If We Have Each Other

[Darcel Montaque Lavoie]

Han hørte hendes morende og lykkelige grin, som han løftede hende op. Hendes arme omkring ham, spredte yderligere varme ud i hans krop. Han smilede større som han mærkede kysset på kinden, og som hun bekræftede ham i at det var helt rigtigt. Han nød kysset og holdt også sine arme om hende til trods for han havde sat hende på gulvet. ”En ting mere?” spurgte han overrasket og lod de blå øjne hvile lykkeligt og forelsket på hende. Han havde nok værelser til et barn. Han havde nok plads. Han vidste godt, de ikke havde været sammen længe – men når det var rigtigt, hvorfor skulle man så overhovedet vente? Han var ikke i tvivl med Isabella. Det var faktisk første gang, han nogensinde havde oplevet at han ikke var mistroisk i et forhold. At han rent faktisk var forelsket i personen, og ikke i det personen repræsenterede. Isabella havde hele pakken; hun var et fantastisk og godt menneske, en vidunderig mor og bare.. alt han nogensinde havde manglet. Hun var et anker for ham. Han grinte som hun sagde det var tvillinger – ikke et nervøst grin, men måske nærmere a la: Hvad er chancen? ”Tvillinger..” gentog han med et varmt smil over på sine læber. ”Jeg glæder mig så meget til at møde dem begge to,” hviskede han og lagde en hånd ved hendes mave. Han lod sine øjne hvile på Isabella, inden han impulsivt åbnede munden og stillede et nyt spørgsmål; ”Vil du flytte sammen med mig?”

[Isabella Collins]

Isabella var ligeglad med, hvor længe de havde været sammen. Det der betød noget for hende, var hvor fantastisk hun havde det med ham og deres børn. At hendes børn havde fået en mandlig rollemodel, som de kunne se op til. Hun gjorde hvad hun kunne og følte var på sin plads i forhold til hans børn, da hun ikke ønskede der skulle gøres forskel på dem, heller ikke de to nye tilkomne der nu voksede i hendes mave. Hun nikkede til ham og smilede lykkeligt. Tvillinger. Der måtte ligge noget i nogle gener et sted hos dem begge eller som minimum hos én af dem. "Vi kommer op på seks børn, Darcel," grinte hun mildt. Overraskende nok, så skræmte tanken hende ikke, men tværtimod, så glædede hun sig og var sikker på, at de nok skulle klare det. Hendes smil voksede kun ved hans ord, som hun lagde sin ene hånd mod hans, da hun mærkede den mod sin mave, mens hendes blik blev flyttet til deres hænder, "Også mig," svarede hun og vendte blikket tilbage på ham, med lykken skrevet i sine øjne. Hun kunne ikke forestille sig nogen bedre måde, at starte et helt nyt år på. Hans spørgsmål fik hendes hjerte til at springe et slag over. "Der er ikke noget jeg hellere vil," svarede hun og kyssede hans læber længselsfuldt. Hendes hænder tog blidt fat om hans, som hun førte ham med ind mod soveværelset.

//FADE OUT