Don't you get it?

[Ever Goldstein]

DATO: Nytårsaften December 2057 

TID: 22:00

STED: DMUs spisesal, London, England

VEJR: Snevejr

PÅKLÆDNING: Her

TAG: Haru Faa

---

Ever var iklædt et rødvins rødt jakkesæt med en sort skjorte under jakken, som diskret tittede frem under vesten. Jakken havde han taget af og svunget over skulderen, fordi han ærlig talt ikke var meget til at have sådan en jakke på. Han følte sig mere lækker uden. Han havde også besluttet sig for at gå med en eller anden sød fyr hjem i dag. Mest af alt for at få Haru ud af sit hoved. For Haru ville ikke have ham, og det kunne han lige så godt slå ind i sit krølhårede hoved. Jo før han fattede det, jo bedre.

Han rullede øjnene, før han tog imod det glas champagne, som han fik rakt, da han trådte ind i spisesalen, som var blevet lavet om til gallarum. Der var flot og ikke lige så vinterligt, som det havde været til julefrokosten. Der var mange farver og former i rummet, og alt så generelt meget festligt ud. Meget flot alt i alt. Han kunne ikke have været mere tilfreds, selv hvis han selv havde pyntet det op. Juletræet var endda også flyttet, så alt var meget mere klar til det nye år.

Som han bevægede sig gennem spisesalen, så han et par stykker, som han kendte. Han vinkede til dem, og tog en kort snak med enkelte, før han var kommet ind til midten af rummet. Der stoppede han op, lukkede øjnene og lyttede blot til musikken.

[Haru Faa]

Outfit

Haru havde ikke rigtig haft noget sted at tage hen nytårsaften, men havde hørt at Yuri Faa var startet på universitetet,så han valgte utroligt nok at glemme det sidste års hårde opdragelse, og så crashe en fest. Efter at være løbet på Ever for nogle uger siden, havde han virkelig brug for at snakke med Yuri, eller måske @jiro, men han var nok lidt mere... alvorlig nu... måske? Haru var ikke sikker, men Yuri lød som det rette valg.

Hjemme havde Haru længe kigget på den mørkhårede japaner i spejlet og følt sig så forkert, men den spraglede guldjakke gav ham det lidt minder om hvem han engang havde været og så længe ingen voksne Faa var til stede, så kunne han vel nok måske få lov at sænke paraderne lidt. Han havde kigget ned på hånden med sin forlovelsesring og sukket. Hvorfor lige ham? Den havde dog fået lov til at blive siddende, nok mest egentlig som et skjold mod evt fulde piger, som ville kunne finde på at flirte. Den del magtede Haru ikke. Han ville bare drikke sig fuld og glemme alt og alle!

Det var med det i tankerne at han var trådt ind på DMU og han havde da også allerede fået sig lidt at drikke, uden at han på nogen måde var for fuld til at vide hvad der skete omkring ham. Haru stod i den ene ende af spisesalen, det et stort vildtret hår fangede hans opmærksomhed. Det var simpelthen løgn! Han måtte jo drømme. Hurtigt tømte han sit glas og gik mod fyren, og ja, ganske rigtig! Ingen ringere end Ever. Han stod med lukkede øjne, hvilket fik Haru til at tøve kort, men for fanden det her var nytårsaften! Han tog de slag det måtte kræve for at han fik den bedste aften han kunne drømme om. "1 galleon får din tanker? 2 hves di handlor om mai" lod det roligt mens han så ventede på at Ever ville åbne øjnene.

[Ever Goldstein]

Ever stod og nød musikken med lukkede øjne, og kunne kun mærke at folk bevægede sig omkring ham. Han kunne ikke se dem selvfølgelig, og han var heller ikke interesseret i at se dem lige nu. Faktisk ville han bare gerne have lov til at stå og nyde. Nyde denne dejlige musik, og måske også danse lidt. Måske finde en sød fyr og... nej, det kunne han ikke. Selvom han ikke længere var sammen med Haru, så føltes det alligevel som om, at han var ham utro hver gang han fandt sig selv kigge på en anden fyr. Han kunne ikke holde det ud! For han var bundet til Haru uanset om asiaten ville have ham eller ej.

Som han stod der med lukkede øjne mærkede han en duft ramme sine næsebor. Det var noget, som han havde duftet før, men han kunne ikke placere det. Ikke sådan helt i hvert fald. Indtil han kunne altså. Billeder af blåt hår og brune øjne flimrede for hans indre blik. Et smil. Smilehullerne. Brune øjne igen. En latter og et smil mere.

Han rystede på hovedet, og sank for at tvinge tårerne tilbage, da han hørte Harus stemme i sit øre. Så rystede han på hovedet. Det måtte være indbildning. Et gespenst! Men da han åbnede øjnene, så så han Haru foran sig. Han tvang sine øjne hårde og sin stemme fast, da han svarede ham: "Hvad laver du her?"

[Haru Faa]

De hårde øjne, der mødte Haru fik ham til at træde et skridt tilbage og dermed øge afstanden imellem dem. Det var måske ikke lige det her han havde håbet på. "Jeg fulgts me Yuri." Forklarede han kort. Han prøvede generelt at holde sine sætninger korte for ikke at komme i problemer med Sproget også. Det ønskede han virkelig ikke nu, skønt han samtidig han en masse på hjertet, som han gerne ville sige til Ever, nu han var der. "Jeg vidst ik du var her." lød det, før han så rynkede brynene en smule. Var Ever vred over at han var kommet? ville det være bedre, hvis Haru bare gik igen? Han kunne virkelig ikke vide det. Han vidste bare at han helst ville være hos Ever. Det blev også springbræt for hans næste skridt som krævede en del mod af ham. "Må jeg tal me dai udnfår? Du ska vid sanhed." hakkede han sig igennem, det var svært, men han ville ikke gå ind i det nye år og vide, at han havde spildt sin chance, for at få Ever tilbage ind i sit liv.

[Ever Goldstein]

Ever løftede det ene øjenbryn, og glattede sine krøller lidt. Så rettede han lidt på kraven på sin skjorte, og forsøgte at se så ligeglad med Haru ud som overhoved muligt. For han ønskede ikke, at Haru så, hvor ondt det her gjorde på ham. Hvor ondt det gjorde, at Haru var her. Nu. Han ville bare gerne have ham til at forsvinde. Han syntes, at han havde givet ham chancer. Well, en chance i hvert fald. Men han havde ikke ret meget lyst til at give ham flere. Give ham flere muligheder for at såre Ever.

Med hovedet på skrå lyttede han alligevel til Harus ord. Hvorfor havde Yuri taget Haru med hertil? Han forstod ingenting lige nu.

"Og jeg vidste ikke, at du var her. Jeg smutter bare." Han skulle til at vinke farvel til en kammerat eller to, da Haru bad om at tale med Ever udenfor. Han ønskede ikke at skabe konflikt, men hvis Haru havde noget at sige ham, så måtte han sige det her. Så det var også det han sagde. Kind of.

"Jeg har ikke noget at tale med dig om Haru," kom de kolde, nærmest frosne, ord ud af hans mund.

[Haru Faa]

Ordene slog hårdt på Haru, og man kunne se hvordan smerten satte sig i hans ansigt. Han ville så gerne have sin Ever tilbage og i aften skulle være den aften, hvor han havde smidt alle sine hæmner og de kæder familien gennem det sidste år havde lagt ham i. Han ønskede så brændende at få Ever til at smile igen, at få at kram af ham, at mærke hans kærlighed. Men Ever var kold lige nu. 

Et øjeblik stod Haru og vurderede sin sag. Dette her var muligvis hans eneste chance. Derfor tog han også en hurtig beslutning, når nu ikke Ever ville med udenfor, så måtte han jo gøre det her. Han trådte tættere på Ever, så tæt at han kunne stjæle et kys fra fyren han nærede så store følelser for. 
Efter kysset trådte han et skridt tilbage og så Ever ind i øjnene. "Du hør på mig nu. Min far bestemor mit liv. Jeg kan ik gør noget. Han slår hånden a mai. Han..." Haru tav og så ned i jorden. Ever skulle bestemt ikke se hans øjne lige nu. "Jeg er forlovt med en kun for at skabe godere forretning." Forsigtigt kiggede Haru igen op, for lige at se om Ever stadig var der, eller om han var gået.

[Ever Goldstein]

Ever så chokeret til, som Haru forsøgte at kysse ham. Det fik ham til at reagere med det samme, men næppe på den måde, som Haru ville have. Han kunne bare ikke. Ikke igen. Ikke en gang til. Han kunne ikke klare følelsen, så han ramte ham med en iskold afvisning ved at tage fat om hans skuldre og skubbe ham baglæns. Det var et hårdt skub, som ville gøre de fleste usikre på benene. Med hårde, kolde øjne så han på den mand, som han engang havde elsket.

"What the f*ck Haru? Du kan altså ikke bare komme her og kysse mig!" råbte han højt nok til, at flere vendte sig om og så på dem. Forhåbentlig ville den skærpede opmærksomhed få Haru til at fordufte. Forhåbentlig. Eller, ja, hvis han var heldig.

"Jeg er ligeglad med dine undskyldninger," svarede han og vendte ryggen til ham. Han sendte dem omkring dem et så ikke-Ever-agtigt blik, at de fleste så væk igen. De turde tilsyneladende ikke andet, når Ever var så vred som han var. Det var så tæt på, at han kogte over. Men det gjorde han så også, da Haru afslørede af forlovelsen var ren proforma.

"Og hvad skal jeg så være? Din skøge? Din fryns på sidelinjen?" hvislede han ildevarslende til ham, mens han så ham direkte i øjnene.

[Emiliya Pendareva Ayers]

Outfit

Emiliya var taget til nytårsfesten, ligesom så mange af de studerende på Universitetet. Det synes hun nu også, at hun havde fortjent, for hun havde virkelig knoklet dette semester. De fleste af hendes eksamener var overstået, så det var bare at feste igennem. Hun var en del mere åben og frisk på uni, end hun havde været på Hogwarts. Der var hun lidt stille, men det var nu også mest fordi, hun først var kommet på sit 5. år, og folk havde lidt behandlet hende som lærerens kæledægge det første år, fordi hun var datter af Ravenclaws overhoved/professor i besværgelser. Derudover var der mange, der forventede, at hun var mega dygtig til flyvning, fordi hendes mor havde spillet professionelt, og de drillede hende lidt, da de faktisk fandt ud af, at hun var bange for at flyve. Det var dig blevet bedre, jo længere hun var kommet op i årgange. Hun havde en fin vennekreds og fyrene var da begyndt at kigge lidt efter hende.

Nu gik hun på Uni, og det var som at starte på en frisk for hende. Hun elskede at gå der, og nu ville hun nyde festen. Hun gik forbi et par fyre, der stod og havde en samtale, hvor hun dog ikke hørte, hvad de snakkede om. Hun kendte dog hurtigt den ene af dem. Ever. Ham kunne hun huske fra Hogwarts. Emiliya sendte ham et smil, men hun ville ikke afbryde dem, så hun gik ikke helt derhen.

[Haru Faa]

Harus hjerte blev knust til støv, da Ever åbnede munden. Det føltes fuldstændig som at tabe porcelæn på en stengulv, så det plintres i tusindvis af stykker. Det gjorde så ondt, at han bare stod og kiggede i chok på den fyr han havde elsket. Den fyr der havde fået ham igennem så meget. Den fyr han havde tænkt på HVER gang hans far havde straffet ham, og som havde gjort alle pinslerne okay. "Jeg tro..." Mere sagde han ikke modet sank blot i ham og blikket blev fjernet fra Ever. Han ønskede ikke at se mere på fyren lige nu.
Slet ikke da Ever kort tid efter fyldte endnu flere ord på det hele, hvilket Haru kun fik det værre af. Var han ligeglad med undskyldningerne? var han ligeglad med Haru også? Det gjorde ondt, og den japanske dreng mærkede hvordan den sidste flig af hvem han virkelig var begyndte at rokke sig fri af det jerngreb Haru havde holdt det i. Mindet om ægte kærlighed, mindet om at han uanset familien, ikke var alene, men han havde aldrig følt sig mere alene end han gjorde nu.
Evers ord og spydigheder gjorde mere ondt end en hver forbandelse, der var blevet kastet over Haru gennem det sidste år. Så med tårevædede øjne så han op på Ever, rystede på hovedet og vendte sig om for at gå. Han ænsede ikke engang pigen, der var på vej hen til Ever. Alt Haru gjorde var at gribe ud efter en flaske vodka og forlade fest.

[Ever Goldstein]

Ever vidste godt, at han havde været hård ved Haru. Det var ingen hemmelighed, ikke engang overfor Ever selv. Men det gjorde ondt inden i ham. Meget ondt. Han ville så gerne Haru, men han kunne ikke. Han havde brug for at heale først. Brug for at komme sig over Harus blanke afvisning fra sidst. Men han havde ikke engang tårer i øjnene, da Haru begyndte at forlade ham. Faktisk fik han bare lyst til at såre ham endnu mere, skulle han være helt ærlig.

Så da han så Emiliya, en pige han havde gået på kollegie og årgang med på Hogwarts, greb han chancen. Han gik hen imod Emiliya, og hviskede til hende: "Kan du ikke lige spille med et øjeblik? Du kan slå mig, når han-" Han pegede på Haru, "-er gået, hvis du vil."

"Jeg har andre ting at tænke på nu Haru!" med de ord lagde han armene på hofterne af Emiliya, rakte frem for at kysse hende og håbede på, at hun ville gå med til det, og ikke slå ham. Eller i det mindste vente med at slå ham, til Haru var gået.

[Emiliya Pendareva Ayers]

Emiliya overvejede stadig om hun skulle gå hen og sige hej til Ever, men hun synes alligevel det virkede som om hun ville afbryde noget. Noget der ikke ville være alt for godt at afbryde. Derfor besluttede hun sig for, at hun ville gå hen og få sig en drink, og så måtte hun hilse på ham senere, hvis han da stadig var der der. Hun nåede dog ikke at gå, før Ever var kommet hen til hende.
“Hva..” Mere nåede hun ikke at sige, før Ever havde taget fat i hende og halet hende ind til et kys. Det kom totalt bag på hende, men hun havde da fanget lidt af, hvad han havde sagt. Hun var dog ikke helt med på den, men hun havde fået lidt at drikke, så hun gled egentligt bare lidt ind i det. Det var vel også en måde at sige hej på?

[Haru Faa]

Der lød en klirren fra Haru, som tabte den flaske han netop havde taget for ar ville drikke. Indholdet sprøjtede op af ham, men han var ligeglad. Alt han så for sine øjne var Ever, der kyssede en anden pige. Kyssede en der ikke var ham. Var de mon kæreste?
Det gav et ryk i brystet på Haru og den sidste del af hans hjerte var gået fri. Den del der tilhørte Ever, den del som i sidste ende havde været kernen til hvem Haru var, var nu ved at forsvinde. Efter det, ville han bare være en kedelig kontornusser med mappe under armen og en kone i hjemmet. Men hvad nyttede det også. Den lille vigtige del han havde gjort alt for at holde ved og beskytte var nu blevet taget fra ham. Han vaklede kort da det gik op for ham, og satte så kurs mod døren. Han måtte ud, NU! Han kunne ikke trække vejret. Smerten skyldede ind over ham som en flodbølge.
Han så sig ikke tilbage. Anede ikke hvor nogen var. Han måtte bare ud! Slipset blev løsnet mens han gik, uden at Haru lagde mærke til om det helt faldt af ham, da han hastede afsted. Det kunne også være lige meget nu. Endelig nåede han døren og den mørke nat omsluttede ham, så ingen ville kunne se at han sank sammen op ad muren langt fra døren.

- Out

[Ever Goldstein]

Ever smilede fåret til Emiliya. Det var slet ikke det samme, som det tidligere havde været at kysse Haru. Men det var også lige meget nu. Han ville videre. Ville noget andet. Han ville ikke Haru mere, for det gjorde for ondt. Alt for ondt. Og han havde altså ikke lyst til at være Harus sidegesjeft. Han havde ikke lyst til at være Harus beskidte hemmelighed, mens han legede far, mor og børn med sin forlovede og kommende kone. Det nægtede han altså.

"Sorry," sagde han til Emiliya, og gestikulerede i den retning, som Haru var gået, "Det var bare... en eks, og jeg havde brug for, at han skulle fatte at det var helt slut mellem os. Du ved?"

Han gestikulerede lidt hjælpeløst med den ene hånd: "Det var bare lidt, ja, sorry at du skulle blandes ind i det. Jeg blev bare kinda... desperat?"