Happiness is a Warm Gun

[Elliott Andromedius]

Evelynn Keefer

De blide solstråler skar frem i vintermørkets barske kulde og forkyndede hans blege ansigt med små varme kys. Et sagligt smil havde formet sig på hans smalle læber som han sad og nød de få solstråler i sin tykke uldkappe som krammede om hans spinkle krop som en kærlig omfavnelse. Et dybt suk forlod hans læber samtidig som han lænede sig længere tilbage på bænken, hans oxfordbeklædte hæle skrabede mod gruset under bænken. Øjnene havde han forlængst lukket for at skåne sine sarte øjne. Det havde ikke været mindre end en halv time siden han havde fået sig en øl med den søde unge pige, og glemt alt om lektierne som nu lå glemt på bænken ved hans side. Han havde endnu ikke forstået hvad professorerne dog ville med hans tekster, når de nu selv havde overfyldte bogreoler og tårnhøje bunker af ulæste bøger i deres kontorer. Så brilliant tiltænkte han nu ikke sine egne tekster at være. En blid snorken forlod nu hans milde ansigt som han sank dybere ned i sin lykkesaglige stund. 

[Evelynn Keefer]

Eve havde endelig afsluttet sin sidste lektion denne dag, og det havde ikke kunne gå for hurtigt med at komme ud og fange dagens sidste solstråler. Når man boede i Englang, kunne man trods alt aldrig vide sig sikker på hvornår den havde tænkt sig at kigge frem igen, slet ikke i vintertiden.
Med en lun kop kaffe i hånden, og kursen sat mod sit ynglingsted, en lille bænk nær vandet, strøg hun hen over den frostbelagte græsplæne. Til sin overraskelse, bemærkede hun dog, at pladsen var booket som hun nåede frem.
Egentlig var hendes første indskydelse at slå sig ned ved siden af ham i stilhed, men da hun bemærkede bogen ved hans side og hørte den milde snorken, var hun ude af stand til at lade det passerer uden en kommentar.
Hun trak den rødstrikkede hue, med den barnlige kvast på toppen, ekstra godt ned om ørerne, rettede kraven på den matchende frakke en smule og satte sig så ned ved siden af ham, på modsatte side af bogen, ”At falde i søvn herude er en perfekt opskrift til en lungebetændelse.” Kommenterede hun, blikket havde et morende, men venligt skær som det hvilede på hans skikkelse. Hun sippede let til sin kop og afventede en form for reaktion.

[Elliott Andromedius]

De milde ord kom bag på ham, selvom han havde syntes at høre den knasende lyd fra fodtrin mod det frostbelagte græs. Efter et kort overrasket snork, vædede Elliot sine læber og hævede et øjenbryn ved det lattermilde udsagn: ''Der findes ingen 'opskrift' på lungebetændelse, måske en forhekselse hvis De vil være rigtig strid'', svarede han med sin faktuelle stemme samtidig som at han skævede til den højrøde pragtfigur ved sin side. Farven skar næsten værre i øjnene end det hårde vinterlys, og i en rekation hævede han straks sin hånd for at gnide sit ene øje end anelse fortumlet. Han gabte, et langt tungt gab inden han skuttede sig i sine tunge gevandter og så på kvinden ved sin side, eller nærmere den dampende mørke drik i hendes hænder. ''Hvad er klokken?'', spurgte han fraværende imens han følte øjenlågende blive tungere og tungere på ny under vintersolens skær. Det varede ikke længe inden endnu et langtrukkent snork undslap ham. 

[Evelynn Keefer]

Et breds smil formede sig på hendes læber ved den udtalelse. "Udemærket, så lad mig omformulerer-" Sagde hun med ophøjet pande, "-du bliver sandsynligvis syg hvis du sidder og sover herude i kulden." Hun sendte ham et morende blik og betragtede ham ufortrødent, som hun tog en lidt større tår af kaffen, "og altså, du behøver ikke sige De til mig, så fint på den er jeg slet ikke." Med endnu et skævt smil, lod hun blikket glide ud over vandet hvor frosten havde gjort overfladen tiliset.
Hun trak let op i ærmet på frakken, for at kaste et blik på det lette armbåndsur. "Den er kvart over kvart over 3." Informerede hun og så atter tilbage på ham, "haft en hård nat?" Han lignede hende når hun havde siddet oppe hele natten for at studerer. Eller været i byen. Hun var dog ikke sikker på om han hørte hende, eftersom en snorken atter begyndte at lyde fra ham. Hun måtte bide sig i læben for ikke at le. I stedet holdt hun blot blikket på ham med et hævet bryn.

[Elliott Andromedius]

''Men der er jo varmt her i solen?'', besvarede han hende ufortrødent. Solstrålerne føltes som varme kys mod hans kinder og ansigt, det kunne vel ikke være så ilde? Han hørte knapt hendes svar men lod sig istedet for døse hen i nogle gode lange sekunder, inden han med et chok satte sig brat op. ''Sagde De kvart over tre?'', udbrød han en anelse forfjamsket alt imens han gav sig til at pille ved sin lædermappe for at åbne den og fremdrage lektierne. ''Åh nej, jeg lovede at aflevere min artikel for en time siden'', han stønnede højlydt og gled fortvivlet hånden gennem det mørkebrune hår. ''Han er nok gået hjem nu... Forbandet, nåh'', han himlede med øjnene og lagde atter sine lektier tilbage i tasken og skuttede sig i de varme gevandter. ''Hvad studerer De, frøken...?'', fiskede han venligsindet selvom han havde hænderne dybt begravet i de varme lommer.

[Evelynn Keefer]

Igen blev et slankt bryn hævet af ham, "synes du virkelig?" Jovis det var lunere i solen, men varmt var set med hendes øjne en overdrivelse. Dog havde hun også altid været en anelse kuldeskær, så måske det var derfor.
Det gav et lille gib i hende som han satte sig brat op. Som for at være helt sikker i sin sag, checkede hun uret på ny og nikkede så, "yeah." Fastslog hun.
Et medfølende blik gled over hendes ansigt, som hun fornemmede hans stress ramme hende som en mur. Hun havde ikke lært at styre sin evne, og havde det sommetider med at opsnappe følelser og tanker uden hun søgte det. "Hvad skulle du skrive om?" Spurgte hun ind af nysgerrighed.
"Jeg studerer healing, eliksirer, magiske dyrs adfærd, magiske væsner, drager," remsede hun op imens hun talte på fingrene på den ledige hånd for at sikre sig hun havde fået det hele med. "Jeg vil gerne være healer for magiske dyr og væsner." Forklarede hun uddybende. "Læser du journalistik?" Eftersom han havde snakket om en artikel så var det vel en god mulighed. Hun rettede sig lidt på bænken for at sidde bedre.

[Elliott Andromedius]

Elliott skulle lige til at svare kvinden ved sin side da hun selv bramfrit gav sig til at opremse sine mange fag. Han kunne ikke lade være med at føle sig imponeret, og nikkede ivrigt til hvert ting hun nævnte. ''De må jo have et endevæld af lektier'', svarede han med et næsten fortrøstningsfuldt smil. Måske hendes forældre hadede hende siden hun havde så mange forskellige fag, ellers var hun en blærerøv. Tanken fik ham til at smile for sig selv. ''En sjælden gang imellem, jeg synes Profettidende oftest er noget juks'', svarede han venligt til hendes spørgsmål om journalistikken. Det var et underligt spørgsmål, de fleste artikler vel journalistisk arbejde? Eller måske han havde misforstået noget i timerne, det ville ikke være første gang. ''Jeg studerer til Healer, for hekse og troldmænd altså... To ben, du ved'', indskød han da han var helt sikker på at hun ikke skulle til at line flere klasser op. Det havde været hans forældres idé, men det var vel også spændende og han var åbenbart god til det, ifølge ham selv. ''Er det så mest drager du vil heale?'', spurgte han engageret i den røde pragt fremfor sig. 

[Evelynn Keefer]

Eve trak let på skuldrene, ”tja man kommer ikke sovende til det,” sagde hun smilende, ”men sådan er det jo med de fleste fag.” Slog hun det lidt hen. Hun rømmede sig en smule og tilføjede så, ”og altså, er du ikke sød ikke at sige De til mig? Det får mig til at føle mig som en midaldrende kvinde,” hun sendte ham et bredt og drilagtigt smil, de lyse øjne var levende og varme.
Hans udtryk hende hende blot til at smile, om muligt, endnu bredere. ”Ja det kan det vel være sommetider.” Svarede hun blot og fugtede læberne med tungespidsen. Kulden havde gjort dem en smule tørre. ”Virkelig? Jamen så må vi da næsten have nogle timer sammen,” besvarede hun sprudlende, healing var jo healing, hun synes dog ikke at kunne genkende ham, men de var selvfølgelig også mange på holdet og hun var nok ikke den mest opsøgende derpå.
Hun ryestede på hovedet med et nyt smil, ”nej ikke nødvendigvis, men jeg tænker at det ville være godt at lære noget om dem, hvis man pludselig står i situationen, bare så man ikke ender på menukortet.” Hun blinkede kækt til ham.