Post by Hunter Blackwood on Jan 30, 2021 2:18:18 GMT
Hunter rynkede brynene, da hun sagde, at han var perfekt. Hun prøvede da godt nok at redde den, men han var ret sikker på, at han vidste, hvad hun mente. Altså han var der perfekt, synes han selv. I hvert fald udenpå. Han valgte dog ikke at kommentere på det første hun sagde, da det nok ville gøre hende lidt flov. Han smilede dog en smule for sig selv.
"Det er rigtigt. Jeg er perfekt som søger." Han sagde det med stolthed i stemmen og et lille smil, som han sendte hendes vej. Han havde ikke lyst til, at hun skulle rykke længere væk fra ham, men han gjorde ikke noget ved det, for han vidste ikke hvad. Han var stadig meget forvirret over alt det her.
Hunter lyttede til hende fortælle om hendes adoptivfar. Han lød da godt nok som en tumpe.
"Hvorfor i alverden har han adopteret dig, hvis han ikke kan lide mugglerdelen af dig? Det er sgu da for dumt." Sagde han og slog ud med armene i ren forvirring. Han kiggede hen på Grace, og han kunne godt mærke, at hun ikke havde det godt.
"Du skal ikke tænke på det. Han er en idiot, hvis han ikke kan se, at du virkelig kæmper, at du er perfekt som du er.." Han stoppede sig selv. Det var farlig grund, han var ved at bevæge sig ind på. Men det havde det nu været længe.
Han kiggede på hende, som hun vendte sig mod ham. Hendes selvsikkerhed som næsten bag på ham. Ikke at han ikke vidste, at hun havde det i sig, men hun plejede ikke at være sådan overfor ham og da slet ikke sige den slags ting. Han rystede halvt på hovedet, men han slap ikke hendes blik. Han sad et stykke tid uden at sige noget. Alt ramlede sammen om ham. Hvordan skulle han kunne være sammen med hende, når han hele hans liv havde været imod den slags? Når hele hans familie ville sætte sig for at stoppe det? Måske lige bortset fra Ava.
"Det er en dårlig i.." Mere nåede han ikke at sige, før hun havde kysset ham. Det kom bag på ham og det havde fuldstændig slået benene væk under ham. De næste ting, hun sagde var bare lidt en flimmer inde i hans hoved, for det eneste han kunne tænke på var hendes læber mod hans. Han hørte noget med to magikere, som ikke ønskede at kunne lide hinanden, noget med at hade ham, hvis han kom til skade, at han ikke gjorde det nemt.
"Nej, det gør du sgu heller ikke, Ruby." Sagde han og tog fat om hendes nakke og trak hende ind mod ham. Han placerede sine læber mod hendes i et intenst kys. Sommerfuglene blafrede rundt i hans mave og det eneste han havde lyst til var at kysse hende for evigt. Han trak sig kort væk og kiggede på hende.
"Men hvis vi skal.." Mere nåede han ikke at sige, før han hørte toget komme. Hvorfor lige nu? Det irriterede ham, men da kom han i tanker om gaven. Han slap hende og førte hånden ned i sin lomme, hvor han fandt den lille pakke, som han han lagde ned i hendes taske. Han skjulte det ikke, men der var ikke ligefrem tid til, at han kunne give hende den og hun så skulle åbne den.
"Det er rigtigt. Jeg er perfekt som søger." Han sagde det med stolthed i stemmen og et lille smil, som han sendte hendes vej. Han havde ikke lyst til, at hun skulle rykke længere væk fra ham, men han gjorde ikke noget ved det, for han vidste ikke hvad. Han var stadig meget forvirret over alt det her.
Hunter lyttede til hende fortælle om hendes adoptivfar. Han lød da godt nok som en tumpe.
"Hvorfor i alverden har han adopteret dig, hvis han ikke kan lide mugglerdelen af dig? Det er sgu da for dumt." Sagde han og slog ud med armene i ren forvirring. Han kiggede hen på Grace, og han kunne godt mærke, at hun ikke havde det godt.
"Du skal ikke tænke på det. Han er en idiot, hvis han ikke kan se, at du virkelig kæmper, at du er perfekt som du er.." Han stoppede sig selv. Det var farlig grund, han var ved at bevæge sig ind på. Men det havde det nu været længe.
Han kiggede på hende, som hun vendte sig mod ham. Hendes selvsikkerhed som næsten bag på ham. Ikke at han ikke vidste, at hun havde det i sig, men hun plejede ikke at være sådan overfor ham og da slet ikke sige den slags ting. Han rystede halvt på hovedet, men han slap ikke hendes blik. Han sad et stykke tid uden at sige noget. Alt ramlede sammen om ham. Hvordan skulle han kunne være sammen med hende, når han hele hans liv havde været imod den slags? Når hele hans familie ville sætte sig for at stoppe det? Måske lige bortset fra Ava.
"Det er en dårlig i.." Mere nåede han ikke at sige, før hun havde kysset ham. Det kom bag på ham og det havde fuldstændig slået benene væk under ham. De næste ting, hun sagde var bare lidt en flimmer inde i hans hoved, for det eneste han kunne tænke på var hendes læber mod hans. Han hørte noget med to magikere, som ikke ønskede at kunne lide hinanden, noget med at hade ham, hvis han kom til skade, at han ikke gjorde det nemt.
"Nej, det gør du sgu heller ikke, Ruby." Sagde han og tog fat om hendes nakke og trak hende ind mod ham. Han placerede sine læber mod hendes i et intenst kys. Sommerfuglene blafrede rundt i hans mave og det eneste han havde lyst til var at kysse hende for evigt. Han trak sig kort væk og kiggede på hende.
"Men hvis vi skal.." Mere nåede han ikke at sige, før han hørte toget komme. Hvorfor lige nu? Det irriterede ham, men da kom han i tanker om gaven. Han slap hende og førte hånden ned i sin lomme, hvor han fandt den lille pakke, som han han lagde ned i hendes taske. Han skjulte det ikke, men der var ikke ligefrem tid til, at han kunne give hende den og hun så skulle åbne den.
