We Are Family

[Tatianna Mary Maximorff]

Til: Lawrence Dale Rider - Abraham Maximorff - Matthew Maximorff - Arian Herakles Mason - Jasper 'Wolfgang' Rider - Meghan Marsters - Donovan "Wolfgang" Sawyer
(Ingen rækkefølge, man svare med den, man tænker det giver mening med, når det giver mening)

Sted: Hjemme hos Abraham Maximorff .

Tid: Juleaften, omkring klokken 19.

Outfit: Link

---

Tati elskede sin familie utroligt højt. Hun elskede deres åbne sind og deres hjertevarme livsstil, selvom hun selv faldt lidt uden for den ramme. Hun elskede sine forældre, for at tage dem ind, som havde mest brug for det. Både Meghan og Donovon som eksempler. Hun havde derfor også vidst, at da de havde sagt, de forventede Lawrence og Tati ville holde jul med dem dette år, så havde det ikke været en mulighed for nogen af dem, at sige nej tak. At hun så havde begået fejlen og sagt, at så ville Jasper og Arian jo sidde helt alene, så var de to selvfølgelig også bare blevet inviteret med.
Som sagt så elskede Tati sin familie utroligt højt, men efter allerede tre timer i deres selskab, så havde hun også brug for en pause. Hun havde derfor fundet sin jakke og havde trukket Lawrence med udenfor, for at ryge. "Åh stilhed.. Nyd det så længe det vare.." lød det nærmest optimistisk fra hende, før hun tændte sin smøg og tog et stort hvæs af den. "Hov, tror du egentlig Jasper ville have været med?" spurgte hun kæresten og så på ham med sine nøddebrune øjne.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence havde aldrig været en stor fan af jul. Alt det med folk der rendte rundt og var glade over de skulle fejre en himmelmands fødselsdag, og finde lys i mørket og hvad folk nu ellers sagde det drejede sig om, gav han ikke meget for. For ham var det bare nogle irriterende fridage, men nogen gode indtjente dage i den anden ende. Han havde altid fejret jul med Jasper, så det var underligt for ham at være et andet sted. Han var da glad for, at Jasper og Pestilensen var inviteret med, men han kunne nu godt mærke at det i Tatis familie var noget helt andet end det var i hans eget. Al den hjertevarme, kram og kærlighed var for meget for ham. Lawrence stillede sig op ad en væk og tændte sin smøg. Han tog et langt hvæs. ”Jeg kan gætte mig til, den ikke vare længe?” halvspurgte han. Han vidste det jo egentlig godt. Det var ikke første gang han mødte hendes familie. Han så mod hende ved hendes spørgsmål og trak lidt på skulderen. ”Jah, men han kommer vel nok herud, hvis han har brug for at ryge, tænker jeg?” Jasper var trods alt en voksen mand, så han behøvede vel ikke en babysitter. Han tog et nyt hvæs. ”Er jeres jule altid sådan?”

[Tatianna Mary Maximorff]

I Tatis familie blev der sunget, grint og fjollet, der var liv og glade dage for alle pengene og der manglede intet. Der var massere af mad, gaver til alle - selv Tatis forældre havde købt en gave til Lawrence, fordi han i moderens øjne var familie nu, selvom Tati havde en grim fornemmelse af, at hendes far ikke helt havde accepteret Lawrence endnu. Hun tog et hvæs mere af sin smøg, mens hun rystede lidt på hovedet, "Nope.. Snart er der dessert og så er der krig om mandlen," svarede hun roligt, men skar en lille grimasse. Det var ikke ualmindeligt, at sådanne en krig endte i madkrig i Maximorff hjemmet. Hvilket betød en kæmpe oprydning bagefter, selvom det var sjovt så længe det varede. Hun trak lidt på skulderen, "Jah," svarede hun og så ind af vinduerne til stuen, hvor familien var samlet. Hun vendte blikket tilbage på Lawrence, som han stillede hende et spørgsmål, "Stort set, ja," svarede hun og tog et nyt hvæs, "Hvordan plejer jeres jul, at være?" spurgte hun og tippede hovedet lidt til den ene side.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence vidste ikke rigtigt hvordan han skulle tage imod en gave. Han havde købt gaver, fordi han skulle holde jul med dem alle sammen. Han vidste aldrig helt hvordan han skulle forholde sig til det, fordi han i bund og grund ikke syntes han fortjente en. ”Krig simpelthen?” spurgte han en smule skeptisk. Han gik ikke ind for at lege med maden – man sad pænt og spiste den. Hans opvækst havde så også været meget streng angående spisesituationen. Lawrence havde ved en given lejlighed fået stukket en gaffel i hånden, fordi han havde taget noget før der var blevet sagt værsågod. Han så kort ind. ”Arian har kun taget halvdelen af sine gaver med…” påpegede han. Han havde hørt Arian sige det på vej ind ad døren. Han nikkede lidt til hendes svar og tog selv et hvæs af sin smøg. ”Vi plejer at spise… og gaver.. Normalt er vi kun Jasper og mig… og Arian nu.. Nogle gange har vi også besøgt Michael.. øhm, min onkel.. Men ikke så tit,” han trak lidt på skulderen. Han var ikke den store julefan. Eller fan af nogen helligdage generelt. Jo bøf og BJ dag, men det var også noget helt andet.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper kunne godt mærke, at det her ikke var en aften han havde set frem til, på nogen som helst tænkelig måde. Skulle han være helt ærlig, så ville han meget hellere sidde derhjemme, med en whisky i den ene hånd og grave sit eget øje ud med en teske med den anden hånd, men alle kunne jo ikke få, hvad de ønskede sig. Han ville fint kunne acceptere, hvis bare Lawrence, havde sagt han ville fejre jul med sin kæreste dette år. Ingen problemer. Men hvorfor... HVORFOR.. skulle han hives med ind i deres familie-tam-tam? Han ville kunne sidde helt alene juleaften eller hvilken som helst anden aften, og det ville ikke røre ham det mindste. Han havde gået meget op i julen og andre helligdage, dengang Rachel levede, fordi hun havde gjort det og for børnenes skyld, men aldrig for sin egen skyld.
Han sad i sofaen, med den ene arm bagom Arian og lyttede egentlig bare til den anden familie, som snakkede om.. Nej okay, han lyttede faktisk ikke, det var bare støj i hans øre. Han lænede sig lidt mod Arian, "Jeg skal ud og ha' en smøg, vil du med ud eller venter du her?" spurgte han roligt, før han rejste sig op.

[Arian Herakles Mason]

Arian var typen, der passede ind i de fleste forsamlinger. Han elskede jul. Faktisk generelt elskede han alle helligdage. Hans kærlighed til jul var dog blevet mindre efter han havde mistet sine forældre. Han ville give alt for at få bare en enkelt jul med dem igen - men han vidste godt, det ikke kunne lade sig gøre. Det var derfor med bittersøde følelser, han lige nu var tilstede. Han kunne godt lide Tati's familie, de var flinke at snakke med og meget hjertevarme. Hvert år, led han dog også et afsavn der forstærkede hans sorg. Ikke den var der tit; men lige sådan noget som jul, der ramte det ham dog mere. Han havde ikke taget alle sine gaver med, men kun omkring halvdelen. Han havde altid fået mange gaver, men han var også generelt meget vellidt. Arian sad en smule i sine egne tanker, som han kiggede på Tati's yngste lillebror, der snakkede om hvordan Charles besøgte dem - som så var Lawrence. Hans tanker var lige nu på en jul han havde haft med sine forældre, hvor 'julemanden' havde været på besøg. Han blev dog afbrudt af sin tankestrøm, som Jasper rent faktisk tog sin arm til sig og snakkede til ham. "Hva?" lød det sagte fra ham, inden han rømmede sig lidt og så op på ham. "Jeg vil gerne med. Jeg kunne godt bruge noget frisk luft," påpegede han roligt, og rejste sig op. Han nikkede til Tati's familie, og gik roligt med. "Hey girl," kommenterede han som han fik øje på Tati. "Vi tænkte at du savnede mig," påpegede han inden han blinkede drillende til hende. 

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati nikkede lidt, "Jep. Madkrig.. Men bare rolig, jeg skal nok slikke risalamanden af dig senere," svarede hun og blinkede flirtende til ham. Hun tog et hvæs mere af sin smøg, selvom hun virkelig godt kunne bruge noget andet at ryge, så holdt hun sig fra det, når hun var sammen med Lawrence, og sin familie generelt, for de ikke skulle kunne lugte det. Hun kunne dog hele tiden mærke en indre uro, selvom det intet nyt for hende var. "Hvad mener du?" spurgte hun og lod røgen sive langsomt ud. Hun nikkede lidt til hans svar, før hun gik hen til ham og kyssede hans læber. Nu var de endelig lidt alene, så det galt om at udnytte det, så længe det varede. Ikke fordi hun ikke ville kysse ham foran sin familie, for det havde hun ærligt talt intet problem med, foruden Daniel kunne være pisse irriterende omkring det. Hun slap dog kysset igen, som hun hørte Arians stemme bag sig, "Heey," hilste hun retur og grinte lidt, "Jeg savner dig altid, babe," svarede hun og blinkede morende til vennen, før hun sendte Jasper et venligt smil.

[Lawrence Dale Rider]

I Lawrences hoved legede man ikke med maden – men det kommenterede han ikke på lige nu. Det ville så nok også blive tydeligt, når han sad ved bordet og passivt lod folk kaste med mad omkring ham – selv hvis den ramte ham. Han fnøs ved hendes kommentar. ”Yeah? Er det min julegave?” han blinkede en enkelt gang til hende, som han stillede spørgsmålet. Han havde nydt det flirtende blink, hun havde sendt ham. ”At han havde nok 40-50 pakker hjemme ved Jasper, men han har ikke taget dem alle sammen med…” påpegede han. Han tog et hvæs og lod røgen sive ud, inden han mærkede hendes læber presse sig mod sine. Han gengældte kysset og lod en arm svinge sig rundt om hendes hofter. Han lod hende slippe og så mod Jasper og Arian og hilste med et nik. Han tilbageholdt et fnøs ved Arians kommentar og gav i stedet slip på Tati, og henvendte sig til sin far i stedet. ”Skal du låne ild?” spurgte han roligt.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper nikkede roligt til Arians svar, før han gik ud af samme dør, som han havde set Tatianna og Lawrence gå ud af, da han regnede med det var derude man måtte ryge. Han rystede lidt på hovedet af Arians ord til Tatianna, mens han fandt sin smøgpakke frem og satte en mellem sine læber. Han nikkede kort til Lawrences spørgsmål, da han netop havde stået og mærket lidt på sine lommer, som han havde prøvet at finde sin egen lighter. "Ja tak," mumlede han med smøgen mellem sine læber og rakte hånden frem mod sønnen for, at tage imod lighteren. Han sendte et kort nik til Tatianna, som han så hendes smil. Han vidste ikke hvordan hun havde det med ham, og han havde egentlig ikke det store forhold til hende, foruden han var glad for at se Lawrence havde fundet kærligheden på deres egen måde.