If We Have Each Other

[Isabella Collins]

Til: Darcel Montaque Lavoie
Sted Hjemme hos Darcel og hans børn.
Tid: Nytårsaften.
Outfit: Link

---

Isabella havde for et par uger siden, fundet ud af, at hun var gravid. Hun havde været til healeren og fået bekræftet, at hende og Darcel ventede tvillinger. Terminen var sat til 18.08.2058 og hun glædede sig. Det eneste var bare, at hun siden da havde glædet sig alene. Hun havde ikke fortalt ham den - forhåbentlig - glædelige nyhed endnu. Hun havde heller ikke fortalt sine børn endnu, at de skulle være storebror og storesøster, både fordi hun ikke var ret langt henne endnu, så meget kunne nå at ændre sig, plus hun ikke vidste om Darcel ønskede flere børn, og hun ønskede ikke at trække noget ned over hovedet på ham, som han ikke ønskede at være en del af.
Derudover havde hun også skulle finde det helt rette tidspunkt, at fortælle ham det på. Og ikke mindst, hvordan. Det hele var dog planlagt nu. Det var nytårsaften og hun og børnene havde sovet hjemme hos Darcel. Hun var spændt på, om Sam og Seb kunne holde sig vågne lige til klokken 00.00. Hun tvivlede, men måske var i år, året hvor det ville lykkedes dem, men nu med kun én time to go, så virkede det ærligt talt ikke sådan. Luften var tydeligvis gået af begge to, som de i sofaen med hver deres nytårshatte på og i deres fineste tøj. I dagens anledning havde Sam endda fået lov til, at få en smule af Isabellas læbestift på og det sjoveste i aftens gøren for den lille pige, havde været at efterlade kyssemærker på både Seb, Olive og Victor. Skulle Isabella være helt ærlig, så var hun efterhånden også i tvivl om det var hendes egne eller Sams læber, der kunne spottes på Darcels kind. "Tak for lækker mad, skat," lød det blidt fra hende, som hendes blå øjne hvilede på Darcel, før hun placerede et blidt kys på hans læber. "Du ser pokkers godt ud," hviskede hun mod hans læber og smilede til ham.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel var lige nu af logiske årsager komplet uviden om det liv, der voksede i Isabellas livmoder. Der skulle ikke herske nogen tvivl om, han ville elske at være forældre sammen med Isabella. Han gik ind i et forhold for at få det hele med. Han havde set hende med Charles i starten af december, og her var det gået op for ham, hvor bange han rent faktisk var for at miste hende. Olive og Victor havde efterhånden givet op for længst og var kommet i seng – men Sam og Seb holdt godt ud. Han syntes faktisk de begge klarede det utrolig flot. Darcel havde også det sekund han havde set Sam i sin mors make up givet hende en kompliment og lovet hende en dans – som han også havde givet hende. Han havde i løbet af aftenen også behandlet hende som en rigtig dame – efter de standarder han selvfølgelig kunne gøre det efter et barn. Det var dog vigtigt for ham, at hun følte sig som en kongelig, når hun nu på sådan en aften fik lov til at være i sin fineste kjole. Han var derfor ikke i tvivl om at en af de læbestiftsmærker der var på hans kind blandt andet var fra Sam. Han havde dog fjernet dem fra de små inden de skulle sove – det havde egentlig også taget noget tid. Han holdt dog utrolig meget af Isabellas børn, og de var ligeså velkomne som hans biologiske var. Han havde mistet tre hjerteslag og sit åndedræt som han havde set Isabella i sin fine kjole – og heller ikke det havde han lagt skjul på. Darcel sendte Isabella et varmt smil ved hendes ord, ”Og tak for helt igennem fantastisk selskab,” lød det varmt fra ham og lod de blå øjne hvile ind i hendes. Han gengældte hendes kys og smilede mod hendes læber ved hendes hvisken. ”Ikke halvt så godt som dig, gorgeous,” hviskede han hæst, og lod sine fingre flette sig ind i hendes. Der var ingen tvivl om Darcel var så forelsket i hende, at det halve rent faktisk ville være nok. ”Jeg glæder mig til at komme ind i det nye år med dig og børnene,” han løftede hendes hånd op til mund og gav den et blidt kys, inden han skævede ind mod Sam og Seb. "Tror du de klare den?" spurgte han med et mild grin. 

[Isabella Collins]

Isabella havde flere gange, været tæt på at afsløre de små menneskeliv i hendes mave, men hun havde holdt det hemmeligt så længe. Nu var der kun en time til, hun endelig ville kunne dele nyheden med ham. Hun havde altid drømt om en rigtigt kernefamilie, far, mor og børn. At de nu var en smule anderledes end hun som barn havde forestillet sig, var helt okay med hende. Dean Puckerman var fortid, selvom han selvfølgelig altid ville være børnenes biologiske far, så var det Darcel, som havde Isabellas hjerte. Hun havde aldrig været mere sikker i hele sit liv. Hun var begyndt at holde utroligt meget af både Olive og Victor, og hjalp hellere end gerne Darcel hvor hun kunne. Præcis ligesom hun gerne tog imod hjælp fra ham, når det kom til Sam og Seb. Hendes hjerte havde været fuldstændigt smeltet, da hun var kommet ind i stue til synet af Darcel danse med Sam, som var hun den prinsesse, som hun til tider opførte sig som. Hun følte sig så værdsat og elsket, hver gang han var i nærheden af hende. Den følelse ønskede hun at have hver dag, resten af livet.
Hun smilede kærligt, "I lige måde, min egen," lød det blidt fra hende, som hun strøg hans kind i kysset. "Jo," hviskede hun og lod sine fingre blive flettet sammen med hans, mens blikket hvilede forelsket på ham. Bare det, at han kaldte hende gorgeous, gjorde hende helt blød i knæene. Hun bed sig i læben med et smil bag, som han kyssede hendes hånd, "Det har været den bedste nytårs aften, nogensinde," svarede hun mildt og drejede hovedet lidt i retningen af Sam og Seb, hvilket fik hende til at grine lidt, "Måske, hvis vi går ind og rusker lidt liv i dem," svarede hun og vendte blikket tilbage på ham og smilede til ham på ny, før hun lod sine læber søge hans læber igen. Sam kom traskende hen til dem, og trak lidt i Darcels bukseben, "Papa, jeg er trææææt..." lød det beklagende fra den lille pige, hvilket fik Isabella til at se overrasket på den lille pige, "Sam skat," begyndte hun, men vidste virkelig ikke hvordan hun skulle redde den. Personligt var hun helt okay med, at Sam og Seb kaldte Darcel for Papa, men det betød jo ikke, at Darcel havde det på samme måde, men for hende var der forskel på papa og far, hvilket nok havde noget med baggrundene at gøre. Seb kom traskende hen til dem, lidt efter Sam, "Også mig, mor og papa.." gabte den lille dreng og gned sine øjne.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel havde faktisk endelig noget et punkt, hvor han følte han fortjente en kernefamilie. Han havde et eller andet sted altid vidst, at det ikke ville komme til at gå sammen med Jordan – men han havde været forelsket i hende og taget chancen til trods for, han vidste det var en fuser. Sammen med Isabella var han dog utrolig sikker og han følte sig tryg – hvilket også var vigtig for en mand, selvom de sjældent vidste det til omverden. Darcel ønskede at dele alt med Isabella og havde hun brug for hans hjælp ville han stå der i løbet af to sekunder og ikke stille nogen spørgsmål hvad end det var. Han var også glad for at både Sam og Seb virkede til, at de var blevet trygge ved ham – det betød så utrolig meget for ham. Darcel var af den holdning at enhver pige/kvinde skulle have lov til at føle sig som en prinsesse. Så han havde nydt dansen med Sam. Det var dog også vigtigt for ham at Seb ikke følte sig udenfor, og han havde derfor også sørget for at lave aktiviteter med ham der interesserede ham i løbet af aftenen. Der skulle ikke herske nogen tvivl; Isabella, Sam og Seb var alle værdsat og elsket af ham.
Han sendte et kærligt smil retur, ”tak,” påpegede han og nød hun strøg hans kind. ”Virkelig ikke,” hviskede han videre og nød at mærke hendes fingre mellem sine egne. Han sendte hende et varmt og brændt smil. ”Qui? Det synes jeg også mon cherie,” han nikkede for at understrege sin egen pointe og så selv ind mod de ældste. Han grinte som hun gjorde ”Tror du? Jeg tror de ender med at falde sammen på dig,” lo han mildt, inden han gengældte hendes kys på ny. Darcel så ned som han mærkede hans buskeben ruske ind mod ham. Hans blå øjne blev store og alt han nåede var at lægge en hånd ved Sams hår – hvilket mere var rent instinkt end så meget andet – og der nu lød en drennge stemme, der også sagde papa. De måtte al hjertens gerne kalde ham papa eller far, det var ikke det. Han var bare overrasket, og ikke sikker på om de vidste hvad det rent faktisk betød. Han så kort på Isabella, som han rent faktisk nåede at tænke igen. Han satte sig på hug og ned i deres højde og trak dem begge indtil sig. ”Jeg ved godt I er trætte, mon lapin, men vi skal lige snakke om noget inden i går seng, yeah?” han holdt en kort pause og trak vejret tungt. Han ville ikke afvise dem – for noget i hans hjerte var smeltet over at blive kaldt papa, men han ville heller ikke have de måske fik sagt noget, de ikke vidste hvad var. ”I ved jeg snakker fransk, fordi jeg har meget familie i Frankrig, ikke? Der hvor jeg kommer fra betyder Papa far, og det er derfor Olive og Victor kalder mig det for jeg er deres far. I må gerne kalde mig Papa eller far, hvis I har lyst og jeres mor siger det er okay, men ellers er det også helt okay, hvis I kalder mig Darcel,” forklarede han og lod de blå øjne skiftevis hvile på dem begge.

[Isabella Collins]

Isabellas hjerte smeltede hver eneste gang, hun så Darcel med både hendes og hans egne børn. Hun tog sig hellere end gerne af Olive og Victor, mens Darcel underholdt Sam og Seb, hvis det var noget de var for små til. Hun hjalp gerne med at putte og læse godnat historie for dem, hvis Darcel havde brug for at blive aflastet lidt. Hun vidste om nogen, fuldstændigt, hvordan det var at være alene forældre til to små hoveder, der oftes ville hver deres vej. Hun ville gerne se hans børn, som sine egne, men hun ville heller ikke presse på, for at få det til at ske. Hun hjalp gerne med pottetræning - det havde hun været igennem med Sam og Seb, og det samme med bleskift.
Hun lod forsat sin hånd stryge over hans kind, mens den anden stadig havde sine fingre flettet ind mellem hans. Hendes blå øjne lyset op, som hans franske blandede sig. Godt nok kunne hun ikke meget fransk, men qui og mon cherie, vidste hun da, hvad betød og så fandt hun ham bare voldsomt tiltrækkende og fræk, når han snakkede fransk til hende. Hun nikkede og smilede forelsket til ham, "Mmh.. Det er ikke fair, du snakker fransk til mig, når børnene stadig er vågne," hviskede hun forførende mod hans læber.
Hun grinte mildt og bed sig lidt i læben, "Det tror jeg faktisk, du har ret i," morede hun sig, før hun lod øjnene glide i, for at nyde kysset fuldt ud. Det blev dog afbrudt af den lille piget barnestemme, som slog hende fuldstædig ud af kurs, og da kun endnu mere, da Seb kom og ligeledes kaldte Darcel for Papa. Hun så på Darcel, som han så op hende, mindst ligeså overrasket som ham. Hun skulle lige til at åbne munden, for at sige noget - selvom hun stadig ikke selv vidste hvad - da Darcel satte sig i hug, for at være i børnehøjde med dem. Sam og Seb lagde et hoved, på hver af Darcels skuldre, da han trak dem ind til ham. "Hvad betyder Laaapon eller hvad det nu end var du sagde.." lød det søvnigt fra Seb, som med tiden var blevet langt mere tryk ved Darcel, end han havde været ved deres første møde i zoologisk have. Isabella lagde en blid hånd på Darcels ene skulder, da børnene rettede sig op, som Darcel begyndte at forklare, hvorfor Victor og Olive kaldte ham Papa. Sam så med det samme op på Isabella med sine blå øjne, som tydeligt var arvet efter hendes mor, "Mor må vi gerne kalde far for far og Papa for Papa?" spurgte den lille pige, hvilket også fik Seb til at se op på sin mor. Isabella satte sig ned i hug, ved siden af Darcel, "Hvis det er okay med Darcel, er det også okay med mig," smilede hun kærligt til sine to børn, før hun vendte blikket mod Darcel, og lænede sig mod hans øre, "Du må ikke føle dig presset til noget, det er okay, hvis ikke," hviskede hun stille mod hans øre.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel vidste de nok var ved at nå det punkt, hvor de skulle snakke om hvilke rettigheder de havde i forhold til hinandens børn. Han ville gerne hjælpe til, og han ville gerne være mere end en legeonkel, men det handlede også ligeså meget om hvordan de så ham. Om de så ham som familie eller ej. Han kunne mærke Seb var blevet langt mere tryg ved ham, og ærligt så gjorde det ham glad. Han ville gerne vise at en mand var en der blev uanset hvad. Han ønskede også at Olive og Victor havde en moderfigur at se op til, og hans eneste og bedste bud var også det kærlige, varme og venlige væsen, som Isabella var. Han nød hendes hånd over sin kind og så ind i hendes fandens smukke blå øjne, som de lyste op ved hans franske. Han nød det forelskede smil og gengældte det straks. Han nød de forførende ord, der blev hvisket mod hans læber. ”No? Skal jeg stoppe, mon cherie?” hviskede han med en sensuel tone mod hendes læber og et kækt blik i de blå øjne.
Han grinte som hun gjorde. ”Yeah? Tror jeg faktisk også,” svarede han morende. Han lod selv øjnene glide i for at nyde deres kys, inden han blev slog ud af kurs. Han bemærkede Isabella også var overrasket – ikke han forventede hun var i stand til at redde ham ud af situationen. Han kunne godt klare det, men han var også nødt til at håndtere det på en ordentlig måde så de kunne forstå det. De måtte gerne kalde ham for Papa, men han var ikke sikker på om de gjorde det af lyst eller fordi de troede, at han hed det. Darcel mærkede deres hoved mod hver skulder og gav dem et let kys på hver sin pande. Han smilede ved Sebs spørgsmål. ”Det betyder mine små kaniner,” forklarede han og sendte Seb et varmt smil og bemærkede igen hvor søvnig han var. Han så kort op på Isabella som han mærkede en hånd mod sin skulder og sendte hende et varmt smil. Hans blik gled så til Sam. Hun lignede sin mor meget. Han opdagede at Sebs blik også blev rettet mod Isabella ved Sams spørgsmål. Han vidste ikke om det var idiotisk at lægge ansvaret for hvad børnene måtte kalde ham overpå hende – men i sidste ende så var han jo ikke deres biologiske far, så han kunne ikke bare sige det var okay uden Isabella var henover. Darcel mærkede Isabella i hans nuværende højde og så ind i hendes blå øjne. Han mærkede hendes læber mod sine øre og sendte hende et varmt smil. ”Det er helt okay, ellers ville jeg ikke sige det,” hviskede han tilbage. ”I må gerne kalde mig Papa, hvis I har lyst og ellers er det også okay, hvis I bedst kan lide at kalde mig Darcel, okay?” han kiggede skiftevis på Sam og Seb for at være sikker på de forstod det. Hans stemme var virkelig mild og blid. Han behandlede dem ikke anderledes end han behandlede sine andre børn – hvis man tog opdragelsen ud af ligningen i hvert fald. Han havde ligeså meget kærlighed til dem, som han havde til Olive og Victor.

[Isabella Collins]

Isabella ønskede ikke at presse Darcel til noget han ikke ville. Hun vidste godt, at Sam og Seb ikke var hans biologiske, men hun havde aldrig set Seb, så tryg ved en mand - måske lige med undtagelse af Isabellas egen far, men han og Isabellas mor, havde jo også set efter børnene en del gange i gennem årene. Hun ønskede kun, hvad der var bedst for børnene og hun vidste også godt, at den samtale var mere på trapperne nu, end nogensinde før, da hun ventede deres fælles babyer, og det sidste hun ønskede, var forskelsbehandling mellem alle børnene. Hans, hendes, deres. De skulle alle sammen have det lige godt. Hun smilede flirtende ved hans spørgsmål, "Gem det til de sover," besvarede hun og smilede nærmest lokkende til ham.
Hun grinte blidt med ham, mens hun nikkede lidt. Kysset blev desværre afbrudt af de to ældste. Både Sam og Seb smilede lidt, ved Darcels kys mod deres pander, men gabte så nærmest synkront. Seb grinte lidt, da Darcel fortalte hvad det betød, før han vendte et ballade-blik mod Sam, før de igen, nærmest synkront, satte fingrene op, som var de kanin ører, mens de begge lavede gnaske lyde, som kun kaniner kunne gøre det. Et grin forlod begge børns læber. Tydeligt veldigt underholdt af deres eget påfund. Isabella måtte bide sig lidt i læben, for ikke at grine i den seriøse samtale. Som hun var kommet ned i Darcels højde, smilede hun mildt til ham som han svarede hendes hvisken. Dog så hun lidt på børnene, da de så forvirret ud over Darcels svar. Sam og Seb så på hinanden og derefter på Darcel, "Hvorfor skal vi kalde dig Darcel, når du hedder Papa? Er Darcel dit kælenavn?" spurgte Sam med hovedet tippet lidt til den ene side. Det blev nu tydeligt for Isabella, at hendes børn ikke havde forstået hvad Darcel havde prøvet, at forklare med det franske ord for far. Ikke at hun bebrejdede dem. Klokken var mange, de var trætte og det var forvirrende i en alder af 7 år, at forstå flere sprog, når de ikke var vokset op med det. "I har godt hørt, Darcel en gang imellem snakker et andet sprog ik?" spurgte hun blidt, hvortil begge børn nikkede, "Okay, så ligesom mon lapin, betyder mine kaniner, så betyder Papa far. Giver det mening?" spurgte hun blidt, hvilket fik børnene til at se på Darcel. Sam satte hænderne mod hofterne, "Men så er du jo vores Papa, fordi dig og mor er kærester," fastslog den blonde lille pige og smilede stort, før hun måtte gabe igen. Isabella smilede lidt til Sam, "Det er ikke helt sådan det hænger sammen, skatte'pige. I skal ikke kalde Darcel for Papa, fordi han er min kæreste, men fordi I ser Darcel som en far, selvom Dean er jeres far," prøvede hun at forklare, hvortil begge børn nikkede.

[Darcel Montaque Lavoie]

Han nikkede til Isabellas ord og nød det flirtende smil og den lokkende stemme fra hendes side. Der var ikke nogen tvivl; Isabella havde ham fuldstændig hvor hun ville have ham.
Darcel smilte som tvillingerne gabte i munden på hinanden. Han hørte grinet fra Seb og sendte ham et varmt smil. Han knugede læberne tæt sammen, som de begyndte at lege kaniner. Han forsøgte ikke at grine – men på øjnene var det dog noget så tydeligt at han syntes det var morsomt. Det passede dog ikke ind i en ret alvorlig samtale. ”I er fine,” ytrede han så til sidst og lod et kort morende grin undslippe sine læber. Han kunne ikke holde masken længere. Han gengældte Isabellas milde smil, som hun var i højde med dem alle. Darcel formede et o med læberne, som det gik op for ham hvorfor de havde kaldt ham papa. Isabella nåede dog at svare på hvorfor, og han nikkede. ”Lige præcis. Jeg hedder nemlig Darcel, men Olive og Victor snakker ligesom mig et andet sprog. Nemlig fransk. Derfor kalder de mig det franske ord for far, men I må også gerne kalde mig det, hvis I har lyst,” fortsatte han og sendte dem begge et varmt smil. Han så på begge børnene og bemærkede så Sam satte hænderne på begge hofter og smilte lidt ved hendes ord. Han nikkede til Isabellas ord. ”Jeg vil gerne være jeres bonusfar,” påpegede han og strøg dem begge blidt over håret. ”Men nu skal I vist til at i seng. I virker trætte. Skal mor, jeg eller vi begge putte jer?” tilbød han. Han vidste godt han gav dem tre valg og det måske var meget, men han ville så nødigt træde dem over tæerne.

[Isabella Collins]

Isabella kunne heller ikke helt holde masken, selvom hun prøvede, men da først Darcel grinte lidt af de to små kaniner, kunne hun heller ikke mere. Et mildt grin forlod derfor også hendes læber. Måske det egentlig var meget godt, at løfte stemningen lidt, så det ikke var så alvorlig for de to ældste børn, selvom det var en stor ting. Begge børn grinte, "Taaak," lo de, selvom deres øjne tydeligt stadig fortalte de var trætte begge to.
Tvillingerne så på hinanden, som de havde modtaget det varme smil fra Darcel. Det var nogle gange som om, de kunne snakke med hinanden uden at bruge ord. De nikkede begge to og vendte så blikkene tilbage på Darcel, "Du må også gerne kalde os... øhm..." Sam satte en hånd for, som hun hviskede til Isabella, "Hvordan siger man 'dine børn', på det dersen fransk?" spørgsmålet fik Isabella til at skæve lidt hjælpeløst mod Darcel, "Øhm..." lød det tøvende fra hende, da hun ikke havde den ringeste idé om svaret. "Så har vi en far OG en rigtigt far," Seb klappede i hænder og krammede Darcel, som han hentød til at være den 'rigtige' far. Isabella satte en hånd for sit hjerte, som hun mærkede en varme sprede sig helt ud i tåspidserne, mens hun mærkede sine øjne blive fugtige. Det varmede hende helt ind i sjælen, at begge børn havde taget så godt i mod Darcel og det samme galt at Darcel havde taget så godt imod dem. Hun håbede virkelig, inderligt, at han også følte hun havde taget ligeså godt imod hans børn. "Dig Papa!" lød det fra dem begge, som de tog en hånd hver, og trak afsted med ham. Isabella grinte lidt, "Jeg kigger ind til Olive og Victor, og så rydder jeg lidt op," smilede hun til ham.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel grinte kun mere, som Isabella også var med på det. Han elskede børn – de var så umiddelbare. Selv i alvorlige situationer kunne de bringe et smil frem på voksnes læber. Han så på Sam, som hun hviskede til Isabella. Det var ikke ligefrem en lav hvisken. ”Mes enfants,” hviskede han til Isabella, som hun skævede hjælpeløst til ham hun tøvede i sit svar. Darcel så på Seb ved hans ord og skulle kæmpe for hans øjne ikke blev fugtige. Det var… den største kompliment, han kunne få. Han mærkede Sebs arme om sig og gengældte det. Han strøg ham blidt over ryggen og rømmede sig sagte – han lod øjnene være lukket kort, så det ikke var tydeligt at de var blevet fugtige. ”Og jeg har en søn og en datter mere,” hviskede han, inden han blidt gav slip.
Darcel syntes virkelig også, at Isabella havde taget godt imod hans børn. Han var glad for hun havde, og de havde en kvinde de kunne se op til. ”Okay, mon labin.. Så kom med mig,” grinte han og lod dem tage en hånd hver. Han lod sig trække afsted. ”Tak mon cherie,” lød det varmt fra ham, som han blev ført væk. Der gik vel omkring et kvarer – 20 minutter, inden han var færdig. Han havde fortalt en fortælling om hvordan en gammel stamme havde troet at stjernerne var blevet til – selvfølgelig i en børnehøjde. De var faldet ret hurtigt i søvn. Han gik mod Isabella igen og lagde sine arme blidt om hende. ”Bonjour, mon coeur*” påpegede han, inden han lod sine læber finde hendes.



*Bogstavelig oversættelse: Mit hjerte.

[Isabella Collins]

Isabella elskede at alle fire børn, altid kunne få et smil frem på hendes læber. Hun tog ligeså gerne og så efter, legede med, hygge med Olive og Victor, som hun gjorde det med Sam og Seb. Hun smilede taknemligt til Darcel, da han hviskede svaret til hende, "Mes enfants," svarede hun Sam. "Mes elefants," lød det ret forkert udtalt fra Sam, men hun prøvede i det mindste, hvilket fik Isabella til at smile. Det var dog sødt, at Sam prøvede. Isabella måtte vendte hovedet lidt den modsatte retning, for at få styr på sine følelser, som Seb krammede Darcel og kaldte ham for deres 'rigtige' far. Sam og Seb smilede stort begge to, "Orh Bastian det betyder, vi har en lillebror og en lillesøster," udbrød Sam begejstret og klappede i hænderne, før Seb ligeledes klappede i hænderne og grinte, "Jaaaa!" udbrød drengen med armene i vejret, som hvis de lige havde vundet en halv million.
Isabella kyssede begge børn godnat og gav dem et kram hver. "Jeg elsker jer, til stjerne og tilbage," hviskede hun kærligt til dem, før hun slap dem igen og lod Darcel om putningen. Hun satte selv retningen mod Olive og Victors værelse, for at kigge ind til dem, efter hun havde sendt Darcel et smil, til hans tak. Han havde ikke behøvet at takke hende. Hun gjorde det hellere end gerne. Hun rettede på Olives dyne, som var røget halvt ned på gulvet, men ellers sov begge to, som små engle. Hun gik tilbage til stuen og begyndte at rydde op. Noget af det ved hjælp af magi, mens noget af det blev klaret med håndkraft. Hun tændte fjernsynet, så de kunne følge med i, når klokken slog 00.00 og det nye år ville blive skudt velkommen. Der var ikke mange minutter til. Lyden havde hun dog skuet ned for, så ingen børn ville blive vækket, når fyrværkeriet blev skudt af. Hun smilede til kæresten, som han kom tilbage til hende. "Mmh.." mere nåede hun ikke at svare, før hun mærkede hans læber mod sine egne. Hun lod ligeledes sine arme glide omkring ham, før hun lod sine øjne glide i, for at nyde kysset fuldt ud. Hun slap kysset lidt efter, og så ind i hans øjne, "Jeg elsker dig, Darcel," hviskede hun mod hans læber. Hun kunne mærke hun blev mere og mere spændt, på hvordan han mon ville tage imod nyheden, som voksede i hendes mave.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel bemærkede det taknemlige smil på Isabellas læber og nikkede en enkelt gang for at indikere at det var så lidt. Darcel lod et mildt grin forlade sine læber ved Sams udtalelse af det franske. Det var forkert, men det var sødt. Fransk var et svært sprog, så han forventede ikke hendes udtalelse ville være korrekt. ”Hvor er du god,” kommenterede han med en oprigtig stemme. Darcel nikkede. ”Det har i nemlig. Tvillinger, præcis som jer,” påpegede han med et varmt smil og nød at se dem klappe i hænderne og være glade.
Darcel betragtede dem alle tre som de sagde godnat. Han bemærkede smilet fra Isabella og gengældte det. Han nød at mærke hendes arme omkring sig og holdt hende tæt, som han lod kysset forsætte. Hans øjne var ligeledes lukket, som han nød at mærke hendes læber danse henover sine egne. Som hun brød kysset lod han langsomt øjnene glide op og så ind i hendes blå ocean blå øjne med sine egne. Ordene der formede sig som en hvisken henover hans læber, fik et stort og varmt smil til at forlade sine læber. De tre ord var så magiske første gang, man hørte dem fra en partner, hvor man kunne sige ordene igen. ”Og jeg elsker dig,” hviskede han med en varm tone, og lod et forelsket blik hvile ind i hendes. For ham var det ikke svært at sige ordene til en, han virkelig elskede – det var legende let, for han mente det jo med et hvert fiber i hans krop. ”Du skal virkelig vide… at hver dag med dig er en gave, og jeg føler mig så velsignet,” påpegede han ligeledes med en oprigtig stemme, og lod et kys placere sig i midten af hendes pande.

[Isabella Collins]

Isabella elskede at se Darcel med børnene, både hendes og hans, selvom hun ville ønske de alle fire var deres begge, men når det nu ikke kunne være sådan biologisk set, så håbede hun at de kunne få en lykkelig sammenbragt familie i stedet for. Hvilket hun faktisk allerede følte de havde, bare mere officielt nu.
Hun nød at stå i hans arme og hun havde så meget lyst til, at fortælle ham, at hun var gravid lige nu, men der var ikke mange minutter til, at dét øjeblik ville komme, som hun havde planlagt siden hun havde fundet ud af det. Det passede hende dog perfekt, at ingen af børnene var vågne til, at overvære øjeblikket, for hun vidste jo ikke om han ville blive ligeså glad, som hun var. Hun havde fået af vide, det var tvillinger, så det ville ikke bare bringe dem op på fem børn, men hele seks børn. Det var mange, det vidste hun og det ville blive hårdt, det var hun slet ikke i tvivl om. Men det ville også blive fantastisk. Hun bed sig lidt i læben, lige som ordene havde forladt dem, men de blev brudt op til et stort smil, fyldt med kærlighed, da han sagde ordenen retur. "Tak, skat," hviskede hun oprigtigt og så på ham med sine klare blå øjne, som afslørede al hendes kærlighed til ham. Hendes smil voksede om muligt endnu mere ved hans ord, og kysset mod sin pande. "Jeg har aldrig været så lykkelig, som jeg er nu, sammen med dig og vores mange børn, Papa," smilede hun og grinte mildt. Hendes blik blev dog fange af fjernsynet, som der kun var få sekunder tilbage af det gamle år. "Tak for i år, skat, jeg glæder mig til mange flere med dig og alle børnene," sagde hun kærligt og hørte det første slag fra uret på fjernsynet. Hun havde bevidst begge gange, ikke nævnt noget om hvor mange børn. Hun lænede sig op efter hans læber, "Godt nytår, min egen," sagde hun blidt mod hans læber, men kyssede ham ikke og holdt sine læber få millimeter fra hans, som hun tryllede en stjernehimmel frem over dem. Med et stort smil, pegede hun op mod stjerne for at få ham til at se op på dem, som hun fik stjerne til at ændre form, til orderne 'jeg er gravid' stod skrevet i dem.

[Darcel Montaque Lavoie]

Han bemærkede hendes store smil fyldt med kærlighed, som han sagde ordene retur. Han gengældte selv samme smil som hun takkede ham, og lod sine blå øjne spejle sig i hendes. Hans øjne lyste også af kærlighed – hver eneste gang, han så på hende. Der var ingen tvivl om, at hans følelser for hende var oprigtige og ikke blot grundet hendes willieblod. Selvfølgelig kunne han mærke tiltrækningen fra hende, men det var hende som person, han elskede. Alt hvad hun var, og alt hvad hun havde været og alt, hun nogensinde ville blive. Han bemærkede det voksende smil ved hendes ord og nød lyden af det milde grin, der forlod hendes læber. ”Heller ikke jeg, Mum,” han blinkede en enkelt gang til hende, inden hans eget blik også gled hen på fjernsynet. Han sendte hende et varmt og bredt smil ved hendes ord – han lagde ikke noget i, der ikke var antal på. Han vidste trods alt intet om hendes voksende hemmelighed. ”I lige måde mon amour,” nåede han akkurat at sige inden det første slag lød fra uret. Han mærkede hendes læber mod sine og ordene hun sagde mod dem. ”Godt nytår, skat,” og skulle til rent faktisk at lade sine læber omfavne hendes for første gang i det nye år, men nåede ikke længere end den impulsive tanke, før en stjernehimmel blev tryllet frem over dem og hun pegede op mod den. Han lod sit blik glide op og læste ordene. Først en gang. Så to. Så tre gange. Hans hjerne skulle dreje og forstå ordene, og som ordene rent faktisk blev opfanget og oversat til et sprog, hans hjerne kunne forstå. Han lod et stort, kærlighedsfyldt smil glide hen over læberne, og løftede hende op og drejede hende blidt rundt, som de stod under stjernehimlen og ordene ”er det rigtigt?” blev sagt glædeligt fra ham. Måden hun havde valgt at afsløre det på var bare… magisk. Han satte hende blidt ned, inden han kyssede hendes læber. ”Hvornår? Hvor mange uger?” spørgsmålene var mange – han vidste endnu ikke at det var tvillinger.

[Isabella Collins]

Isabella havde aldrig følt sig så værdsat, som hun gjorde sammen med Darcel. Hendes liv var blevet beriget til helt nye højder, efter Darcel og børnene var kommet ind i hendes og børnenes liv. Hun kunne ikke vente med, at øge familien med to mere til sommer. Selvfølgelig havde hun i starten, tænkt meget over om det var hendes williegener, han var faldet for eller om det var hende, men den tvivl havde hun ikke mere og havde ikke haft den længe. Hendes milde grin forsatte, da han kaldte hende mum, og måtte stoppe sig selv fra, at lægge en hånd på sin mave, for ikke at afsløre noget før tid.
Hun nåede ikke at svare på hans 'i lige måde', før hun hørte første slag fra uret. Hun var både nervøs, spændt og glad på samme tid. Hendes kinder gjorde næsten helt ondt, af at smile så meget, mens hun kunne se, hvordan han kæmpede for at få sin hjerne til, at forstå nyheden. Hun grinte morende og allerede lykkeligt, som han løftede hende op, hvortil hun lagde armene omkring ham og løftede sine fødder fra gulvet. Hun kyssede hans kind, før hun mærkede gulvet under sine fødder igen. Hun nikkede en smule ivrigt, "Ja, helt rigtigt," smilede hun og gengældte hans kys, uden tøven. Armene blev om ham, selvom han satte hende ned. "Terminen er den 18.08, så vi er cirka 5 uger henne, men der er en ting mere skat," hun bed sig lidt i læben, det var nok den her del, hun var mest nervøs for. "Vi venter tvillinger," fortalte hun og smilede lidt. Hun vidste godt, det var mange informationer på én gang, så hun ville ikke bebrejde ham, hvis han lige havde brug for lidt tid til, at tænke over det hele.