.
Blikket faldt på Tati som hun kom gennem rummet for så at slå sig ned på stolen ved siden af hende. Meghan mærkede kinderne brænde svagt. ”Øhm, Magiens Historie...noget om stifterne af Hogwarts.” Forklarede hun stilfærdigt.

[Abraham Maximorff]

Abraham smilede til den unge pige. Han havde på intet tidspunkt fortrudt, at han sammen med sin kone, havde adopteret Meghan. Hun var en sød og blid pige. Hun skulle bare have noget mere selvtillid, hvilket var nogen han virkelig gerne ville hjælpe hende med. "Det lyder godt," smilede han til hende, før han blik faldt på Tatianna, "Nu skal du ikke forstyrre hende, Tatianna," lød det en smule mere bestemt fra ham.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati skar en grimasse, "Ugh.. Det lyder kedeligt," svarede hun det nyeste familiemedlem og smilede til hende. Stadig fuldstændig uvidende om, hvordan den yngre pige, så op til hende. Hvis hun vidste det, ville hun uden tvivl nok også være den første til, at fortælle hende, at det var en dårlig idé. Hun var ikke noget godt forbillede og slet ikke efter, hun var begyndte at bruge igen. Hun satte hænderne mod spisebordet, men så mod sin far over skulderen, "Slap af, jeg forstyrre ikke. Jeg viser interesse," svarede hun og vendte blikket tilbage på Meghan og blinkede morende til hende, "Ikke sandt, Meg?" spurgte hun og smilede til hende. Hun flyttede dog blikket mod havedøren, da hun syntes hun hørte en lyd, men slog det hurtigt ud af baghovedet igen. Hun var paranoid efter, hun havde fundet ud af at Patrick ikke var død.

[Meghan Marsters]

Meghan smilede lidt undskyldende imod Tatianna, som var det hendes egen skyld at Abraham sagde hun ikke måtte forstyrre. Hun trak så lidt på skuldrene, ”det er okay, jeg synes bare det er rart at kunne sætte mig lidt ind i tingene.” Indrømmede hun med røde kinder.
Hun fnisede let og nikkede, ”det er okay, jeg er alligevel forud.” Sagde hun blidt til Abraham. Hun ville hade hvis Tati fik problemer på grund af hende. Det føltes som at få en guldmedalje hængt om halsen, som Tati gav hende et kælenavn. Det havde hun aldrig haft før, en ny rødmen sneg sig ind på hendes kinder.

[Abraham Maximorff]

Abraham hævede det ene øjenbryn, "Så tror jeg på den, men så tror jeg heller ikke på mere i dag, Anna," svarede han den biologiske datter. Alligevel kunne han ikke lade vær med, at smile lidt som han på sidelinjen fulgte med i pigernes samtale. Tatianna havde uden tvivl været den, som havde krævet mest af hans tålmodighed af alle de børn han havde og havde haft i gennem tiden, både biologiske og pleje/adaptiv, og han havde ellers ufattelig meget tålmodighed, men ingen kunne teste den som Tatianna kunne.
Han smilede lidt til sin hustru, og giv hende et kys mod panden. "Ta' en pause Meghan, du fortjener det," smilede han til hende, men nåede ikke at sige mere, før et ordentlig brag lød, fra vinduet i havedøren. Glasskår sprang og splintrede ud til alverdens hjørner, som en sky af støv og andre ad-heder fyldte stuen, mens et tryk fyldte efter, som kastede den ellers store mand halvt i gennem stuen. "Meghan?! Tatianna?!" han hostede og kunne intet se for støvet. Der var små glasskår der havde ramt ham, men det eneste han kunne tænke på, var hans børn og hustru. "Celestiné?!" kaldte han videre og hostede, som han prøvede at føle sig frem.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati tog sig ikke af, at 'få skæld ud' af sin far. De havde haft mange skænderier i gennem tiden, så dette her var blot en rolig snak mellem dem. Hun blinkede derfor blot drillende til Meghan, som hun modtog det undskyldende blik. "Jeg kan spørger Lawrence om, han vil hjælpe dig, hvis det er?" tilbød hun. Hun anede ikke selv ret meget om magi eller dens historie, eller Hogwarts, men hun vidste det fandtes. Hun himlede let med øjnene ved sin fars ord, og så mod ham over den ene skulder, før hun hørte Meghan svare. "Se selv, hun er forud," hun slog let ud med den ene hånd, som om hun havde vidst det i forvejen. Blikket blev vendt tilbage mod Meghan, uvidende om hvordan hun havde det med Tati. "Han har en pointe.. Det skal du ikke sige til ham, det stiger ham bare til hovedet og det er stort nok i forvejen," ordene blev hvisket med en hånd for munden, så kun Meghan kunne høre det. "Vil du ikke vise mig dit værelse?" spurgte hun venligt. Hun havde intet imod at tage sig godt af de plejebørn familien tog ind, for hun vidste, at uanset hvor meget de lavede lort i den, så ville de aldrig kunne være ligeså slemme, som Tati selv havde været. Derfor vidste hun også, at hendes forældre aldrig ville opgive et plejebarn, uanset hvor mange problemer de så end måtte være i.
Hun nåede dog ikke at sige eller gøre mere, før et brag uden lige, fyldte hendes trommehinder og hun blev trykket omkuld, af trykket fra den nu knuste havedør og bankede ind i en reol. For få sekunder blev alt sort, før hun hostede og åbnede øjnene, "MEGHAN?!" hostede hun og prøvede at kæmpe sig på benene, "Jeg okay.." hostede hun videre, som svar til Abraham, "Maghan?!" kaldte hun igen og hostede på ny, da hun intet kunne se for støv skyen som fyldte stuen.


Patrick Mason

[Patrick Mason]

Patrick havde planlagt dette her i flere måneder efterhånden, men alt havde skulle passe perfekt. Intet måtte gå galt. Hans plan var enkel, han kaldte den 'mission vind Tatianna tilbage hvad end det måtte kræve', for ja, egentlig var hans tanke at kidnappe hende og holde hende isoleret til hun ville erklærer sin kærlighed til ham. Det burde være nemt nok. Hun havde jo gjort det før til deres bryllup, skønt han havde slettet hendes hukommelse omkring det. Bryde ind hos en muggler-familie var nemt. Gøre det i mens Tatiannas misfoster af en kæreste, Lawrence Dale Rider , ikke var der til at redde dem. Selvfølgelig gøre det hele foran hendes forældre, så de ville vide, han var tilbage og han havde tænkt sig, at tage dét der retmæssigt var hans. Tatianna.
Han havde holdt øje med den store familie, som lige nu ikke havde ret mange hjemme. Han havde ventet til det perfekte øjeblik, som var nu. Med et sving med sin tryllestav, en forholdsvis let besværgelse, som fik havedøren til at springe i luften, var han inde. Han trådte roligt indenfor i stuen, som nu lignede noget fra krigens tid, efter den første bombe. "I'm hooome honey," lød hans sleske stemme, som han smilede for sig selv, mens han gik i gennem støv skyen. Glasskårene kunne høres knuse under hans sko, som han gik direkte mod Tatianna.

[Meghan Marsters]

Meghan fnisede let over Tatianna og hendes fars udveksling. Det var virkelig fantastisk at føle sig som en del af en familie, det var ikke en følelse hun var vandt til, eftersom hun aldrig havde prøvet det før nu. De havde dog alle været så søde til at tage hende ind, og hun følte sig virkelig som en del af det hele.
Hun takkede Abraham og lagde fjerpennen fra sig, dertil skulle hun lige til at svare på Tatis spørgsmål om at se værelset, da den store eksplosion lød og sendte hende, som alle de andre, på en mindre flyvetur gennem rummet. Hun landede på gulvet tæt på køkkenbordet.
En støjende hylen var det eneste hun var istand til at høre. Det var som om alting foregik i slowmotion. Forvirret over hvad der var sket tog hun sig til hovedet, som hun langsomt satte sig op. Det var her hun fik øje på manden der trådte ind i rummet.
Pludselig var det som om at hun atter blev i stand til at fokuserer. Hun kunne høre Abraham og Tatianna kalde og kunne også ane Tati ikke så langt fra hvor hun selv befandt sig. Hun så forskræmt op på manden, hvorefter de isblå øjne fladt på Tati. Hurtigt og let kravlede hun henover gulvet for at komme hen til Tati. Hendes intention var egentlig blot at søge tryghed og være sikker på at hendes plejesøster var okay. "H-hvad sker der?" Spurgte hun i en panisk stemme som hun så på Tatianna, i håb om beroligelse. Dog hamrede hendes hjerte alt for stærkt og hendes vejrtrækning var hektisk.

[Abraham Maximorff]

Abraham fik kæmpet sig på benene og hjulpet sin hustru, hen i skjul bag ved sofaen, "Bliv her," hviskede han til hende, før han hostede igen. Han trak sin t-shirt op over sin mund og næse, for at filtrere luften smule, skønt det ikke hjalp meget. Hans øjne sveg af de små støvpartikler i luften. "Og Meghan?" spurgte han, da han kunne hører den eneste biologiske datter, svare hun var okay. Han var vant til store bande, redde folk ud af diverse katastrofer, men så snart det gik ud over hans egen familie, så følte han ikke, at han var til nogen hjælp. Han hørte en stemme, han godt kunne mindes at have hørt før, men han kunne ikke placere hvorfra. Han kunne ligeledes se en skikkelse stå i døren og træde ind i deres stue. Han ville gøre alt for at beskytte sin familie. Lettere forslået, kom han på benene, "Forsvind ud af vores hus!" brølede han.

[Tatianna Mary Maximorff]

Det var uden tvivl utrolig rart, at have en søster for en gangs skyld. Nu var hun ikke længere helt alene blandt alle brødrene. Selvom Tati på mange punkter var en drenge-pige, så havde hun uden tvivl også sine mere feminine sider, selvom man ikke skulle tro det om hende.
Hun hostede af støvet der indtog hendes lunger. Mellem sine host, kunne hun hører Meghan kravle hen over gulvet og lagde hurtigt sine arme omkring, den knapt ti år yngre plejesøster. "Det okay.. Er du okay?" hviskede hun og hostede på ny. Alt i hende stivende dog, som hun - modsat Abraham - genkendte den mandlige stemme alt for hurtigt. Hun var ikke et sekund i tvivl om, hvem der var brudt ind i forældres hus. Hun så alvorligt mod Meghan, "Når jeg siger nu, så løber du alt hvad du kan, ned i kælderen. Lås døren efter dig og kom ikke ud, med mindre det er en af os, okay?" hviskede hun, og prøvede ikke at lyde alt for angst, selvom det var svært. Hun vidste kælderen havde vinduer, som Meghan i værste tilfælde ville kunne kravle ud af. Hun vendte blikket mod Patrick, som hans skikkelse kom til syne mellem støvet, "Nu, løb, løb, løb.." bad hun, som hun kastede en vase efter en væg, for at larme over Meghans fodtrin, når hun forhåbentlig ville løbe. "FAR! Nej stop! Det er Patrick!" råbte hun, som hun kunne skimte farens skikkelse mod Patrick. Det kunne godt være Abraham var fysisk stærkere end Patrick, men Patrick havde magien på sin side. Hvor ville hun dog ønske, hun kunne tilkalde Lawrence med sine tanker lige nu. "Shit," hendes hjerte bankede utroligt hurtigt, som hun langsomt rejste sig, mens støvet langsomt var begyndt at lægge sig igen og skikkelserne begyndte at tage rigtige menneskeformer.

[Patrick Mason]

Patrick havde sine to farvet øjne låst mod Tatianna. Han var ikke bange for Abraham. Det var ikke første gang de to mødtes. "Ah-ah. Ikke så hurtigt, svigerfar," lød det koldt fra ham, som han uden at se mod den muskuløse mand, hævede sin tryllestav mod ham. Uden nogen form for tøven, gik han direkte mod Tatianna, hvor han fik øje på en ung pige, ved hendes side. "Smut stump," knurrede han og pegede sin tryllestav mod hende, som han greb fat i Tatiannas arm og trak hende tæt indtil sig, "Har du savnet mig, min egen? Jeg hører du er begyndt, at date igen? Not cool bitch!" en lussing blev slynget direkte mod hendes kind, "DU ER MIN OG INGEN ANDRES!" brølede han og pegede sin tryllestav væk fra Meghan igen - uvidende om hvad hun var - for at pege den mod fjernsynet, som stadig kørte, hvor til en gnist stod ud af tryllestaven og fjernsynet sprang i luften. Han trak Tatianna helt ind til sig, "Så vi kan gøre det her på to måder. 1. Du følger stille og roligt med mig, ingen kommer til skade. Eller 2," han så lidt rundt i huset, før han vendte et slesk smil tilbage til hende, "Jeg slår dem ihjel.. Én efter én, indtil du går med mig," han smilede og trak lidt på den ene skulder, som om det var hverdag.

[Meghan Marsters]

Meghan følte sig hverken modig eller i stand til at stille nogen modstand op imod den fremmede, men alt i hende skreg at han ikke måtte skade hendes familie. Frygten og stressen truede med at tage over hendes sind, det var så svært at holde tilbage. Hun havde været for skræmt til at svare Abraham, ikke fordi den fremmede ikke ville få øje på hende, men alting skete så hurtigt. Hendes bange øjne faldt på Tati da hun bad hende om at flygte. "Hvad? Men..." Mere nåede hun ikke at viske tilbage, før Patrick var henne ved dem. Hun holdt sig tilbage som staven blev peget imod hende, men da han tog fat i Tatianna og gav hende en lussing sprang Meghan frem imod ham og gav sig i stedet til at slå løs på ham med alt hvad hun kunne som hun prøvede at komme imellem ham og Tatianna. Hun havde endelig fået en familie og hun ville beskytte dem som de ville beskytte hende -også selvom der ikke var meget hun kunne gøre. "SLIP HENDE! Lad hende være!" Skreg hun af ham alt imens hendes indre sitrede for at slippe fri, men hun holdt det i ave.